Kategoriarkiv: TA Dagbog

Daglige opslag fra Te Araroa

TA, dag 39, til Ngāruawāhia (km 755)

Søvn er et vidundermiddel. Min logi var ydmygt, men der var en god seng, og hytten havde gardiner. Jeg vågnede udhvilet og tilfreds i morges, og kunne til min store overraskelse konstatere at klokken var syv. Uden for var det lyst, men gardinerne sørgede for, at jeg ikke blev vækket af solen. Kroppen var som ny. Klar til en ny dag på TA.

Jeg drak to kopper kaffe – af en rigtig kop – og spiste morgenmad af en rigtig skål. Fine forhold. Klokken var over ni, da jeg forlod campingpladsen.

Først skulle jeg tilbage af broen over jernbanen og over floden for at komme tilbage på ruten. På vejen mødte jeg en ung norsk TA’er. Vi fulgtes ad til starten af Hākarimata Walkway. En tur på cirka seks kilometer.

Hākarimata Walkway var en skovtur på cirka ni kilometer. Først op ad en masse trapper, så otte kilometer ad en snoet sti mellem træer og buske. Underlaget var mest rødder og jord eller mudder. Det gik lidt op og ned hele tiden. Hastigheden lå på to kilometer i timen hele vejen. Ruten sluttede med en stejl nedstigning og endnu flere trapper. Der var kauritræer i skoven, så støvlerne skulle renses og sprøjtes igen.

Der var flere flotte udsigtspunkter. Både mod nord og mod syd. Det var sjovt at kigge ned og genkende søen ved campingpladsen, floden og broerne.

Der var dejligt i skoven. Grønt og frodigt. Fuglsang.

Klokken tre var det blevet tid til et lille smil over 25% gennemført TA.

Lige før nedstigningen var der en helipad og et udsigtstårn. I tårnet var der vise ord og tørre facts om ruten. Zoom godt ind – også på det gule skilt.

Der kom en kondiløber prustende, da jeg stod i tårnet. Og én til. Og flere. På hele turen ned mødte jeg motionister. Tykke og tynde. Store og små. Det var simpelthen her de gav den gas! Ren tortur.

I Ngāruawāhia skulle jeg overnatte i haven hos en trailengel. Hun sms’ede, at hun ikke var hjemme i weekenden, men at der var fire unge franske piger, som housesittede, og som ville tage sig af mig.

Det viste sig at være fire søde woofere. De hjælper værtinden med havearbejdet og får kost og logi til gengæld.

TA, dag 38, til Huntly (km 736)

Skriv et svar

Der var meget motorstøj og larm, der hvor jeg sov i går. Måske var det den sporadiske nattesøvn, som var anledningen til, at jeg tjekkede vejrudsigten for Mount Pirongia. Turen op og ned på Pirongia er teknisk svær, og den er endnu sværere, når det har regnet. Vejrudsigten lovede heftig regn på tirsdag, hvor det var planen, at jeg skulle gå der op.

Mit bedste løsningsforslag var at tage en lang dag i dag, så Pirongia er på dagsordenen allerede på mandag. Det så ud til, at det ville regne i dagevis, så det er bare med at komme afsted.

Jeg snuppede derfor en Marathon+ i dag. Når jeg ikke kunne deltage i den i Auckland, så kunne jeg da arrangere min egen marathon. Nu er jeg på en fin lille campingplads ved Lake Hakanoa i Huntly. Jeg har lejet en lille hytte for den beskedne sum af 30 NZD (under 150 kroner). Det er fint, for jeg trænger til at hvile benene. Særligt venstre fodsål piver lidt. Den kan godt mærke, at huden er ny (efter vablerne på 90 Mile Beach).Der er der vist også noget med fodstillingen efter tåoperationen i februar. Jeg tror, at der kommer meget tryk på min trædepude. Tåen kan ikke rigtig tage fra.

Dagens første forhindring var Whangamarino Track. Det er de tre kilometer, som fører TA fra motorvejen ved Mercer og ud i det åbne land. Det lille stykke får fæle kommentarer med på Facebook. Det pæneste ord jeg har læst er ‘karakterdannende’. De er mange, som farer vild i flere omgange.

