Månedsarkiv: februar 2025

TA, dag 141, Careys Hut (km2763)

Tirsdag den 18. februar 2025

Det regnede i nat og i morges. Heldigvis ikke særlig kraftigt, men teltet var vådt, da jeg pakkede det ned. Jeg hentede en vejrudsigt på min Garmin inReach. Det så nogenlunde ud, men der ville komme regnbyger i dag og i morgen. Himlen var grå og skyerne hang lavt, da jeg satte kursen mod svingbroen.

Jeg passerede Mararoa River og fulgte afmærkningerne op over bakken. De førte mig ad en anden rute end den, som min app viste. Det var jeg ikke helt tilfreds med, men heldigvis kom jeg tilbage på ‘stregen’ efter en kilometer.

Ruten gik gennem åbent land og jeg kunne gå i et fornuftigt tempo. Det var dejligt at gå ad en rute, som ikke havde store bakker. Det meste var overkommeligt i dag.

Efter tolv kilometer mellem græstotterne gik jeg igen over en svingbro og kunne gå ind til Boundary Hut. Det var klaret lidt op, så jeg benyttede hytten til at holde en pause mens jeg tørrede mit telt på hegnet.

Efter pausen var der seks kilometer hjulspor eller grusvej til Mavora Lake.

Jeg overvejede om jeg skulle fortsætte yderligere ti kilometer til en teltplads ved Lake Mavora. Jeg opdaterede min vejrudsigt og nu varslede den tordenvejr.

Da jeg nåede til Careys Hut, som ligger ved søens nordlige ende holdte der en bil. Far og to sønner var på tur med motocrosscykler, kanoer etc. Der var stadig ledige senge i hytten, så jeg valgte at blive. Teltslagning i tordenvejr er ikke min favorit disciplin. Der er ikke langt til Bluff nu, og måske havde jeg også lyst til at trække turen lidt i langdrag.

I løbet af de næste timer væltede det ind med TA’ere. Nogle ville bare holde pause, andre ville gerne overnatte. Sengene blev hurtigt optagede og nu er der tre telte uden for. Resten er gået videre. Der har været en regnbyge, men foreløbig er vejret pænt.

Udsigt til Lake North Mavora Lake fra Careys Hut

TA, dag 140, Taipo Hut (km2745)

Skriv et svar

Mandag den 17. februar 2025

Jeg sov forbavsende godt i nat. Der var dejlig roligt i soverummet på Adventure Q2 Hostel i Queenstown. Inden jeg pakkede de sidste stumper gik jeg ned i køkkenet og drak kaffe og spiste morgenmad.
Jeg skulle mødes med Solveig og Peder klokken ni på en parkeringsplads tæt på mit logi. Hvem kunne vide, at der bor trailengle i Viborg, og at de netop nu kører rundt i bil i New Zealand? Heldigt for mig! Englene kørte mig og to andre TA’ere de 70 kilometer rundt om det halve af Lake Wakatipu. Vi blev sat af ved Greenstone parkeringsplads, som er det sted, hvor ruten igen dukker op. Tak Solveig og Peder!

Det er Solveig og Peder til højre i billedet

Da jeg havde gået et lille stykke kiggede jeg på FarOut. Den viste, at jeg var på kilometer 2721,1. Jeg var på rette vej.

Turen gik et par kilometer ad en grusvej, som førte til Greenstone Track. Stien gik gennem skov og fulgte Greenstone River. Det var en enkel og nem sti og vejret var dejligt.

Efter elleve kilometer passerede jeg Slip Flat Hut. Den lå lidt væk fra stien, så jeg så den ikke. Jeg holdte i stedet en pause med udsigt til floden.
Stien blev lidt mere stejl efter Slip Flat, men den var stadig fin. Lidt over klokken to var jeg fremme ved Greenstone Hut. Det var en flot stor hytte med tyve sengepladser. Jeg holdte en pause i hytten, men besluttede mig for at gå ti kilometer til.

