Jeg var tidligt oppe. Jeg brugte en del tid på morgenmad og kaffe og pakkede mit grej. Klokken syv var jeg klar til at gå. Det var gråt og det begyndte at regne.

Turen til Taumarunui viste sig at være en fin og hyggelig rute af bagveje parallelt med hovedvejen. På den første halvdel passerede der lastbiler af og til. De kørte heldigvis pænt og chaufførerne hilste venligt på mig.





Jeg fulgtes med en flod og en jernbane det meste af vejen, og der var masser af landbrug og dyr i dag. De små grise med krøller på halerne var nuttede!


Vejret skiftede helt vildt. Jeg gik flere gange i solskin og regn – samtidig. Der kom et par kradse byger, men mest let regn.

Efter seksten kilometer fangede mit øje et par slidte skilte. Et med is og et andet med kaffe. Forhåbningerne var ikke store, men det skulle da undersøges. Det viste sig at være et sted af den slags, der har gemt sig i en tidslomme; Taane’s Manor. Betjeningen var venlig og jeg købte kaffe og is.

Marianne og Arnold dukkede op. De oppede ordren med toast og fik serveret varme toast med ost og skinke!

Underholdningen gemte sig i alle kroge. Her er et par damer fra haven.

Stedet lå i den lille landsby Okahukura. Her lod det til at Taane ikke var alene med begejstringen for kitsch eller også ejede hun flere huse i byen.

Det var i det hele taget en munter dag. Her er beviset på, at medborgerhuse er for ALLE. Kalvene forsøgte at gemme sig for regnen under tagudhænget.

Var det ikke sådan her vi tegnede får, da vi var børn? Sorte pinde-ben og et sort hoved sat på en sky af hvide krøller!

Da jeg nærmede mig Taumarunui kom jeg forbi byens kirkegård. Den var mærkbart mere stilren end den lille kirkegård ude ved Ongarue. Helt inde ved bygrænsen kom dagens tredje kirkegård. Der var gravene endnu større.


En rundkørsel varslede bygrænsen og snart passerede jeg både high school, golfbanen og Mc Donald. Jeg gik ind i et stort supermarked og købte den første pose proviant.

Posen tog jeg med til Motel Alexander, hvor jeg bor på første sal med en balkon foran. Fra balkonen har jeg fulgt med i både ekstrem regn og en hurtig haglbyge. Vejrudsigten holdte, hvad den lovede.

Jeg har tømt alt ud af rygsækken, rystet, skrubbet, luftet, vasket tøj, vasket mig, vasket vandfilter og flasker, spist mad og is, telefoneret, opladet osv. Nu er det nat. Godnat!



