Fredag den 14. februar 2025

Det har været en benhård, men også dejlig dag på Te Araroa. Jeg forlod Highland Creek Hut tyve minutter i syv. Der var et fantastisk lys uden for.

Noterne udnævnte turen til den næste hytte, som den mest krævende af strækningerne på Motatapu Alpine Track. De ti kilometer til Roses Hut bød på to store ‘op og ned ad bjerget’. Det gik da også opad lige fra starten. Det var hårdt kost for de ikke helt vågne ben.

Jeg er ikke hurtig på stigningerne og i løbet af de lidt over halvanden time, som det tog mig at nå toppen, blev jeg overhalet adskillige gange. Det lod jeg mig ikke gå på af ‘it’s not a race’ og ‘de er jo så unge’ virkede stadig.

Nedstigningen var mindst lige så stejl. Først gik jeg på bjergkammen og så mere direkte nedad.

I bunden kom der lidt skov og et vandløb. Umiddelbart efter startede den næste stigning. Den gik ikke helt så højt op, men nu var benene brugte. Hvis det gik langsomt første gang, så gik jeg i skildpadde tempo anden gang.

Klokken halv et var jeg ved Roses Hut. Jeg gik ind og holdte en pause. Det var fristende at bliver der. Det var en dejlig hytte. Det var på den anden side meget tidligt på dagen og vejret var godt.

Jeg pakkede sammen og satte kursen mod dagens tredje bjerg. 470 højdemeter fordelt på knap tre kilometer op til Roses Saddle. Det var blevet varmt og jeg svedte og prustede bravt. Jeg holdte pause flere gange. Heldigvis havde jeg fyldte alle tre vandflasker lige før Roses Hut. Kvart over to bekendtgjorde et skilt, at jeg var på Roses Saddle.

Turen ned gik ad bjergkammen, som langsomt blev lavere og lavere. Stien var løs og støvet. Otago er varm og tør om sommeren. De sidste dage har det myldret med små brune firben, som piler afsted, når man nærmer sig.

Efter tre kilometer gik stien skråt ned til Arrow River. Her kunne jeg vælge mellem en højt vands rute og en lavt vands rute. Jeg havde talt med et par NOBO’s, som havde taget lavt vands ruten og de havde ikke haft problemer. Jeg drejede derfor ud i floden, som jeg skulle følge fem kilometer til Macetown.

Floden var forholdsvis nem at gå i. Det var skønt at få fødderne ned i det kølende vand. Det gik langsomt, så jeg begyndte at kigge efter små stier på bredden, som jeg kunne følge på kortere strækningerne. Senere kom der et hjulspor, som krydsede floden med jævne mellemrum. Det var en god vej at følge.

Ved femtiden nærmede jeg mig Macetown. Nede ved floden var der en parkeringsplads og et toilet. Her havde flere TA’ere slået teltet op. De kæmpede med sandfluerne, så jeg fyldte vandflaskerne og gik højere op. Det var en god ide. Der kom et toilet mere og mange fine områder til telte. Jeg har fundet et super fint sted, hvor jeg er helt alene.

Jeg har drukket kaffe, spist aftensmad og kigget lidt på nogle infotavler om Macetown. Byen er ingen by, men ruinerne af en guldgraverby.