Efter Greenstone blev stigningen mere mærkbar og rutens kvalitet blev mere svingende. Der kom sten, rødder og mudder.

De sidste fem kilometer før Taipo Hut gik gennem åbent land. Ruten var markeret med stolper med orange top. De var ikke lige synlige alle sammen, så jeg skulle holde koncentrationen for ikke at miste retningen.

Klokken seks var jeg ved den lille Taipo Hut. Der er kun fire senge og da der allerede var ankommet fire TA’ere, slog jeg mit telt op. Der var kommet en sky på himlen, men vejret var stadig godt.

Jeg tog vandflasker og skiftetøj med ned til floden. Da jeg havde fyldt flaskerne hoppede jeg i vandet. Det friskede og jeg var klar til aftensmaden, som trailenglene også havde forsynet mig med.
Da Solveig brækkede anklen havde de rygsækkene fulde af mad. Den slags mad, som man med glæde spiser, når man vandrer, men som ikke lokker så vældigt, når man ikke vandrer. De forærede derfor deres trail-mad væk. Jeg var heldig at få flere aftensmåltider og en håndfuld OSM-barer. Tak!

TA, dag 139, Queenstown (km2721)

Skriv et svar

Søndag den 16. februar 2025

Jeg var tidligt oppe, men sad længe med kaffen i køkkenet. Kom først afsted efter klokken otte. Arrowtown var morgenstille, da jeg gik tilbage gennem hovedgaden.

Dagens rute var lang, men i den nemme ende. Meget af turen fulgte en cykelsti. Den var godt skiltet og på et tidspunkt glemte jeg, at jeg skulle forlade cykelruten og dreje fra. Det kostede halvanden kilometer.

Cykelruten gik gennem Millbrooke Resort, som bød alle velkommen og bad os om at ‘opføre os ordentligt’. Det var et flot og velfriseret område.

Efter et par kilometer gik det op for mig, at Millbrooke er hjemsted for New Zealand Open i golf. Der var bannere og ståhej. Så vidt jeg kan se afholdes mesterskabet om to uger.

Ruten fortsatte til Lake Hayes. Der var fint og roligt og jeg gik langs søen ad Lake Hayes Walkway.

Efter søen fulgte forstaden Shotover Country. Her kunne jeg se noget der lignede en kiosk på min app. Jeg styrede der hen og fandt en ‘Night and day’, som er New Zealands 7-Eleven. De havde alt. Jeg forsynede mig med en Samosa, en sandwich og en liter kold æblejuice. Desserten blev en is. Jeg bestilte en vaffel med to kugler og fik for 5,50 dollars den største is jeg har set i nyere tid. Tak, flinke dame!

Efter festen fandt jeg igen cykelruten, som hjalp med at krydse SH6 og Shotover River.

Nu var jeg i forstaden Lower Shotover. Den var spækket med butikker. Mange små butikker, men også de store, som ofte ligger i industrikvarteret. Der lå en frisør, hvor jeg kunne komme til med det samme, så jeg slog til. Almindelig høflighed gjorde, at jeg sagde ja tak til hårvask og hovedbundsmassage, for jeg var ret svedig og støvet. Det var faktisk rigtig dejligt. Jeg var ved at falde i søvn i frisørsalon flere gange, men holdte ud til hun var færdig.

Efter butikkerne kom sporten. Først en criketkamp, så golf og lidt fodbold.

Golfspillere med Queenstown lufthavn i baggrunden

Efter lufthavnen var jeg tættere på Queenstown by og jeg kunne se bugten Frankton Arm, som er en del af Lake Wakatipu. Queenstown ligger der, hvor bugten møder søen.

Nede ved søen var der badeliv og rækker af de allesteds nærværende autocampere.

Te Araroa fulgte søens højre bred ind mod byen. Jeg fortsatte af cykelstien, som gik helt nede ved søen i rimelig afstand til bilerne oppe på vejen.

