Tag-arkiv: Shorland Park

TA, dag 76, til Island Bay (1726,3 km – enden på Nordøen)

Søndag den 15. december 2024

I dag gik min veninde Shannon og jeg de sidste kilometer af Te Araroa på Nordøen.

Vi gik først i den retning, som vi ankom fra i går, for at finde ruten. Den var i nærheden af havnen ved Whairepo Lagoon. I lagunen var der kajakundervisning i gang.

Whairepo Lagoon – Auckland

Vi fulgte Te Araroa videre langs havnen, hvor der var masser af liv. Der var boder med alt i ‘mad og drikke’, kærester på søndagstur, musikere, motionister, sejlere, hundeluftere og badegæster. Det var hyggeligt, og der sneg sig en kaffepause ind i programmet.

Efter 3-4 kilometer drejede vi indad og op i parken ved Mount Victoria.

Det gik op og ned i et par timer. Efter Victoria var det tid til Mount Albert. Her efter førte Southern Walkway os gennem endnu et grønt område og ud til vandet.

Mount Albert – her kunne vi se store dele af byen

Dagens sidste kilometer gik langs vandet af The Esplanade til Shorland Park. På vandsiden kunne vi nyde synet af Island Bay, som var en marine park.

I Shorland Park måtte vi kigge godt efter for at finde markeringen af afslutningen af Nordøen. Hvis ikke jeg havde vidst, hvordan stenen så ud, så havde vi sikkert ledt efter endnu. Stenen var ikke særlig prangende.

Stenen, som bærer en plade med tekst, blev sat ved den officielle åbning af Te Araroa i 2011. Den markere derfor både åbningen af ruten og afslutningen af den del af ruten, som ligger på Nordøen.

Det var dejligt at være lige dér. Det føltes faktisk lidt højtideligt.

Udsnit af teksten på stenen

Vi blev der ikke længe for vi havde taget for lidt vand med på turen. Vi smuttede over på en café i nærheden. Her kunne vi iagttage busserne på gaden, og vi fandt én, som vi tog tilbage til centrum. Vi havde allerede været overraskende længe undervejs, så det var fint at komme retur lidt hurtigere.

Nu er jeg nået til punktet, hvor jeg snart skal skifte ø.

Det havde været en god tur. Vejret var godt. Ingen regn. Der var vind i dag, men det meste af tiden var vi i læ.

Der smuttede igen 1 kilometer efter pausen!

Facebookinstagram