Indgangen til sporet så spændende og tilforladelig ud.

Det var da også et anderledes stykke TA. Det var svært at følge afmærkningerne, men jeg var heldig at komme den rigtige vej igennem. Til gengæld var der stejlt og dårligt underlag, så det gik langsomt. Jeg brugte 80 minutter på det stykke, som beskrives som 45 minutter.

Nu fulgte en tur under jernbanen og under to store veje. Lav vandstand gjorde det ukompliceret.

Hovedparten af turen fulgte Whangamarino Wetlands Track og Waikato River. Det første stykke var kedeligt, men resten var grønt og fint og med jævnligt udsigt til Waikato River. Den var stor og flot.

Der var nogle bøvlede passager, men det meste gik af en græssti på et dige. Jeg besøgte kalve, køer og to kæmpe tyre, som heldigvis holdte sig i ro.

Jeg hilste på flere TA’ere på turen. Både nye og gamle. Hvor de gik hen ved jeg ikke. Der er kun én ud over mig her på campingpladsen. Jeg fandt en Garmin inReach på stien tidligt på dagen. Et hurtigt opslag i Whatsapp gruppen ‘lost and found TA’ satte mig i kontakt med ejeren. Han blev glad!

Jeg ankom til Rangiriri omkring halv tre. Det lykkedes mig at bestille frokost på caféen inden lukketid. Det smagte dejligt. Jeg ladede min telefon op, og det føltes som om, at mine egne batterier også blev fyldt. Efter pausen havde jeg ny energi.

Jeg manglede nu 16 kilometer til campingpladsen i Huntly. På papiret skulle jeg gå fra kvægfold til kvægfold langs en vej. Jeg havde fået nok af tyre og bulet græs, så jeg valgte at gå I vejsiden.

Det var nemt. Der var rimelig god plads og det var let at overskue trafikken. Efter tre timers koncentreret indsats kunne jeg begyndte at kigge efter den bro, som skulle føre mig over Waikato River. Den skulle være ved jernbanen.

Den var ikke svært at finde for pludselig gik bommene ned foran mig. Kiwi Rail! Jeg drejede til venstre, besøgte en kiosk og fandt campingpladsen.

Udsigt over Waikato River. Klokken var blevet syv.

TA, dag 37, til Mercer (km 695)

Skriv et svar

Lynley inviterede på morgenmad og delte gavmildt ud af tips om Te Araroa. Det var dejligt at få informationer fra en person, som selv havde gået hele turen. Klokken otte kørte vi tilbage til Bombay, hvor vi blev sat af på ruten.

Dagens første kilometer bragte mig til det sted, hvor ruten over Mount William startede. Det føltes som at komme tilbage til naturen. Pludselig var alt grønt og roligt igen.

Mount William Walkway er etableret på privatejet jord. Bjerget er 373 meter højt og ruten bugtede sig fint rundt og opad i fårefoldene. På toppen var der radioudstyr og en rigtig flot udsigt. Det var en dejlig tur, og jeg mødte flere lokale, som var ude på morgentur.

På den anden side af den store bakke styrede ruten ud mod Statehighway 2. Det var nødvendigt at gå et par kilometer langs den store vej for at komme til den næste fine rute, som var Mangathawhiri River trail.

Efter Sh2 gik ruten ind over et stort landbrug. Der var køer i alle størrelser. Pænt ordnet efter størrelse og køn. På det fjerde billeder her under går der en uendelig række af køer. Måske havde de været forbi malkemaskinen. De så meget målrettede ud.

Den sidste vej på landbruget bragte mig ned til Mangatawhiri River. Her var der kryds-floden-sjov og en lang gåtur i højt græs oppe på et dige.

Der var fint og stille og dejlig varmt. Jeg holdte en pause i græsset, og jeg var tæt på at falde i søvn. Ved slutningen af diget varslede en lastbil, hvordan de næste kilometer ville blive. Det støvede, når de kørte forbi med de store køretøjer læsset med hø.

