Fredag den 24. januar 2025

Alle gik tidligt til køjs i går. Jeg sov godt og vågnede ved dagslyset klokken seks. Da jeg kom ud kunne jeg se, at et par af teltene allerede var pakket ned.

Dagens tur bestod stort set af 23 kilometer ad en grusvej, fem kilometer i nærheden af Lake Coleridges sydlige ende og et par kilometer ned til Lake Coleridge Village.

Grusvejen var nem at gå på, men det gik lidt langsommere end på asfaltvej. Der var sporadisk trafik. Der kom flere biler med hunde på ladet. De kørte hurtigt og vejen støvede meget.

Der kom også en håndfuld biler med bådtrailere eller kajakken på taget. Ruten gik tæt forbi flere små fine søer, hvor man måtte fiske. Det var overskyet og behageligt vandrevejr.

På vejens højre side havde jeg Mount Cotton og to andre toppe, som afskar mig fra udsigten til Lake Coleridge, som lå på den anden side.

Et sted på turen var der en bil, som stoppede. Jeg genkendte chaufføren. Det var Denis, som jeg havde hilst på i Auckland. Denis er Ta Araroas ‘grand old man’. Han opdaterer trailappen, opbevarer bagage for vandrerne, agerer chauffør, laver stiforbedringer og meget, meget andet. Han var på vej til den teltplads, som jeg kom fra. Han sagde, at han nok kom tilbage igen og han tilbød mig et lift. Jeg takkede pænt nej, og sagde, at jeg foretrak at gå. Da han kørte videre tænkte jeg, at det lige godt var det vildeste. Det svarer til at takke nej tak til et lift med en rockstjerne!

Efter grusvejen kom jeg til Lake Hill Track, som var en afmærket rute ved Lake Coleridge. Jorden var privatejet og stien krydsede flere områder med får. De var sky og tumlede afsted, hvis jeg kom for tæt på.

Søen havde de mest fantastiske blå farver og der var tydeligvis mange fugle i området.

Efter søen passerede jeg et par græsmarker og gik et stykke på en mindre vej. Turen sluttede med en stejl sti ned til Lake Coleridge Village.

Jeg ankom til Powerhouse Lodge før klokken to og styrede direkte hen til kaffelugen. Jeg blev tilbudt en gratis sodavand og en cookie, fordi jeg var TA’er og skulle overnatte. Jeg købte i tilgift en kop kaffe. Vejret var klaret op og haven var fin og hyggelig, så jeg satte mig uden for.

Da jeg en halv time kom ind i fællesrummet var der trængsel. Denis sad der og et par af vandrerne var ankommet sammen med ham. Der var gang i spørgetimen og der var blevet aftalt ‘lift’. Denis overnattede på campingpladsen i Metven og tre af TA’erne skulle køre med ham til Metven. Fire andre TA’ere havde aftalt, at han skulle køre dem rundt om Rakaia River næste morgen.

Lake Coleridge Village er det sidste stop før Rakaia River, som er en hazardzone. Det betyder, at floden er for farlig til, at den kan passeres til fods. Vi skal finde transport til Glenrock Station på den anden side af floden. Fra Lake Coleridge Village er der 12 kilomter i fugleflugt til det sted, hvor ruten fortsætter på den anden side af floden. I bil er turen 60 kilometer lang. Jeg var åbenbart kommet for sent til det hele!

Vi drak kaffe og spiste vafler med is. Lodgen havde super vandrevenlige priser. Der var virkelig hyggeligt og gode forhold.

Mens jeg drak kaffe opdagede jeg, at spidsen var knækket af min ene vandrestav. Det var et problem. Jeg var nødt til at finde en butik, som kunne fikse det. Jeg viste min udfordring frem ved kaffebordet og minsandten om ikke en af vandrerne havde den reservedel, som jeg manglede. Hun tilbød mig, at jeg kunne købe den. Det lettede!

Vi blev vist rundt på lodgen, som tilbyder flere typer overnatning. Der var dejligt. Jeg havde reserveret et værelse og fik anvist et dejligt rum med egen udgang.

Jeg pakkede ud og vaskede tøj. Så kom turen til den knækkede vandrestav. Først skulle den ødelagte del hives af. Det viste sig at være en stor udfordring. Det kneb med ordentligt værktøj og først skulle spidsen koges i to minutter. Efter lang tids asen og masen gav den sig endelig og jeg kunne montere den nye spids. Det var en kæmpe lettelse, at jeg kunne klare det på stedet og ikke var nødt til at tage ud til en større by.

Jeg var heldig at få mulighed for at spise aftensmad sammen med vores værter. Vi fik grønsager og kylling. Køkken havde valgt en ret med mange grønsager, fordi jeg skulle spise med. Hun vidste, at frøntsager er en mangelvare på TA.

Efter maden gik vi en tur ned til Rakaia River. Floden er en af New Zealands største forgrenede floder (‘braided river’ – hvad er den rigtige betegnelse på dansk?). Floden er cirka 2 kilometer bred på det pågældende sted og det var et imponerende syn. Vi ankom lige da solen var på vej ned bag bjergene og stemningen var magisk.