I morges var jeg klar til at blive kørt tilbage til ruten. Jeg havde bestilt shuttlebus til det sted, hvor jeg forlod ruten i torsdags. Da jeg blev sat af havde madvognen allerede åbent. Jeg gik ind og drak en kop kaffe og købte en ostebolle til turen.
Himlen så skummel ud, da jeg gik op ad Princhester Road mod Lower Princhester Hut, men faktisk holdte det tørt hele dagen. De første seks kilometer til hytten gik mellem marker med køer og får. Det var en passende nem opvarmning.
Efter Lower Princhester Hut blev ruten mere udfordrende. Turen gik gennem Takitimu Forest og op mod en saddel. Stien var på visse steder stejl, mudret eller beskadiget. Det gik fint, men ikke vældig hurtigt.
På turen op var der på et tidspunkt udsigt til en bakketop i nærheden. Den var indhyldet i dis. Det forklarede, hvorfor den sti, som jeg gik på blev mere og mere mudret, selvom jeg kom højere og højere op. Her kom fugten sikkert fra disen.
Efter sadlen gik det nedad igen. De første to kilometer gik stien gennem skoven. Så kom jeg til et mere åbent landskab, hvor jeg fulgte afmærkninger på pæle. Den første del var fornuftig, men der kom sektioner med mudder og med dynd. Græsset gav efter, når jeg trådte på det og nogle steder sank jeg i med hele foden. Der var flere små vandløb gemt i græsset. Det gik langsomt fremad.
Der var mange fugle på turen i dag. De sidste timer var der også mange sommerfugle. Det var hyggeligt.
Jeg ankom til Aparima Hut klokken kvart i fire. Her er faktisk to hytter. Den ene er ret udtjent. Der var ankommet fire vandrere, da jeg kom, så jeg fik en seng i den nyeste hytte. Det er praktisk at være indenfor, men her er irriterende mange sandfluer.
Naboen gik i bad tidligt i morges, men lod vækkeuret blive i værelset. Alle planer om at sove længe blev kimet væk. Jeg skyllede ærgelsen væk med kaffe og kontorarbejde.
Der var stadig lidt praktisk arbejde med rengøring og sortering, som skulle klares, men midt på formiddagen var jeg klar til at gå mod centrum.
På turen besøgte jeg Fiodland National Park Visitorcentre. Det stod hurtigt klart, at listen med steder, som jeg gerne vil se nærmere på en anden gang, igen blev længere.
Nationalparken dækker søen og hele området ud mod havet
Der var transportmidler for en hver smag og pengepung; vandflyver, helikopter, båd, bus og vandrestøvler. Antallet af turarrangører vidner om, at der kommer mange turister i det her område.
Vejret var fint og Lake Te Anau tog sig flot ud i solskinnet.
I går fandt jeg en badevægt i campingpladsens bagagerum. Den befalede, at jeg spiste en stor morgemad. Alle caféerne har en ‘trampers breakfast’, som er en stor portion til en sulten vandrer.
Jeg fik klaret det meste på min indkøbsseddel. Der var mange klassikere på listen i dag.
Pulverkaffe, OSM-barer, lim til mine støvler, nødder, pandelygte, vingummi, tørret mango og to portioner aftensmad. Jeg har en del mad i forvejen.
Rygsækken har været på bristepunktet i et stykke tid. I dag lykkedes det mig at sende næsten halvandet kilo til Wellington. Det bliver spændende, om jeg kommer til at savne de ting, som jeg vinkede farvel til.
I morges var det koldt. Meget koldt. Garmins vejrudsigt sagde, at det føltes som fire grader. Jeg var enig! Teltet var vådt. Det regnede i går aftes og desuden var der meget dug i dalen, som vi camperede i. Da jeg var færdig med at pakke, var mine fingre så kolde, at jeg tog vanterne på.