Dagens eventyr var ikke forbi. Jeg krydsede min første jernbane og lige da jeg ‘klikkede’ for at tage et billede varslede lamperne at toget var på vej. Kiwi Rail!

Dagen sluttede med et snørklet stykke langs Sh1. Ankomsten til Mercer var som at komme ind i en stor motorvejssløjfe. Vi er en del, som camperer bag pubben tæt ved vejene. Der kommer hele tiden nye ansigter. Nogle tomler og andre går langt. Det er et ret mærkværdigt sted at campere, men det fungerer. Byens huse ligger vist længere oppe, men forsyningerne er her.

Det har været en dejlig vandredag og om lidt skal jeg have lammegryde! Jeg er færdig med Auckland sektionen. I morgen tager jeg hul på Waikato.

Dagens rute – fra mit ur

og fra MapsMe

TA, dag 36, til Bombay (km 672)

Skriv et svar

Det er forbavsende så få billeder jeg har taget i dag. Det skyldes nok, at det har været en dag uden store begivenheder.

Jeg sov godt i villahaven i Conifer Grove i nat. Jeg vidste, at jeg ikke havde travlt i dag, så jeg tog den med ro i morges. Klokken halv ni sagde jeg farvel til mine værter, og drog ud i det gode vejr. Jeg gik et par kilometer ad fine cykel- og gangstier mellem villavejene. Der var mange børn, som var på vej til skole. De havde alle sammen skoleuniform på.

Jeg skulle ud på ‘Southern Parth’, som var en kombineret cykel- og gangsti, der løb langs den sydlige motorvej. Belægningen på stien var god, og der blev passet ordentligt på os. Larmen ignorerede jeg. Der var fine udsigter til mangroven og ruten krydsede over vand et par gange. Cykelstierne begyndte for alvor at dukke op i går. Jeg har da også set enkelte cyklister, men der er langt imellem dem.

Ruten bragte mig til den lille by Drury. Jeg gik ind på apoteket og købte en næsespay. Høfeberen har meldt sin ankomst. Pillerne havde jeg allerede anskaffet.

Der lå en café i Drury. Jeg købte lidt mad og en kop kaffe. Desværre var lokalet kedeligt, og der var ikke mulighed for at oplade mobilen. Jeg prøvede derfor også byens anden café, men resultatet var det samme. Der var masser af lækre kager og sandwich og god kaffe, men et trist lokale med halvdårlige stole. Besøget blev kort.

Efter Drury skiftede ruten karakter. De veje, som jeg fulgte, var blevet mindre. Pludselig var jeg i et industrikvarter. Og pludselig var det væk igen.

Jeg var på udkig efter et godt sted at holde en lang pause. Det kom bare ikke, så det blev kun til små stop.

Landskabet var blevet mere kuperet, og ved to-tiden nåede jeg frem til dagens sidste bakke. Den var til gengæld lang. Den førte op til landsbyen Bombay.

Jeg havde en aftale om at overnatte hos en dame, som selv har gået TA. Hun havde advaret mig om, at hun ikke var hjemme før klokken fire eller fem. Jeg var løbet tør for vand, så jeg gik ind til skranken på byens skole. En venlig dame fyldte min flaske med koldt drikkevand.

Dagens værtinde sms’ede og bad mig om at gå ned til serviceområdet ved motorvejen. Det var en kilometer nede af en bakke. Dér ville hun hente os klokken fem. Der var altså andre end mig på vej, og værtinden boede åbenbart ikke i selve Bombay.

Nede i serviceområdet lå der mange butikker. Jeg købte en bakke sushi til aftensmad og noget chokolade til turen i morgen. Efter et stykke tid dukkede der en svensk TA’er op. Det var en af de tre unge mænd, som jeg hilste på i går. Kort efter dukkede en ung englænder op. Ham havde jeg ikke set før. Han gik vist lange dage. Klokken fem ankom værtinden, og vi kørte ud til familiens hus, som ligger ude på landet. I morgen klokken otte kører hun os tilbage til Bombay.

