Te Araroa bliver ved med at overraske. Jeg kunne ikke huske, hvordan de sidste etaper var, men jeg havde indtryk af, at det ikke var noget særligt. I dag var dog noget særligt.
Jeg sov elendigt i Aparima Hut i nat. Der var varmt og vi lå på række, så der var grænser for, hvor meget jeg ville rumstere. Klokken seks ringede sidemandens alarm og i løbet af kort tid var vi alle oppe. Morgenmaden blev indtaget med pandelygte på.
Lidt over syv gik jeg ned til svingbroen og krydsede Aparima River. På den anden side havde jeg udsigt til det flotteste morgenlys på bjergtoppene.

Dagens første halvdel var tretten kilometer til Lower Wairaki Hut. De første kilometer gik gennem marsk ligesom i går.

Her efter var jeg fremme ved Takitimu Forest. Stien snoede sig gennem skoven op over et højdedrag og ned til Wairaki River på den anden side. Der var masser af mudder, rødder og faldne træer. Det tog tid, men der var smukt. Det myldrede med småfugle, som kom for at se, om jeg skræmte nogle insekter op eller vendte en græstørv.

Da jeg nåede Wairaki River drejede stien til venstre og fulgte floden et par kilometer før jeg blev ledt ned og krydse over floden. Jeg benyttede lejligheden til at vaske mudder af benene, støvlerne og mine gaiters.

På den anden side af floden lå Lower Wairaki Hut. Jeg tog en pause i hytten, hvor der i forvejen sad en håndfuld TA’ere, som holdte pause.

Næste ‘ben’ var ni kilometer op over en top, som var lidt over 1000 meter høj. Det var svært at vurdere, hvor lang tid det ville tage. Noterne sagde fire timer. Skiltet ved hytten angav, at det tog otte timer. Der var kun én måde at finde ud af det på. Jeg forlod hytten og satte kursen mod toppen.

Turen op til Telford Tops var hård. Det gik opad helt fra starten og fortsatte nådesløst over to kilometer. Da jeg gik op ad den sidste skråning kunne jeg se himlen og da jeg kom op på toppen skiftede terrænet.

Der var åbent og stenet. Det gav en bedre udsigt og på dage med klart vejr skulle man kunne se helt til Bluff. I dag var der diset på toppen. Først kunne jeg ikke se meget andet end disen der snoede jeg op ad skråningerne. Det var nu også meget betagende.

Da jeg kom lidt længere frem klarede det lidt op. Nu kunne jeg helt sikkert se land syd for mig. Omgivelserne var betagende. Nogle bakker havde mørkegrønne bløde bakker med træer andre var brune eller gule og mere bare.

Turen ned fra toppen fulgte højderyggen og nu skulle benene justeres til at gå i grus og sten. Der var ingen fast sti. Ruten fulgte pæle og jeg valgte selv den vej, som så sikreste ud.
Da jeg var midt på nedstigningen drejede stien væk fra højderyggen og gik mere direkte ned mod højre. Der var to kilometer til teltpladsen, men afmærkningen var lidt forvirrende. Men ned kom jeg. Turen havde taget lidt under fire timer. Det var heldigvis noterne, der havde ret.

Tepladsen er yderst simpel. Et toilet, et par nivellerede firkanter og vand i bækken, som jeg kan høre fra mit telt. Her er rædsomt mange sandfluer, men de kan ikke komme ind i mit telt, når det er lukket. Jeg er blevet vasket, har drukket godt med kaffe og har spist aftensmad. Jeg ligger godt i teltet og jeg tænker, at jeg kommer til at sove godt efter de knap ti timers gåtur. Det har været en dejlig dag.