Fredag den 13. december 2024

Jeg sov virkelig dårligt i nat. Sengen var for hård, der kom lys ind ude fra og myggene havde en fest. I morges var jeg muggen og træt, så jeg kom sent afsted.

Vejret var klaret op, og der var dejligt uden for. Det hjalp på humøret. Jeg gik ind til centrum af Paekākāriki og drak en kop kaffe på en hyggelig café.

Jeg fortsatte til starten på Escarpment Track. Det er en 11 kilometer lang vandrerute på en skråning højt over motorvejen. På rutens hjemmeside kan man blandt andet læse følgende: ‘Families of all ages enjoy this trail, but it is not recommended for the faint-hearted: you’ll scale around 1,200 steep steps, navigate narrow pathways across ridgelines, and traverse two swing bridges.’

Da jeg første gang så videoer fra den sti på YouTube, så slog min mave en lille kolbøtte. Det er heldigvis blevet bedre siden da, og jeg var faktisk nået til at glæde mig til at skulle gå dér. Vejret var heldigvis godt. Ikke for meget vind og ingen regn.

Det begyndte ret fredeligt. Før indgangen til selve stien gik det op og ned langs med jernbanen.

Det varede ikke længe før det gik mere stejlt op. Nogle steder var der trapper og andre steder en smal grussti.

Der var virkelig flot. Jeg kunne se ned til motorvejen og jernbanen og ud til Kapiti Island.

Det var en stor fornøjelse at være på stien. Jeg konstaterede med glæde, at jeg ikke følte mig dårlig tilpas over at gå på stien, selvom den er smal og uden afskærmning.

Der var gående trafik i begge retninger, men jeg mødte stort set kun modgående. Måske tyve personer i løbet af tre timer.

Efter det højeste punkt gik det gradvist nedad igen. På et par strækninger var der mere vind, men det var ikke så galt.

Der kom to svingbroer. De gyngede lidt, men det har jeg vænnet mig til.

Jeg hyggede mig vældigt. Jeg holdte mange pauser og gik langsomt. Der var ingen grund til at gøre det sværere eller farligere end det behøvede at være.

Linjen i midten er et hegn. Der gik får på den højre halvdel. Derfor er den venstre halvdel mere grøn.

Efter 3,5 time var jeg nede ved Muri, hvor Escarpment Track ender. Jeg fejrede den gode tur med kaffe og is. Jeg tog en del videoer på turen. De ligger på min Facebook.

Fra Muri til Plimmerton og videre til Porirua fulgte Te Araroa en kombineret cykel- og gangsti langs en stor vej. Der var nemt at gå.

Stien gik længe mellem vejen og vådområdet Taupō Swamp. Det var så tilpas særligt, at selveste dronning Elizabeth havde været på besøg. Taupō Swamp har en sjælden flora og fauna, som der nu passes godt på.

Jeg holdte mange pauser i dag. Mest fordi det var hyggeligt. I Plimmerton købte jeg en stor salat, som jeg spiste med udsigt til nogle fine små huse ved Te Awarua-o-Porirua Harbour. På skråningen oven over lå der store villaer.

De sidste kilometer ind til den store by Porirua var ikke de hyggeligste, men der var stadig fin sti at gå på. I Porirua holdte jeg den sidste pause. Nu var klokken pludselig blevet mange.

Jeg gik gennem byen og de sidste tre kilometer op til Camp Elsdon, hvor jeg overnatter i telt. Der er nok ti telte med TA’ere her.