Jeg er installeret i et gæsteværelse i en ekstra bygning på grunden. De unge mænd har fået hver deres værelse i hovedhuset. Værtinden hedder Lynley. Hun har givet mig lidt informationer om de kommende dage på ruten, og vi har snakket lidt om vores oplevelser på TA. Hun er meget engageret i TA. I morgen skal hun hente to vandrere på Pirongia Mountain. Den ene er kommet til skade med knæet, og de skal begge være hos Lynley til de er klar til at vandre igen.

Sådan ser dagens track fra mit ur ud.

Og her kommer MapsMe.

Fra Conifer Grove til Bombay. Fra kilometermærke 651 til 672, men i praksis en gåtur på 25 kilometer.8

Lige nu befinder jeg mig fem kilometer sydvest for Bombay.

TA, dag 35, til Conifer Grove (km 651)

Skriv et svar

I dag har jeg gået fra km 618 til km 651. Jeg er dog lidt uden for ruten, men km 651 er det nærmeste mærke. Det er derfor nærliggende at tro, at jeg har gået 33 kilometer. Men den regnestok fungerer sjældent. Mit ur målte turen til 37,5 kilometer.

Turen udgik fra den naturskønne Ambury Park. Roen varede ved i et par timer. Efter otte kilometer holdte jeg en dejlig pause og spiste morgenmad.

En barrikade fra et ‘slag’ om de grønne områders fremtid. Jeg tror, at ‘de grønne’ vandt.

Da jeg nærmede mig lufthavnen var freden forbi. Der kom særligt ét stykke vej, som var virkelig træls. Vejen var smal og uden ekstra plads i siden. Der var meget trafik og rigtig mange lastbiler. I området foran lufthavnen lå der en del butikker. Jeg snuppede en cafépause.

Her en bid møgvej uden biler og sving. Der var ellers rigeligt af begge dele.

Resten af dagen var overvejende fortove langs store veje. Det blev dog også til en tur langs Puhini Stream og et gensyn med botanisk have. Dér var stadig dejligt.

Omkring klokken fire svingede jeg væk fra en stor vej og ud i et villakvarter. Her har venlige mennesker ladet mig campere i haven. Jeg har været i brusebad og tøjet har været i vaskemaskinen.

Bemærk det grønne bed til venstre for teltet.

Jeg supplerede aftensmaden med broccoli fra værtens have 🙂

Der kom også en anden nyhed på menuen: tørret kød. Det var heftigt krydret, men smagte fantastisk godt.

Dag 34, til Ambury Park (km 618)

Skriv et svar

Efter en dejlig rolig nattesøvn var det tid til at forlade Auckland. Jeg satte kursen mod det sted lige efter Auckland Domain, hvor jeg forlod ruten i fredags. Det skulle spare mig for et par kilometer, men jeg fik vist forkludret det så meget, at gevinsten forsvandt. Jeg skulle krydse nogle meget store veje, og det var lidt forvirrende.

Jeg skulle færdiggøre det stykke, som hed Coast to Coast Walkway. Det begyndte der, hvor jeg kom ind med færgen i torsdags, og det sluttede ved en bro i eftermiddags.

Dagens første milepæl var Mount Eden. Et af områdets mange vulkankratere. Vulkanen er 146 meter høj, så det gik op ad bakke. På vejen op havde venlige sjæle placeret en kombineret café og udstilling. Det passede perfekt. Kaffe, kage og noget tekst og en film, som uddybede, hvad det var, jeg ville få at se.

Så var jeg klar til det sidste af bakken. Udsigten på toppen var imponerende og krateret havde flotte former og fint grønt græs. Selve krateret er helligt, så der må man ikke gå ned. Turen gik derfor rundt på kraterkanten på en fornem gangbro. Stedet bliver besøgt af en million gæster årligt.

Da jeg var kommet ned i gadeplan igen gik ruten i retning af One Tree Hill. Jeg skulle krydse ind over et af Universitets områder. Der var rærligt mange små stier og trapper. Jeg kæmpede med at finde rundt om et stort bygningskompleks, og var rimelig frustreret, da jeg pludselig så en vejviser. Uden den havde jeg aldrig gættet, at jeg skulle ned dér.

