Vi var tre TA’ere, som havde ærinder på posthuset lørdag morgen den 12. oktober. Victoria gav os et lift i minibussen. På posthuset kiggede damen tvivlende på min store kuffert. Den endte dog med at sætte kursen mod Wellington for en anstændig pris på 50 NZD (212 DDK). Med lidt held ligger der nye støvler og rent tøj til mig dér, når jeg er færdig med Nordøen. Jeg kørte med Victoria tilbage til Lodgen og til min rygsæk.
Nu kunne det ikke udsættes længere. Jeg vinkede til de vandrevenner, som blev tilbage på Lodgen og krammede Victoria farvel. Da jeg stadig var bagud på ‘lækker mad’ gik jeg en omvej hen forbi Superbowl. Den lå tættere på ruten end alle caféerne i centrum. Lørdagslukket! Æv! Tiden var ved at rende fra mig, så jeg lovede mig selv en sen frokost på museet i Waitangi. Jeg havde ikke tid til at gå ind til byen.
Der var en kedelig times gåtur hen til starten af Waitangi Forest track. Noterne og skiltningen gjorde det klart, at der arbejdede mange store maskiner i skoven, og at man skulle gøre sig synlig. Jeg havde arrangeret et gult refleksforklæde, som jeg bandt på rygsækkens stropper, så det dækkede min brystkasse.
Det fungerede fint som beskyttelse mod den kolde vind, men ikke meget andet. Skoven var helt stille. Jeg så ikke et eneste firhjulet køretøj på de 8 kilometer i skoven, som var spærret for almindelig biltrafik. Vandrerne havde en særlig tilladelse til at passere skoven af den afmærkede rute. Ude på den anden side af skovruten var der mere travlt. Dér susede biler forbi hvert femte minut og støvet hvirvlede rundt i luften.
Nu var udsigten til Bay of Islands tydelig. Der var flot. Blåt vand, grønt græs, klippeøer og sejlskibe. Vi havde nu vandret fra vestkysten ind over Nordøen og ud til østkysten.
Efter grusvejen kom der en velplejet asfaltvej og en golfbane. Her fra kunne jeg se flaget på The Treaty Grounds museum. Vandrestavene havde arbejdet i takt til rytmen: RES TAU RAN TE RES TAU RAN TE. Det fungerede bedst på spansk! Tanken om at få mad serveret satte lidt fut i den vandredag, som havde udsat min zero. ‘Zero’ er betegnelsen på en fridag. En dag med nul kilometer.
Efter forgæves besøg i indkørslerne for turistbusser og personale fandt jeg endelig hovedindgangen til museet.
Jeg forhørte mig om priser, rabatten m.m. og spurgte, hvor caféen lå. Den var ikke langt væk, men den var LUKKET! Klokken var 15:05 og caféen havde lukket klokken 15. Skuffelsen var mærkbar.
Jeg opgav at starte museumsbesøget den dag og gik i stedet halvanden kilometer længere frem til Waitangi Holiday Park. Her slog jeg teltet op med udsigt til vandet, fandt madposen frem og gik ind i køkkenet. Her sad der to af mine vandrevenner.
Resten af dagen gik med snak, brusebad, afslapning, kontortid og mere tørfoder fra rygsækken. Næste dag ville jeg gå tilbage til museet og der fra videre på ruten.
