Onsdag den 26. februar 2025

I dag gik turen gennem det meste af Longwood Forest. Det er en skov, som vi har hørt meget om, fordi den er ekstremt mudret. Vi, der har gået gennem Reatea Forest oppe på Nordøen, tænkte, at det ikke hvert fald ikke kunne være lige så slemt.

Der blev gravet guld i Longwood Forest i perioden 1850 til 1960. Det var primært kinesere, der gravede guld i Longwood. Manglen på lettilgængeligt vand gjorde det til hårdt arbejde. Kineserne gravede kanaler, som de ledte vand igennem. Skoven er stadig undermineret af mineskakter og vandkanaler.

Dagen startede med en rask tur ad grusvejen ind til skoven. Så gik det opad til Bald Hill af en snoet skovsti. Højden steg med 600 meter over en distance på cirka 9 kilometer. Det føltes ikke særlig anstrengende og stien var i en hæderlig forfatning selvom den havde nogle mudrede sektioner.

På Bald Hill fladede det ud og træerne forsvandt. Jeg fulgte pæle med afmærkninger hen over bakken og kom til et sted med radiomaster. Det var toppen af Bald Hill.

Her fra gik det nedad ad en grusvej til den næste skovsti. Rytmen gentog sig to gange til: en mudret sti op gennem skoven, op på en bakketop, gennem et område uden træer og ned igen. Det eneste, som havde ændret sig var mudderet. Nu var der meget mudder og nogle mudderpøle, der var så dybe, at jeg opgav at koncentrere mig mig om at undgå at muddret løb ned i mine støvler. Det var uundgåeligt at det skete.

Jeg koncentrerede mig i stedet om ikke at falde. Det ville medføre et kedeligt rengøringsprojekt, hvis jeg landede i en af pølene. Det lykkedes. Jeg holdte mig på benene, men et par gange sank jeg så langt ned i mudderet, at kanten på mine shorts dyppede sig i mudderet.

Skoven var virkelig flot. Næsten som et eventyr. Grøn med bregner og lav på træerne. Det var synd, at blikket det meste af tiden var rettet mod mudderet foran mig.

På den sidste bakketop blæste det endnu mere end på de forrige. Disen lå tæt og der var hundekoldt. Det var en lettelse at komme ned i læ i skoven, selvom det betød mere mudder.

Efter lidt over 9 timers vandring dukkede Martins Hut endelig op. De fire andre TA’ere var ankommet. To af dem går rigtig hurtigt og de to andre holder tilsyneladende ingen pauser. Hytten har fire senge. Jeg var heldig, at en vandrer havde valgt at slå telt op, så der var en køje til mig.

Hytten har en vandtank, men den var tom. Mikael var ankommet et kvarter før mig, så vi lavede en fælles ekspedition til et vandløb inde i skoven. Vi fik vasket det værste mudder af benene og fyldt vandflaskerne. Da vi kom tilbage til hytten var førsteprioritet at få støvler, gaiters og strømper af. Fødderne var meget kolde. Det var 12 grader i dag. Da jeg tog strømperne af, kom der et halvt kilo mudder mere til syne. Jeg tørrede det værste væk og tog tørre strømper på. Næste projekt var mad og kaffe og så i soveposen og få varmen igen.