Onsdag den 19. februar 2025

Der var livligt i hytten i aftes. Der var telte uden for og hen på aftenen dukkede der en båd med lystfiskere op. De kom ind og fik en sludder og sejlede afsted igen.

Der kom torden i går. Det var ikke tæt på os og det varede ikke længe, men vejrudsigten passede. Der kom regn i flere omgange. I nat føltes det som om, at det regnede hver gang jeg var vågen.

En af TA’erne, som havde fået en køje, stod op ved midnat og gik ud og slog telt op. Så vidt jeg forstod, følte hun sig utilpas. Hun sagde noget om ‘måske dårligt vand’. Hun lå i sit telt, da jeg forlod hytten klokken otte.

Det var stadig gråt og der var meget vådt uden for. Jeg gik ad den grusvej, som fulgte søbredden. Kvaliteten var temmelig svingende og der var brug for en god firehjulstrækker for at køre ind til Careys Hut. Det var imponerende, at familien i hytten var kommet ind med bil og anhænger.

Længere henne gik hjulsporet helt ned i gruset på søbredden og af og til op mellem træerne. Jeg mødte en bil og to motorcykler. Der kom også et par modgående vandrere.

Efter ti kilometer gik jeg gennem Mavora Lake campsite. Det var et stort naturområde med mange dejlige teltpladser. Jeg kunne sagtens være gået der hen i går, men jeg tror, at den tørre seng var et godt valg. Det dryppede stadig af og til.

Kort efter teltpladsen krydsede jeg Mavora River på en svingbro. Det var den del af floden, som forbinder North Mavora Lake med South Mavora Lake. Søen er reelt to søer på stribe.

Jeg fulgte floden et stykke og så førte stien mig ned langs bredden af syd-søen. Der var stille og smukt. En del af stien gik gennem skov. Venlige sjæle havde i nyere tid sørget for at stien var passabel. Der lå mange, mange væltede træer, som man har måttet finde en vej over. Nu var de skåret i passende stykker med en motorsav. Mange tak!

Ved syd-søens ende kom der en svingbro mere. Den førte blandt andet til en DOC campsite på den anden side af søen. Der skulle jeg ikke over, men jeg kunne høre stemmer fra teltpladsen.

Jeg fortsatte ad stien og gik yderligere syv kilometer langs Mararoa River til den næste svingbro. Det var igen en fin grøn sti gennem skov og eng. Det regnede let på det meste af turen.

Denne gang gik jeg over broen. På den anden side lå der en parkeringsplads og der var et toilet. Stedet bliver brugt af TA’erne som teltplads. Der er minimum 32 kilometer til det sted, hvor mange vælger at blaffe til byen Te Anau. På de 32 kilometer er der ikke mulighed for teltslagning, så bakkerne ved parkeringspladsen er sidste chance. Foreløbig er her fem telte.

Den TA’er, som var dårlig i nat, er her ikke. Hun fik et lift til byen Te Anau med familien i hytten.

Vejret er klaret lidt op. Jeg har været på en ekspedition ned til floden efter vand. Teltet står fint på en bakketop og aftensmaden simrer i sin pose.