Det har været en lang og begivenhedsrig dag. Jeg fornemmede fugt i luften i morges, så jeg skyndte mig at flytte alt mit gear ind under halvtaget foran køkkenet. Der kom dog ingen regn.

Dagens første afdeling var en times gang fra Mangawhai Heads til Mangawhai (by). Turen bød blandt andet på en skøn boardwalk gennem mangroven. Den var opført af frivillige. Tak for den!

I Mangawhai holdte jeg en lang pause med kaffe og is. Butikkens ejer forærede mig kaffen, fordi jeg gik ‘The long walk’. Jeg købte et par godbidder til senere, men jeg syntes alligevel, at det var en flot gestus.

Efter byen, som havde virkelig mange butikker, gik turen igen ud til stranden. Der var mindst et par timers gang. Desværre gik jeg det meste af tiden på en bred grusvej, hvor der blev kørt rigtig stærkt. Det støvede rædsomt. Mine øjne blev store som tekopper, da jeg spottede skiltet med hastighedsbegrænsningen. Bilerne måtte køre 100 kilometer i timen!

Strandturen var lang. Meget lang. Jeg skulle krydse et par vandløb. Det gik uden problemer. Jeg kom også over en stor klippeknold ved navn Te Arai. På begge sider af knolden var der parkeringspladser, som blev brugt af de mange surfere, som færdedes i området omkring pynten.

Strandområdet var en slags naturpark – Te Ārai Regional Park. Her yngler nogle sjældne terner, som der bliver passet godt på. Vandrerne skulle blive nede i området med vådt sand. Klitterne tilhørte enten fuglene eller private grundejere.

Dagens mest tidevandsafhængige forhindring var Pākiri River. Den kunne kun krydses ved lavvande. Vi var derfor et par vandrere, som ventede et stykke tid på stranden. Krydsningen gik fint, og på den anden side af floden fandt vi campingpladsen.

Her blev vi gennem hegnet orienteret om, at vi godt kunne overnatte, men at der var et andet sted fire kilometer længere fremme. Måske var det damens attitude, der afgjorde det. Vi fortsatte. Et par kilometer på en grusvej, og så tre hårde kilometer op ad en bakke med knoldet græs og buske. Jeg fulgtes med to yngre vandrere og tempoet var højt. Da vi kom op på bakkekammen var jeg gennemblødt af sved.

Ved ankomsten viste det sig, at der var mange telte allerede. En del af dem tilhørte vandrerere, som havde været med i minibussen fra Hone Heke Lodge den 1. oktober sammen med mig. Det var hyggeligt at se dem, og der var meget snak på kryds og tværs. Solnedgangen viste sig fra sin flotteste side. Den have, som vi ligger i, har en flot udsigt ned til bugten, som vi kom fra.