Tag-arkiv: Hope River

TA, dag 107, Hope Kiwi Lodge (km2124)

Onsdag den 15. januar 2025


I morges var der vådt og gråt i Hanmer Springs.

Udsigt til grå skyer

Lidt før halv syv fulgte Alison mig ud til vejen og vinkede farvel. Jeg blev samlet op af den bil, som vi havde bestilt til at køre os tilbage til Boyle. Vi var fire TA’ere i bilen. I Boyle var det overskyet, men tørt. 

Ankom til parkeringspladsen ved Boyle Village


Efter et forgæves forsøg fandt vi Tui track, som skulle bringe os de første ti kilometer til krydset ved Windy Point. Stien gik i begyndelsen langs Sh7. Den var smal og græsset i siderne var højt og kløede fælt på mine ben.

Efter tre kilometer krydsede vi vejen og styrede ned mod Boyle River, som blev vores nye følgesvend. Becky, Lea og jeg fulgtes ad over et par flodkrydsninger, men efter formiddagspausen blev vi spredt ud. Der kom også nye ansigter forbi. Nogle af dem havde valgt at starte ved Windy Point. Der er (for) mange TA’ere undervejs nu, fordi der er kommet nye vandrere til, som kun skal gå Sydøen.

Boyle River


Vejret klarede langsomt op og midt på dagen var det solrigt og lunt. Det halve af dagen gik vi langs Boyle River, som løb i en en smuk dal. Der var grønne bjergskråninger på begge sider. Den anden halvdel af turen gik ad fine skovstier, som var let kuperede. Det var en smuk og relativt nem rute. Dagen var alligevel lidt hård, fordi det var en udfordring at komme op i gear efter fridagene. Desuden var vores rygsække proppet til randen med mad og derfor temmelig tunge.
Klokken tre var jeg ved Hope Half Way Shelter. Jeg holdte en kort pause i hytten og spiste lidt snacks.
Efter pausen gik turen op gennem skoven, ud til Hope River og videre af en mudret sti langs floden, hen over en rolig eng og tilbage i skoven.

Hope Halfway Shelter


Et par kilometer før Hope Kiwi Lodge krydsede jeg Hope River på dagens eneste svingbro. Jeg stoppede ved det næste vandløb og filtrerede en flaske vand. Der kom en lille Robin og hilste på.


Kort før hytten så jeg en jæger i skoven. Han bevægede sig i en retning væk fra mig. Jeg skyndte mig videre og håbede, at han ikke ville få lyst til at vende om.
Hope Kiwi Lodge er en stor hytte med tyve senge. Hytten er fuld og støjniveauet i køkkenet/opholdsrummet var ret højt ved spisetid. Vi overvejer at campere i morgen.

Facebookinstagram