Jeg skulle også krydset et sted, som hed Melville Park. På kortet så det ud til, at jeg bare skulle krydse ind over et grønt område. I virkeligheden var der afmærket en rute rundt i kanten af plænen, og det var glimrende, for inde på plænen var der gang i en cricketkamp.

Kort efter nåede jeg til Cornwall Park. Den var stor, og den var godt besøgt. Det var søndag og solskin. I parkens ene ende lå One Tree Hill, som også er resterne af et vulkanudbrud. Ruten gik heldigvis ikke helt op til toppen!

Fra Cornwall Park gik ruten mod syd og forbi Onehunga Bay Reserve. Her var der søndagsaktiviteter for søspejderne.

Et par kilometer længere henne krydsede jeg først en bro over motorvejen og så en flot stor fodgængerbro til Mangare. Det blæser i dag, så hatten måtte søge ly i rygsækken.

På den anden side af vandet var der seks kilometer til teltpladsen. Det var en dejlig sti langs vandet, som sluttede i Ambury Park, som er grøn og stille. Her ligger dagens teltplads. Vandet er lige uden for, og fuglene pipper om kap.

Jeg har fået liv I trackingen på mit ur igen. Det her er jo en fornøjelse at se på.

TA, dag 33, zero i Sky Tower

Skriv et svar

I går aftes gik det op for mig, at balkonen under mit vindue, er det sted, hvor de unge på United Auckland fester. Der var snak og musik det halve af natten. Det lykkedes mig utroligt nok at sove fra en god del af det. Jeg besluttede mig alligevel for, at jeg ville nægte at sove i værelse 506 en nat til. Receptionen tog det pænt. Jeg blev tilbudt et andet værelse. Det var bare ikke klart endnu. Jeg pakkede rygsækken og stillede den i receptionen, mens jeg besøgte Sky Tower.

Nu er jeg tilbage på United Auckland. Receptionen ville vist være sikre på, at der ikke kom flere klager fra mig, for nu er jeg på 6. sal i værelse 604. Det tegner godt. Jeg er kommet så højt op, at jeg kan kigge ned i genboens svømmebassin.

I formiddags fik jeg efter en solid morgenmad styr på en god del overnatninger på strækningen efter Auckland. Det føles godt. Jeg fik også poset den indkøbte mad om. Nu har jeg poser med aftensmåltider, som er klar til tilberedning. (Det lød lige lovlig fint! Poserne er klar til, at jeg hælder kogende vand ned til tørfoderet.).

Kartoffelmospulver, chia frø, hampefrø og noget noget pulver chili con carne.

Nu var jeg klar til dagens ekspedition. Jeg ville besøge Sky Tower. En ordinær billet giver adgang til tre etager.

Jeg startede nederst. På dæk 51, som var en udsigtsplatform, så dæk 53, hvor der var en café med udsigt til Skywalk og til sidst dæk 60, som var Skydeck i 220 meters højde. 60 mindede om 51, men var lige lidt bedre!

Der var ikke overrendt i dag, så det var rimelig nemt at komme rundt ved vinduerne. Det var super cool! Jeg kunne se, hvor jeg var kommet fra og jeg kunne se et par af pejlemærkerne for i morgen.

Landgangen midt i billedet er North Shore, som jeg kom fra i torsdags. Færgen afgik fra den pynt, som er midt i billedet oven over det store fragtskib. Til højre på North Shore ses den bakke med forsvarsværket, hvor jeg kunne kigge over til Sky Tower og de andre høje naboer.

Det her er den retning (syd), som jeg skal gå i morgen. Hvis du zoomer ind, er der en grøn bakke til højre. Det er Mount Eden. Længere til venstre er der en mindre bakke med en høj obelisk. Det er One Tree Hill.

Jeg hyggede mig vældigt, og jeg tror, at det lykkedes mig nogenlunde at udpege den rute, som Auckland Marathon følger i morgen. Den begivenhed har jeg studeret for at være sikker på, at jeg ikke bliver spærret inde.

Der dukkede en vild oplysning op. Man må gerne deltage som fodgænger! Det må jeg simpelthen prøve en gang.

