Kategoriarkiv: TA Dagbog

Daglige opslag fra Te Araroa

TA, dag 20, til Whangārei Heads

Søndag den 20. oktober måtte vi tidligt op, så vi kunne  krydse flodmundingen mens det var lavvandet. Vi var fire TA’ere, som havde overnattet på Tidesong. Klokken syv gik vi tilbage af gangbroen, og kravlede ned i mudderet igen. Vi var hurtigt ovre på den anden bred, hvor mere mudder ventede. Det blev afløst af en tør sti, som førte os op til en kvægfold og ud til en lille vej.

Næste opgave var tre kilometer op over Kauri Mountain, som nok nærmere var en stor grøn bakke. Den var dog høj nok til at levere en pragtfuld udsigt over bugten.

Der var lige så langt ned, som der var op, for næste afdeling var ni kilometer strandtur på Ocean Beach. Stranden var flot og Stillehavet var alt andet end stille,. Der skulle lægges kræfter i, for sandet var meget løst.

For enden af stranden startede dagens hovedbegivenhed. Vi skulle op over to-tre toppe på højderyggen Bream Head. Trailnoterne beskrev ruten som ‘velformet/tydelig, men stejl’. Det passede! Det gik heftigt op og ned. Noget ad trapper og andet af snoede stier. Af og til mudrede stier. Der var flotte udsigter til begge sider her og der.

Da der manglede fem kilometer måtte jeg indse, at jeg havde taget for lidt vand med. Jeg plejer ellers at tage for meget. Nu måtte resten rationeres. Jeg klarede den bratte nedstigning og fyldte glad begge mine vandflasker på toilettet ved parkeringspladsen i Urquharts Bay. Det gav ny energi, og det blev der brug for.

Der manglede stadig syv kilometer før jeg var ved målet, som var bådpladsen i Reotahi Bay.
De sidste kilometer var tunge. Det lykkedes mig at forkludre det sidste stykke. Jeg kunne ikke finde ruten, så jeg måtte returnere op ad en lang bakke, og tage en anden vej.

Der var dog en bonus. På min omvej så jeg to TA’ere som sad ved en take-away. Jeg drejede ind og fik spist en stor burger og en is. Vi fulgtes ad det sidste stykke, og selvom klokken nåede at blive otte før jeg havde pakket ud og været i bad, så lykkedes det alligevel at få mit tøj I en vaskemaskine og ud og hænge til tørre. Det var yderst tiltrængt! Det havde været en hård dag. Kates ur meldte, at det var den dag på hele turen, hvor hun havde gået flest højdemeter. Det gjaldt sikkert også for mig. Hun var iøvrigt også løbet tør for vand på Bream Head.

Facebookinstagram

TA, dag 19, Ngunguru til Tidesong

Det har været en fortryllende dag (lørdag den 19. oktober). Sov godt i nat. Jeg kunne høre fiskene plaske i mangroven i nat i de timer, hvor det var højvandet. Vi så en stor fisk i vandet i morges.

Mit telt stod ved siden af det flotte røde hundely

Jeg drak morgenkaffe med Rob. Han skulle afsted klokken ni, og så kunne jeg brede mig under halvtaget, mens en regnbyge kom forbi. Med en invitation til at overnatte i Wellington, sagde jeg mange tak for denne gang.

Jeg skulle vente til klokken tolv, hvor James ville sejle os over floden. Gik en lille tur og svingede ind på biblioteket.

Biblioteket i Ngunguru

Faldt i snak med den dame, der (ulønnet) passede biblioteket. Hun var vildt sød og meget interesseret i TA og i Danmark. Jeg kunne næsten ikke løsrive mig igen. En fin oplevelse. Ngunguru var i det hele taget en god oplevelse.
Hen af halv tolv gik jeg til den lille bådebro, hvor James ville ankomme. Der var allerede en anden TA’er, som ventede. Det var Kate, som jeg allerede kendte. Vi aftalte, at vi ville følges ad på de to forestående vandkrydsninger.

James fragtede i alt syv TA’ere over floden, og briefede os om, hvordan og hvornår vi kunne passere vådområderne. Og så var det afgang. Først cirka 6 kilometer til Horahora river.