Tæt på centrum fortsatte stien ud om en pynt, hvor der var træer på midten. Her slappede folk af og der var en del badegæster histen og pisten.

Da jeg rundede pynten kunne jeg se byen. Der var hoteller, restauranter og store lystyachter. Jeg blev helt glad for, at jeg allerede skal videre i morgen tidlig.

Da jeg kom ind i bugten på den anden side af pynten var stranden godt besøgt. Gaderne var proppede med turister.

Turen rundt om pynten er rød. Ruten ender omtrent der, hvor flaget er. Den blå streg er en ‘bypass-rute’ (= skal springes over)

Jeg gik lidt rundt og kiggede, men det lokkede ikke rigtig.

Jeg købte et par småting til i morgen og fandt mit hostel. Det ser fornuftigt ud og sengen koster ikke meget mere end den ynkelige teltplads i Arrowtown.

TA, dag 138, Arrowtown (km2692)

Skriv et svar

Lørdag den 15. februar 2025

Jeg sov godt i nat og vågnede først da det var blevet lyst. Det var forbavsende koldt uden for. Jeg havde vanter på den første time af turen.

Huset var butik i de år, hvor der blev gravet guld. Bygningen er genopført i nyere tid.

Ruten gik ad en grusvej, som førte mig tilbage til Arrow River. Her blev vejen igen til et hjulspor, som jævnligt krydsede floden. Der var ingen vej udenom våde fødder.

Efter tre kilometer slap ruten floden og sendte mig op til Big Hill i 1060 meters højde. Stien havde et par tricky steder, men var generelt hurtigere at gå ad end stierne i går.

På toppen var der flot udsigt. Jeg kunne skimte et par huse i dalen.

Da jeg tog hul på nedstigningen varede det ikke længe før jeg kunne se både Arrowtown og Lake Hayes, som ligger på turen til Queenstown.

Der var cirka syv kilometer ned til Arrowtown. På den sidste halvdel var der forbavsende mange, som gik i den modsatte retning. En god del lignede turister, som havde forkert fodtøj på og for lidt sololie og vand med. Klokken var cirka tolv og det var allerede varmt. Solen skinnede fra en skyfri himmel.

Et lille stykke med dejlig skov og skygge

Da jeg kom ned til byens udkant var der en stor parkeringsplads, som var fyldt til randen med biler. Det undrede mig. Da jeg kom ind i hovedgaden faldt tiøren. Arrowtown er en turistby. Den første del af hovedgaden lignede en kulisse og den var fyldt med flotte dyre butikker.

Jeg købte take-away, som jeg spiste ved et bord uden for. Der var mange turister i gadebilledet. Jeg fortsatte længere ned ad gaden, som på et tidspunkt fik et mere almindeligt udseende. Campingpladsen lå 500 meter længere væk.

Arrowtown var ikke færdig med at overraske. Jeg måtte betale 260 danske kroner for en teltplads. ‘Det er højsæson’ meddelte damen, da jeg kommenterede prisen. Teltpladsen viste sig at være en ynkelig lille firkant næsten uden græs. Jammerligt!

Det er min plads i midten. Den har lidt grønt i venstre side.

Brusebadet var gratis, så jeg tog straks fat på vaskeproceduren. Først mig, så tøjet.

Da jeg på et tidspunkt kom ind i køkkenet sad Solveig og Peder der sammen med et par andre TA’ere. Vi har været I kontakt de sidste par dage, fordi de havde regnet ud, at vi kunne mødes i Queenstown. Jeg mødte Solveig og Peder første gang, da jeg var på Riversafety kursus i Auckland. Desværre er der i mellemtiden sket det, at Solveig har pådraget sig et alvorligt brud på den ene ankel. Nu kører de i bil. Det er forfærdelig ærgerligt.

