Månedsarkiv: november 2024

TA, dag 33, zero i Sky Tower

I går aftes gik det op for mig, at balkonen under mit vindue, er det sted, hvor de unge på United Auckland fester. Der var snak og musik det halve af natten. Det lykkedes mig utroligt nok at sove fra en god del af det. Jeg besluttede mig alligevel for, at jeg ville nægte at sove i værelse 506 en nat til. Receptionen tog det pænt. Jeg blev tilbudt et andet værelse. Det var bare ikke klart endnu. Jeg pakkede rygsækken og stillede den i receptionen, mens jeg besøgte Sky Tower.

Nu er jeg tilbage på United Auckland. Receptionen ville vist være sikre på, at der ikke kom flere klager fra mig, for nu er jeg på 6. sal i værelse 604. Det tegner godt. Jeg er kommet så højt op, at jeg kan kigge ned i genboens svømmebassin.

I formiddags fik jeg efter en solid morgenmad styr på en god del overnatninger på strækningen efter Auckland. Det føles godt. Jeg fik også poset den indkøbte mad om. Nu har jeg poser med aftensmåltider, som er klar til tilberedning. (Det lød lige lovlig fint! Poserne er klar til, at jeg hælder kogende vand ned til tørfoderet.).

Kartoffelmospulver, chia frø, hampefrø og noget noget pulver chili con carne.

Nu var jeg klar til dagens ekspedition. Jeg ville besøge Sky Tower. En ordinær billet giver adgang til tre etager.

Jeg startede nederst. På dæk 51, som var en udsigtsplatform, så dæk 53, hvor der var en café med udsigt til Skywalk og til sidst dæk 60, som var Skydeck i 220 meters højde. 60 mindede om 51, men var lige lidt bedre!

Der var ikke overrendt i dag, så det var rimelig nemt at komme rundt ved vinduerne. Det var super cool! Jeg kunne se, hvor jeg var kommet fra og jeg kunne se et par af pejlemærkerne for i morgen.

Skytower er højere end Eiffeltårnet

Landgangen midt i billedet er North Shore, som jeg kom fra i torsdags. Færgen afgik fra den pynt, som er midt i billedet oven over det store fragtskib. Til højre på North Shore ses den bakke med forsvarsværket, hvor jeg kunne kigge over til Sky Tower og de andre høje naboer.

Det her er den retning (syd), som jeg skal gå i morgen. Hvis du zoomer ind, er der en grøn bakke til højre. Det er Mount Eden. Længere til venstre er der en mindre bakke med en høj obelisk. Det er One Tree Hill.

Jeg hyggede mig vældigt, og jeg tror, at det lykkedes mig nogenlunde at udpege den rute, som Auckland Marathon følger i morgen. Den begivenhed har jeg studeret for at være sikker på, at jeg ikke bliver spærret inde.

Der dukkede en vild oplysning op. Man må gerne deltage som fodgænger! Det må jeg simpelthen prøve en gang.

På dæk 51 blev jeg grebet af en trang til at gå på de stykker gulv, som var gennemsigtige. Det havde jeg aldrig troet, at jeg kunne få overtalt min krop til. Det tog lidt tid og et par forsøg med ‘en halv fod’. Men til sidst lykkedes det, og så tog jeg et par æresrunder med videoen tændt. Du kan se bedriften på Instagram og Facebook. På turen ned med elevatoren fra dæk 60 stod jeg på et stykke gennemsigtigt gulv og kiggede ned i elevatorskakten. Utroligt!

Uden for caféensvinduer var der gratis underholdning. To personer var på Sky Walk. De blev tilbudt at læne sig ud i selen. Han gjorde det og vinkede til publikum. Det var nemt at aflæse hendes mund. Jeg er sikker på, at hun svarede “no fucking way”! De fortsatte vandringen i 194 meters højde rundt til venstre.

Der kom også nogle Skyjumpere flyvende forbi vinduerne. De hænger i en anordning, som sikrer, at de ikke kommer ud af kurs, men det så alligevel faretruende ud.

Motorvejsbroen, som forbinder de to bydele, bliver lukket for biler, så løberne kan løbe over broen i morgen.

