Det har været en dejlig dag. Den blev ikke som forventet, men bestemt en god dag alligevel. Klokken syv spiste jeg morgenmad på Puhoi Tearoom. Jeg bestilte en solid portion. Det smagte herligt.
Jeg havde ikke travlt (troede jeg), så jeg kom først afsted klokken ni. Der var muligt at leje en kajak og ro de første syv kilometer på Puhoo River. Det fravalgte jeg, fordi det ville have medført en meget tidlig start på dagen. Kajekturen var afhængig af tidevandet.
Jeg valgte at gå i stedet. Først ind til Puhoi by. Her tog jeg en kop kaffe mere, kiggede lidt på floden og besøgte kirken. Jeg så også Puhio Pub, men da de først åbnede klokken elleve, blev det ikke til et besøg. De to andre TA’ere var på pubben i går. Der var livemusik og mange gæster. Mandag var Labourdag i New Zealand, så det var ‘lang weekend’.
Fra Puhio gik turen videre langs en stor og befærdet vej. Der var heldigvis god plads ude i siden. Udsigten var god og omgivelserne var grønne, så det var ikke så slemt.
Efter et par timer var jeg nået til Wenderholm Regional Park. Den var aldeles vidunderlig. Jeg gik hen til det sted, hvor kajakkerne kom i land, så en tur ud til en strand og til sidst en rundtur på en sti i højderne. Det var virkelig nice!
Parken lå på en halvø, og der var flotte udsigter til alle sider. Jeg måtte løsrive mig, så jeg fortsatte til broen over Waiwera river.
I Waiwera holdte jeg en kaffepause. Nu var klokken cirka et. Jeg nærlæste noterne og opdagede, at der stod, at jeg skulle sørge for at være på den næste strand en halv time før lavvandet. Det var umuligt, for lavvandet var klokken tolv. Bommert!
Jeg skyndte mig ned til stranden. Vandet var stadig lavt, men formentlig på vej til at blive højere. Jeg spurgte en mand til råds. Han mente, at jeg godt kunne fortsætte. Jeg skyndte mig videre.
Jeg kom rundt om pynt nummer et….og nummer to. Nu kunne jeg se den tredje pynt. Den var langt væk, og der så ikke ud til at være meget sten-strand frit rundt om pynten. Jeg valgte at lade være med at forsøge. Hvis jeg nåede den tredje pynt, og ikke kunne komme rundt om den, så ville der pludselig være lang vej tilbage til start.
Jeg gik tilbage til bugt nummer to. Det så ud til, at jeg kunne komme op til vejen, hvis jeg gik op af skråningen. Det lykkedes. Jeg kom op til en asfaltvej, og troede at alt var godt. Drejede ud mod hovedvejen og kom til en låst port. Den var høj og solid. Jeg var lukket inde på privat grund!
Heldigvis kunne jeg stikke armen ud gennem lågen og trykke på samtaleanlægget. Der blev ikke svaret, men porten gik op! Py ha! Jeg takkede samtaleanlægget og undskyldte……og skyndte mig videre.
Nu var jeg igen på den store vej. Jeg fortsatte til Hatfields Beach, hvor jeg ville have kommet ud, hvis jeg havde været tidligere på færde. Jeg kiggede ud til pynten, som så stor og fjern ud. Nu kunne jeg se den fra den anden side.
Jeg genoptog strandturen, som nu var uden fare. Jeg kunne nemt komme tilbage på vejen, hvis der ikke var plads på stranden.
Efter et par kilometer var jeg igen ved enden af en strand. Op på vejen. Over en bro. Nu var jeg på Orewa Beach. Den var mere populær end de andre strande, og strandvejen var spækket med butikker. Jeg gik et par kilometer på stranden med udsigt til villaerne i første række og en bid langs vejen.
Sidste afdeling bragte mig til Hibiscus Coast via endnu en bro. Den første strand på kysten hed Red Beach. Her nåede jeg frem til mine værters hus klokken fire. Jeg har fået mit eget værelse på første sal, og jeg er blevet forkælet med eftermiddagskaffe, brusebad, tøjvask og aftensmad. Vi har haft en hyggelig aften, og snakken kom vidt omkring.
Fra km 532 Puhoi Tearoom til 551 Red Beach. Jeg begriber det ikke. Jeg må have gået meget mere end 19 kilometer i dag.
Trackingen opdaterer kun hver halve time, så det er svært at se, at jeg gik tilbage af samme vej ude ved kysten midtvejs.