De havde for meget trail-mad og delte gavmildt ud. Desuden vil de på mandag køre mig og et par andre TA’ere op til Greenstone. Te Araroa springer 70 kilometer vej over fra km2721 i Queenstown til km2722 i Greenstone, som ligger på den anden side af Lake Wakatipu. Det skyldes, at vejen langs søen er farlig at gå på. Hvis Solveig og Peder ikke var dukket op, så skulle jeg enten tomle eller købe shuttle igen.

TA, dag 137, Macetown (km2679)

Skriv et svar

Fredag den 14. februar 2025

Det har været en benhård, men også dejlig dag på Te Araroa. Jeg forlod Highland Creek Hut tyve minutter i syv. Der var et fantastisk lys uden for.

Noterne udnævnte turen til den næste hytte, som den mest krævende af strækningerne på Motatapu Alpine Track. De ti kilometer til Roses Hut bød på to store ‘op og ned ad bjerget’. Det gik da også opad lige fra starten. Det var hårdt kost for de ikke helt vågne ben.

Dem med stor skærm kan se vandrere på skråningen på den anden side af kløften foran mig

Jeg er ikke hurtig på stigningerne og i løbet af de lidt over halvanden time, som det tog mig at nå toppen, blev jeg overhalet adskillige gange. Det lod jeg mig ikke gå på af ‘it’s not a race’ og ‘de er jo så unge’ virkede stadig.

Nedstigningen var mindst lige så stejl. Først gik jeg på bjergkammen og så mere direkte nedad.

I bunden kom der lidt skov og et vandløb. Umiddelbart efter startede den næste stigning. Den gik ikke helt så højt op, men nu var benene brugte. Hvis det gik langsomt første gang, så gik jeg i skildpadde tempo anden gang.

Klokken halv et var jeg ved Roses Hut. Jeg gik ind og holdte en pause. Det var fristende at bliver der. Det var en dejlig hytte. Det var på den anden side meget tidligt på dagen og vejret var godt.

Jeg pakkede sammen og satte kursen mod dagens tredje bjerg. 470 højdemeter fordelt på knap tre kilometer op til Roses Saddle. Det var blevet varmt og jeg svedte og prustede bravt. Jeg holdte pause flere gange. Heldigvis havde jeg fyldte alle tre vandflasker lige før Roses Hut. Kvart over to bekendtgjorde et skilt, at jeg var på Roses Saddle.

Turen ned gik ad bjergkammen, som langsomt blev lavere og lavere. Stien var løs og støvet. Otago er varm og tør om sommeren. De sidste dage har det myldret med små brune firben, som piler afsted, når man nærmer sig.

Efter tre kilometer gik stien skråt ned til Arrow River. Her kunne jeg vælge mellem en højt vands rute og en lavt vands rute. Jeg havde talt med et par NOBO’s, som havde taget lavt vands ruten og de havde ikke haft problemer. Jeg drejede derfor ud i floden, som jeg skulle følge fem kilometer til Macetown.

Floden var forholdsvis nem at gå i. Det var skønt at få fødderne ned i det kølende vand. Det gik langsomt, så jeg begyndte at kigge efter små stier på bredden, som jeg kunne følge på kortere strækningerne. Senere kom der et hjulspor, som krydsede floden med jævne mellemrum. Det var en god vej at følge.

Ved femtiden nærmede jeg mig Macetown. Nede ved floden var der en parkeringsplads og et toilet. Her havde flere TA’ere slået teltet op. De kæmpede med sandfluerne, så jeg fyldte vandflaskerne og gik højere op. Det var en god ide. Der kom et toilet mere og mange fine områder til telte. Jeg har fundet et super fint sted, hvor jeg er helt alene.

Jeg har drukket kaffe, spist aftensmad og kigget lidt på nogle infotavler om Macetown. Byen er ingen by, men ruinerne af en guldgraverby.