På dæk 51 blev jeg grebet af en trang til at gå på de stykker gulv, som var gennemsigtige. Det havde jeg aldrig troet, at jeg kunne få overtalt min krop til. Det tog lidt tid og et par forsøg med ‘en halv fod’. Men til sidst lykkedes det, og så tog jeg et par æresrunder med videoen tændt. Du kan se bedriften på Instagram og Facebook. På turen ned med elevatoren fra dæk 60 stod jeg på et stykke gennemsigtigt gulv og kiggede ned i elevatorskakten. Utroligt!

Uden for caféensvinduer var der gratis underholdning. To personer var på Sky Walk. De blev tilbudt at læne sig ud i selen. Han gjorde det og vinkede til publikum. Det var nemt at aflæse hendes mund. Jeg er sikker på, at hun svarede “no fucking way”! De fortsatte vandringen i 194 meters højde rundt til venstre.

Der kom også nogle Skyjumpere flyvende forbi vinduerne. De hænger i en anordning, som sikrer, at de ikke kommer ud af kurs, men det så alligevel faretruende ud.

Motorvejsbroen, som forbinder de to bydele, bliver lukket for biler, så løberne kan løbe over broen i morgen.

Tilbage på hotellet lavede jeg 600 kilometer eftersyn på mine støvler. De er hele og fine. Kun lidt misfarvning fra mudder afslører, at de har været på tur. Jeg har set flere, som er begyndt at kigge efter nyt fodtøj, så jeg er glad.

TA, dag 32, Auckland Domain

Skriv et svar

I dag skulle egentlig være en hviledag/zero. Jeg sov længe, spiste morgenmad og skiftede værelse. United Auckland skulle dog lige gøre mit nye logi rent først. Det lader til at komme som en overraskelse for dem hver gang! Sidst fik jeg en plade chokolade oveni undskyldningen. I dag måtte jeg nøjes med undskyldningen. Jeg var bare glad for, at jeg kunne rykke ind på værelset allerede klokken halv elleve.

Nu har mit ‘kollegieværelse’ igen eget badeværelse og minikøkken. Deres senge er overraskende behagelige, så jeg klager ikke.

En af mine vandrevenner, som allerede har passeret centrum anbefalede et besøg i drivhusene i Domain Wintergardens. Te Araroa går lige forbi dem. Jeg skulle også i Woolworth og proviantere og på jagt efter en campinggas. Jeg var i to outdoorbutikker i går. Begge havde udsolgt.

De tre ærinder kunne passende kombineres, så jeg tog den tomme rygsæk på, og gik mod nord mod havnen igen. Her lå Woolworth. Efter et længere besøg, hvor rygsækken blev halvfuld, så fandt jeg TA’s rute, og fulgte den mod syd. Det kunne sådan set være ligegyldigt, hvilken rute jeg tog gennem byen, men TA så hyggelig ud og vejret var godt.

Jeg passerede en del universitetsbygninger på vej mod supermarkedet, og endnu flere på vej til Domain Wintergardens. Studerende i samtale, en konference, et rum fulde af unge mennesker ved skærme, bibliotek osv. Det vækkede minder.

Et kort stykke inde i parken Auckland Domain fandt jeg en dejlig skyggefuld bænk, hvor jeg kunne spise frokost. Jeg havde købt rigeligt med mad, så kunsten var bare at få det arrangeret.

Efter pausen nåede jeg frem til Domain Wintergardens. Det var ikke særlig stort, men præcis så dejligt, som min vandreven havde beskrevet det. Der var to store drivhuse med en flot gårdhave i midten og desuden et område med træer og buske. Det ene af drivhusene var helt uimodståeligt. Jeg var inde og tage en runde tre gange. Duften af blomsterne var vidunderlig. Mængden af billeder afspejler min begejstring 🙂

Efter drivhusene gik jeg over til den tilhørende café og holdte en dejlig kaffepause i solen. Og se nu, hvad jeg opdagede, da jeg sad dér.

Jeg var nået til kilometer 600! Det stod der også i dagbogen i går, men det var fordi, at jeg var uden for ruten og km 600 så ud til at være det nærmeste mærke.

Jeg fulgte TA’s rute en lille bid længere, og så drejede jeg af mod Newmarket for at fortsætte jagten på campinggas. Der var vanvittigt mange butikker. Den første butik, som fangede mit øje solgte kunstartikler. Jeg måtte lige indenfor og dreje rundt. Uha, der var mange fristelser. Jeg fik hjemve et øjeblik. Savnede mine egne pensler og farver. Men man kan jo som bekendt kun være ét sted ad gangen.

Jeg gik videre til outdoor butikken Living Simply. Det var en flot butik, men de havde kun store dåser gas på lager. Da jeg stadig kun er på min første dåse gas, som er den lille størrelse, så fravalgte jeg at købe den store model. Det blev kun til to nye letvægtspløkker, noget kløestillende creme (til sandfluebiddene) og en lille pose tørret kød. Jeg gik videre til Bivuac Outdoor, og her var der held med gassen.

Til gengæld var gassen gået af mig. Min zero var blevet transformeret til ti kilometers gang. Jeg sprang på en bus, svingede mit HOP kort og kom næsten til hoveddøren for ti danske kroner. Genialt.

Kortet over Auckland bliver mere og mere forvirrende at se på. Jeg har forsøgt at tegne den gåede rute med violet og busturen med gult. Så fik jeg da malet lidt i dag!

TA, dag 31, til Auckland (km 600)

Skriv et svar

I morges vinkede jeg til min værtinde Ruth. Jon var allerede taget på arbejde. Deres gæstfrihed er stor. Hvis jeg har lyst, så kan jeg overnatte hos dem igen, når jeg kommer tilbage til Auckland.

Jeg gik tilbage til ruten, som var længere mod øst. Det var ikke nogen lang tur.

Jeg passerede endnu en gang et par pæne strande. For enden af den sidste, som hed Cheltenham Beach gik ruten op ad en del trin. Det var starten på opstigningen til North Head.

Oppe på bakken var der et gammelt forsvarsværk, og nogle nyere tillukkede bygninger.

Den store gevinst var udsigten. Jeg kunne se, hvor jeg kom fra, og jeg kunne se over til Auckland CBD (centrum/downtown).

Nede i bugten på den anden side af North Head gik jeg ind på en café. Det var et hipt sted, men kaffen var god. I dag havde jeg tid til at nyde pauserne. Det var dejligt. Jeg sad også lidt på en bænk og kiggede ud over Torpedo Bay. Kort efter ankom jeg til Davenport. Min vandring ad North Shore Coastel Walk var slut.

Næste stop blev færgeterminalen. Jeg skulle krydse Auckland havn, og det kunne ikke gøres til fods. Det viste sig til gengæld, at jeg kunne bruge det buskort, som jeg købte i sidste uge, og som kun havde været i brug én gang. Turen kostede 8 NZD (cirka 35 DDK). Jeg tjekkede ind og ud på samme måde, som på Rejsekortet.

Turen gik hurtigt. Da jeg kom over til Britnomart valgte jeg at gå til højre. Jeg ville gerne se Viaduct Harbour. Den var dog langt fra en stor oplevelse. Den havn kunne have ligget i en hvilken som helst storby. Dyre både og dyre barer og restauranter. Men jeg fik set den!

Jeg besøgte Saint Patrick’s Cathedral, som var lukket sidst jeg forsøgte.

Jeg gik i retning af mit logi og fik handlet lidt på turen. Jeg har et eneværelse med delt badeværelse på United Auckland. I dag var der desværre ikke flere af den type værelser, som har minikøkken og eget bad. I morgen skifter jeg derfor værelse. Det er simpelt, men det fungerer, og det er midt i centrum.

Sent i aftes ringede jeg til Garmins hotline i Danmark. Jeg har længe haft et problem med mit ur. Tidsforskellen er tolv timer, så det er ikke hver dag, at jeg er vågen, når de åbner. Den hjælp de kunne give mig var uanvendelig. Jeg valgte derfor at nulstille mit ur. Det tog tid, men jeg fik til sidst liv i uret igen. I dag har jeg forsøgt at optage en ‘vandre aktivitet’. Uret kan derfor måle, hvor langt jeg har gået, hvor mange højdemeter osv. Vi må se, hvor længe det virker!

