Kategoriarkiv: TA Dagbog

Daglige opslag fra Te Araroa

TA, dag 29, til Red Beach (km 551)

Det har været en dejlig dag. Den blev ikke som forventet, men bestemt en god dag alligevel. Klokken syv spiste jeg morgenmad på Puhoi Tearoom. Jeg bestilte en solid portion. Det smagte herligt.

Jeg havde ikke travlt (troede jeg), så jeg kom først afsted klokken ni. Der var muligt at leje en kajak og ro de første syv kilometer på Puhoo River. Det fravalgte jeg, fordi det ville have medført en meget tidlig start på dagen. Kajekturen var afhængig af tidevandet.

Jeg valgte at gå i stedet. Først ind til Puhoi by. Her tog jeg en kop kaffe mere, kiggede lidt på floden og besøgte kirken. Jeg så også Puhio Pub, men da de først åbnede klokken elleve, blev det ikke til et besøg. De to andre TA’ere var på pubben i går. Der var livemusik og mange gæster. Mandag var Labourdag i New Zealand, så det var ‘lang weekend’.

Fra Puhio gik turen videre langs en stor og befærdet vej. Der var heldigvis god plads ude i siden. Udsigten var god og omgivelserne var grønne, så det var ikke så slemt.

Efter et par timer var jeg nået til Wenderholm Regional Park. Den var aldeles vidunderlig. Jeg gik hen til det sted, hvor kajakkerne kom i land, så en tur ud til en strand og til sidst en rundtur på en sti i højderne. Det var virkelig nice!

Parken lå på en halvø, og der var flotte udsigter til alle sider. Jeg måtte løsrive mig, så jeg fortsatte til broen over Waiwera river.

I Waiwera holdte jeg en kaffepause. Nu var klokken cirka et. Jeg nærlæste noterne og opdagede, at der stod, at jeg skulle sørge for at være på den næste strand en halv time før lavvandet. Det var umuligt, for lavvandet var klokken tolv. Bommert!

Jeg skyndte mig ned til stranden. Vandet var stadig lavt, men formentlig på vej til at blive højere. Jeg spurgte en mand til råds. Han mente, at jeg godt kunne fortsætte. Jeg skyndte mig videre.

Jeg kom rundt om pynt nummer et….og nummer to. Nu kunne jeg se den tredje pynt. Den var langt væk, og der så ikke ud til at være meget sten-strand frit rundt om pynten. Jeg valgte at lade være med at forsøge. Hvis jeg nåede den tredje pynt, og ikke kunne komme rundt om den, så ville der pludselig være lang vej tilbage til start.

Strandturen skulle have varet fra cirka km 542,5 til 546

Jeg gik tilbage til bugt nummer to. Det så ud til, at jeg kunne komme op til vejen, hvis jeg gik op af skråningen. Det lykkedes. Jeg kom op til en asfaltvej, og troede at alt var godt. Drejede ud mod hovedvejen og kom til en låst port. Den var høj og solid. Jeg var lukket inde på privat grund!

Heldigvis kunne jeg stikke armen ud gennem lågen og trykke på samtaleanlægget. Der blev ikke svaret, men porten gik op! Py ha! Jeg takkede samtaleanlægget og undskyldte……og skyndte mig videre.

Nu var jeg igen på den store vej. Jeg fortsatte til Hatfields Beach, hvor jeg ville have kommet ud, hvis jeg havde været tidligere på færde. Jeg kiggede ud til pynten, som så stor og fjern ud. Nu kunne jeg se den fra den anden side.

Jeg genoptog strandturen, som nu var uden fare. Jeg kunne nemt komme tilbage på vejen, hvis der ikke var plads på stranden.

Efter et par kilometer var jeg igen ved enden af en strand. Op på vejen. Over en bro. Nu var jeg på Orewa Beach. Den var mere populær end de andre strande, og strandvejen var spækket med butikker. Jeg gik et par kilometer på stranden med udsigt til villaerne i første række og en bid langs vejen.

Sidste afdeling bragte mig til Hibiscus Coast via endnu en bro. Den første strand på kysten hed Red Beach. Her nåede jeg frem til mine værters hus klokken fire. Jeg har fået mit eget værelse på første sal, og jeg er blevet forkælet med eftermiddagskaffe, brusebad, tøjvask og aftensmad. Vi har haft en hyggelig aften, og snakken kom vidt omkring.

