Tag-arkiv: Queenstown

TA, dag 139, Queenstown (km2721)

Søndag den 16. februar 2025

Jeg var tidligt oppe, men sad længe med kaffen i køkkenet. Kom først afsted efter klokken otte. Arrowtown var morgenstille, da jeg gik tilbage gennem hovedgaden.

Dagens rute var lang, men i den nemme ende. Meget af turen fulgte en cykelsti. Den var godt skiltet og på et tidspunkt glemte jeg, at jeg skulle forlade cykelruten og dreje fra. Det kostede halvanden kilometer.

Cykelruten gik gennem Millbrooke Resort, som bød alle velkommen og bad os om at ‘opføre os ordentligt’. Det var et flot og velfriseret område.

Efter et par kilometer gik det op for mig, at Millbrooke er hjemsted for New Zealand Open i golf. Der var bannere og ståhej. Så vidt jeg kan se afholdes mesterskabet om to uger.

Ruten fortsatte til Lake Hayes. Der var fint og roligt og jeg gik langs søen ad Lake Hayes Walkway.

Lake Hayes Walkway

Efter søen fulgte forstaden Shotover Country. Her kunne jeg se noget der lignede en kiosk på min app. Jeg styrede der hen og fandt en ‘Night and day’, som er New Zealands 7-Eleven. De havde alt. Jeg forsynede mig med en Samosa, en sandwich og en liter kold æblejuice. Desserten blev en is. Jeg bestilte en vaffel med to kugler og fik for 5,50 dollars den største is jeg har set i nyere tid. Tak, flinke dame!

Efter festen fandt jeg igen cykelruten, som hjalp med at krydse SH6 og Shotover River.

Nu var jeg i forstaden Lower Shotover. Den var spækket med butikker. Mange små butikker, men også de store, som ofte ligger i industrikvarteret. Der lå en frisør, hvor jeg kunne komme til med det samme, så jeg slog til. Almindelig høflighed gjorde, at jeg sagde ja tak til hårvask og hovedbundsmassage, for jeg var ret svedig og støvet. Det var faktisk rigtig dejligt. Jeg var ved at falde i søvn i frisørsalon flere gange, men holdte ud til hun var færdig.

Efter butikkerne kom sporten. Først en criketkamp, så golf og lidt fodbold.

Golfspillere med Queenstown lufthavn i baggrunden

Efter lufthavnen var jeg tættere på Queenstown by og jeg kunne se bugten Frankton Arm, som er en del af Lake Wakatipu. Queenstown ligger der, hvor bugten møder søen.

Lake Wakatipu

Nede ved søen var der badeliv og rækker af de allesteds nærværende autocampere.

Te Araroa fulgte søens højre bred ind mod byen. Jeg fortsatte af cykelstien, som gik helt nede ved søen i rimelig afstand til bilerne oppe på vejen.

Cykel- og gangstien ved søen

Tæt på centrum fortsatte stien ud om en pynt, hvor der var træer på midten. Her slappede folk af og der var en del badegæster histen og pisten.

En skøjtebane!

Da jeg rundede pynten kunne jeg se byen. Der var hoteller, restauranter og store lystyachter. Jeg blev helt glad for, at jeg allerede skal videre i morgen tidlig.

Da jeg kom ind i bugten på den anden side af pynten var stranden godt besøgt. Gaderne var proppede med turister.

Turen rundt om pynten er rød. Ruten ender omtrent der, hvor flaget er. Den blå streg er en ‘bypass-rute’ (= skal springes over)

Jeg gik lidt rundt og kiggede, men det lokkede ikke rigtig.

Jeg købte et par småting til i morgen og fandt mit hostel. Det ser fornuftigt ud og sengen koster ikke meget mere end den ynkelige teltplads i Arrowtown.

Facebookinstagram