I morges stod jeg tidligt op og gjorde klar til afgang. Der var smukt udenfor lige før solopgang.

Klokken tyve i syv startede jeg turen ned fra bjerget. Benene skulle lige vågne. Heldigvis var det allerførste stykke forsynet med fodgængerbroer, så jeg lige kunne varme lidt op før det blev mere bøvlet.

Der gik ikke lang tid før det lignede ruten fra i går. Denne gang bare med mest nedstigning, endnu stejlere og mere mudret.

I løbet af de næste par timer blev jeg overhalet af en håndfuld, som gik hurtigere end mig selv. Ellers var der ganske fredeligt på stien, som af og til bød på flot udsigt over skoven.

Kvart over ti var jeg nede ved den vej, hvor nedstigningen sluttede. Der var allerede et par vandrere, som holdte pause i græsset. Jeg gik hen til en bæk og vaskede det værste mudder af støvlerne før jeg slog mig ned hos de andre. I løbet af tyve minutter fik jeg hilst på Holland, England, Japan og Australien. Folk kommer langvejs fra for at gå Te Araroa.

Efter pausen gik jeg tolv kilometer af mindre veje. Himlen skiftede farve flere gange, men der kom ingen regn. Turen sluttede i haven hos gæstfrie værter klokken halv to.

Jeg slog teltet op og kiggede på faciliteterne i garagen. Der var både toilet og bad, plads til opladning af elektronik, internet, kolde drikke i køleskabet og en gæstebog. Der stod også en bøtte, hvor vi kan bidrage til udgifterne.

I løbet af de næste timer dukkede der flere TA’ere op. Nu er der cirka ti telte i den store flotte have. I eftermiddags sad vi i en lille gårdhave foran garagen og tilberedte vores mad og snakkede. Nu er solen gået ned og de fleste er krøbet I teltene. Det bliver hurtigt køligt, når solen er væk.

Der er tydelig forskel på hastigheden. Langsomt…..og hurtigere.