Fra km 532 Puhoi Tearoom til 551 Red Beach. Jeg begriber det ikke. Jeg må have gået meget mere end 19 kilometer i dag.

Trackingen opdaterer kun hver halve time, så det er svært at se, at jeg gik tilbage af samme vej ude ved kysten midtvejs.

TA, dag 28, til Puhoi (km 532)

Skriv et svar

Jeg stod tidligt op. Spiste morgenmad og drak kaffe, pakkede rygsækken og tjekkede ud fra mit hotel. Der var ikke langt at gå til Intercity bussens stoppested. Der var en del ventende passagerer. Mindst 5 var nye TA’ere, som skulle med hele vejen til Kerikeri. Tre af dem havde jeg mødt på kurset i lørdags.

Min bustur varede heldigvis kun én time. Så var jeg tilbage på busstationen i Warkworth. Det lykkedes mig ikke at få et lift, så jeg gik op til det sted, hvor jeg var blevet hentet i bil i torsdags. Fem kilometer op ad bakke på Statehighway 1. En brutal start på dagen.

Jeg gik helt op til parkeringspladsen, så enderne ‘hang sammen’. Nu havde jeg taget besværet med at komme tilbage, så kunne jeg lige så godt gøre det ordentligt.

Fra Dome (km 505) krydsede ruten SH1 og fortsatte ad en grusvej på den anden side. Det var en fredelig formiddag. Ingen biler og ingen andre vandrere. Turen gik af grusveje og nedlagte overgroede veje op mod Moir Hill. Det var ganske behageligt.

Omkring klokken tolv skulle jeg dreje ind over et område, som var privat. Jeg skulle passere nogle folde med dyr. Der kom der en mand gående. Jeg spurgte, om han ejede jorden, hvilket han bekræftede. Jeg takkede han for, at han lod ruten passere hans grund, og det hele endte med, at jeg blev inviteret på kaffe på deres dejlige terrasse. Deres historie lignede den jeg hører tit: Oprindeligt fra UK, men har boet i New Zealand i 35 år.

Jeg nåede toppen af Moir Hill (km 521) ved halv tre tiden. Nu gik det nedad igen. Ad en smal sti langs et hegn. Ved firetiden passerede jeg en fin lille teltplads, som en lodsejer stillede til rådighed.

Der kom flere korte regnbyger på turen i dag. Det resulterede i en flot regnbue sidst på turen.

Jeg valgte at fortsætte til Puhoi, som lå en times tid længere fremme. Inden selve landsbyen ligger Puhoi Tearoom, som er en café. Ejeren stiller baghaven til rådighed som teltplads for TA’erne.

Den nordlige del af ruten ved km 527 – den er lukket!

Nu ligger jeg i mit telt og slapper af. I morgen skal jeg spise stor morgemad på caféen. I dag var caféen mandagslukket. Den flinke ejer tilbød dog alligevel at lave mad til mig i dag. Jeg afslog og fik ryddet lidt op i madbeholdningen.

Inde i caféen ligger der en bog, som teltliggerne indskriver sig i. Jeg kan se, at der var en stor gruppe af mine vandrevenner her i fredags. Nu er jeg præcis de tre dage bagud, som jeg brugte på turen til Auckland.

Der overnatter to andre vandrere ved Puhoi Tearoom i dag. Det er nye ansigter for mig. Det må være TA’ere, som hidtil har været cirka tre dage bagud i forhold til mig.

Dag 28, Km 505 til 532 (plus turen fra bussen til km 505)

TA, dag 27, Auckland, zero

Skriv et svar

Jeg tjekkede ud fra United Auckland klokken ti i formiddags. Jeg havde sovet i en lille hybel med eget bad og minikøkken. Selvom værelset mindede lidt om en slidt kollegiebolig i København, så føltes det som den vildeste luksus. Sengen var stor og ren, og jeg sov dejligt. Dog ikke så mange timer, som min krop bad om.

Jeg dryssede lidt rundt i kvarteret, og gik hen og tjekkede det sted, hvor jeg skal med bussen i morgen.