Dagens rute bød på 28 kilometer grusvej og 3 kilometer hovedvej. På det sted, hvor jeg gik over svingbroen og camperede i går, forlod jeg Te Araroas rute. Det havde været muligt at følge stien på den anden side af floden yderligere fire kilometer. På det sted skulle der være en hytte en kilometer uden for ruten. Ruten fortsatte yderligere 15 kilometer, hvor efter den passerede floden og fulgte den grusvej, som jeg gik ad i dag. Når jeg valgte grusvejen fra morgenstunden skyldes det, at der er et længere stykke af stien, som ikke er vedligeholdt og som er meget tilgroet. Noterne foreslår, at man krydser floden og tager grusvejen. Det er ikke tydeligt, hvor man kan krydse floden, så de fleste vælger at tage hele strækningen på grusvejen. Dagen er lang nok i forvejen.
Morgen på teltpladsen
Da jeg gik hen over parkeringspladsen bemærkede jeg, at den lystfisker, som havde holdt der om natten, ikke havde noget telt på jorden. Jeg kiggede lidt. Sov han måske i et telt i båden? Der er mange skilte med ‘adgang for lystfiskere’ i området.
Jeg gik femhundrede meter op ad en lille vej og drejede til højre ad Mavora Lakes Road, som jeg skulle gå ad. Den så heldigvis ud til at have en fornuftig belægning.
Ellers skete der ikke meget. Det gjaldt om at finde strategier, som forhindrede, at det blev alt for ensformigt. Heldigvis var omgivelserne flotte.
Den største ulempe var, at når der kom biler, så måtte jeg trække ud i græsset eller i de løse sten i siderne. Det støvede meget.
Et af de få større køretøjer, som kom forbi
På et tidspunkt dukkede der en afmærkning op. Jeg var nået til det sted, hvor ruten officielt kom op fra floden. Der var ingen synlig sti, når jeg kiggede ned.
Omkring klokken halv to nåede jeg frem til Te Anau Mossburn Highway. Den var rimelig at gå på og de knap tre kilometer var hurtigt klaret.
På vejen var der gode nyheder. Et skilt varslede kaffe.
Det var en madvogn, som var parkeret i en indkørsel. Der var toilet og siddepladser, så jeg svingede ind. Det blev en dejlig pause. Alt var hjemmelavet, så jeg købte rigeligt. Det smagte dejligt og føltes som den vildeste luksus.
Madvognen og til højre en lille butik med uldvarer
Te Araroa fortsatte ned af en grusvej lige uden for indkørselen. Jeg ville besøge byen Te Anau, som lå 35 kilometer væk, så efter pausen gik jeg ud til vejen og tomlede. Det tog cirka 20 minutter før en bil stoppede. Den var til gengæld værd at vente på. En pensioneret landmand kørte mig til Te Anau og en tur rundt i byen, så jeg vidste, hvor butikkerne lå. Jeg skal blandt andet på jagt efter en ny pandelampe. Den jeg havde har ubemærket forladt mig. Til sidst kørte han mig til indgangen på Te Anau Lakeview Holiday Park & Motels, hvor jeg havde booket et rum i to nætter. Tak for det!
Mit logi viste sig at være yderst praktisk og godt til prisen på 77 dollars pr. nat. Eget værelse med plads til at endevende rygsækken.
Jeg har vasket alt, som kan vaskes og hængt det til tørre i et dejlig varmt tørrerum. Det regner, så jeg er glad for at være indenfor. Det var faktisk en våd vejrudsigt, som fik mig til at kigge efter andet end en teltplads, så konklusionen er, at vejrudsigten var rigtig. De mangler i høj grad vand her i området, så for mig er det fint, at det kommer netop i dag.
Campingpladsen ligger ud til den store Lake Te Anau
Der var lige spørgsmålet om aftensmaden. Der er halvanden kilometer ad søpromenaden ind til centrum. Jeg forsøgte at tomle, men det var småt med biler. Mit falkeøje spottede et hotel med en restaurant ikke langt her fra, og det lykkedes mig at klemme mig ind til buffeen lige inden lukketid. Maden var god og turen var kort, så det endte lykkeligt.
På skiltet over døren til venstre står der ‘Jimmy Cook’s’. MapsMe afslørede, at det var en restaurant.Til fods fra den øverste ring til ringen til højre og i bil til Te Anau, som ligger til venstre på kortet.
Der var livligt i hytten i aftes. Der var telte uden for og hen på aftenen dukkede der en båd med lystfiskere op. De kom ind og fik en sludder og sejlede afsted igen.
