Fredag den 7. februar 2025
Der kom et par regnbyger mere i går efter at jeg var ankommet til Timaru Hut. I morges var der gråt over de bjerge, som vi kom fra, men lidt lysere i den retning, som jeg skulle gå i dag.
Jeg forlod hytten omkring klokken syv.
Te Araroa fortsatte et kort stykke af en sti, som lignede den fra i går. Da den slap op stod valget mellem TA, som gik på skråningen ad en udfordrende sti eller at gå i floden. Jeg vurderede, at det sikreste var at følge TA.
Stien var stejl og nogle steder meget smal og usikker. Jeg mødte Sander og Kalina og de foreslog, at vi fulgtes ad. Det var sødt af dem, for de ville normalt være hurtigere end mig. Det var længe siden, at vi sidst havde gået på en sti af den her kaliber.
På et tidspunkt besluttede vi at gå ned i floden. Det gik fornuftigt, men langsomt. Vandet var grumset af salte eller lignende og vi kunne ikke se bunden. Det gjorde vandturene mere besværlige. Vi vidste, at der kom et vandfald efter cirka seks kilometer. Vi sørgede for at komme op fra flodlejet inden da.
Vi passerede vandfaldet på en smal sti højt oppe. Da vi kiggede ned kunne vi se en gruppe vandrere, som vi kendte. De havde valgt at blive nede i floden og nu var de midt i vandfaldet. Vi var glade for, at vi havde valgt den skiltede rute på det sted.
Den afmærkede rute gik ned til floden af og til, men den gik ikke lange passager i selve floden. Den tredje gang ruten ville sende os op på skråningen forslog mine makkere, at vi gik et stykke i floden. Det var jeg med på, så vi gik ned i floden. Det var besværligt og hastigheden faldt betydeligt. Sander gik forrest det meste af vejen. Han var god til at se, hvad der var muligt, og vi bevægede os langsomt men sikkert fremad.
På et tidspunkt blev vi overhalet af en mand fra gruppen i vandfaldet. Han viste os, hvor vi kunne gå på et særligt bøvlet sted. Efter nogle langsomme kilometer mødte vi igen en afmærkning. Det var muligt at komme tilbage på TA. Vi tømte sko og strømper for småsten og fortsatte op mellem træerne. Ingen af os var kede af at forlade floden.
Klokken halv et nåede vi til det sted, hvor ruten drejede væk fra floden. Nu var der 2,2 kilometer op ad bakke til Stodys Hut. Det lød nemt, men det var hårdt arbejde. På de to kilometer steg ruten 500 højdemeter.
Jeg takkede Sander og Kalina for eventyret i floden. Jeg ville ikke have valgt den vej, hvis jeg havde været alene. Vi tog bakken i hvert vores tempo.
Hytten dukkede op kvart over to. Det er en gammel hytte med jord på gulvet og mange mus. Jeg besluttede mig for at blive her og overnatte i mit telt.
Der kom en NOBO forbi hytten. Han bragte dårlige nyheder. En TA’er var blevet fundet i floden i nærheden af vandfaldet dagen før. Hun var død. Senere kom Liam og Jenny forbi. De bragte den samme nyhed. Detaljerne kender vi ikke. Det er ualmindelig sørgeligt. Stemningen er lidt trykket. Vi har ikke har signal på telefonen, så vi har kun de nyheder, som ‘vandrer’ op og ned ad ruten