TA, dag 136, Highland Creek Hut (km2658)

Skriv et svar

Torsdag den 13. februar 2025

Jeg vågnede klokken fem og havde en ide om, at solen stod op ved sekstiden. Tænkte, at jeg lige så godt kunne stå op med det samme. Lidt i seks var det stadig mørkt og jeg indså, at solen først ville stå op lidt i syv! Da jeg gik ned gennem den kæmpe campingplads klokken halv syv, var det blevet lyst.

Jeg skulle til en udgang i campingpladsens vestlige ende. Jeg gik tre kilometer til starten af Motatspu Alpine Track, som udgik fra Fern Burn parkeringsplads.

Ruten indledte med et par stilfærdige kilometer ad en sti langs vandløbet Fern Burn. Længere fremme gik jeg gennem en låge til The Stack Conservation Area. Her blev stien mere udfordrende.

Den snoede sig op og ned på skråningen over floden. Omgivelserne lignede mest skov. Det gik opad hele vejen. Jeg gik i en kløft og de første timer var der behageligt skyggefuldt.

Højere oppe blev landskabet mere åbent og udsigten til de omgivende bjerge var imponerende.

Klokken halv elleve holdte jeg en pause i Fern Burn Hut. Det var en dejlig hytte, som så relativt ny ud.

Klokken et var jeg nået op på Jack Hall’s Saddle (1275 m.o.h.). Der kunne jeg også se bjergene på den anden side. Jeg følte mig meget lille midt i den store natur. Den eneste person jeg havde set på turen var en trailløber, som hurtigt overhalede mig. Jeg holdte en pause oppe på sadlen og der ankom en vandrer. Han fortsatte hurtigt og kom derfor foran mig på nedstigningen.

Stien fulgte bjergkammen foran mig. Det så faretruende ud, men føltes okay, når jeg kun fokuserede på stykket lige foran mig. Jeg steg langsomt ned til floden og så gik det opad igen. Der kom to strækninger med bjergkamme før jeg klokken tre kunne se Highland Creek Hut, som var dagens mål.

I hytten var trailløberen og to vandrere ankommet. Vandrerne er New Zealændere fra Nordøen. Det er far og datter, som er på en femdages tur. Kort efter ankom tre TA’ere og nu er yderligere 5-6 TA’ere ankommet.

Vejret er flot og udsigten fra hytten er skøn. Vi slapper af, sludrer og læser. Hyttens regnvandstank er tom, så jeg har været nede ved floden og hente vand.

TA, dag 135, Glendhu Bay (km2542)

Skriv et svar

Onsdag den 12. februar 2025

Det føltes som en miniferie i Wanaka, men i morges var det tid til at komme videre. Jeg drak en kop kaffe med Kate og Matt og vinkede ‘på gensyn’.

Vejret var flot fra morgenstunden og jeg nød turen ind til byen. Denne gang gik jeg ad jeg en lille gangbro, som cyklen ikke havde været velkommen på.

I Wanaka holdte jeg en pause på en café og dér kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at købe vingummi. Det var vigtigt nok til at jeg gik en smuttur i supermarkedet.

Ruten fulgte søbredden ud af byen og jeg kom igen forbi Wanaka træet. I dag var der færre gæster.

Dagens tur var nem og ikke så lang. Måske var det årsagen til, at det var svært at holde koncentrationen. Jeg nåede ikke langt før mine ben gik ind på en café. Det var et flot sted med udsigt til søen.

Ruten gik langs søen hele turen. Kort efter caféen kom jeg forbi en mark med vinranker. Det var en overraskelse.

Stien var godt besøgt tæt på byen, men da jeg kom længere væk var den nærmest øde og ikke helt så godt vedligeholdt.

Jeg kom gennem en fold med nyklippede får

Jeg holdte pause i skyggen et par steder undervejs. Det er en varm dag. Det blev til en kølende badetur ved en strand kort før Glendhu Bay Campsite.

Jeg har fået en lille rolig plads nede ved vandet. Det er en kæmpe campingplads med gode faciliteter.

I morgen skal jeg op i bjergene igen. Det tager nok 3-4 dage før jeg er i en by igen. Tjek lige højdekurven! Den første stigning er på mere end 1000 højdemeter.