Der kom torden i går. Det var ikke tæt på os og det varede ikke længe, men vejrudsigten passede. Der kom regn i flere omgange. I nat føltes det som om, at det regnede hver gang jeg var vågen.
Min næsten forladte seng i Careys Hut
En af TA’erne, som havde fået en køje, stod op ved midnat og gik ud og slog telt op. Så vidt jeg forstod, følte hun sig utilpas. Hun sagde noget om ‘måske dårligt vand’. Hun lå i sit telt, da jeg forlod hytten klokken otte.
Det var stadig gråt og der var meget vådt uden for. Jeg gik ad den grusvej, som fulgte søbredden. Kvaliteten var temmelig svingende og der var brug for en god firehjulstrækker for at køre ind til Careys Hut. Det var imponerende, at familien i hytten var kommet ind med bil og anhænger.
Vølg mellem fem våde hjulspor!
Længere henne gik hjulsporet helt ned i gruset på søbredden og af og til op mellem træerne. Jeg mødte en bil og to motorcykler. Der kom også et par modgående vandrere.
Efter ti kilometer gik jeg gennem Mavora Lake campsite. Det var et stort naturområde med mange dejlige teltpladser. Jeg kunne sagtens være gået der hen i går, men jeg tror, at den tørre seng var et godt valg. Det dryppede stadig af og til.
Kort efter teltpladsen krydsede jeg Mavora River på en svingbro. Det var den del af floden, som forbinder North Mavora Lake med South Mavora Lake. Søen er reelt to søer på stribe.
Jeg fulgte floden et stykke og så førte stien mig ned langs bredden af syd-søen. Der var stille og smukt. En del af stien gik gennem skov. Venlige sjæle havde i nyere tid sørget for at stien var passabel. Der lå mange, mange væltede træer, som man har måttet finde en vej over. Nu var de skåret i passende stykker med en motorsav. Mange tak!
Ved syd-søens ende kom der en svingbro mere. Den førte blandt andet til en DOC campsite på den anden side af søen. Der skulle jeg ikke over, men jeg kunne høre stemmer fra teltpladsen.
Mavora Walkway
Jeg fortsatte ad stien og gik yderligere syv kilometer langs Mararoa River til den næste svingbro. Det var igen en fin grøn sti gennem skov og eng. Det regnede let på det meste af turen.
Kiwi Burn Swingbridge
Denne gang gik jeg over broen. På den anden side lå der en parkeringsplads og der var et toilet. Stedet bliver brugt af TA’erne som teltplads. Der er minimum 32 kilometer til det sted, hvor mange vælger at blaffe til byen Te Anau. På de 32 kilometer er der ikke mulighed for teltslagning, så bakkerne ved parkeringspladsen er sidste chance. Foreløbig er her fem telte.
Den TA’er, som var dårlig i nat, er her ikke. Hun fik et lift til byen Te Anau med familien i hytten.
Ved Kiwi Burn Swingbridge Carpark
Vejret er klaret lidt op. Jeg har været på en ekspedition ned til floden efter vand. Teltet står fint på en bakketop og aftensmaden simrer i sin pose.
Det regnede i nat og i morges. Heldigvis ikke særlig kraftigt, men teltet var vådt, da jeg pakkede det ned. Jeg hentede en vejrudsigt på min Garmin inReach. Det så nogenlunde ud, men der ville komme regnbyger i dag og i morgen. Himlen var grå og skyerne hang lavt, da jeg satte kursen mod svingbroen.
Jeg passerede Mararoa River og fulgte afmærkningerne op over bakken. De førte mig ad en anden rute end den, som min app viste. Det var jeg ikke helt tilfreds med, men heldigvis kom jeg tilbage på ‘stregen’ efter en kilometer.
Ruten gik gennem åbent land og jeg kunne gå i et fornuftigt tempo. Det var dejligt at gå ad en rute, som ikke havde store bakker. Det meste var overkommeligt i dag.
Efter tolv kilometer mellem græstotterne gik jeg igen over en svingbro og kunne gå ind til Boundary Hut. Det var klaret lidt op, så jeg benyttede hytten til at holde en pause mens jeg tørrede mit telt på hegnet.
