Tosdag den 6. februar 2025
Jeg var ret sikker på, at jeg hørte lyden af possum i området ved teltene i nat. Derfor var jeg på vagt og reagerede, når der var lyde. Omkring klokken et hilste jeg på en TA’er, som vandrede forbi med pandelygte på.
I morges var himlen grå, men teltet var tørt. Jeg pakkede sammen og satte kursen mod Ahuriri River, som var cirka tre kilometer væk. Den skulle være den største af TA’s floder, som krydses til fods. Jeg har generelt været velsignet med lav vandstand på min tur og i dag var ingen undtagelse.
Da jeg nåede til skrænten før floden mødte jeg nattevandreren. Han havde cowboycampet (sovet under stjernerne) lige før floden. Vi fik en lille snak og så gik jeg ned til floden og krydsede floden uden problemer.
På den anden side mødte jeg en lystfisker. Han var på en tredages tur for at fiske ørreder.
Efter Ahuriri River gik ruten stejlt op ad ad en skråning. Det er en New Zealandsk specialitet. Andre steder ville der være zig-zag sti op ad skråningen, men her må man ofte møjsommeligt stride sig næsten direkte op.
Jeg fulgte et hjulspor ud til Birchwood Road Carpark. Den markerede afslutningen af East Ahuriri Track og begyndelsen af Breast Hill Track.
Jeg drejede ind til et hegn og gik over en stele. Ruten gik gennem et aktivt landbrug. Der var kvæg og får på markerne.
Ruten gik op over Mount Martha Saddle (1680 m.o.h.).
På vejen kom jeg til Tin Hut, hvor jeg holdte en pause. Der var et par kendte ansigter i hytten. Der var mange TA’ere undervejs i begge retninger i dag.
Efter pausen kom den sidste og hårdeste del af opstigningen. Det var en lang og stejl sti. Himlen blev tiltagende grå og da jeg nåede sadlen kom der et par regndråber. Udsigten var god, men uden spektakulære kendemærke.
Klokken et begyndte jeg nedstigning. Turen gik af en serpentinersti med grus og småsten. Det meste af vejen fulgte stien Timaru River.
Efter en times tid kom der en regnbyge. Jeg måtte have regnfrakken og regnskørtet på. Det stoppede igen inden jeg nåede til Top Timaru Hut.
I hytten var jeg heldig at få en køje. Prisen er, at jeg må udholde varmen. Hytten koger og vi vil ikke åbne døren, fordi der er horder af humlebier og sandfluer ude i vindfanget. Der er lige dele NOBO’s og SOBO’s i hytten, så vi har udvekslet erfaringer om ruten. Det er en af fordelene ved at være i en hytte. På græsset ved floden neden for hytten er der lige nu elleve telte. Det er helt vildt!