TA dag 133+134, zero i Wanaka

Skriv et svar

Søndag og mandag 9. og 10. februar 2025

Jeg besluttede at tage to hviledage i Wanaka. Her er fint og roligt og benene er glade for en lille pause. Indkøbene til den næste sektion er klaret og tøjet er vasket. Alt er endevendt og sorteret. Dejligt!

Jeg har lånt en cykel, som jeg triller frem og tilbage til centrum på. Debuten blev meget europæisk. Jeg kørte i den forkerte side af vejen! Heldigvis er der en dejlig cykelsti ved søbredden, som jeg kan tage, når jeg skal ind til byen.

Der er fine udsigter på den lille cykeltur

Flotte huse med havudsigt. Her er ingen uopvarmede selvbygger hytter

I går var jeg på jagt efter nye spidser til mine vandrestave. Jeg havde bøjet dem begge to og foretrak af skifte dem før de knækkede. Alle points går til butikken MT Outdoor. De tilbød at skifte dem for mig uden beregning. Spidserne kostede 25 dollars for to styk, så det var en flot service. Damen i butikken havde lige så store problemer med at få den ene spids af, som jeg havde da jeg sidste gjorde det. Jeg tror, at det var den stav, som stadig havde den originale spids og at de er limet, når man køber dem. Jeg var lykkelig for at hun overtog bøvlet.

Det er svært at se her, men den var bøjet

I dag har jeg været en tur på apoteket. Min hals har været lidt øm et par morgener og i dag er jeg lidt hæs. Jeg håber at håndkøbsmedicin kan klare det.

Cyklen fandt også vej til en af Wanakas mest berømte seværdigheder – the Wanaka tree. Det er et træ, som vokser ude i Lake Wānaka. I dag var vandet så lavt, at man kunne gå ud til træet. Det medførte en kø af gæster, som ville fotograferes sammen med træet. Mine tanker gik til Den Lille Havfrue.

Wanaka er spækket med restauranter og caféer. Nu er det tid til at finde en iskiosk.

I morgen skal jeg rundt om den næste pynt og videre til Glendhu Bay, hvor jeg skal overnatte. Torsdag tager jeg hul på Motatapu Alpine Track.

TA, dag 132, Wanaka (km2624)

Skriv et svar

Søndag den 9. februar 2024

Jeg drak en kop kaffe på caféen ved siden af supermarkedet i morges. Først måtte jeg dog vente på at blive lukket ind. Det var søndag og de åbnede klokken otte. Turen til Wanaka gik primært af cykelstier, så jeg forventede en nem dag og havde tid til at vente.

Cykelruten gik langs Hāwea River den første halvdel af turen. En del af tiden var floden gemt bag træer og buske.

Det var en enkel tur uden stor variation. Hen af klokken elleve nærmede jeg mig en svingbro, som gik over floden og bragte mig til Albert Town.

Lige før svingbroen stoppede jeg og snakkede med en dame, som havde taget et solidt styrt på en lejet mountainbike. Hun blødte fra læben og var helt grå af støv. Hun var fattet, men havde slået den ene hånd. Hun ringede til cykeludlejeren. Kort efter insisterede hun på, at jeg skulle gå videre.

Udsigt til svingbroen – mellem træerne for enden af stien

Svingbroen var større end de øvrige svingbroer på Te Araroa. Den kunne bære op til ti personer. Det var pædagogisk forklaret på et skilt, som kaldte på smilet.

I området efter broen lå der et par billige campingpladser med selvbetjent check-in. De var godt besøgt.

Efter campingpladserne løb Hawea River ud i Clutha River. Den passerede jeg på en vejbro. Kort efter broen var der i min app et sted, som hed ‘Pembroke Pâtisserie’. Jeg fandt det og kunne konstatere, at det var en travl café. Jeg købte kaffe, en sandwich og en ‘Danish’.