Turen til Auckland ser sådan her ud i min Garmin Explore App. Gul ring: Warkworth, hvor jeg stod på bussen i fredags. Rød ring: Auckland centrum, hvor jeg er i dag. Turkis ring: Manurewa og Wiri – sydlige forstæder. Her overnattende jeg fredag og var på kursus lørdag. De lige streger afslører, at jeg er blevet transporteret. I morgen skal jeg tilbage til Warkworth med morgenbussen klokken halv syv.

Fra busstationen gik jeg videre til dagens logi. Jeg havde fundet et godt tilbud på Booking.com. Endnu en studiolejlighed, men i en anden prisklasse: Barclys Suites.

Jeg tjekkede ind klokken halv tolv, selvom der stod klokken femten i min bekræftelse. Værelset er skønt. Her er alt. Du kan komme med på rundvisning på min Instagram/Facebook profil. Jeg har dog lige opdaget, at der åbenbart er begrænsninger på, hvor lange videoer, man kan lægge op. I den del, som ikke er kommet med, jubler jeg over vaskemaskinen, som har indbygget tørretumbler. Det er en maskine, som kan få alle mudrede vandrere i godt humør. Og jeg skal ikke stå i kø! Jeg har vasket ALT, som kan tåle vand!

Aftensmaden står i køleskabet og internettet fungerer uden afbrydelser. Jeg slapper af med udsigt til tørrestativet i stuen. Der bliver heller ingen sightseeing i dag. Til gengæld har jeg gået styr på det meste af planlægningen af turen fra Warkworth til Auckland. Denne gang til fods.

Jeg har lavet 500 kilometer tjek af mine støvler. De er i præcis så god stand, som jeg havde forventet. Deres robusthed var en væsentlig grund til, at jeg valgte at gå i dem. Jeg har allerede mødt én vandrer, som havde hul på siden af en sko og slidskader på sålerne. Foreløbig klarer mit grej sig godt.

I formiddags spiste jeg brunch på Federal Delicatess, hvor jeg også spiste i går. Jeg fik ‘friske grønne blade’ hvilket var en sand fryd. Klatten på toppen var et pocheret æg.

I eftermiddags spiste jeg frisk avocado med friskpresset citron og et hårdkogt æg og drak appelsinjuice. Fem kokkehuer til mig! Mad lader til at være en af de få ting fra byens mange butikker, som jeg synes, at jeg har brug for.

Sky Tower ser ud til at være omdrejningspunktet for mit ophold i Auckland. I dag er jeg kommet tættere på. Jeg må se, om der bliver kræfter til et besøg i tårnet næste gang jeg kommer forbi.

TA, dag 26, Manurewa og Riversafety

2 svar

Det lykkedes mig at komme med et tog til Manurewa i går. Her blev jeg forkælet af Rona og husets søde børn. Jeremy var på arbejde. Jeg sov i stuen, fordi vejrudsigten lovede regn. Familien har ofte TA’ere overnattende i telt i deres have, men jeg var blevet opgraderet.

I formiddags var jeg med Jeremy i Auckland Botanic Gardens. Det var tydeligt, at han kendte både haverne og TA’s ruteføring godt. Han viste mig en god del af de områder, som TA ikke vil føre mig igennem, når jeg kommer gående gennem Auckland om en uges tid. Jeg fik udpeget både dette år og sidste års rute. Haverne er et af de steder, hvor der er ændret i ruten i år.

Jeremy har selv gået TA på Nordøen i etaper, og på et tidspunkt vil han også gå Sydøen.

Jeremy kørte mig til mit kursussted, hvor løjerne startede klokken 14. De første jeg mødte var Peder og Solveig fra Danmark. De starter fra Cape Reinga på mandag.

Kurset indeholdte både teori og praksis. Det var virkelig lærerigt, og jeg vil anbefale alle, som vil gå TA, at deltage i et tilsvarende kursus. Vector Wero Whitewater Park i Auckland havde et bassin, hvor de kunne skrue op og ned for vandgennemstrømningen. Det var genialt. Vi prøvede at passere floden både alene, parvis og i hold og til slut flydende med rygsæk på. Det sidste er den øvelse, som man håber, at man aldrig får brug for!