Efter pausen var der seks kilometer hjulspor eller grusvej til Mavora Lake.
Jeg overvejede om jeg skulle fortsætte yderligere ti kilometer til en teltplads ved Lake Mavora. Jeg opdaterede min vejrudsigt og nu varslede den tordenvejr.
Da jeg nåede til Careys Hut, som ligger ved søens nordlige ende holdte der en bil. Far og to sønner var på tur med motocrosscykler, kanoer etc. Der var stadig ledige senge i hytten, så jeg valgte at blive. Teltslagning i tordenvejr er ikke min favorit disciplin. Der er ikke langt til Bluff nu, og måske havde jeg også lyst til at trække turen lidt i langdrag.
I løbet af de næste timer væltede det ind med TA’ere. Nogle ville bare holde pause, andre ville gerne overnatte. Sengene blev hurtigt optagede og nu er der tre telte uden for. Resten er gået videre. Der har været en regnbyge, men foreløbig er vejret pænt.
Jeg sov forbavsende godt i nat. Der var dejlig roligt i soverummet på Adventure Q2 Hostel i Queenstown. Inden jeg pakkede de sidste stumper gik jeg ned i køkkenet og drak kaffe og spiste morgenmad. Jeg skulle mødes med Solveig og Peder klokken ni på en parkeringsplads tæt på mit logi. Hvem kunne vide, at der bor trailengle i Viborg, og at de netop nu kører rundt i bil i New Zealand? Heldigt for mig! Englene kørte mig og to andre TA’ere de 70 kilometer rundt om det halve af Lake Wakatipu. Vi blev sat af ved Greenstone parkeringsplads, som er det sted, hvor ruten igen dukker op. Tak Solveig og Peder!
Det er Solveig og Peder til højre i billedet
Da jeg havde gået et lille stykke kiggede jeg på FarOut. Den viste, at jeg var på kilometer 2721,1. Jeg var på rette vej.
Turen gik et par kilometer ad en grusvej, som førte til Greenstone Track. Stien gik gennem skov og fulgte Greenstone River. Det var en enkel og nem sti og vejret var dejligt.
Greenstone Track
Efter elleve kilometer passerede jeg Slip Flat Hut. Den lå lidt væk fra stien, så jeg så den ikke. Jeg holdte i stedet en pause med udsigt til floden. Stien blev lidt mere stejl efter Slip Flat, men den var stadig fin. Lidt over klokken to var jeg fremme ved Greenstone Hut. Det var en flot stor hytte med tyve sengepladser. Jeg holdte en pause i hytten, men besluttede mig for at gå ti kilometer til.
Efter Greenstone blev stigningen mere mærkbar og rutens kvalitet blev mere svingende. Der kom sten, rødder og mudder.
De sidste fem kilometer før Taipo Hut gik gennem åbent land. Ruten var markeret med stolper med orange top. De var ikke lige synlige alle sammen, så jeg skulle holde koncentrationen for ikke at miste retningen.
Klokken seks var jeg ved den lille Taipo Hut. Der er kun fire senge og da der allerede var ankommet fire TA’ere, slog jeg mit telt op. Der var kommet en sky på himlen, men vejret var stadig godt.
Jeg tog vandflasker og skiftetøj med ned til floden. Da jeg havde fyldt flaskerne hoppede jeg i vandet. Det friskede og jeg var klar til aftensmaden, som trailenglene også havde forsynet mig med. Da Solveig brækkede anklen havde de rygsækkene fulde af mad. Den slags mad, som man med glæde spiser, når man vandrer, men som ikke lokker så vældigt, når man ikke vandrer. De forærede derfor deres trail-mad væk. Jeg var heldig at få flere aftensmåltider og en håndfuld OSM-barer. Tak!
Jeg var tidligt oppe, men sad længe med kaffen i køkkenet. Kom først afsted efter klokken otte. Arrowtown var morgenstille, da jeg gik tilbage gennem hovedgaden.
Dagens rute var lang, men i den nemme ende. Meget af turen fulgte en cykelsti. Den var godt skiltet og på et tidspunkt glemte jeg, at jeg skulle forlade cykelruten og dreje fra. Det kostede halvanden kilometer.