Bag efter var det tid til ni kilometer langs Clutha River. Den var bred og der var god fart på vandet. Der foregik en del aktivitet på vandet. Jeg lagde mærke til, at der var både paddelboards, gummibåde og svømmere, der så ud til at flyde med strømmen mod Albert Town.

Det undrede mig lidt. Hvor ville de ende?

Længere henne kunne jeg læse på et skilt, at det åbenbart var en kendt aktivitet på den strækning. Der var lukket for motordrevet fartøjer en periode hvert år.

Da jeg nærmede mig Wanaka begyndte der at dukke huse op ud til vandet. De var store og flotte. Wanaka er et eftertragtet område.

Jeg drejede ind mod byen og gik til den adresse, som Kate havde givet mig. Kate og jeg gik sammen på Te Araroa på Nordøen for noget der føles som ‘længe siden’.

Nu er mit telt slået op i familiens have og vi har haft en hyggelig eftermiddag og aften.

TA, dag 131, Lake Hawea (km2602)

Skriv et svar

Lørdag den 8. februar 2025

I morges pakkede jeg sammen i det første dagslys. Det var tid til erobre Breast Hill. Ruten gik bag om hytten og opad i et par timer. Morgenlyset var fantastisk smukt.

Turen til toppen fulgte en forholdsvis god sti gennem et åbent område. Der var ni kilometer til toppen og en stigning på 500 højdemeter.

Solen nåede mig tidligt i dag. Det blæste og jeg måtte lyne vindjakken.

På toppen af Breast Hill (1578m.o.h.) mødte jeg en håndfuld TA’ere. Nogle af dem havde jeg hilst på undervejs. Udsigten fra toppen var flot. Vi kunne se det meste af Lake Hawea og bjergene rundt om os.

Efter toppen skulle vi af med højdemeterne igen. Det gik langsomt nedad indtil Pakituhi Hut. Jeg gik ikke ind til hytten, men fortsatte nedad. Efter hytten kom der en strækning med et fald på 950 højdemeter. Det er en god sjat, skulle jeg hilse fra mine knæ og sige.

Breast Hill – alle tjekker om der er signal på mobilen

Udsigten var imponerende. Landskaberne var maleriske.

Stien var håndterbar på 90% af nedstigningen. De sidste 10% var korte stykker, som krævede koncentration. Den nederste tredjedel var en zig-zag sti, som på det tidspunkt føltes som luksus.

Ved foden af bakken drejede jeg ud på en støvet grusvej, som fulgte søbredden. Efter et kort stykke drejede jeg af og gik ad Gladstone Track langs søen og ind til byen. Det var en cykel- og gangsti med en behagelig grusbelægning.

Benene var trætte, men venlige mennesker havde placeret et par bænke ved stien. Jeg holdte en lille pause et par gange.

Lake Hawea er en sø, men også en lille by. Her er en del huse og lidt indkøbsmuligheder. Efter sigende har hotelejeren gået TA. Hotellet tilbyder gratis camping, hvis man køber et måltid i deres restaurant. Det er er generøst tilbud, som mange TA’ere benytter sig af. Alt andet på hotellet er optaget.

Jeg har taget et tiltrængt brusebad og opdateret dagbogen. Der har også været tid til at spise i restauranten og mødes med de andre TA’ere.

Der er stadig ikke kommet nogen officiel udmelding om dødsfaldet.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Månedsarkiv: februar 2025

TA, dag 141, Careys Hut (km2763)

TA, dag 140, Taipo Hut (km2745)

TA, dag 139, Queenstown (km2721)

TA, dag 138, Arrowtown (km2692)

TA, dag 137, Macetown (km2679)

TA, dag 136, Highland Creek Hut (km2658)

TA, dag 135, Glendhu Bay (km2542)

TA dag 133+134, zero i Wanaka

TA, dag 132, Wanaka (km2624)

TA, dag 131, Lake Hawea (km2602)