Her holdte vi en lille pause ved flodbredden. Vi var ankommet lidt senere end frontgruppen, så vi kunne mageligt se til, mens de første vandrere testede vandstanden. Det gik fint, og snart fulgte vi andre efter. Vandet nåede op på bagdelen. Rygsækken forblev tør. På den anden bred stod den igen på en tur i mudderet.

Nu fulgte et par timer af en landevej til Pataua. Her var der lavvandet i bugten, og der så virkelig dejligt ud. Vi passerede  Pataua Footbridge og fortsatte ad vejen.

Pstaua footbridge i sigte

En halv time efter drejede vi væk fra vejen og gik ud mod flodmundingen. Det var meget lavvandet, så vi havde ingen problemer med at gå de 2-3 kilometer på sandbunden ad Taiharuru Estuary Route.

På grund af det sene starttidspunkt var klokken allerede over fem, så i stedet for at krydse over på den anden bred, drejede vi indad og fandt frem til Tidesong BnB (km 372). Her fik vi den skønneste modtagelse og to billige senge i en lille hytte. Et stenkast her fra er der brusebad med varmt vand, udendørs koldtvandshane og et das. Tidesong har en fantastisk beliggenhed med udsigt til floden, skoven og havet.

Vi fik hurtigt lavet aftensmad for vi var sultne, og det begyndte at regne før vi fik flyttet os ind i hytten. Det regner stadig, men nu ligger vi renvaskede og lytter til regnen. Hvilken luksus.

Facebookinstagram

TA, dag 18, Whananaki til Ngunguru

Det har været en usædvanlig, men dejlig dag. Da jeg vågnede i morges var alt tørt! Ingen regn, ingen dug og ingen kondens. Det hele var lige til at pakke ned i rygsækken. En fornøjelse. Jeg var tidligt oppe, så der var tid til kaffe, müsli og hårdkogte æg, hvilket også var lidt ud over det sædvanlige.

Kvart i otte var jeg klar til at sætte kursen ned mod den fine bro. Den var jeg ret forelsket i. Jeg blev overhalet af en kondiløber på broen. Hun var heldigvis slank, for ellers var det nok ikke lykkedes hende at komme forbi mig og min rygsæk.

På den anden side af broen måtte jeg sande, at der var for højvandet til, at jeg kunne følge kyststien. Der var heldigvis et alternativ, som førte længere ind i landet.

Dagens etape var først en halvdel på de skønneste stier, og så en halvdel på asfaltvej. Den første del var selvfølgelig langt den flotteste.

Jeg tog en lille afstikker ud til et monument på en pynt. Der fra var udsigten til kysten helt i top. Jeg var også nede ved Sandy Beach, som var dagens eneste strandmulighed. Der var gode bænke, hvilket er en sjældenhed ude på ruten.

Ved ankomsten til Ngunguru mødte jeg de fire andre TA’ere, som jeg har set de sidste par dage. Vi hang ud ved et bord foran take-away’en, som ingen vandrer går forbi uden at fylde maven. Der lå også en butik, så det var rent slaraffenland.

Vi skulle alle overnatte i Ngunguru, fordi den mand, som skal sejle os over floden, var optaget af andre ting i dag. Tre af vandrerne ventede på et lift ud til en dame, som bor uden for den lille by, som vi er i. Nummer fire skulle overnatte i haven hos en lokal beboer, og jeg selv skulle længere ned af hovedgaden til en aftale, som jeg havde lidt svært ved at se for mig. Jeg havde via Facebook fået lov til at slå mit telt op ved siden af en caravan og et “dogfly’.

Da jeg havde spist og shoppet gik turen videre langs floden. Det var tydeligvis lavvandet. Der var flot.

Lidt længere henne ad vejen blev jeg tiltalt ved navn af en herre med to hunde. Det var Rob, som min vært hedder. Vi fulgtes ad og stoppede ved den bagerbod, som besøger byen hver fredag. Det er det lækreste brød jeg har set i New Zealand. Rob fortalte, at damen kommer kørende fra Auckland hver fredag.

Det viste sig, at Rob er på besøg i byen. Han er medlem af en camperorganisation, som giver ham mulighed for at overnatte på pladsen bag medborgerhuset. Han har holdt der i 10 dage, fordi hans datter bor i byen. Pladsen er kun for campere med egne faciliteter, men han mente, at jeg kunne være hans gæst. Nu ligger jeg i mit telt, som er slået op ved siden af hundenes flotte logi. En stor rød tarp med hundekurve og liggeunderlag. Toiletbesøg foregår på de nydelige offentlige toiletter henne ad gaden.