Cykelruten gik gennem Millbrooke Resort, som bød alle velkommen og bad os om at ‘opføre os ordentligt’. Det var et flot og velfriseret område.
Efter et par kilometer gik det op for mig, at Millbrooke er hjemsted for New Zealand Open i golf. Der var bannere og ståhej. Så vidt jeg kan se afholdes mesterskabet om to uger.
Ruten fortsatte til Lake Hayes. Der var fint og roligt og jeg gik langs søen ad Lake Hayes Walkway.
Lake Hayes Walkway
Efter søen fulgte forstaden Shotover Country. Her kunne jeg se noget der lignede en kiosk på min app. Jeg styrede der hen og fandt en ‘Night and day’, som er New Zealands 7-Eleven. De havde alt. Jeg forsynede mig med en Samosa, en sandwich og en liter kold æblejuice. Desserten blev en is. Jeg bestilte en vaffel med to kugler og fik for 5,50 dollars den største is jeg har set i nyere tid. Tak, flinke dame!
Efter festen fandt jeg igen cykelruten, som hjalp med at krydse SH6 og Shotover River.
Nu var jeg i forstaden Lower Shotover. Den var spækket med butikker. Mange små butikker, men også de store, som ofte ligger i industrikvarteret. Der lå en frisør, hvor jeg kunne komme til med det samme, så jeg slog til. Almindelig høflighed gjorde, at jeg sagde ja tak til hårvask og hovedbundsmassage, for jeg var ret svedig og støvet. Det var faktisk rigtig dejligt. Jeg var ved at falde i søvn i frisørsalon flere gange, men holdte ud til hun var færdig.
Efter butikkerne kom sporten. Først en criketkamp, så golf og lidt fodbold.
Golfspillere med Queenstown lufthavn i baggrunden
Efter lufthavnen var jeg tættere på Queenstown by og jeg kunne se bugten Frankton Arm, som er en del af Lake Wakatipu. Queenstown ligger der, hvor bugten møder søen.
Lake Wakatipu
Nede ved søen var der badeliv og rækker af de allesteds nærværende autocampere.
Te Araroa fulgte søens højre bred ind mod byen. Jeg fortsatte af cykelstien, som gik helt nede ved søen i rimelig afstand til bilerne oppe på vejen.
Cykel- og gangstien ved søen
Tæt på centrum fortsatte stien ud om en pynt, hvor der var træer på midten. Her slappede folk af og der var en del badegæster histen og pisten.
En skøjtebane!
Da jeg rundede pynten kunne jeg se byen. Der var hoteller, restauranter og store lystyachter. Jeg blev helt glad for, at jeg allerede skal videre i morgen tidlig.
Da jeg kom ind i bugten på den anden side af pynten var stranden godt besøgt. Gaderne var proppede med turister.
Turen rundt om pynten er rød. Ruten ender omtrent der, hvor flaget er. Den blå streg er en ‘bypass-rute’ (= skal springes over)
Jeg gik lidt rundt og kiggede, men det lokkede ikke rigtig.
Jeg købte et par småting til i morgen og fandt mit hostel. Det ser fornuftigt ud og sengen koster ikke meget mere end den ynkelige teltplads i Arrowtown.
Jeg sov godt i nat og vågnede først da det var blevet lyst. Det var forbavsende koldt uden for. Jeg havde vanter på den første time af turen.
Huset var butik i de år, hvor der blev gravet guld. Bygningen er genopført i nyere tid.
Ruten gik ad en grusvej, som førte mig tilbage til Arrow River. Her blev vejen igen til et hjulspor, som jævnligt krydsede floden. Der var ingen vej udenom våde fødder.
Hjulsporet krydser floden
Efter tre kilometer slap ruten floden og sendte mig op til Big Hill i 1060 meters højde. Stien havde et par tricky steder, men var generelt hurtigere at gå ad end stierne i går.
På toppen var der flot udsigt. Jeg kunne skimte et par huse i dalen.
Da jeg tog hul på nedstigningen varede det ikke længe før jeg kunne se både Arrowtown og Lake Hayes, som ligger på turen til Queenstown.
