TA, dag 83, til Havelock (km 1816)

Søndag den 22. december 2024

Det regnede det meste af natten. Mit telt klarede sig heldigvis godt. Der er noget med nogle våde hjørner, som jeg vil prøve at dække af næste gang, men i det store hele var alt inde i teltet tørt. Jeg havde placeret teltet under nogle store træer, og derfor var der drysset en del blade ned på teltdugen. I morges tørrede jeg det værste væk med en klud før det våde telt kom i rygsækken.

Teltet er væk, men den tørre firkant er der endnu
Sådan så shelteret ud på Davies Bay Campsite

Da jeg havde pakket rygsækken gik jeg først ned til stranden. Det var lavvandet igen og der var meget stille. Vejret var grumset, men lige på det tidspunkt regnede det ikke. Et par TA’ere, som havde camperet på stranden, var ved at pakke sammen.

Jeg fortsatte af Queen Charlotte Track, men måtte med vemod konstatere, at jeg nærmede mig enden og dermed den lille by Anakiwa.

Anakiwa var en ferieby uden butikker. Et overnatningssted solgte kaffe m.m. fra en campingvogn i indkørslen, men først efter klokken halv to.

Anakiwa

Jeg fulgte Te Araroa langs bugten og om på den anden side af Anakiwa. Her fra fulgte ruten Link Pathway, som er en kombineret cykel- og gangsti. Jeg mødte tre hold cyklister på stien. Den var veletableret og gjorde et godt stykke arbejde. Stien fulgte nogenlunde vejen, og det var tydeligt, at vejen ville have været ubehagelig at gå på. Der var kun plads til bilerne.

På den sidste tredjedel gik ruten op ad en skråning, rundt om en pynt og ned til Havelock på den anden side. Der var en flot udsigt til byen, da jeg rundede pynten.

Fra pynten gik det nedad ad bakke hele vejen til campingpladsen i Havelock. Jeg tjekkede ind og smed rygsækken ind i det rum, som jeg havde lejet. Jeg var sulten, så jeg gik på jagt efter en café. Det gik ikke så godt, for de var ved at lukke for frokost serveringen. I stedet købte jeg et par sandwich og fortsatte hen i supermarkedet. Min rumlende mave resulterede endnu en gang i indkøb, som nok var lovligt store. Det jeg ikke kan spise skal jeg bære på i morgen.

Resten af dagen er gået med mad, bad og tøjvask, men allermest med planlægning af det næste stræk.

Først kommer der tre dage med Pelorus River Track og så omkring otte dage i Richmond Ranges. I de otte dage er der ingen butikker eller caféer. I dag gik det op for mig, at jeg kommer ud af Richmond Ranges lige omkring nytår. Det er umuligt at finde overnatning i Saint Arnaud, som er den første by, så jeg pusler med planen.

I morgen går jeg til Pelorus Bridge. Jeg håber, at ankomme så tidligt, at jeg kan nå en bus, som kører ned til Nelson. Her har jeg booket hotel i to nætter, så jeg kan købe ind til den næste strækning. Det falder sammen med julen, så prisen for logi var til at få øje på. De to nætter betyder til gengæld, at jeg ankomner lidt Saint Arnaud efter nytårsaften. Det bør øge chancerne for at finde en seng dér.

Facebookinstagram

3 tanker om "TA, dag 83, til Havelock (km 1816)"

Skriv et svar til Hanne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *