Jeg stod tidligt op. Spiste morgenmad og drak kaffe, pakkede rygsækken og tjekkede ud fra mit hotel. Der var ikke langt at gå til Intercity bussens stoppested. Der var en del ventende passagerer. Mindst 5 var nye TA’ere, som skulle med hele vejen til Kerikeri. Tre af dem havde jeg mødt på kurset i lørdags.
Min bustur varede heldigvis kun én time. Så var jeg tilbage på busstationen i Warkworth. Det lykkedes mig ikke at få et lift, så jeg gik op til det sted, hvor jeg var blevet hentet i bil i torsdags. Fem kilometer op ad bakke på Statehighway 1. En brutal start på dagen.


Jeg gik helt op til parkeringspladsen, så enderne ‘hang sammen’. Nu havde jeg taget besværet med at komme tilbage, så kunne jeg lige så godt gøre det ordentligt.
Fra Dome (km 505) krydsede ruten SH1 og fortsatte ad en grusvej på den anden side. Det var en fredelig formiddag. Ingen biler og ingen andre vandrere. Turen gik af grusveje og nedlagte overgroede veje op mod Moir Hill. Det var ganske behageligt.





Omkring klokken tolv skulle jeg dreje ind over et område, som var privat. Jeg skulle passere nogle folde med dyr. Der kom der en mand gående. Jeg spurgte, om han ejede jorden, hvilket han bekræftede. Jeg takkede han for, at han lod ruten passere hans grund, og det hele endte med, at jeg blev inviteret på kaffe på deres dejlige terrasse. Deres historie lignede den jeg hører tit: Oprindeligt fra UK, men har boet i New Zealand i 35 år.

Jeg nåede toppen af Moir Hill (km 521) ved halv tre tiden. Nu gik det nedad igen. Ad en smal sti langs et hegn. Ved firetiden passerede jeg en fin lille teltplads, som en lodsejer stillede til rådighed.






Der kom flere korte regnbyger på turen i dag. Det resulterede i en flot regnbue sidst på turen.

Jeg valgte at fortsætte til Puhoi, som lå en times tid længere fremme. Inden selve landsbyen ligger Puhoi Tearoom, som er en café. Ejeren stiller baghaven til rådighed som teltplads for TA’erne.

Nu ligger jeg i mit telt og slapper af. I morgen skal jeg spise stor morgemad på caféen. I dag var caféen mandagslukket. Den flinke ejer tilbød dog alligevel at lave mad til mig i dag. Jeg afslog og fik ryddet lidt op i madbeholdningen.


Inde i caféen ligger der en bog, som teltliggerne indskriver sig i. Jeg kan se, at der var en stor gruppe af mine vandrevenner her i fredags. Nu er jeg præcis de tre dage bagud, som jeg brugte på turen til Auckland.
Der overnatter to andre vandrere ved Puhoi Tearoom i dag. Det er nye ansigter for mig. Det må være TA’ere, som hidtil har været cirka tre dage bagud i forhold til mig.


Dag 28, Km 505 til 532 (plus turen fra bussen til km 505)