Der var cirka syv kilometer ned til Arrowtown. På den sidste halvdel var der forbavsende mange, som gik i den modsatte retning. En god del lignede turister, som havde forkert fodtøj på og for lidt sololie og vand med. Klokken var cirka tolv og det var allerede varmt. Solen skinnede fra en skyfri himmel.
Et lille stykke med dejlig skov og skygge
Da jeg kom ned til byens udkant var der en stor parkeringsplads, som var fyldt til randen med biler. Det undrede mig. Da jeg kom ind i hovedgaden faldt tiøren. Arrowtown er en turistby. Den første del af hovedgaden lignede en kulisse og den var fyldt med flotte dyre butikker.
Jeg købte take-away, som jeg spiste ved et bord uden for. Der var mange turister i gadebilledet. Jeg fortsatte længere ned ad gaden, som på et tidspunkt fik et mere almindeligt udseende. Campingpladsen lå 500 meter længere væk.
Arrowtown var ikke færdig med at overraske. Jeg måtte betale 260 danske kroner for en teltplads. ‘Det er højsæson’ meddelte damen, da jeg kommenterede prisen. Teltpladsen viste sig at være en ynkelig lille firkant næsten uden græs. Jammerligt!
Det er min plads i midten. Den har lidt grønt i venstre side.
Brusebadet var gratis, så jeg tog straks fat på vaskeproceduren. Først mig, så tøjet.
Da jeg på et tidspunkt kom ind i køkkenet sad Solveig og Peder der sammen med et par andre TA’ere. Vi har været I kontakt de sidste par dage, fordi de havde regnet ud, at vi kunne mødes i Queenstown. Jeg mødte Solveig og Peder første gang, da jeg var på Riversafety kursus i Auckland. Desværre er der i mellemtiden sket det, at Solveig har pådraget sig et alvorligt brud på den ene ankel. Nu kører de i bil. Det er forfærdelig ærgerligt.
De havde for meget trail-mad og delte gavmildt ud. Desuden vil de på mandag køre mig og et par andre TA’ere op til Greenstone. Te Araroa springer 70 kilometer vej over fra km2721 i Queenstown til km2722 i Greenstone, som ligger på den anden side af Lake Wakatipu. Det skyldes, at vejen langs søen er farlig at gå på. Hvis Solveig og Peder ikke var dukket op, så skulle jeg enten tomle eller købe shuttle igen.
Ruten springer fra kryds til krydsDagens korte tur – 14 kilometer
Det har været en benhård, men også dejlig dag på Te Araroa. Jeg forlod Highland Creek Hut tyve minutter i syv. Der var et fantastisk lys uden for.
Noterne udnævnte turen til den næste hytte, som den mest krævende af strækningerne på Motatapu Alpine Track. De ti kilometer til Roses Hut bød på to store ‘op og ned ad bjerget’. Det gik da også opad lige fra starten. Det var hårdt kost for de ikke helt vågne ben.
Dem med stor skærm kan se vandrere på skråningen på den anden side af kløften foran mig
Jeg er ikke hurtig på stigningerne og i løbet af de lidt over halvanden time, som det tog mig at nå toppen, blev jeg overhalet adskillige gange. Det lod jeg mig ikke gå på af ‘it’s not a race’ og ‘de er jo så unge’ virkede stadig.
Nedstigningen var mindst lige så stejl. Først gik jeg på bjergkammen og så mere direkte nedad.
I bunden kom der lidt skov og et vandløb. Umiddelbart efter startede den næste stigning. Den gik ikke helt så højt op, men nu var benene brugte. Hvis det gik langsomt første gang, så gik jeg i skildpadde tempo anden gang.
Klokken halv et var jeg ved Roses Hut. Jeg gik ind og holdte en pause. Det var fristende at bliver der. Det var en dejlig hytte. Det var på den anden side meget tidligt på dagen og vejret var godt.
Jeg pakkede sammen og satte kursen mod dagens tredje bjerg. 470 højdemeter fordelt på knap tre kilometer op til Roses Saddle. Det var blevet varmt og jeg svedte og prustede bravt. Jeg holdte pause flere gange. Heldigvis havde jeg fyldte alle tre vandflasker lige før Roses Hut. Kvart over to bekendtgjorde et skilt, at jeg var på Roses Saddle.