Tilbage på hotellet lavede jeg 600 kilometer eftersyn på mine støvler. De er hele og fine. Kun lidt misfarvning fra mudder afslører, at de har været på tur. Jeg har set flere, som er begyndt at kigge efter nyt fodtøj, så jeg er glad.

Facebookinstagram

TA, dag 32, Auckland Domain

I dag skulle egentlig være en hviledag/zero. Jeg sov længe, spiste morgenmad og skiftede værelse. United Auckland skulle dog lige gøre mit nye logi rent først. Det lader til at komme som en overraskelse for dem hver gang! Sidst fik jeg en plade chokolade oveni undskyldningen. I dag måtte jeg nøjes med undskyldningen. Jeg var bare glad for, at jeg kunne rykke ind på værelset allerede klokken halv elleve.

Nu har mit ‘kollegieværelse’ igen eget badeværelse og minikøkken. Deres senge er overraskende behagelige, så jeg klager ikke.

En af mine vandrevenner, som allerede har passeret centrum anbefalede et besøg i drivhusene i Domain Wintergardens. Te Araroa går lige forbi dem. Jeg skulle også i Woolworth og proviantere og på jagt efter en campinggas. Jeg var i to outdoorbutikker i går. Begge havde udsolgt.

De tre ærinder kunne passende kombineres, så jeg tog den tomme rygsæk på, og gik mod nord mod havnen igen. Her lå Woolworth. Efter et længere besøg, hvor rygsækken blev halvfuld, så fandt jeg TA’s rute, og fulgte den mod syd. Det kunne sådan set være ligegyldigt, hvilken rute jeg tog gennem byen, men TA så hyggelig ud og vejret var godt.

Jeg passerede en del universitetsbygninger på vej mod supermarkedet, og endnu flere på vej til Domain Wintergardens. Studerende i samtale, en konference, et rum fulde af unge mennesker ved skærme, bibliotek osv. Det vækkede minder.

Et kort stykke inde i parken Auckland Domain fandt jeg en dejlig skyggefuld bænk, hvor jeg kunne spise frokost. Jeg havde købt rigeligt med mad, så kunsten var bare at få det arrangeret.

Efter pausen nåede jeg frem til Domain Wintergardens. Det var ikke særlig stort, men præcis så dejligt, som min vandreven havde beskrevet det. Der var to store drivhuse med en flot gårdhave i midten og desuden et område med træer og buske. Det ene af drivhusene var helt uimodståeligt. Jeg var inde og tage en runde tre gange. Duften af blomsterne var vidunderlig. Mængden af billeder afspejler min begejstring 🙂

Efter drivhusene gik jeg over til den tilhørende café og holdte en dejlig kaffepause i solen. Og se nu, hvad jeg opdagede, da jeg sad dér.

Jeg var nået til kilometer 600! Det stod der også i dagbogen i går, men det var fordi, at jeg var uden for ruten og km 600 så ud til at være det nærmeste mærke.

Jeg fulgte TA’s rute en lille bid længere, og så drejede jeg af mod Newmarket for at fortsætte jagten på campinggas. Der var vanvittigt mange butikker. Den første butik, som fangede mit øje solgte kunstartikler. Jeg måtte lige indenfor og dreje rundt. Uha, der var mange fristelser. Jeg fik hjemve et øjeblik. Savnede mine egne pensler og farver. Men man kan jo som bekendt kun være ét sted ad gangen.

Jeg gik videre til outdoor butikken Living Simply. Det var en flot butik, men de havde kun store dåser gas på lager. Da jeg stadig kun er på min første dåse gas, som er den lille størrelse, så fravalgte jeg at købe den store model. Det blev kun til to nye letvægtspløkker, noget kløestillende creme (til sandfluebiddene) og en lille pose tørret kød. Jeg gik videre til Bivuac Outdoor, og her var der held med gassen.

Til gengæld var gassen gået af mig. Min zero var blevet transformeret til ti kilometers gang. Jeg sprang på en bus, svingede mit HOP kort og kom næsten til hoveddøren for ti danske kroner. Genialt.

Kortet over Auckland bliver mere og mere forvirrende at se på. Jeg har forsøgt at tegne den gåede rute med violet og busturen med gult. Så fik jeg da malet lidt i dag!

Facebookinstagram