Nu er jeg tjekket ind på et hotel i Auckland. Jeg var heldig at få et lift ind til centrum med en kursusdeltager, som bor i Auckland.

TA, dag 25, Auckland

Skriv et svar

Det her er hårdere end at gå!

I morgen skal jeg på Riversafety kursus syd for Auckland. Jeg har derfor taget den populære Intercitybus fra Warkworth til Auckland.

Jeg ankom i centrum af Auckland ved frokosttid og styrede direkte ind på den første rimelige frokostrestaurant.

Nu sidder jeg på en togstation og venter. Det første tog var aflyst. Jeg syntes ellers lige, at det gik godt med at finde rundt. Jeg har købt et HOP kort, som svarer til et Rejsekort. Jeg skal til forstaden Manurewa, hvor venlige mennesker har inviteret mig inden for. Det bliver møgvejr i weekenden.

I morges havde jeg lidt tid tilovers. Bussen afgik 10:50. Jeg fik spist morgenmad, tørret al mit grej, opladet udstyr, spist og vinket til de andre TA’ere, som skulle videre.

TA, dag 24, til Dome (km 505)

2 svar

I aftes nåede mit tøj ikke at tørre. Selv var jeg klistret og fugtig, men der var ikke tid eller faciliteter til at ændre på det. Jeg tog tørt tøj på til natten, og smed det meste af det våde tøj ned i soveposen. Det var ikke optimalt, men det gjorde det mindre ubehageligt at tage tøjet på igen i morges.

Det har været en hård, men flot vandredag. Ti timer var jeg undervejs. Det føltes som om, at det gik op ad 75% af tiden. Jeg blev meget taknemmelig for den hurtige beslutning om at tage den nederste del af bakken allerede i går. Ellers var det nok blevet en tolvtimers vagt.

Teltlejren i går var på den anden side af huset

Jeg stod tidligt op og forlod pladsen klokken halv syv. Efter halvanden time var jeg nået op på toppen af Mount Tamahumga. Her var der en helipad, hvor jeg holdte pause og spiste morgenmad. Der kom et par TA’ere forbi, og vi fik en lille snak.

Efter pausen gik jeg længere op og kom til sidst ud på en vej, som jeg fulgte en times tid.

Den næste hurdle var Dome Forest track. Der var igen mange højdemeter, smalle mudrede stier og nu også passager med store sten. Jeg skulle også passere floden. Heldigvis var vandet lavt.

Det føltes stadig som om, at det stort set kun gik op ad. Der var super flot, men det var hårdt arbejde.

På den sidste kilometer fladede det lidt ud, og det blev nemmere at gå. Der blev tid til at holde øje med, hvornår jeg rundede rutens 500-kilometermærke. Kig godt på tallene på mine skærmprint. Det lykkedes at forevige det. Der var desværre ikke overskud til at fotografere nogle af de værste forhindringer på turen.

Der hvor Dome Forest track blev til en almindelig sti, stod dette flotte advarselsskilt. Mon det er med vilje, at der ikke stod et tilsvarende skilt i den ende, hvor vi startede?

Samme sted var der en fin udsigtsplatform. Vi var stadig højt oppe.

En halv time senere var jeg fremme ved parkeringspladsen ved rutens slutning. Vi var seks, som skulle overnatte hos en familie i Warkworth. Tre af dem var nået frem før mig. Jeg havde hilst på flere TA’ere i løbet af dagen. Dagens vært var klar med bilen, så vi smuttede med det samme.

Vi er blevet forkælet her i familiens hjem i byens sydlige ende. Vi er tre telte i haven og to vandrere sover indendørs. Familien inviterede på top lækre hjemmelavede pizzaer, så alle er mætte. Vi har været i brusebad og mit tøj hænger nyvasket på stativet under halvtaget. Jo, de er i sandhed “trailengels”. Engle, som gør livet lettere for vandrerne på Te Araroa. Kontaktinformationerne finder man i trail-appen. Vi fik også tid til at snakke lidt om dagens tur. Alle var enige om at det havde været en flot og hård dag.