Vi har siddet under halvtaget ved campingvognen i flere timer, og talt om TA og meget andet. Rob og hans kone har ofte TA’ere overnattende i deres hjem i Wellingtonområdet. Jeg har simpelthen mødt min første trailengel. Han ved mere om ruten end jeg gør. Han inviterede på aftensmad, og vi gik en aftentur ned til vandet med hundene. Området er super fint.

Han fisker!

Godnat fra km 347.

Facebookinstagram

TA, dag 17, til Whananaki

Da alle var krøbet i teltene og mørket faldt på, så var der andre, der vågnede. Der var et leben af dyr, der løb, hyle, peb og sloges. Sandsynligvis possum. Da de gerne vil have kløerne i vores mad, så hev jeg rygsækken ind i teltet og smed den i fodenden. Det regnede.

Jeg faldt i søvn, og næste gang jeg vågnede, var der vådt i teltet. Rygsækken havde ligget op mod teltdugen. Det er et ret lille telt, og min opsætning er ikke i top. Jeg skal have skaffet et par pløkker mere, så jeg kan spænde det yderste teltlag bedre op. Når det regner meget, så klapper de to lag sammen, og der trænger vand ind. Oven i den sure nyhed, så fandt jeg en time senere ud af, at min ene støvler stod i en sø på underlaget under for åbningen, og at den var fuld af vand.

Der regnede stadig. Min sovepose begyndte at blive våd, så jeg pakkede sammen. Puttede alt ned i sækken, og ved et lille ophold i regnen tog jeg teltet ned. Da jeg kom ud, opdagede jeg, at to af teltene allerede var forsvundet.

Ude på stien var udsigten helt vidunderlig. Skråningen og skoven dampede og lette hvide skyer steg stille op mellem træerne.

Det første stykke af dagen gik jeg på skovstien. Så en lille markvej, hvor jeg så den yndigste fugl. Her efter kom der nogle timer på en grusvej, som havde flotte omgivelser.

Den blev efterfulgt af et par kedelige timer på en asfaltvej mellem markerne. Dagen blev rundet af med en fin lille sti nede i ‘sumpen’. Det var lavvandet. Ruten førte direkte ind på Campingpladsen i Whananaki. Nemt og bekvemt.

Her ligger vi på række. De samme fem telte som i går. Der er en lille butik lige uden for pladsen. Selvom skuffelsen var stor, da jeg opdagede, at der ikke kunne købes Fish and Chips i dag, så var det rent luksus. Min madpose var halvtom, så det var dejligt at få lidt ekstra og lidt ‘andet’.

Vejret var klaret op, så nu er alt tørt og rart igen. Det blev sågar til et brusebad i dag.

En fin lang fodgængerbro. Længere end hjemme på Christiansø. Vi skal den vej i morgen. Jeg er vild med forklaringen, som der skiltes med. Nyd den selv.

Der var også en lille bonusinformation.

Facebookinstagram

TA, dag 16, Helena Ridge Trail

Jeg tog den med ro på Farmen i morges (onsdag den 26. oktober 2024). Teltet var drivvådt, og der var kaffe i køkkenet. Klokken 9 tog jeg hul på cirka 4 timers vandring på landevej. Der skulle holdes øje med trafikken, men omgivelserne var smukke.

Jeg mødte et par andre TA’ere, som også havde overnattet på Farmen. Der var en vandrer, der ‘forsvandt’. Han fik et lift hen over stykket med landevej. På den måde kom han foran os andre og nåede længere end os i dag.

Klokken et var jeg nået til Helena Bay. Her startede dagens højdepunkt, som var Helena Ridge Track. Det er en 9 kilometer lang rute op over et højdedrag. Ruten ligger på privatejet jord, men flinke ejere har givet TA adgang og endda tilladt etablering af en lille teltplads. Der er mange højdemeter og det anslåede tidsforbrug er 4 timer.

Ruten gik gennem kauriskov, så der var etableret rensestation ved ind- og udgang af skoven, så fodtøjet ikke spredte sygdom.

