Lørdag den 1. marts 2025

Turen er snart forbi. Følelsen af tab ramte mig i går. Jeg har ikke lyst til, at ‘der ikke er mere Te Araroa’ lige om lidt. Selvfølgelig bliver det dejligt at komme hjem, men jeg har ikke lyst til at slippe Te Araroa. Det er som at vinke farvel til en kær ven.

I morges var der en sjov regnbue på himlen, da jeg stod foran køkkenet. Det regnede nok lidt i horisonten. Turen fortsatte af den asfaltvej, som jeg ankom fra i går. Humøret var i top.

Efter tre kilometer lå der en købmand. Jeg købte lidt til dagen og til aftensmaden og fortsatte fire kilometer ind til udkanten af Invercargill.

Te Araroa går ikke ind i selve byen og jeg havde allerede skaffet det fornødne, så jeg drejede med ruten til højre lige uden for Invercargill. Byen ligger ved en fjord, der mest ligner en stor sø. Te Araroa fortsatte langs vandkanten ad en delt cykel- og gangsti.

Det var ikke storslået, men underlaget var fast og effektivt. Jeg gik cirka tolv kilometer gennem et fladt område, som en gang var et vådområde, men nu er næsten drænet for vand for at sikre fast underlag til jernbanen og vejene. Der var dog et par søer og områder med mudder og lavt vand. Der var mange fugle i de våde områder.

Det gik rimelig hurtigt, men det var hårdt for ben og fødder.

Cykelstien gik ud til Sh1, som den fortsatte parallelt med. Der var yderligere femten kilometer til dagens mål.

Det føltes som mere end femten kilometer og jeg holdte et par pauser i vejsiden. De sidste kilometer kunne jeg se Bluff på min venstre side. Den så overraskende stor ud. I dag skulle jeg ikke helt ind til Bluff, for jeg overnatter hos en venlig hollænder, som har en stor grund lige uden for byen. Her kan alt og alle overnatte og vi bestemmer selv prisen. Hvis dagen havde været lidt kedelig, så sluttede det i hvert fald, da jeg ankom til Freedom Farm.

Her er mange rejsende, hjerterum, teltpladser og husdyr. I indkørselen har en lokal familie etableret en ferielejr med en stor bil, tre telte og en steg på grillen.