(Teksten handler om den 10. december 2024)
I går var en mærkelig dag. Jeg kom tidligt afsted fordi jeg gerne ville nå længere end den etape, som noterne lægger op til. Noterne foreslår, at man går 15 kilometer til Tokumare Shelter (også kaldet Ian and Franks hut). Det forventes at tage 6-7 timer. Jeg ville gerne nå lidt længere. Det ville give mig en kortere tredje dag i skoven, og dermed bedre tid til enten at tage ned til Levin by eller måske starte turen i Tararua bjergene.
Første nøk var tre kilometer op til det sted, hvor man går ind i skoven på Burttons Track. Den bid var nem.
Resten af dagen gik af mudrede stier op og ned. Der var et et par flodkrydsninger, som vaskede lidt af mudderet væk. Der var flot, men det gik langsomt. Jeg fedtede noget rundt og endte også med en tur på halen i mudderet.
Humøret var godt. Tiden passede fint. Efter 6,5 time var jeg ved Ian og Franks hut. Det var stadig tidligt, så jeg nøjedes med en pause. Det var ellers et fint lille sted med et godt overdækket uderum og læ.
Efter shelteret passerede jeg en dæmning. Jeg måtte lige ud og kigge, selvom skilte advarede om, at det var på eget ansvar.
Kort efter nåede jeg frem til indgangen til Mangahao – Manahika Track, som om muligt var mere mudret end den forrige sti. Jeg kom fint fremad, men ved tre-tiden fornemmede jeg, at en hovedpine var på vej. Det blev ikke bedre, og fornemmelsen i maven var heller ikke god.
Ved firetiden besluttede jeg, at det var bedst at stoppe. Jeg vidste, at der kom en brat nedstigning, og den ville jeg helst være ‘i form til’. Jeg fyldte vandflaskerne i den sidste flod, som noterne udpegede som drikkelig. Der ville ikke være vand på det næste stykke. Efter nogle kilometer fandt jeg et sted at kile mit telt ind. Det var ikke perfekt, men ok.
Da jeg var færdig med de vigtigste ting, havde jeg fået det værre. Hovedpinen var kraftig og maven urolig. Jeg frøs om mine våde fødder, så jeg krøb i soveposen. Der var ti ting, som jeg gerne ville gøre, men jeg magtede det ikke. Jeg fik spist lidt og drukket noget vand. Det havde nok været godt, hvis jeg var gået ud og havde tilberedt noget varm mad. Men jeg orkede det ikke. Jeg var langt fra på toppen. Pludselig.
Jeg faldt i søvn ved syvtiden i aftes. Efter tre timer vågnede jeg, og så havde jeg det ‘normalt’ igen. Pyha!
Jeg nåede at forestille mig, hvordan det ville være at have roskildesyge i en mudret skov, hvor teltet var placeret sådan, at det var svært at komme ud. Men det skete ikke. Jeg overvejede, om det vand jeg havde måske ikke var godt. Det ville være ret træls, for jeg kunne ikke få fat på noget nyt. I morges puttede jeg en vandrensningstablet i hver flaske for en sikkerheds skyld. Måske for lidt mad? Ingen kaffe i halvandet døgn? En mild forstoppelse? Aner det ikke. Men sært var det.
I aftes klokken 22 fik jeg gjort et par af de ting, som jeg ikke nåede om eftermiddagen. Og så lagde jeg mig til at sove igen.
Der smuttede vist en kilometer et sted igen….