På et af billederne fra startstedet har jeg forsøgt at synliggøre, hvor ruten gik. De to gule pile er mine. Hvis du zoomer ind er der en lille snørklet sti ved hver pil. Jeg synes, at billedet meget tydeligt viser rutens afsides beliggenhed og at der var meget skov i området.

Det var imponerende så mange forskellige typer sti, der var på den forholdsvis korte tur. Skoven var fantastisk smuk og udsigterne imponerende. Det var ret overraskende, hvor langt der var ned til bugten fra toppen af stien. Det var ikke underligt at pulsen steg mærkbart på turen op.

Skoven var fuld af skønne fuglelyde, og jeg fik også et glimt af nogle fine små agerhønse-lignende fugle.

Ved km 307 dukkede teltpladsen op. Det er en lille lysning med grønt græs. Et bordbænkesæt og en vandtank. Resten må vi selv sørge for. Vi er fem telte på pladsen i dag. En af landejerne har stillet en kasse med æg, som vi kan købe. Det var selvfølgelig dagens kulinariske hit.

Facebookinstagram

TA, dag 15, til The Farm

i nat blev jeg i min seng, men i morges klokken halv syv måtte jeg lige ud på en kiwi-runde mere. Stadig uden held. Der var mange andre morgenfriske fugle, men ingen kiwi i sigte.

Klokken syv puttede jeg nøglen i postkassen og satte kursen mod sydøst. Først et par timer af en landevej og så et længere stykke af en fredelig snoet grusvej. Her gik det først opad i halvanden time og så ned igen. Omgivelserne var smukke. Mangrove, skov, udsigt til bugten, marker og mere skov.

Efter cirka 8 kilometer gik jeg og tænkte jeg på, om jeg mon allerede var kommer forbi det sted, som jeg havde læst om. Et sted, hvor en fugl forsvarer sit territorium. Knald! I samme øjeblik angreb den mig på den venstre side af ansigtet. Den kunne lave en smældende lyd med vingerne samtidig med, at den skreg. Det var en magpie. Første gang blev jeg noget overrasket. Den kom ud af ingenting. Seks gange i alt nåede den at overraske mig. Jeg forsøgte at svinge med stavene over mit hoved, men det blev lidt anstrengende. Jeg stoppede og ville filme, når den angreb. Det ville den ikke. Den sad i et træ og kiggede på mig. I samme sekund jeg pakkede telefonen væk og begyndte at gå, så angreb den igen. Drønnert! Jeg havde heldigvis min bredskyggede hat på.

Dagens tur var 24 kilometer, men de var hurtigt klaret. Halv to var jeg ved The Farm, som ligger tæt på km 282. Et sted, hvor mange stopper. Her er god plads, brusebade, stort køkken, stor have og masser af små kroge, hvor man kan sidde.

Jeg har taget et bad og brugt et par timer på at få overblik over de næste vandredage. Der er meget, som skal falde i hak. Jeg tror, at jeg har en brugbar plan nu. De fleste af mine vandrevenner er foran mig nu. Efter næsten en hel dag på museum efterfulgt af en fridag, så er de nok længere end mig.

Jeg har sat aftensmaden i blød. Det er den sidste pose tørkost fra Kaitaia. Jeg må have været heldig med min blanding for det smager faktisk fint.

Facebookinstagram

TA, dag 13+14, Waitangi til Orongo Bay

Museets første daglige guidede tur var klokken 10, så jeg tog det roligt søndag morgen den 13. oktober. Mine vandrevenner havde inviteret mig på æg og bacon, så da jeg var færdig med müslien, var det tid til et festmåltid. Sandwichen smagte fantastisk og den lå godt i maven det meste af dagen.

Efter halvanden kilometer vandring tilbage til museet, var jeg klar til besøget. Jeg mødte Sara, som var blevet i Kerikeri. Om morgenen havde hun fået et lift ud på den anden side af den lukkede skovsti. Besøget på The Treaty Grounds museum kostede med rabat 56 NZD, men det var alle pengene værd. Museet fortæller historien om nationens tilblivelse.

Jeg var der i 5 timer, så kunne mit hoved ikke rumme mere, og da jeg havde booket hytte i Orongo Bay, var det tid til at komme afsted.

Jeg var ret vild med bådene. Der var en video, som viste, at det er blevet en stor sport i moderne tid at ro i waka. Det kunne have været fedt at være med til. Begejstringen var stor, da jeg ved passagen af Waitangi Bridge stødte på et rohold på tur. Med sang og det hele. Jeg optog en video, som jeg har lagt på Facebook.