Dagens tur var næsten 17 kilometer, hvoraf 3 var sejlturen.

TA, dag 30, til Belmont (km 591)

Skriv et svar

Det har været en forrygende dag (onsdag den 30. oktober) på TA. I morges vinkede jeg farvel til Sue og Andy i Orewa. Opholdet havde på alle måder været godt, så humøret var i top.

Det regnede temmelig meget i morges, men det var heldigvis stilnet af, da jeg gik ud klokken halv otte. Resten af dagen blev det kun til spredte byger.

Dagen startede med cirka fire timers gang til Stillwater og her efter en time mere til Dacre Point ad en snørklet lille sti langs vandet.

På turen mødte jeg engelske Ruth, som også havde kurs mod Dacre Point. Det var dejligt at se, at der var andre på ruten for ved lavvandet, som var klokken halv et, skulle vi krydse mundingen af Ōkura River (ved km 568,3).

Da vi nåede Dacre Point var der allerede ankommet to andre TA’ere. Det viste sig at være Marianne og Arnold fra Holland. De var med minibussen til Cape Reinga fra Kerikeri den 1. oktober. Jeg havde ikke set dem længe, så det var hyggeligt at få hilst på dem.

Ved Dacra Point holdte vi en pause. Læste noterne og kiggede efter de relevante pejlepunkter. Pynten, en bøje med orange trekant, et dødt træ og et stykke med grønt græs. Alle tjekkede tøj, sko, rygsækken, højder, tidevandskurver…….vi forventede, at vi skulle vade gennem vand, som var op til ‘lidt over en meter’ dybt.

Marianne og Arnold gik over først. Jeg fulgtes med Ruth. Det hele gik fint. Rygsækken, som var skubbet usædvanligt højt på på ryggen, klarede sig lige fri af vandoverfladen. Der var ingen mærkbar strøm, fordi det var præcis det laveste tidevand.

På den anden bred gik vi videre hver for sig. Jeg gik op over Long Bay Regional Park. Der var grønt og gode udsigter. Jeg satte kursen direkte mod en café i Torbay. Halvanden time senere kunne jeg drikke kaffe og spise en sandwich. Men der var langt endnu. Jeg havde forsøgt at finde overnatning i Torbay, men det var ikke lykkedes. Jeg skulle til Belmont, som lå fire timer længere væk.

Eftermiddagen gik med vandring langs nordkysten. Op og ned til forskellige fine strande. Ud og ind af dyre boligkvarterer. Forbi et par havne og mange fine strandparker. Den eneste ulempe var, at jeg jævnligt skulle ned af trapper eller stier. Ned til en strand for snart efter at skulle kæmpe mig op igen.

Takapuna – jeg skippede stranden og tog hovedgaden

Klokken kvart over seks var jeg fremme hos Ruth og Jon. Kort efter dukkede ‘den anden’ Ruth også op. Vi skulle begge to overnatte her. Det blev igen en dejlig aften. Værtinden inviterede på aftensmad og snakken gik lystigt. Vores værter både cykler og vandrer, så der var rigeligt at snakke om.

Der er allerede dukket mange Halloween udsmykninger op i gadebilledet. Men gad vide, om den her butik havde fået den forkerte kasse ned fra loftet.

Dagen blev så lang, at jeg har valgt at dele den på to skærmprint.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Kategoriarkiv: TA Dagbog

TA, dag 39, til Ngāruawāhia (km 755)

TA, dag 38, til Huntly (km 736)

TA, dag 37, til Mercer (km 695)

TA, dag 36, til Bombay (km 672)

TA, dag 35, til Conifer Grove (km 651)

Dag 34, til Ambury Park (km 618)

TA, dag 33, zero i Sky Tower

TA, dag 32, Auckland Domain

TA, dag 31, til Auckland (km 600)

TA, dag 30, til Belmont (km 591)