Waikato River | Vandrer | Ana Refsgaard

Søvn er et vidundermiddel. Min logi var ydmygt, men der var en god seng, og hytten havde gardiner. Jeg vågnede udhvilet og tilfreds i morges, og kunne til min store overraskelse konstatere at klokken var syv. Uden for var det lyst, men gardinerne sørgede for, at jeg ikke blev vækket af solen. Kroppen var som ny. Klar til en ny dag på TA.

Jeg drak to kopper kaffe – af en rigtig kop – og spiste morgenmad af en rigtig skål. Fine forhold. Klokken var over ni, da jeg forlod campingpladsen.

Først skulle jeg tilbage af broen over jernbanen og over floden for at komme tilbage på ruten. På vejen mødte jeg en ung norsk TA’er. Vi fulgtes ad til starten af Hākarimata Walkway. En tur på cirka seks kilometer.

Hākarimata Walkway var en skovtur på cirka ni kilometer. Først op ad en masse trapper, så otte kilometer ad en snoet sti mellem træer og buske. Underlaget var mest rødder og jord eller mudder. Det gik lidt op og ned hele tiden. Hastigheden lå på to kilometer i timen hele vejen. Ruten sluttede med en stejl nedstigning og endnu flere trapper. Der var kauritræer i skoven, så støvlerne skulle renses og sprøjtes igen.

Der var flere flotte udsigtspunkter. Både mod nord og mod syd. Det var sjovt at kigge ned og genkende søen ved campingpladsen, floden og broerne.

Der var dejligt i skoven. Grønt og frodigt. Fuglsang.

Klokken tre var det blevet tid til et lille smil over 25% gennemført TA.

Lige før nedstigningen var der en helipad og et udsigtstårn. I tårnet var der vise ord og tørre facts om ruten. Zoom godt ind – også på det gule skilt.

Der kom en kondiløber prustende, da jeg stod i tårnet. Og én til. Og flere. På hele turen ned mødte jeg motionister. Tykke og tynde. Store og små. Det var simpelthen her de gav den gas! Ren tortur.

I Ngāruawāhia skulle jeg overnatte i haven hos en trailengel. Hun sms’ede, at hun ikke var hjemme i weekenden, men at der var fire unge franske piger, som housesittede, og som ville tage sig af mig.

Det viste sig at være fire søde woofere. De hjælper værtinden med havearbejdet og får kost og logi til gengæld.

Der var meget motorstøj og larm, der hvor jeg sov i går. Måske var det den sporadiske nattesøvn, som var anledningen til, at jeg tjekkede vejrudsigten for Mount Pirongia. Turen op og ned på Pirongia er teknisk svær, og den er endnu sværere, når det har regnet. Vejrudsigten lovede heftig regn på tirsdag, hvor det var planen, at jeg skulle gå der op.

Mit bedste løsningsforslag var at tage en lang dag i dag, så Pirongia er på dagsordenen allerede på mandag. Det så ud til, at det ville regne i dagevis, så det er bare med at komme afsted.

Jeg snuppede derfor en Marathon+ i dag. Når jeg ikke kunne deltage i den i Auckland, så kunne jeg da arrangere min egen marathon. Nu er jeg på en fin lille campingplads ved Lake Hakanoa i Huntly. Jeg har lejet en lille hytte for den beskedne sum af 30 NZD (under 150 kroner). Det er fint, for jeg trænger til at hvile benene. Særligt venstre fodsål piver lidt. Den kan godt mærke, at huden er ny (efter vablerne på 90 Mile Beach).Der er der vist også noget med fodstillingen efter tåoperationen i februar. Jeg tror, at der kommer meget tryk på min trædepude. Tåen kan ikke rigtig tage fra.

Dagens første forhindring var Whangamarino Track. Det er de tre kilometer, som fører TA fra motorvejen ved Mercer og ud i det åbne land. Det lille stykke får fæle kommentarer med på Facebook. Det pæneste ord jeg har læst er ‘karakterdannende’. De er mange, som farer vild i flere omgange.

Indgangen til sporet så spændende og tilforladelig ud.

Det var da også et anderledes stykke TA. Det var svært at følge afmærkningerne, men jeg var heldig at komme den rigtige vej igennem. Til gengæld var der stejlt og dårligt underlag, så det gik langsomt. Jeg brugte 80 minutter på det stykke, som beskrives som 45 minutter.

Nu fulgte en tur under jernbanen og under to store veje. Lav vandstand gjorde det ukompliceret.

Hovedparten af turen fulgte Whangamarino Wetlands Track og Waikato River. Det første stykke var kedeligt, men resten var grønt og fint og med jævnligt udsigt til Waikato River. Den var stor og flot.

Der var nogle bøvlede passager, men det meste gik af en græssti på et dige. Jeg besøgte kalve, køer og to kæmpe tyre, som heldigvis holdte sig i ro.

Jeg hilste på flere TA’ere på turen. Både nye og gamle. Hvor de gik hen ved jeg ikke. Der er kun én ud over mig her på campingpladsen. Jeg fandt en Garmin inReach på stien tidligt på dagen. Et hurtigt opslag i Whatsapp gruppen ‘lost and found TA’ satte mig i kontakt med ejeren. Han blev glad!

Jeg ankom til Rangiriri omkring halv tre. Det lykkedes mig at bestille frokost på caféen inden lukketid. Det smagte dejligt. Jeg ladede min telefon op, og det føltes som om, at mine egne batterier også blev fyldt. Efter pausen havde jeg ny energi.

Jeg manglede nu 16 kilometer til campingpladsen i Huntly. På papiret skulle jeg gå fra kvægfold til kvægfold langs en vej. Jeg havde fået nok af tyre og bulet græs, så jeg valgte at gå I vejsiden.

Det var nemt. Der var rimelig god plads og det var let at overskue trafikken. Efter tre timers koncentreret indsats kunne jeg begyndte at kigge efter den bro, som skulle føre mig over Waikato River. Den skulle være ved jernbanen.