Jeg fortsatte forbi campingpladsen og rundede supermarkedet. Gik et par kilometer langs vandet til Paihia Wharf, hvor jeg tog båden til Russel. I Paihia og Russel lurede alverdens fristelser, men jeg undslap. Fem kilometer mod syd tjekkede jeg ind hos Orongo Bay Holiday Park. Det var en fredelig plads med vægt på naturen. Om natten var jeg ude og kigge efter kiwi fugle. Det var klart og flot. Måneskin og masser af stjerner. Men ingen kiwi. (De blev dog set klokken 6, men desværre ikke af mig.)

Jeg var også et bestemt sted henne og fodre gråspurve! Der skulle være Waka fugle på skråningen. De kom desværre ikke frem, men spurvene havde en fest! Der foregik noget arbejde ved svømmepølen længere nede. Måske støjede det for meget.

Mandag morgen besluttede jeg mig for at forlænge opholdet med 1 dag. Jeg skulle blandt andet have indhentet de forsømte dage i denne dagbog.

Facebookinstagram

TA, dag 12, Waitangi Forest track

Vi var tre TA’ere, som havde ærinder på posthuset lørdag morgen den 12. oktober. Victoria gav os et lift i minibussen. På posthuset kiggede damen tvivlende på min store kuffert. Den endte dog med at sætte kursen mod Wellington for en anstændig pris på 50 NZD (212 DDK). Med lidt held ligger der nye støvler og rent tøj til mig dér, når jeg er færdig med Nordøen. Jeg kørte med Victoria tilbage til Lodgen og til min rygsæk.

Nu kunne det ikke udsættes længere. Jeg vinkede til de vandrevenner, som blev tilbage på Lodgen og krammede Victoria farvel. Da jeg stadig var bagud på ‘lækker mad’ gik jeg en omvej hen forbi Superbowl. Den lå tættere på ruten end alle caféerne i centrum. Lørdagslukket! Æv! Tiden var ved at rende fra mig, så jeg lovede mig selv en sen frokost på museet i Waitangi. Jeg havde ikke tid til at gå ind til byen.

Der var en kedelig times gåtur hen til starten af Waitangi Forest track. Noterne og skiltningen gjorde det klart, at der arbejdede mange store maskiner i skoven, og at man skulle gøre sig synlig. Jeg havde arrangeret et gult refleksforklæde, som jeg bandt på rygsækkens stropper, så det dækkede min brystkasse.

Det fungerede fint som beskyttelse mod den kolde vind, men ikke meget andet. Skoven var helt stille. Jeg så ikke et eneste firhjulet køretøj på de 8 kilometer i skoven, som var spærret for almindelig biltrafik. Vandrerne havde en særlig tilladelse til at passere skoven af den afmærkede rute. Ude på den anden side af skovruten var der mere travlt. Dér susede biler forbi hvert femte minut og støvet hvirvlede rundt i luften.

Nu var udsigten til Bay of Islands tydelig. Der var flot. Blåt vand, grønt græs, klippeøer og sejlskibe. Vi havde nu vandret fra vestkysten ind over Nordøen og ud til østkysten.

Efter grusvejen kom der en velplejet asfaltvej og en golfbane. Her fra kunne jeg se flaget på The Treaty Grounds museum. Vandrestavene havde arbejdet i takt til rytmen: RES TAU RAN TE RES TAU RAN TE. Det fungerede bedst på spansk! Tanken om at få mad serveret satte lidt fut i den vandredag, som havde udsat min zero. ‘Zero’ er betegnelsen på en fridag. En dag med nul kilometer.

Efter forgæves besøg i indkørslerne for turistbusser og personale fandt jeg endelig hovedindgangen til museet.

Jeg forhørte mig om priser, rabatten m.m. og spurgte, hvor caféen lå. Den var ikke langt væk, men den var LUKKET! Klokken var 15:05 og caféen havde lukket klokken 15. Skuffelsen var mærkbar.

Jeg opgav at starte museumsbesøget den dag og gik i stedet halvanden kilometer længere frem til Waitangi Holiday Park. Her slog jeg teltet op med udsigt til vandet, fandt madposen frem og gik ind i køkkenet. Her sad der to af mine vandrevenner.

