Onsdag den 5. februar 2025
Overnatningen på Ohau Lodge var en fornøjelse. Der var aftensmad klokken syv for alle overnattende. Jeg sad ved et bord, hvor resten af de spisende var cyklister, som brugte ferien på Alps to Ocean cykelruten. Det var hyggeligt at snakke med dem.

I morges var der morgenmad klokken syv. Jeg gik ned lidt tidligere og tyvstartede med en portion yoghurt. Klokken otte var jeg klar til afgang. Det var diset og gråt.

Jeg lagde ud med fire kilometer langs søen tilbage til Te Araroa. Ruten gik væk fra søen og op mod en bakketop. Efter cirka tre kilometer var jeg igen på cykelruten. Der kom flere cyklister forbi. Fællesskabet varede tre kilometer, så drejede jeg fra og tog hul på Freehold Creeck Track. Det var en dejlig sti gennem skov og med Freehold Creeck på min højre side. Det gik opad hele vejen.

Da jeg nåede trægrænsen tog det høje stive græs over igen. Det gik stadig opad. Der kom sektioner med skærver og med store sten.

Udsigten bagud blev bedre og bedre. Jeg kunne se ned til Lake Ohau ganske længe (Se video på Facebook).

Ved frokosttid var jeg på bakketoppen og så gik det nedad igen.

Nede i dalen fandt ruten Ahuriri River East Branch, som jeg fulgte resten af turen. Det var klaret op allerede i formiddags og nu begyndte det at blive rigtig varmt.

Ruten krydsede floden flere gange. I starten gik jeg tæt på floden. Senere førte stien mig længere op på skråningen. Når jeg kiggede ned på floden var det tydeligt at den faktisk var stor. Ruten krydsede selvfølgelig floden de steder, hvor den var smallest.

Omkring klokken fire kom jeg til et område, som var lysegrønt og sumpet. Det var umuligt at undgå at vade i vandet.

Halv fem kom jeg til et sted, som noterne udpeger som et godt sted til at campere. Jeg fandt hurtigt en fin plads og slog teltet op.

Der var et par TA’ere foran mig. De camperer lidt længere væk. Et andet par stoppede bag mig. Nu er der ankommet mindst seks NOBO’s, som camperer i nærheden af mig. Det er et godt sted med store træer og nem adgang til vand.

