Søndag den 16. til fredag den 21. marts 2025

I søndags vågnede jeg på hotellet i Waikanae. Vandreturen var slut. Jeg forventede ikke flere bonusrunder, så jeg ryddede op i rygsækken. Det føltes meget underligt, at der ikke længere var behov for at have tre vandflasker i bagagen.

Jeg sagde tak for turen til Corinna og tog bussen fra Waikanae til Wellington. Regnen på busruden bestyrkede følelsen af, at vandreturen var sluttet på det helt rigtige tidspunkt.

Første stop i Wellington var hos Shannon. Hun skulle ud og jogge. Det trængte jeg ikke til, så jeg tog en slentretur i byen. Om aftenen gik vi i byen og spiste.

Mandag valgte jeg at besøge Auckland Museum. Det var stort og spækket med flot opsatte udstillinger. Jeg brugte en del tid på ‘Gallipoli – The scale of our war’. Den fortalte om New Zealands deltagelse i 1. verdenskrig med udgangspunkt i begivenhederne i Gallipoli.

Der blev også tid til et besøg i naturzonen, hvor jeg blev klogere på jordskælv og blev rystet i et hus, som simulerede, at det skælvede. Billetten var gyldig i 48 timer. Det kunne jeg desværre ikke udnytte, fordi jeg skulle flyve til Auckland om tirsdagen.

Onsdag var jeg igen klar til kulturen. Denne gang i Auckland. Valget faldt på Søfartsmuseet på havnen. Denne gang havde jeg forberedt mig på et todages besøg og det blev der brug for. Der var flere spændende udstillinger med forskellige temaer.

Jeg studerede en pædagogisk fremstilling af, hvilken vej de første beboere kom til New Zealand.

For 5-6000 år siden sejlede indbyggere fra syd-øst Asien længere mod sydøst og etablerede sig. For 3000 år siden nåede de til Fiji, Samoa, Tonga og Tahiti. Omkring år 1300 kom de første mennesker fra øerne i det østlige Polynesien til New Zealand. Her udviklede de deres egen kultur – Maori.

Det er indlysende, at de var dygtige sømænd. Det var der også andre, som var. Se lige det her ‘pinde-kort’. Teksten forklarede, at på Marchalløerne navigerede de (førhen) ikke efter stjernerne, men ved ‘at føle havet’. Pindene er en slags registrering af forholdene – et søkort. De kunne f.eks. mærke forskel på havets bevægelser alt efter, hvor langt der var til land. Syret!

Et andet højdepunkt på museet var udstillingen ‘Into Ocean and Ice’. Den kombinerede unge nulevende kunstnere med Ernest Shackletons forgæves forsøg på at krydse Antarktis i 1914-1917. Der var virkelig stof til eftertanke.

Museet havde også en stor udstilling om New Zealand som sejlsportsnation. Den troede jeg, at jeg ville springe over. Manglen på interesse varede lige til det øjeblik, hvor jeg blev grebet af en 80 minutter lang film om Sir Peter Blake – nationens mest berømte sejler. Han var et stort menneske. Den beslutsomhed, som han og alle omkring ham gik til opgaven med, var imponerende. Han overlevede alle de farlige kapsejladser, men blev skudt af pirater på en ‘miljøsejlads’ i Amazonas i 2001.

I dag (fredag) har jeg taget hul på Auckland War Memorial Museum. Deres billetter gælder normalt kun til en dag, men det lykkedes mig at få en ekstra billet til i morgen. Museet er kæmpe stort.

I dag koncentrerede jeg mig om ‘War and Renembrance’. Det var interessant, men krig er tungt, så jeg sluttede af med ‘Stories of Auckland’, som var mere muntert.

Nu i uniformsjakke og lemon-squeezer-hat 🙂