Resten af dagen gik med snak, brusebad, afslapning, kontortid og mere tørfoder fra rygsækken. Næste dag ville jeg gå tilbage til museet og der fra videre på ruten.

Facebookinstagram

TA, dag 11, Puketi til Kerikeri

Jeg havde afsluttet løjerne i The Northland Forests: Reatea Forest, Omahuta Forest og Puketi Forest. Nu gik turen til Kerikeri, hvor jeg var landet med indenrigsfly 12 dage tidligere. Det føltes som om, at det var længe siden. De fleste af TA’erne (sådan hedder vi, der vandrer TA) havde kalkuleret med en fridag i Kerikeri. Der skulle gøres status, købes ind, ringes hjem, vaskes tøj og slappes af. Men der var kommet en slange i paradis.

Der gik et rygte om, at den første skov efter Kerikeri (Waitangi Forest track) ville lukke for vandrere fra om søndagen. Vi ankom til Kerikeri om fredagen, så hvis der var noget om snakken, ville man være tvunget til at fortsætte om lørdagen, hvis man ville følge ruten. Vi havde ikke kunnet tjekke oplysningerne, fordi der ikke havde været mobilsignal i et par dage.

Turen til Kerikeri gik et par kilometer langs en vej efterfulgt af to ruter gennem et kæmpe landbrug. Til sidst førte ruten ned til Kerikeri River Track og halvvejs rundt om byen.

Landbrugsdelen havde jeg ikke just glædet mig til. Jeg havde set for mange beskrivelser af kåde tyrekalve og vrede voksne tyre. Det var mit indtryk, at vi særligt på den sidste halvdel, skulle dele græsgange med dyrene. Noterne frarådede, at man tog kulørt tøj på! Selvom jeg øvede mig i en hel måned på Via de la Plata sidste år, så er jeg ingen ko-hvisker.

Jeg kunne have sparet mig bekymringerne, for ruten var flot og enkel, og jeg fik ikke på noget tidspunkt indtryk af, at der ikke var tråd mellem mig og dyrene. Ofte var ruten en smal passage mellem to tråde, men det var fint med mig. Rutens sidste halvdel var blevet opdateret i 2023 kunne jeg læse på et skilt. Tak for det.

Jeg nærmede mig afslutningen af Lower Puketotara track tidligt på eftermiddagen. Det var begyndt at regne. Da jeg kom ud til vejen (SH10) regnede det temmelig kraftigt. Nu var der mobilsignal. Rygtet talte sandt. Der var kommet en ny ‘alert’ i appen. Skovindustrien skulle bekæmpe skadedyr og ruten ville være lukket i 2 uger. Jeg havde derfor travlt med at komme til Kerikeri.

Jeg skulle vaske mit mudrede tøj (og mig selv), sortere indholdet i den kuffert som Hone Heke Lodge havde opbevaret for mig, sende kufferten afsted fra posthuset til en ven i Wellington og tusinde andre ting. Hvis det var muligt at blive klar, så ville jeg gå videre næste dag.

Turens første hængebro over Kerikeri River fik lokket telefonen ud i regnvejret. Der kommer mange flere hængebroer, men den her føltes vigtig.

Kerikeri River Track var en dejlig rute. Den var nem at gå på og attraktionerne kom som perler på en snor.

Jeg var ved lodgen omkring klokken fem. Heldet var med mig i køen til vaskemaskinen. Posthuset viste sig at have lørdagsåbent og Victoria ville gerne køre mig til posthuset lørdag formiddag. Alt var godt. Måske bortset fra, at der hverken var tid til indkøb eller restaurantbesøg, og at jeg ikke fik snakket ret meget med de andre, fordi de praktiske projekter stjal al min tid. Well, well….. ‘It is, what it is’.

Facebookinstagram

TA, dag 10, Ōmahuta-Puketi Foresttrack

Sara og jeg var klar til afgang fra teltpladsen klokken 7. Dagens første opgave var rengøring af fodtøjet. Vi skrubbede, sprayede, stampede, inspicerede sålerne og skrubbede lidt igen. Der er ingen kur mod den sygdom, som slår kauritræerne ihjel, så vi tog opgaven alvorligt.