TA, dag 23, til Pakiri (Rodney rd)

Skriv et svar

Det har været en lang og begivenhedsrig dag. Jeg fornemmede fugt i luften i morges, så jeg skyndte mig at flytte alt mit gear ind under halvtaget foran køkkenet. Der kom dog ingen regn.

Dagens første afdeling var en times gang fra Mangawhai Heads til Mangawhai (by). Turen bød blandt andet på en skøn boardwalk gennem mangroven. Den var opført af frivillige. Tak for den!

I Mangawhai holdte jeg en lang pause med kaffe og is. Butikkens ejer forærede mig kaffen, fordi jeg gik ‘The long walk’. Jeg købte et par godbidder til senere, men jeg syntes alligevel, at det var en flot gestus.

Efter byen, som havde virkelig mange butikker, gik turen igen ud til stranden. Der var mindst et par timers gang. Desværre gik jeg det meste af tiden på en bred grusvej, hvor der blev kørt rigtig stærkt. Det støvede rædsomt. Mine øjne blev store som tekopper, da jeg spottede skiltet med hastighedsbegrænsningen. Bilerne måtte køre 100 kilometer i timen!

Strandturen var lang. Meget lang. Jeg skulle krydse et par vandløb. Det gik uden problemer. Jeg kom også over en stor klippeknold ved navn Te Arai. På begge sider af knolden var der parkeringspladser, som blev brugt af de mange surfere, som færdedes i området omkring pynten.

Strandområdet var en slags naturpark – Te Ārai Regional Park. Her yngler nogle sjældne terner, som der bliver passet godt på. Vandrerne skulle blive nede i området med vådt sand. Klitterne tilhørte enten fuglene eller private grundejere.

Dagens mest tidevandsafhængige forhindring var Pākiri River. Den kunne kun krydses ved lavvande. Vi var derfor et par vandrere, som ventede et stykke tid på stranden. Krydsningen gik fint, og på den anden side af floden fandt vi campingpladsen.

Her blev vi gennem hegnet orienteret om, at vi godt kunne overnatte, men at der var et andet sted fire kilometer længere fremme. Måske var det damens attitude, der afgjorde det. Vi fortsatte. Et par kilometer på en grusvej, og så tre hårde kilometer op ad en bakke med knoldet græs og buske. Jeg fulgtes med to yngre vandrere og tempoet var højt. Da vi kom op på bakkekammen var jeg gennemblødt af sved.

Ved ankomsten viste det sig, at der var mange telte allerede. En del af dem tilhørte vandrerere, som havde været med i minibussen fra Hone Heke Lodge den 1. oktober sammen med mig. Det var hyggeligt at se dem, og der var meget snak på kryds og tværs. Solnedgangen viste sig fra sin flotteste side. Den have, som vi ligger i, har en flot udsigt ned til bugten, som vi kom fra.

TA, dag 22, til Mangawhai Heads

Skriv et svar

Jeg stod tidligt op, for jeg havde planlagt en lang vandredag. Teltet var plaskvådt af dug. Morgenhimlen var orange og flot. Da jeg kom ned på stranden så havet ud som om, at det var ved at fordampet. Der hang en hvid tåge.

Jeg gik en lille time på stranden. Der var skønt og sandet var godt at gå på. Efter tre kilometer svingede ruten ind i landet, og efter i alt syv kilometer var jeg i Waipū.

Ja, der er jo ingen grund til at spare på høflighederne. Skiltet koster det samme.

Her lokkede en café på det første hjørne. De havde alskens lækkerier. Jeg bestilte en omelet, en kaffe og en juice. Det var en god investering, for omeletten var stor og lækker.

Efter maden kaldte maven på en middagslur, men den fik afslag. Jeg skulle videre. Ud af byen og seks kilometer mod syd. Så gik det op mod Langsview Track. Det gik stille og roligt men meget konsekvent opad de næste syv kilometer. Omtrent på toppen lå der en fin lille teltplads med en fantastisk udsigt. Den er etableret på privatejet jord ligesom en god del af dagens rute var. Jeg nøjedes med en god pause. Fik tørret mit telt og hvilet mig lidt på græsset.

Måske skulle man købe en grund med udsigt?

