Fredag den 20. december 2024

I aftes blev jeg inviteret til aftensmad hos mine værter. Vi fik steg af rådyr, kartofler og grøntsager tilberedt i ovn og blomkål i ostesovs. Det smagte fantastisk! Vi hjalp oven i købet med at begrænse skadedyrene i skoven. Rådyrene hører ikke til i skovene her, og de er ikke gode for den hjemmehørende vegetation. Dyret havde naboen, som er en dame på 70 år, skudt.
Vi havde en usædvanlig hyggelig aften, og jeg følte mig ualmindeligt heldig, da jeg gik op ad stien til mit logi.

I dag har jeg haft endnu en forrygende dag i Marlborough Sounds. I morges sagde vi på gensyn over en kop kaffe og en skål Weet-Bix med mælk på. Weet-Bix er åbenbart en lige så klassisk morgenmad i New Zealand, som havregryn er det i Danmark.

Klokken kvart over syv fortsatte jeg turen ad Queen Charlotte Track. Efter en halv time dukkede Furneaux Lodge op. Jeg svingede ind og kiggede. Det så lækkert ud. Det lå helt ud til vandet. Lodgen er et overnatningssted med restaurant og café og det er muligt at holde større selskaber på stedet. Det er derfor et samlingspunkt for lokalsamfundet.

Jeg fortsatte ind i bunden af Endeavour Inlet. Efter passage af en hængebro var jeg ved Miners Camp, som er en privatejet campingplads. Det så ud til at være et fint lille sted.

Vejret var gråt i dag. Det regnede med jævne mellemrum. Heldigvis kom der kun lette byger, men disen dæmpede de flotte farver og generede udsigten fra de høje punkter på ruten. Den kunne dog ikke skjule Marlborough Sounds charme. Det var en fornøjelse at gå der. Turen fortsatte rundt om Endeavour Inlet og Big Bay.

Efter tretten kilometer kunne jeg vælge mellem en kort og direkte sti til Kenepuru Saddle eller en lidt længere version, som gik ned om Punga Cove. Jeg tog den lange. I Punga Cove lagde en båd til ved Camp Bay jetty og satte et par passagerer af.

Lidt længere henne lå en café, som desværre ikke åbnede i dag. Der var forskellige aktiviteter, som muligvis mest rettede sig mod gæsterne i det resort, som lå ovenfor caféen.

Jeg gik tilbage til stien og Camp Bay Campsite, som ruten passerede. Der var et pænt shelter og ‘rigtige’ toiletter. Det var for tidligt at stoppe, så jeg fyldte mine vandflasker og satte kursen mod den næste bakkekam.

Det gik pænt opad. På toppen kunne man tager en ekstra lille bakke. Op og ned af samme vej. Til Eatwells Lookout. Det måtte prøves. På toppen var der gråt og det regnede. Jeg læste om Eatwells, og blev nok en gang helt rørt over de uselviske mennesker, som lægger oceaner af energi i naturen for at vi alle sammen kan få glæde af den. Sådan en er Eatwell åbenbart. Jeg spottede en tør plet under et træ og holdte en lille pause. Da jeg rejste mig igen var det klaret en smule op. En flok svaler havde travlt med at fange insekter over buskene på toppen.

Efter bakketoppen var der en halv times gang til Bay Of Many Coves Campsite. Der var livligt i shelteret, da jeg nåede frem. Det regnede stadig lidt, så et par TA’ere forsøgte at pakke deres grej ud inde i shelteret, mens to andre tilberedte deres mad. Udsigten fra shelteret var god. Jeg holdte en pause og sludrede lidt med de andre mens jeg nød udsigten.

Jeg ville gerne gå lidt længere, så jeg tog ti kilometer mere. Her kom der pludselig strækninger, som så helt anderledes ud, og på min højre side kunne jeg se landbrugsjord nede i dalen.

Jeg mødte små grupper af geder flere gange. De havde travlt med at komme væk. Det var fint, for nogle af hannerne var overraskende store.

Da jeg nåede frem til Black Rock Campsite havde en fransktalende familie spredt deres grej ud over hele shelteret. Jeg satte mit telt op og var heldig at det var tørvejr. Familien samlede sig lidt, og jeg fik spist aftensmad.

Udsigten fra shelteret var virkelig flot. Nede ved vandet skiftede lyset hele tiden. Et øjeblik var der sol et par steder.

Jeg var længe undervejs, men bevægede mig (gik) kun i 8 timer