Efter en overraskende god nattesøvn var jeg klokken halv ni klar til at nyde de sidste 15 kilometer af 90 Mile Beach. Den er et bekendtskab af den slags, som ikke er uden omkostninger, men al sliddet værd.

Der var stadig flot og råt derude. Stranden var lidt smallere end de forrige dage, men jeg kunne lige netop klare mig uden at indkassere en skylle. En enkelt bølge var dog tæt på, og jeg måtte haste ind mod klitterne. Den efterlod en tør stribe på 1 meter ind mod klitterne. Vi har været heldige, at højvandet har været relativt lavt. På andre tidspunkter tvinger vandet TA’erne til at holde lange pauser i klitterne.

Jeg gik alene. Sara går på Canada tid. Hun er sikkert smuttet klokken 5. Jeg mødte en hundelufter, som hilste ‘good luck’ og lige før Ahipara ved enden af stranden indhentede jeg Lucas.

På det sted lå der en stor træstamme i sandet, som to unge mænd brugte som bænk. Jeg måtte lige gnide øjnene – den var god nok. De var iført pudsede lædersko, pressede folder i bukserne, skjorter og slips. Det var helt surrealistisk oven på 100 kilometer sand. Den scene var en film værdig.

Ved stien som første væk fra stranden og op til Ahipara sad Phil. Han skulle ikke længere i dag, så han ville sige ordentligt farvel til stranden. Vi var nået til rutens km 101 og havde fuldført den første sektion. Et stort øjeblik. Både Phil og jeg har ‘mærkede’ fødder oven på strandturen, så lettelsen over at have klaret turen er stor.

Mine fødder var venligt stemte i dag, så jeg ville op i byen og spise frokost, og så videre til Kaitaia. Ahipara var det første sted, hvor det var muligt at købe tilberedt mad. Det blev til krabber og muslinger, som havde været i frituregryden hos den lokale Take Away Bidz. Pomfritterne forsvandt i sprogforvirringen, som var markant, selvom jeg vil mene, at jeg forstår engelsk. Skuffelsen blev skyllet ned med en is, og jeg kunne konstatere, at vi var enige om, hvad ‘big’ betyder! Isen smagte skønt og kostede omtrent det samme som i Danmark.

På vej gennem byen mødte jeg en håndfuld TA’ere, som var på vej ind på en café. Det blev kun til en kort hilsen. Jeg skulle ud og gå min første ‘connector’. Det er et stykke vej, som forbinder to vandrestier på ruten. I det her til fælde var det 14 kilometer landevej mellem Ahipara og Kaitaia.

Nogle af vandrerne vælger at lade sig transportere på de her strækninger. Jeg vil gerne gå så meget, som muligt. Det giver sammenhæng i mit hoved, at vejstykkerne hænger sammen. Måske er de også små pauser i de mere intense oplevelser. Jeg har i hvert fald endnu ikke sluppet tanken om, at et ‘thruhike’ indebærer, at man går hele vejen fra nord til syd. Der er nogle strækninger, som Te Araroa Trust betegner som ‘hazardzones’. Dem springer jeg selvfølgelig over.

Turen til Kaitaia gik okay. Det gik dog lidt trægt med at vænne mig til, at det er højre side jeg skal gå i. Rabatten var visse steder smal, men jeg trådre ud i siden og ventede til bilerne havde passeret.

I Kaitaia gik jeg helt ind til hovedgaden. Der er mange butikker. Jeg fejrede sektionen med kaffe og cheese cake og købte noget indisk mad, som blev min aftensmad. Jeg overnatter i en afslappet ‘sleepout’ i en villahave. Teltet er blevet tørt og mit tøj har været i vaskemaskinen.

I dag bliver en zero-dag. det vil sige ‘en dag uden gåede kilometer på ruten’. Jeg rykker op på et motel i byen, fordi jeg skal have tid til resupply (indkøb til næste sektion), planlægning og fodpleje. Den næste sektion er svær at få styr på og den bliver bøvlet og mudret.