Efter pausen gik jeg videre af ruten, som efter nogle kilometer skiftede til en labyrint mellem diverse kvægfolde. De var heldigvis tomme i dag. Det skortede ellers ikke på advarsler om, hvem man kunne møde derinde (“livestock- inkluding bulls”). Det gik igen heftigt op og ned.

Nu sendte ruten mig for alvor nedad og ud mod vandet igen. Det passede heldigvis fint med tidevandet for ruten sluttede af med en strandtur af den slags, som ikke kan gennemføres ved højvandet (Mangawhai Cliffs walkway).

Jeg ankom til campingpladsen i Mangawhai Heads kvart over fem. Det var fint. Strandvillaen kom hurtigt op, og jeg smuttede i køkkenet og tilberedre en pastaret. Der blev også tid til et varmt brusebad og lidt snak med de to andre TA’ere, som dukkede op.

Det har været en dejlig vandredag. Igen med tørre fødder! Vejret var fint. Overskyet en del af dagen, hvilket var behageligt.

Jeg er nået til km 450 på Te Araroa. Det betyder, at jeg er færdig med den første sektion, som er Northland. I morgen tager jeg hul på Auckland. Det er da stort! Fanfaaaare!

Til verdens bedste postbud

Skriv et svar

Ja, for han læser altså med her. Det ved jeg.

Det ærgrer mig, at jeg ikke lidt tidligere kom i gang med at fotografere postkasser. Oppe i distriktet længst nord var de helt skøre. Alle mulige størrelser og placeringer. Det var aldrig gået i Danmark!

Efter at jeg ankom til Whangarei District, er der tydeligvis kommet mere orden på dem. De er mere ensartede i størrelsen og pænt placeret ud mod vejen.

Landposten kører jævnligt forbi i bil, og mon ikke han er godt tilfreds med den her stribe, selvom der er en farlig uorden i numrene?

TA, dag 21, til Uretiti Beach Campsite, km 415

Skriv et svar

I dag er jeg på ferie. Sådan føles det i hvert fald. Dejligt vejr, dejlig sejltur, behagelig vandring, mad og en kort etape.

Vi startede klokken otte i Reotahi Bay, som ligger på den halvø, som hedder Whangārei Heads. Vi var fire, som sammen havde bestilt en vandtaxi til at sejle os over til Marsden. Vi stod på havnen og spejdede ud over vandet, da vores båd kom kørende ned ad gaden.

Det var genialt, for han bakkede bådtraileren ud i vandet med os siddende i båden. Ingen våde støvler i dag. Turen gik hurtigt, og vi var klar til den næste strandtur. Desværre igen en strand med løst sand.

Efter 6-7 kilometer var det tid til at dreje ind i landet. Jeg ville forbi butikkerne. Da jeg nåede der hen var det første jeg så et bageri, som også solgte take-away. Det blev til en stor morgenmad nummer to. Appetitten er i top. Jeg er nok lidt bagud med kalorierne. Det blev også til en tur på apoteket. Nu fik jeg endelig købt sololie til mine ben. Solen tager hårdt fat her.

Jeg vandrerede opmuntret fem-seks kilometer til Ruakākā Beach, hvor jeg tog en pause i skyggen, før jeg igen skulle ned på stranden. Under pausen var der en mand fra et mobilehome, som kom og sagde goddag, og forærede mig et æble. Nu er der ofte nogen, som henvender sig og spørger, om jeg går ‘den lange rute’. Det er hyggeligt.

Strandtur nummer to var dejlig nem. Tidevandet var ved at trække sig tilbage, og sandet var fast at gå på. Dagens camp viste sig at være kæmpe stor. Vejret er skønt, og vi slapper af (og skriver dagbog). Der er drysset flere TA’ere ind på pladsen. Også nogle, som jeg ikke har set i lang tid.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Kategoriarkiv: TA Dagbog

TA, dag 29, til Red Beach (km 551)

TA, dag 28, til Puhoi (km 532)

TA, dag 27, Auckland, zero

TA, dag 26, Manurewa og Riversafety

TA, dag 25, Auckland

TA, dag 24, til Dome (km 505)

TA, dag 23, til Pakiri (Rodney rd)

TA, dag 22, til Mangawhai Heads

Til verdens bedste postbud

TA, dag 21, til Uretiti Beach Campsite, km 415