Fredag den 17. januar 2025

Jeg gik tidligt ud i teltet i går. Der var skønt. I teltet kunne jeg høre floden og fuglene. I nat må det have været tæt på fuldmåne. Der var måneskin og stjerner og vidunderlig stilhed.

I morges var teltet gennemblødt, men det kom ned i rygsækken uden yderligere tørring. Klokken halv syv var jeg klar til afgang. Det var Lea fra Italien også, så vi fulgtes ad.

Dagens første begivenhed var en trewirebro over Cameron Stream. Det var muligt at vade gennem floden, men vi ville begge to gerne afprøve wirebroen. Konstruktionen består af én wire, som man går på og to wirer, som man kan holde hænderne på. Jeg gik først. Det var ikke vanskeligt, selvom det så faretruende ud.

En halv time senere kom vi til Cameron Hut, som var en lille firesengs nødhytte. Vi holdte en kort pause og hilste på det unge Schweiziske par, som ankom lige efter os. Ruten gik gennem skov og eng. Der var smukt og lidt diset.

Næste step var seks kilometer til Harper Pass Bivy. Det gik opad det meste af vejen. Ruten fulgte en smal sti over en eng eller gennem en skov. Vi holdte spisepause på trappen foran den lille hytte. Udsigten var flot og der var dejlig roligt.

I hytten lå der en Intentions Book. Den var fuld, så der var ikke plads til at vi kunne notere vores besøg. Inden vi forlod hytten ankom der to andre TA’ere. Senere på dagen fortalte de os, at efter at vi havde forladt hytten, var der landet en helikopter ved hytten og et besætningsmedlem havde afleveret en ny bog i hytten. Det lød helt tåbeligt, og jeg er sikker på, at der må have været yderligere grunde til, at de landede dér.

I en Intentions Book noterer man sine ‘intentioner’. Ankomst- og afgangsdato, navn, næste stop etc. Hensigten er, at man skal kunne følge personens færden, hvis man bliver meldt savnet.

Efter Harper Bivy gik turen op til Harper Pass i 962 meters højde. Stien var mere ufremkommelig end tidligere på dagen, men det var småting, hvis vi sammenligner med nedstigningen efter passet. Stien var stenet eller mudret og meget stejl. Nogle af ‘trinene’ var en meter høje. På visse steder var der samtidig smalt og langt ned.

Vi masede os langsomt fremad og holdte et par pauser på vejen. Det var hyggeligt at være to. Lea er godt selskab.

Ved halv totiden var vi fremme ved Locke Stream Hut. Der var en gruppe, som holdte frokostpause, men de forsatte senere til den næste hytte. Vi mødtes med Becky, som starter tidligere end os. Vi besluttede at blive i hytten og tage en lidt længere dag i morgen. Der har været flere vandrere forbi, men de er alle gået videre.

I morgen er målet at nå til Morrisson Bridge eller lidt længere. Dér starter turens største udfordring, som er turen op til Goats Pass. Becky, Lea og jeg vil tage turen sammen.