Søndag den 2. marts 2025
Jeg vågnede tidligt i morges. Da jeg kiggede over mod opholdsrummet kunne jeg se en håndfuld røde pandelygter. Alle teltliggerne var stået op. Det var stjerneklart, så jeg besluttede, at jeg også ville pakke sammen.
Ruten gik mod syd langs halvøens vestlige kyst før den drejede ind mod midten og op mod toppen af Bluff. Her efter gik det nedad til Sterling Point, hvor Te Araroa slutter. Det kunne være fint, hvis jeg kunne se solopgangen fra et af rutens høje steder. Jeg kom afsted omkring klokken halv seks, så jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne nå det højeste punkt før solen stod op.
Da jeg drejede væk fra hovedvejen var det bælgmørkt. Nu kunne jeg godt huske, hvorfor jeg sjældent har lyst til at vandre med pandelygte på. Det var simpelthen svært at finde ruten i mørket. Gruppen på ni vandrere var langt foran mig og jeg kunne ikke se dem.
Jeg fandt stien og gik ud mellem markerne. Et sted viste afmærkningen mig ned til vandet. Der var et hegn og jeg kunne ikke se, hvor jeg skulle gå. Der var sten og vand og det var mørkt. Jeg gik op igen og fortsatte af en lille markvej.
Jeg kom i den rigtige retning og efter en times tid begyndte det at lysne. Desværre var jeg på den forkerte side af bakketoppen i forhold til solen.
Nu var det lettere at gå. Jeg satte farten op og kom længere over på den anden side. Her sad gruppen af vandrere på et udsigtspunkt. De havde også opgivet at nå toppen før solopgangen.
Jeg hilste på dem og gik videre mod toppen. Det ville give mig mulighed for at nå op og måske nyde stilheden.
Da jeg drejede op mod toppen blev bevoksningen så tæt, at jeg ikke kunne se noget som helst. Klokken 7:22 hvor solen skulle stå op, var jeg nærmest i en tunnel.
Da jeg kom helt op på toppen var jeg alene. Der var vanvittigt flot og vidunderligt stille.
Jeg havde det hele for mig selv indtil jeg kunne høre gruppen af TA’ere snakke på vejen op.
Jeg begyndte nedstigningen kort efter i håb om, at der var stille ved Sterling Point. Der var en halv times gang.
Sterling Point er en parkeringsplads ved vandet, hvor der er et plateau med et skilt af samme type som det på Cape Reinga i den anden ende af landet.
Der var rimelig roligt, da jeg ankom. Et par motorcyklister svingede ind og vi tog billeder af hinanden. I løbet af kort tid blev der pludselig travlt. Der ankom biler, vandrere og løbere. Alle ville fotograferes foran skiltet.
Jeg rykkede lidt til side og bryggede en kop kaffe. Det føltes helt vildt stort, at jeg havde gennemført Te Araroa. Der føltes lidt uvirkeligt, at der ikke var flere etaper. Dejligt og trist på samme tid.
Fra Sterling Point fulgte jeg vejen ind til byen Bluff. Det var søndag og byen sov. Alt på nær supermarkedet var lukket. Én restaurant ville dog åbne klokken halv tolv.
Efter en tur op og ned af gaden satte jeg mig til at vente uden for restauranten. I løbet af kort tid kom de ni andre vandrere også. De var tjekket ind på et vandrehjem i nærheden.
Da restaurant åbnede, bestilte jeg en paua burger. Jeg valgte den, fordi pauamuslingen bor i den store flotte muslingeskal, som jeg slæber rundt på. Det bliver nok min eneste chance for en paua burger – ever!
Burgeren indeholdte paua-pate. Den var sær og sjov. En festlig afslutning på en eventyrlig tur.
