Tag-arkiv: The Farm

TA, dag 15, til The Farm

i nat blev jeg i min seng, men i morges klokken halv syv måtte jeg lige ud på en kiwi-runde mere. Stadig uden held. Der var mange andre morgenfriske fugle, men ingen kiwi i sigte.

Klokken syv puttede jeg nøglen i postkassen og satte kursen mod sydøst. Først et par timer af en landevej og så et længere stykke af en fredelig snoet grusvej. Her gik det først opad i halvanden time og så ned igen. Omgivelserne var smukke. Mangrove, skov, udsigt til bugten, marker og mere skov.

Efter cirka 8 kilometer gik jeg og tænkte jeg på, om jeg mon allerede var kommer forbi det sted, som jeg havde læst om. Et sted, hvor en fugl forsvarer sit territorium. Knald! I samme øjeblik angreb den mig på den venstre side af ansigtet. Den kunne lave en smældende lyd med vingerne samtidig med, at den skreg. Det var en magpie. Første gang blev jeg noget overrasket. Den kom ud af ingenting. Seks gange i alt nåede den at overraske mig. Jeg forsøgte at svinge med stavene over mit hoved, men det blev lidt anstrengende. Jeg stoppede og ville filme, når den angreb. Det ville den ikke. Den sad i et træ og kiggede på mig. I samme sekund jeg pakkede telefonen væk og begyndte at gå, så angreb den igen. Drønnert! Jeg havde heldigvis min bredskyggede hat på.

Dagens tur var 24 kilometer, men de var hurtigt klaret. Halv to var jeg ved The Farm, som ligger tæt på km 282. Et sted, hvor mange stopper. Her er god plads, brusebade, stort køkken, stor have og masser af små kroge, hvor man kan sidde.

Jeg har taget et bad og brugt et par timer på at få overblik over de næste vandredage. Der er meget, som skal falde i hak. Jeg tror, at jeg har en brugbar plan nu. De fleste af mine vandrevenner er foran mig nu. Efter næsten en hel dag på museum efterfulgt af en fridag, så er de nok længere end mig.

Jeg har sat aftensmaden i blød. Det er den sidste pose tørkost fra Kaitaia. Jeg må have været heldig med min blanding for det smager faktisk fint.

Facebookinstagram