Næste step var nedstigningen til Lower Waipapa River Track. Det var koldt. Otte grader. Vi gik ned ad noget, som kunne have været en græsbevokset sti. Stejlt ned. Stien var på visse steder lige så mudret som Reatea Forest. Mine ben var ikke helt samarbejdsvillige. Lidt morgensure, stive og modvillige. Vuuups! Der smuttede jeg bagover!

Jeg ved ikke lige, hvad sandsynligheden er – men i stedet for at havne på enden i mudderet, så landede jeg siddende på en træstamme. Uden at slå mig. Utroligt! Jeg gled på det eneste sted på stien, hvor der lå en stor træstamme i gåretningen. Efter en hurtig piruette havnede jeg siddende ovenpå stammen.

Nede i kløften dukkede Mangapukahukahu Stream op. Vi betragtede vandet et øjeblik, før vi begav os mod højre (sydøst) gennem vandstrømmen. De næste par timer zig-zaggede vi gennem floden. Det gjaldt om at finde sandbanker, stenbankerne og steder med lavt vand. Der var bestemt steder, hvor der var dybt. Vandet var koldt, men det var sjovt og anderledes at komme gennem skoven på den måde. Omgivelserne var ualmindeligt flotte og grønne.

Efter et par timer var vi fremme ved det sted, hvor Mangapukahukahu Stream mødte den noget større Waipapa River. Nu skulle vi lidt til højre og finde et sted med lavt vand, hvor vi kunne krydse Waipapa River. Først prøvede vi at gå ud på den yderste klippekant og hen langs vandet. Det gik ikke. Floden blev faretruende dyb på ydersiden af den smalle kant. Vi læste noterne igen. Nu dæmrede det! Vi skulle højere op og ind mellem træerne.

Sara – på vej op det rigtige sted

Det lykkedes os at finde den rigtige sti, og efter et par forgæves forsøg kom vi ned til floden igen og krydsede over floden med tørre rygsække. På den anden flodbred førte ruten af en smal sti op og ind i skoven. Vi tog en kort pause, og så var vi på vej igen.

Noterne omtaler 2,5 kilometer langs floden ad Lower Waipapa River Track og der efter 3,5 kilometer ad Pukatea Ridge Track. Om det var den ene eller anden sti, aner jeg ikke, men det føltes som om, at stien blev smallere og smallere og fyldt med flere og flere væltede træer. Stien blev stormskadet i 2023. Flere steder var den oprindelige sti skredet ned af skrænten, og mere eller mindre anvendelige omveje havde formet sig. Det gik meget langsomt og det var anstrengende. Mine i forvejen hårdt prøvede lemmer protesterede. De havde ikke brug for 3 timer med atletiske øvelser. Men videre skulle vi.

Det blev hurtigt klart for os, at det var vigtigt at blive tæt på den afmærkede sti. Skoven var tæt og umulig at passere eller finde rundt i uden en sti. Vi holdte skarpt øje med uret. Vi ville være sikre på, at vi var nået ud af skoven, før det blev mørkt.

Pukatea Ridge Track gik stejlt opad til Pirau Ridge. Fra bjergkammen kunne vi et par gange se ud over skoven til begge sider. En kort overgang var opstigningen pludselig godt hjulpet af trapper og gangbroer. Det var en lettelse og tempoet steg lidt. Nu blev der igen tid til at nyde de flotte omgivelser. Vi havde i timevis kun koncentreret os om at sætte fødderne de rigtige steder. De kæmpestore kauritræer og tusinde andre flotte vækster var en fryd for øjet. På det sidste stykke mødte vi nogle af vandrevennerne. De så mere eller mindre brugte ud. Dem, som var i bedst form, havde energi til at skynde sig op ad trapperne. Det lod vi os ikke gå på af. Vi havde (næsten) vundet vores egen sejr.

Klokken halv tre skete miraklet! Vi var fremme ved grusvejen. Nu var det endelige ankomsttidspunkt mere forudsigeligt. Den sidste indsats var 9 kilometer ad vejen til Puketi Forest Recreation Area.

Ved ankomsten til Puketi takkede vi (stadig i solskin) hinanden for selskabet. Vi var begge glade for dagens forløb og for ikke at have været alene på etapen. Det viste sig hurtigt, at vi ikke var de eneste, som havde tabt sporet flere gange, men alle var glade. Lettelsen over at have afsluttet et par af TA’s mest krævende etaper påvirkede stemningen positivt.

Facebookinstagram