Turen ned gik ad bjergkammen, som langsomt blev lavere og lavere. Stien var løs og støvet. Otago er varm og tør om sommeren. De sidste dage har det myldret med små brune firben, som piler afsted, når man nærmer sig.
Efter tre kilometer gik stien skråt ned til Arrow River. Her kunne jeg vælge mellem en højt vands rute og en lavt vands rute. Jeg havde talt med et par NOBO’s, som havde taget lavt vands ruten og de havde ikke haft problemer. Jeg drejede derfor ud i floden, som jeg skulle følge fem kilometer til Macetown.
Floden var forholdsvis nem at gå i. Det var skønt at få fødderne ned i det kølende vand. Det gik langsomt, så jeg begyndte at kigge efter små stier på bredden, som jeg kunne følge på kortere strækningerne. Senere kom der et hjulspor, som krydsede floden med jævne mellemrum. Det var en god vej at følge.
Ved femtiden nærmede jeg mig Macetown. Nede ved floden var der en parkeringsplads og et toilet. Her havde flere TA’ere slået teltet op. De kæmpede med sandfluerne, så jeg fyldte vandflaskerne og gik højere op. Det var en god ide. Der kom et toilet mere og mange fine områder til telte. Jeg har fundet et super fint sted, hvor jeg er helt alene.
Jeg har drukket kaffe, spist aftensmad og kigget lidt på nogle infotavler om Macetown. Byen er ingen by, men ruinerne af en guldgraverby.
Jeg vågnede klokken fem og havde en ide om, at solen stod op ved sekstiden. Tænkte, at jeg lige så godt kunne stå op med det samme. Lidt i seks var det stadig mørkt og jeg indså, at solen først ville stå op lidt i syv! Da jeg gik ned gennem den kæmpe campingplads klokken halv syv, var det blevet lyst.
Glendhu Bay Campsite
Jeg skulle til en udgang i campingpladsens vestlige ende. Jeg gik tre kilometer til starten af Motatspu Alpine Track, som udgik fra Fern Burn parkeringsplads.
Glendhu Bay Campsite
Ruten indledte med et par stilfærdige kilometer ad en sti langs vandløbet Fern Burn. Længere fremme gik jeg gennem en låge til The Stack Conservation Area. Her blev stien mere udfordrende.
Den snoede sig op og ned på skråningen over floden. Omgivelserne lignede mest skov. Det gik opad hele vejen. Jeg gik i en kløft og de første timer var der behageligt skyggefuldt.
Højere oppe blev landskabet mere åbent og udsigten til de omgivende bjerge var imponerende.
Klokken halv elleve holdte jeg en pause i Fern Burn Hut. Det var en dejlig hytte, som så relativt ny ud.
Sove afdeling i Fern Burn Hut
Klokken et var jeg nået op på Jack Hall’s Saddle (1275 m.o.h.). Der kunne jeg også se bjergene på den anden side. Jeg følte mig meget lille midt i den store natur. Den eneste person jeg havde set på turen var en trailløber, som hurtigt overhalede mig. Jeg holdte en pause oppe på sadlen og der ankom en vandrer. Han fortsatte hurtigt og kom derfor foran mig på nedstigningen.
Stien fulgte bjergkammen foran mig. Det så faretruende ud, men føltes okay, når jeg kun fokuserede på stykket lige foran mig. Jeg steg langsomt ned til floden og så gik det opad igen. Der kom to strækninger med bjergkamme før jeg klokken tre kunne se Highland Creek Hut, som var dagens mål.
Stien fulgte bjergkammen ned
I hytten var trailløberen og to vandrere ankommet. Vandrerne er New Zealændere fra Nordøen. Det er far og datter, som er på en femdages tur. Kort efter ankom tre TA’ere og nu er yderligere 5-6 TA’ere ankommet.
Udsigten fra min soveplads i hjørnet
Vejret er flot og udsigten fra hytten er skøn. Vi slapper af, sludrer og læser. Hyttens regnvandstank er tom, så jeg har været nede ved floden og hente vand.
