TA, dag 66, til Koitiata (km 1416)

Torsdag den 5. december 2024

Dagens TA rute indeholdte en flodkrydsning, som afslutning på dagen. I følge noterne skulle floden krydses ved lavvande tæt på det sted, hvor den løber ud i havet. I dag var det lavvandet ved Turakina River klokken 6 i morges og klokken 19:30.

Vejrudsigten lovede masser af vind med retning direkte ind mod stranden. Jeg tænkte, at det ville være ubehageligt at gå på stranden, og at det ville være træls, hvis jeg blev nødt til at vente på stranden, hvis vandet i floden var for højt.

Jeg tog den turkise vej


Jeg overvejede at gå længere end planlagt af Statehighway 3 før jeg drejede ud mod stranden. På den måde ville jeg krydse floden samme sted som bilerne og ikke være afhængig af tidevandet.


Men først skulle jeg ud af byen. Jeg sagde godmorgen til min vært, som mødte på arbejde, og satte kursen mod broen. Da jeg nåede over til elevatoren, syntes jeg alligevel, at det ville være synd at snyde mig selv for en tur mere. Jeg tog elevatoren op.


Fra Durie Hill skulle jeg følge vejen og fortsætte af ‘Number 2 Line’ til Fordell.

I Fordell drejede jeg skarpt til højre og gik lige ud fem kilometer frem til Statehighway 3. Det begyndte at regne, og jeg kunne se trafikken på den store vej. Jeg skiftede til regntøj og signal klud mens tid var.


Der var rigtig surt ude på SH3. Meget trafik, mange lastbiler, dårlig sigt og ikke meget plads til fodtudser.
TA fulgte SH3 cirka tre kilometer. Nu skulle jeg tage en beslutning. Dreje med TA ud mod stranden og krydse floden tolv kilometer senere eller fortsætte 6 kilometer længere af SH3 og så dreje ud mod stranden og campingpladsen. Jeg fortsatte. Tanken om at vente på stranden i en sandstorm var mere ubehagelig end SH3.


Et par timer senere slap jeg endelig væk fra SH3. Der var langt mellem bilerne på den mindre vej ned til stranden. Til gengæld kunne jeg mærke blæsten fra havsiden. Den sidste time var der strid modvind. Jeg skiftede tøj og tog hatten af. Regnen var helt stoppet.

Et fint rundt kilometermærke!

Da jeg nåede ned til stranden gik jeg ud og kiggede på floden ved stranden. Det lignede præcis en sandstorm. Dybden på floden var umulig at gennemskue.

Jeg gik hen til campingpladsen. Der var allerede to små telte. Kort efter ankom en TA’er mere. Han havde kun haft vand til knæene ude i floden. Nu er vi i alt fem telte. Fire af dem er mine venner, så det var hyggeligt at få samlet op på, hvor de forskellige har været siden sidst.

Det blæser stadig kraftigt og sandet flyver rundt over alt. Heldigvis ser det ud til at vinden aftager i løbet af natten.

Facebookinstagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *