Jeg havde afsluttet løjerne i The Northland Forests: Reatea Forest, Omahuta Forest og Puketi Forest. Nu gik turen til Kerikeri, hvor jeg var landet med indenrigsfly 12 dage tidligere. Det føltes som om, at det var længe siden. De fleste af TA’erne (sådan hedder vi, der vandrer TA) havde kalkuleret med en fridag i Kerikeri. Der skulle gøres status, købes ind, ringes hjem, vaskes tøj og slappes af. Men der var kommet en slange i paradis.

Der gik et rygte om, at den første skov efter Kerikeri (Waitangi Forest track) ville lukke for vandrere fra om søndagen. Vi ankom til Kerikeri om fredagen, så hvis der var noget om snakken, ville man være tvunget til at fortsætte om lørdagen, hvis man ville følge ruten. Vi havde ikke kunnet tjekke oplysningerne, fordi der ikke havde været mobilsignal i et par dage.

Turen til Kerikeri gik et par kilometer langs en vej efterfulgt af to ruter gennem et kæmpe landbrug. Til sidst førte ruten ned til Kerikeri River Track og halvvejs rundt om byen.

Landbrugsdelen havde jeg ikke just glædet mig til. Jeg havde set for mange beskrivelser af kåde tyrekalve og vrede voksne tyre. Det var mit indtryk, at vi særligt på den sidste halvdel, skulle dele græsgange med dyrene. Noterne frarådede, at man tog kulørt tøj på! Selvom jeg øvede mig i en hel måned på Via de la Plata sidste år, så er jeg ingen ko-hvisker.

Jeg kunne have sparet mig bekymringerne, for ruten var flot og enkel, og jeg fik ikke på noget tidspunkt indtryk af, at der ikke var tråd mellem mig og dyrene. Ofte var ruten en smal passage mellem to tråde, men det var fint med mig. Rutens sidste halvdel var blevet opdateret i 2023 kunne jeg læse på et skilt. Tak for det.

Jeg nærmede mig afslutningen af Lower Puketotara track tidligt på eftermiddagen. Det var begyndt at regne. Da jeg kom ud til vejen (SH10) regnede det temmelig kraftigt. Nu var der mobilsignal. Rygtet talte sandt. Der var kommet en ny ‘alert’ i appen. Skovindustrien skulle bekæmpe skadedyr og ruten ville være lukket i 2 uger. Jeg havde derfor travlt med at komme til Kerikeri.

Jeg skulle vaske mit mudrede tøj (og mig selv), sortere indholdet i den kuffert som Hone Heke Lodge havde opbevaret for mig, sende kufferten afsted fra posthuset til en ven i Wellington og tusinde andre ting. Hvis det var muligt at blive klar, så ville jeg gå videre næste dag.

Kerikeri River Track var en dejlig rute. Den var nem at gå på og attraktionerne kom som perler på en snor.

Jeg var ved lodgen omkring klokken fem. Heldet var med mig i køen til vaskemaskinen. Posthuset viste sig at have lørdagsåbent og Victoria ville gerne køre mig til posthuset lørdag formiddag. Alt var godt. Måske bortset fra, at der hverken var tid til indkøb eller restaurantbesøg, og at jeg ikke fik snakket ret meget med de andre, fordi de praktiske projekter stjal al min tid. Well, well….. ‘It is, what it is’.