Tag-arkiv: Ramarama

TA, dag 36, til Bombay (km 672)

Det er forbavsende så få billeder jeg har taget i dag. Det skyldes nok, at det har været en dag uden store begivenheder.

Jeg sov godt i villahaven i Conifer Grove i nat. Jeg vidste, at jeg ikke havde travlt i dag, så jeg tog den med ro i morges. Klokken halv ni sagde jeg farvel til mine værter, og drog ud i det gode vejr. Jeg gik et par kilometer ad fine cykel- og gangstier mellem villavejene. Der var mange børn, som var på vej til skole. De havde alle sammen skoleuniform på.

Conifer Grove

Jeg skulle ud på ‘Southern Parth’, som var en kombineret cykel- og gangsti, der løb langs den sydlige motorvej. Belægningen på stien var god, og der blev passet ordentligt på os. Larmen ignorerede jeg. Der var fine udsigter til mangroven og ruten krydsede over vand et par gange. Cykelstierne begyndte for alvor at dukke op i går. Jeg har da også set enkelte cyklister, men der er langt imellem dem.

Ruten bragte mig til den lille by Drury. Jeg gik ind på apoteket og købte en næsespay. Høfeberen har meldt sin ankomst. Pillerne havde jeg allerede anskaffet.

Der lå en café i Drury. Jeg købte lidt mad og en kop kaffe. Desværre var lokalet kedeligt, og der var ikke mulighed for at oplade mobilen. Jeg prøvede derfor også byens anden café, men resultatet var det samme. Der var masser af lækre kager og sandwich og god kaffe, men et trist lokale med halvdårlige stole. Besøget blev kort.

Efter Drury skiftede ruten karakter. De veje, som jeg fulgte, var blevet mindre. Pludselig var jeg i et industrikvarter. Og pludselig var det væk igen.

Jeg var på udkig efter et godt sted at holde en lang pause. Det kom bare ikke, så det blev kun til små stop.

Landskabet var blevet mere kuperet, og ved to-tiden nåede jeg frem til dagens sidste bakke. Den var til gengæld lang. Den førte op til landsbyen Bombay.

Jeg havde en aftale om at overnatte hos en dame, som selv har gået TA. Hun havde advaret mig om, at hun ikke var hjemme før klokken fire eller fem. Jeg var løbet tør for vand, så jeg gik ind til skranken på byens skole. En venlig dame fyldte min flaske med koldt drikkevand.

Dagens værtinde sms’ede og bad mig om at gå ned til serviceområdet ved motorvejen. Det var en kilometer nede af en bakke. Dér ville hun hente os klokken fem. Der var altså andre end mig på vej, og værtinden boede åbenbart ikke i selve Bombay.

Nede i serviceområdet lå der mange butikker. Jeg købte en bakke sushi til aftensmad og noget chokolade til turen i morgen. Efter et stykke tid dukkede der en svensk TA’er op. Det var en af de tre unge mænd, som jeg hilste på i går. Kort efter dukkede en ung englænder op. Ham havde jeg ikke set før. Han gik vist lange dage. Klokken fem ankom værtinden, og vi kørte ud til familiens hus, som ligger ude på landet. I morgen klokken otte kører hun os tilbage til Bombay.

Jeg er installeret i et gæsteværelse i en ekstra bygning på grunden. De unge mænd har fået hver deres værelse i hovedhuset. Værtinden hedder Lynley. Hun har givet mig lidt informationer om de kommende dage på ruten, og vi har snakket lidt om vores oplevelser på TA. Hun er meget engageret i TA. I morgen skal hun hente to vandrere på Pirongia Mountain. Den ene er kommet til skade med knæet, og de skal begge være hos Lynley til de er klar til at vandre igen.

Sådan ser dagens track fra mit ur ud.

Og her kommer MapsMe.

Fra Conifer Grove til Bombay. Fra kilometermærke 651 til 672, men i praksis en gåtur på 25 kilometer.8

Lige nu befinder jeg mig fem kilometer sydvest for Bombay.

Facebookinstagram