Torsdag den 12. december 2024

Det har været en skøn og roligt vandredag på Kapiti Coast. Men lad mig lige ridse ‘det store billede’ op først.

Jeg nåede til km 1559 på Gladstone Road, da Donna samlede mig op i går. Vi kørte ned til Levin, hvor hun bor 5 kilometer uden for centrum.

I morges kørte hun mig (6 km) ind til New World supermarkedet i Levin, hvor jeg drak en kop kaffe i caféen. Klokken ni gik jeg ud til bussen, som for 6 nzd kørte mig til Waikanae (yderligere 36 km). Det er den by, som ligger på den anden side af Tauruas bjergene. Jeg ramte TA igen ved km 1634.

Jeg har tegnet bil og bus ind med turkis på kortet. Jeg stod af bussen dér, hvor den turkise linje ender nederst.

I Waikanae gik jeg et kort stykke ned af Main Street, så var jeg igen på Te Araroa, som fortsatte ned til Waikanae River.

Ruten fulgte floden fem kilometer mod vest og det Tasmanske Hav. Det var en pæn tur i parklignende omgivelser. Der var hundeluftere, kondiløbere, cyklister og ryttere på stien. Vejret var fint. Lidt gråt, men stille. Ren afslapning.

Ved flodens udmunding gik ruten gennem Waikanae Estuary Scientific Reserve. Det lignede mest et fuglereservat med vadefugle. Der var virkelig flot. Øde og stille. På indersiden lå der huse helt ud til reservatet. Det er nok ikke de billigste huse i området.

På den anden side af reservatet kom jeg kortvarigt ud på en vej. Her blev jeg helt optaget af blomsterne i vejkanten!

Ruten sendte mig ud på Paraparaumu Beach, som jeg fulgte en times tid. Jeg kom til et sted, hvor der var biler og bådtrailere på stranden. Der var mange forskellige typer både i brug.

Jeg gik op på vejen, hvor der lå en del caféer. De havde travlt. Flere steder var alle borde optagede. Jeg fandt til sidst et passende sted og holdte en lang spisepause.

Da jeg forlod stedet igen var det begyndt at regne. Det fortsatte med at dryppe resten af turen. Jeg gik tilbage på stranden og fortsatte mod syd. Jeg var heldig at lavvandet var midt på dagen i dag.

Stranden blev mere og mere øde. På indersiden havde husene barrikaderet sig mod havet.

Stranden var skøn at gå på. Sandet var tilpas fast og temperaturen var perfekt. Det myldrede med smukke skaller, sneglehuse og sten på stranden. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at putte dem i rygsækken.

Klokken tre begyndte stranden at blive smallere. I MapsMe førte ruten væk fra stranden. Jeg fandt et sted at kravle op over stenbarrieren og gik op af en trappe. Jeg regnede med, at vejen var på den anden side af klitten. Jeg tjekkede MapsMe igen. Der var ingen vej! Det kom et stort område med klitter.

Trail-appen sagde noget om en sti i klitterne, som var styrtet sammen. Der stod også, at ved lavvande kunne et alternativ være at fortsætte på stranden. Jeg manglede 4 kilometer i fugleflugt for at nå til Paekākāriki. Jeg tjekkede tidevandet igen. Klokken tre var tættere på lavvandet end på højvandet. Dér hvor husene og barriererne sluttede blev stranden bredere igen.

Jeg skyndte mig ned på stranden og gik de sidste kilometer i rask trav. Første gang der dukkede en vej op på min venstre side forlod jeg stranden.

Jeg var tæt på campingpladsen, som lå i byens udkant.

Det lignede botanisk have! Det viste sig da også at være Queen Elizabeth Park, som jeg skulle igennem.

Da jeg ankom til Paekakariki Holiday Park regnede det stadig. Jeg flottede mig og bookede en hytte. Nu sidder jeg foran hytten og solen skinner. Men nu er den jo betalt, så jeg bliver!