TA, dag 38, til Huntly (km 736)

Der var meget motorstøj og larm, der hvor jeg sov i går. Måske var det den sporadiske nattesøvn, som var anledningen til, at jeg tjekkede vejrudsigten for Mount Pirongia. Turen op og ned på Pirongia er teknisk svær, og den er endnu sværere, når det har regnet. Vejrudsigten lovede heftig regn på tirsdag, hvor det var planen, at jeg skulle gå der op.

Solnedgang bag teltpladsen i Mercer

Mit bedste løsningsforslag var at tage en lang dag i dag, så Pirongia er på dagsordenen allerede på mandag. Det så ud til, at det ville regne i dagevis, så det er bare med at komme afsted.

Jeg snuppede derfor en Marathon+ i dag. Når jeg ikke kunne deltage i den i Auckland, så kunne jeg da arrangere min egen marathon. Nu er jeg på en fin lille campingplads ved Lake Hakanoa i Huntly. Jeg har lejet en lille hytte for den beskedne sum af 30 NZD (under 150 kroner). Det er fint, for jeg trænger til at hvile benene. Særligt venstre fodsål piver lidt. Den kan godt mærke, at huden er ny (efter vablerne på 90 Mile Beach).Der er der vist også noget med fodstillingen efter tåoperationen i februar. Jeg tror, at der kommer meget tryk på min trædepude. Tåen kan ikke rigtig tage fra.

Dagens første forhindring var Whangamarino Track. Det er de tre kilometer, som fører TA fra motorvejen ved Mercer og ud i det åbne land. Det lille stykke får fæle kommentarer med på Facebook. Det pæneste ord jeg har læst er ‘karakterdannende’. De er mange, som farer vild i flere omgange.

Indgangen til sporet så spændende og tilforladelig ud.

Det var da også et anderledes stykke TA. Det var svært at følge afmærkningerne, men jeg var heldig at komme den rigtige vej igennem. Til gengæld var der stejlt og dårligt underlag, så det gik langsomt. Jeg brugte 80 minutter på det stykke, som beskrives som 45 minutter.

Nu fulgte en tur under jernbanen og under to store veje. Lav vandstand gjorde det ukompliceret.

Hovedparten af turen fulgte Whangamarino Wetlands Track og Waikato River. Det første stykke var kedeligt, men resten var grønt og fint og med jævnligt udsigt til Waikato River. Den var stor og flot.

Der var nogle bøvlede passager, men det meste gik af en græssti på et dige. Jeg besøgte kalve, køer og to kæmpe tyre, som heldigvis holdte sig i ro.

Jeg hilste på flere TA’ere på turen. Både nye og gamle. Hvor de gik hen ved jeg ikke. Der er kun én ud over mig her på campingpladsen. Jeg fandt en Garmin inReach på stien tidligt på dagen. Et hurtigt opslag i Whatsapp gruppen ‘lost and found TA’ satte mig i kontakt med ejeren. Han blev glad!

Jeg ankom til Rangiriri omkring halv tre. Det lykkedes mig at bestille frokost på caféen inden lukketid. Det smagte dejligt. Jeg ladede min telefon op, og det føltes som om, at mine egne batterier også blev fyldt. Efter pausen havde jeg ny energi.

Jeg manglede nu 16 kilometer til campingpladsen i Huntly. På papiret skulle jeg gå fra kvægfold til kvægfold langs en vej. Jeg havde fået nok af tyre og bulet græs, så jeg valgte at gå I vejsiden.

Det var nemt. Der var rimelig god plads og det var let at overskue trafikken. Efter tre timers koncentreret indsats kunne jeg begyndte at kigge efter den bro, som skulle føre mig over Waikato River. Den skulle være ved jernbanen.

Den var ikke svært at finde for pludselig gik bommene ned foran mig. Kiwi Rail! Jeg drejede til venstre, besøgte en kiosk og fandt campingpladsen.

Udsigt over Waikato River. Klokken var blevet syv.

x

Facebookinstagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *