Det føltes som en miniferie i Wanaka, men i morges var det tid til at komme videre. Jeg drak en kop kaffe med Kate og Matt og vinkede ‘på gensyn’.
Vejret var flot fra morgenstunden og jeg nød turen ind til byen. Denne gang gik jeg ad jeg en lille gangbro, som cyklen ikke havde været velkommen på.
I Wanaka holdte jeg en pause på en café og dér kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at købe vingummi. Det var vigtigt nok til at jeg gik en smuttur i supermarkedet.
Ruten fulgte søbredden ud af byen og jeg kom igen forbi Wanaka træet. I dag var der færre gæster.
Dagens tur var nem og ikke så lang. Måske var det årsagen til, at det var svært at holde koncentrationen. Jeg nåede ikke langt før mine ben gik ind på en café. Det var et flot sted med udsigt til søen.
Ruten gik langs søen hele turen. Kort efter caféen kom jeg forbi en mark med vinranker. Det var en overraskelse.
Stien var godt besøgt tæt på byen, men da jeg kom længere væk var den nærmest øde og ikke helt så godt vedligeholdt.
Jeg kom gennem en fold med nyklippede fårUdsigt bagud mod Wanaka
Jeg holdte pause i skyggen et par steder undervejs. Det er en varm dag. Det blev til en kølende badetur ved en strand kort før Glendhu Bay Campsite.
Jeg har fået en lille rolig plads nede ved vandet. Det er en kæmpe campingplads med gode faciliteter.
En fin lille brandbil
I morgen skal jeg op i bjergene igen. Det tager nok 3-4 dage før jeg er i en by igen. Tjek lige højdekurven! Den første stigning er på mere end 1000 højdemeter.
Jeg besluttede at tage to hviledage i Wanaka. Her er fint og roligt og benene er glade for en lille pause. Indkøbene til den næste sektion er klaret og tøjet er vasket. Alt er endevendt og sorteret. Dejligt!
Jeg har lånt en cykel, som jeg triller frem og tilbage til centrum på. Debuten blev meget europæisk. Jeg kørte i den forkerte side af vejen! Heldigvis er der en dejlig cykelsti ved søbredden, som jeg kan tage, når jeg skal ind til byen.
Der er fine udsigter på den lille cykelturFlotte huse med havudsigt. Her er ingen uopvarmede selvbygger hytterUdsigt fra cykelstien
I går var jeg på jagt efter nye spidser til mine vandrestave. Jeg havde bøjet dem begge to og foretrak af skifte dem før de knækkede. Alle points går til butikken MT Outdoor. De tilbød at skifte dem for mig uden beregning. Spidserne kostede 25 dollars for to styk, så det var en flot service. Damen i butikken havde lige så store problemer med at få den ene spids af, som jeg havde da jeg sidste gjorde det. Jeg tror, at det var den stav, som stadig havde den originale spids og at de er limet, når man køber dem. Jeg var lykkelig for at hun overtog bøvlet.
Det er svært at se her, men den var bøjet
I dag har jeg været en tur på apoteket. Min hals har været lidt øm et par morgener og i dag er jeg lidt hæs. Jeg håber at håndkøbsmedicin kan klare det.
Cyklen fandt også vej til en af Wanakas mest berømte seværdigheder – the Wanaka tree. Det er et træ, som vokser ude i Lake Wānaka. I dag var vandet så lavt, at man kunne gå ud til træet. Det medførte en kø af gæster, som ville fotograferes sammen med træet. Mine tanker gik til Den Lille Havfrue.
Wanaka er spækket med restauranter og caféer. Nu er det tid til at finde en iskiosk.
I morgen skal jeg rundt om den næste pynt og videre til Glendhu Bay, hvor jeg skal overnatte. Torsdag tager jeg hul på Motatapu Alpine Track.
Jeg drak en kop kaffe på caféen ved siden af supermarkedet i morges. Først måtte jeg dog vente på at blive lukket ind. Det var søndag og de åbnede klokken otte. Turen til Wanaka gik primært af cykelstier, så jeg forventede en nem dag og havde tid til at vente.
Cykelruten gik langs Hāwea River den første halvdel af turen. En del af tiden var floden gemt bag træer og buske.
Floden løb bag træerne til højre
Det var en enkel tur uden stor variation. Hen af klokken elleve nærmede jeg mig en svingbro, som gik over floden og bragte mig til Albert Town.
Lige før svingbroen stoppede jeg og snakkede med en dame, som havde taget et solidt styrt på en lejet mountainbike. Hun blødte fra læben og var helt grå af støv. Hun var fattet, men havde slået den ene hånd. Hun ringede til cykeludlejeren. Kort efter insisterede hun på, at jeg skulle gå videre.
Udsigt til svingbroen – mellem træerne for enden af stien
Svingbroen var større end de øvrige svingbroer på Te Araroa. Den kunne bære op til ti personer. Det var pædagogisk forklaret på et skilt, som kaldte på smilet.
I området efter broen lå der et par billige campingpladser med selvbetjent check-in. De var godt besøgt.
Efter campingpladserne løb Hawea River ud i Clutha River. Den passerede jeg på en vejbro. Kort efter broen var der i min app et sted, som hed ‘Pembroke Pâtisserie’. Jeg fandt det og kunne konstatere, at det var en travl café. Jeg købte kaffe, en sandwich og en ‘Danish’.
Bag efter var det tid til ni kilometer langs Clutha River. Den var bred og der var god fart på vandet. Der foregik en del aktivitet på vandet. Jeg lagde mærke til, at der var både paddelboards, gummibåde og svømmere, der så ud til at flyde med strømmen mod Albert Town.
Det undrede mig lidt. Hvor ville de ende?
Længere henne kunne jeg læse på et skilt, at det åbenbart var en kendt aktivitet på den strækning. Der var lukket for motordrevet fartøjer en periode hvert år.
Da jeg nærmede mig Wanaka begyndte der at dukke huse op ud til vandet. De var store og flotte. Wanaka er et eftertragtet område.
Jeg drejede ind mod byen og gik til den adresse, som Kate havde givet mig. Kate og jeg gik sammen på Te Araroa på Nordøen for noget der føles som ‘længe siden’.
Nu er mit telt slået op i familiens have og vi har haft en hyggelig eftermiddag og aften.
I morges pakkede jeg sammen i det første dagslys. Det var tid til erobre Breast Hill. Ruten gik bag om hytten og opad i et par timer. Morgenlyset var fantastisk smukt.
Turen til toppen fulgte en forholdsvis god sti gennem et åbent område. Der var ni kilometer til toppen og en stigning på 500 højdemeter.
Solen nåede mig tidligt i dag. Det blæste og jeg måtte lyne vindjakken.
På toppen af Breast Hill (1578m.o.h.) mødte jeg en håndfuld TA’ere. Nogle af dem havde jeg hilst på undervejs. Udsigten fra toppen var flot. Vi kunne se det meste af Lake Hawea og bjergene rundt om os.
På vej op til Breast Hill
Efter toppen skulle vi af med højdemeterne igen. Det gik langsomt nedad indtil Pakituhi Hut. Jeg gik ikke ind til hytten, men fortsatte nedad. Efter hytten kom der en strækning med et fald på 950 højdemeter. Det er en god sjat, skulle jeg hilse fra mine knæ og sige.
Breast Hill – alle tjekker om der er signal på mobilen
Udsigten var imponerende. Landskaberne var maleriske.
Stien var håndterbar på 90% af nedstigningen. De sidste 10% var korte stykker, som krævede koncentration. Den nederste tredjedel var en zig-zag sti, som på det tidspunkt føltes som luksus.
Ved foden af bakken drejede jeg ud på en støvet grusvej, som fulgte søbredden. Efter et kort stykke drejede jeg af og gik ad Gladstone Track langs søen og ind til byen. Det var en cykel- og gangsti med en behagelig grusbelægning.
Gladstone Track
Benene var trætte, men venlige mennesker havde placeret et par bænke ved stien. Jeg holdte en lille pause et par gange.
Lake Hawea Hotel
Lake Hawea er en sø, men også en lille by. Her er en del huse og lidt indkøbsmuligheder. Efter sigende har hotelejeren gået TA. Hotellet tilbyder gratis camping, hvis man køber et måltid i deres restaurant. Det er er generøst tilbud, som mange TA’ere benytter sig af. Alt andet på hotellet er optaget.
Min gule villa står bagerst i baghaven
Jeg har taget et tiltrængt brusebad og opdateret dagbogen. Der har også været tid til at spise i restauranten og mødes med de andre TA’ere.
TA’erne mødes
Der er stadig ikke kommet nogen officiel udmelding om dødsfaldet.
Der kom et par regnbyger mere i går efter at jeg var ankommet til Timaru Hut. I morges var der gråt over de bjerge, som vi kom fra, men lidt lysere i den retning, som jeg skulle gå i dag.
Et kig bagud
Jeg forlod hytten omkring klokken syv.
Farvel til Top Timaru Hut
Te Araroa fortsatte et kort stykke af en sti, som lignede den fra i går. Da den slap op stod valget mellem TA, som gik på skråningen ad en udfordrende sti eller at gå i floden. Jeg vurderede, at det sikreste var at følge TA.
Stien var stejl og nogle steder meget smal og usikker. Jeg mødte Sander og Kalina og de foreslog, at vi fulgtes ad. Det var sødt af dem, for de ville normalt være hurtigere end mig. Det var længe siden, at vi sidst havde gået på en sti af den her kaliber.
På et tidspunkt besluttede vi at gå ned i floden. Det gik fornuftigt, men langsomt. Vandet var grumset af salte eller lignende og vi kunne ikke se bunden. Det gjorde vandturene mere besværlige. Vi vidste, at der kom et vandfald efter cirka seks kilometer. Vi sørgede for at komme op fra flodlejet inden da.
Vi passerede vandfaldet på en smal sti højt oppe. Da vi kiggede ned kunne vi se en gruppe vandrere, som vi kendte. De havde valgt at blive nede i floden og nu var de midt i vandfaldet. Vi var glade for, at vi havde valgt den skiltede rute på det sted.
Den afmærkede rute gik ned til floden af og til, men den gik ikke lange passager i selve floden. Den tredje gang ruten ville sende os op på skråningen forslog mine makkere, at vi gik et stykke i floden. Det var jeg med på, så vi gik ned i floden. Det var besværligt og hastigheden faldt betydeligt. Sander gik forrest det meste af vejen. Han var god til at se, hvad der var muligt, og vi bevægede os langsomt men sikkert fremad.
På et tidspunkt blev vi overhalet af en mand fra gruppen i vandfaldet. Han viste os, hvor vi kunne gå på et særligt bøvlet sted. Efter nogle langsomme kilometer mødte vi igen en afmærkning. Det var muligt at komme tilbage på TA. Vi tømte sko og strømper for småsten og fortsatte op mellem træerne. Ingen af os var kede af at forlade floden.
Klokken halv et nåede vi til det sted, hvor ruten drejede væk fra floden. Nu var der 2,2 kilometer op ad bakke til Stodys Hut. Det lød nemt, men det var hårdt arbejde. På de to kilometer steg ruten 500 højdemeter.
Udsigt fra en lille pause på vejen op
Jeg takkede Sander og Kalina for eventyret i floden. Jeg ville ikke have valgt den vej, hvis jeg havde været alene. Vi tog bakken i hvert vores tempo.
Hytten dukkede op kvart over to. Det er en gammel hytte med jord på gulvet og mange mus. Jeg besluttede mig for at blive her og overnatte i mit telt.
Der kom en NOBO forbi hytten. Han bragte dårlige nyheder. En TA’er var blevet fundet i floden i nærheden af vandfaldet dagen før. Hun var død. Senere kom Liam og Jenny forbi. De bragte den samme nyhed. Detaljerne kender vi ikke. Det er ualmindelig sørgeligt. Stemningen er lidt trykket. Vi har ikke har signal på telefonen, så vi har kun de nyheder, som ‘vandrer’ op og ned ad ruten
Jeg var ret sikker på, at jeg hørte lyden af possum i området ved teltene i nat. Derfor var jeg på vagt og reagerede, når der var lyde. Omkring klokken et hilste jeg på en TA’er, som vandrede forbi med pandelygte på.
I morges var himlen grå, men teltet var tørt. Jeg pakkede sammen og satte kursen mod Ahuriri River, som var cirka tre kilometer væk. Den skulle være den største af TA’s floder, som krydses til fods. Jeg har generelt været velsignet med lav vandstand på min tur og i dag var ingen undtagelse.
Da jeg nåede til skrænten før floden mødte jeg nattevandreren. Han havde cowboycampet (sovet under stjernerne) lige før floden. Vi fik en lille snak og så gik jeg ned til floden og krydsede floden uden problemer.
På den anden side mødte jeg en lystfisker. Han var på en tredages tur for at fiske ørreder. Efter Ahuriri River gik ruten stejlt op ad ad en skråning. Det er en New Zealandsk specialitet. Andre steder ville der være zig-zag sti op ad skråningen, men her må man ofte møjsommeligt stride sig næsten direkte op.
Jeg fulgte et hjulspor ud til Birchwood Road Carpark. Den markerede afslutningen af East Ahuriri Track og begyndelsen af Breast Hill Track.
Jeg drejede ind til et hegn og gik over en stele. Ruten gik gennem et aktivt landbrug. Der var kvæg og får på markerne.
Ruten gik op over Mount Martha Saddle (1680 m.o.h.). På vejen kom jeg til Tin Hut, hvor jeg holdte en pause. Der var et par kendte ansigter i hytten. Der var mange TA’ere undervejs i begge retninger i dag.
Efter pausen kom den sidste og hårdeste del af opstigningen. Det var en lang og stejl sti. Himlen blev tiltagende grå og da jeg nåede sadlen kom der et par regndråber. Udsigten var god, men uden spektakulære kendemærke.
På vej op til Mount Martha Saddle Udsigten til den anden side af sadlen
Klokken et begyndte jeg nedstigning. Turen gik af en serpentinersti med grus og småsten. Det meste af vejen fulgte stien Timaru River.
Det første synlige tegn på at der er en hytte I nærheden – toilettet!
Efter en times tid kom der en regnbyge. Jeg måtte have regnfrakken og regnskørtet på. Det stoppede igen inden jeg nåede til Top Timaru Hut. I hytten var jeg heldig at få en køje. Prisen er, at jeg må udholde varmen. Hytten koger og vi vil ikke åbne døren, fordi der er horder af humlebier og sandfluer ude i vindfanget. Der er lige dele NOBO’s og SOBO’s i hytten, så vi har udvekslet erfaringer om ruten. Det er en af fordelene ved at være i en hytte. På græsset ved floden neden for hytten er der lige nu elleve telte. Det er helt vildt!
Overnatningen på Ohau Lodge var en fornøjelse. Der var aftensmad klokken syv for alle overnattende. Jeg sad ved et bord, hvor resten af de spisende var cyklister, som brugte ferien på Alps to Ocean cykelruten. Det var hyggeligt at snakke med dem.
I morges var der morgenmad klokken syv. Jeg gik ned lidt tidligere og tyvstartede med en portion yoghurt. Klokken otte var jeg klar til afgang. Det var diset og gråt.
Jeg lagde ud med fire kilometer langs søen tilbage til Te Araroa. Ruten gik væk fra søen og op mod en bakketop. Efter cirka tre kilometer var jeg igen på cykelruten. Der kom flere cyklister forbi. Fællesskabet varede tre kilometer, så drejede jeg fra og tog hul på Freehold Creeck Track. Det var en dejlig sti gennem skov og med Freehold Creeck på min højre side. Det gik opad hele vejen.
Da jeg nåede trægrænsen tog det høje stive græs over igen. Det gik stadig opad. Der kom sektioner med skærver og med store sten.
Udsigten bagud blev bedre og bedre. Jeg kunne se ned til Lake Ohau ganske længe (Se video på Facebook).
Et kig bagud til Lake Ohau
Ved frokosttid var jeg på bakketoppen og så gik det nedad igen.
Nede i dalen fandt ruten Ahuriri River East Branch, som jeg fulgte resten af turen. Det var klaret op allerede i formiddags og nu begyndte det at blive rigtig varmt.
Ruten krydsede floden flere gange. I starten gik jeg tæt på floden. Senere førte stien mig længere op på skråningen. Når jeg kiggede ned på floden var det tydeligt at den faktisk var stor. Ruten krydsede selvfølgelig floden de steder, hvor den var smallest.
Omkring klokken fire kom jeg til et område, som var lysegrønt og sumpet. Det var umuligt at undgå at vade i vandet.
Halv fem kom jeg til et sted, som noterne udpeger som et godt sted til at campere. Jeg fandt hurtigt en fin plads og slog teltet op.
Wildcamp 4 km før krydsningen af Ahuriri River
Der var et par TA’ere foran mig. De camperer lidt længere væk. Et andet par stoppede bag mig. Nu er der ankommet mindst seks NOBO’s, som camperer i nærheden af mig. Det er et godt sted med store træer og nem adgang til vand.
Teltpladsen var vidunderligt stille ved sovetid i går. Men der er altid en slange i paradis. I nat var det to vandrere, som slog telt op i nærheden af mig klokken to i nat. De havde kraftige pandelygter og jeg følte mig som hensat til et fodboldstadion. Da de var færdige, var jeg så irriteret, at det kneb med at genfinde roen.
I morges tog jeg det stille og roligt. Jeg drak kaffe og nød udsigten. Længe. Hen af klokken halv elleve var jeg klar til at gå.
Lige uden for pladsen var der skiltet til Lake Ohau Alpine Village. Det lignede mest en lille klynge huse. Jeg skulle dog ikke den vej, men ud langs søbredden.
Der var en lille sti, som fulgte vandet et par kilometer. Det gik op for mig, at lodgen kun var syv kilometer væk. Det blev en nem tur.
Jeg kom til det sted, hvor Te Araroa drejede væk fra søen. Lodgen ligger uden for ruten, så jeg fortsatte fire kilometer længere ad vejen ved søbredden.
Ruten for i morgen
Klokken tolv var jeg fremme ved Lake Ohau Lodge. Det så indbydende ud.
Indgangen til dagens logi
Mit værelse var klar og baren havde åbent for frokostservering. Jeg drak kaffe og guffede en stabel lækre små sprøde sandwich. Det var skønt.
Jeg sad på den store terrasse med udsigt til søen. Der var en del cyklister på besøg. Lodgen har et samarbejde med en cykeludlejer og den ligger direkte på Alps to Ocean cykelrute.
Mit værelse er fint, men jeg er booket for sent til at få den gode udsigt. Mindre kan også gøre det. Eftermiddagen er gået med oprydning i rygsækken og forberedelse til de næste sektioner. Der kommer et par travle byer, hvor det nok er bedst at booke logi på forhånd.
Jeg slapper af i skyggen på mit værelse. Der er varslet høj varme igen i dag. Jeg befinder mig i Canterbury tæt på grænsen til Otago.
Lodgen serverer en trerettes menu klokken syv. Den glæder jeg mig til.
Udsigten var flot i går aftes, men i morges slog den alle rekorder. Jeg var tidligt oppe og klar til en lang dag.
Først afdeling var tretten kilometer ad cykelruten til byen Twizel. Der var dejlig køligt og helt stille på stierne i morges.
Der kom et stykke med nåletræsskov og bag efter et stort fladt område. En god del af stien var anlagt på forsyningsselskabets jord. Alle var velkomne så længe man fulgte de henstillinger, som der var skiltet med.
Da jeg nærmede mig Twizel gik jeg tæt forbi en lille landingsbane. Der blev fløjet og sprunget i faldskærm. Det så dejligt ud.
Det blev til en meget lang pause i Twizel. Jeg bestilte morgenmad på en café, hvor kokken åbenbart ikke var mødt endnu. Mens jeg ventede på maden nåede jeg på apoteket, hos isenkræmmeren efter en ny gas, i en Outdoor butik og i supermarkedet. Der var helt skørt. Der har nok været en anden kunde, som blev træt af at vente, for da jeg var halvvejs gennem mine spejlæg kom tjeneren og tilbød mig en ekstra portion uden beregning. Den sagde jeg selvfølgelig ja tak til.
Twizel så ud til at være en hyggelig by. Der var et centralt torv med butikker hele vejen rundt.
Jeg forlod byen ad en lille sti, som gik parallelt med vejen. Stien førte mig til Lake Ruataniwha. Her drejede Te Araroa af og fortsatte langs søens sydlige langside.
Lake Ruataniwha
Inden jeg drejende var jeg lige inde og kigge hos High Country Salmon – restaurant og butik. Der er en del laksefarme i området. Produkterne markedsføres som ‘High Country Salmon’ og det gik åbenbart rent ind hos asiaterne. Der var mange asiatiske gæster og skilte med ‘Godt (kinesisk) Nytår’ på døren.
Fra laksebutikken var der fem kilometer til den anden ende af Lake Ruataniwha. Turen gik ad en ujævn grusvej, som fortsatte yderligere ti kilometer langs Ōhau River til Lake Ōhau. Det blev varmere og varmere og der var ikke meget skygge på turen. Jeg holdte flere pauser, hvor jeg satte mig i skyggen og drak vand.
Lake Ruataniwha
Jeg måtte finde et sted og kravle ned til floden og fylde vandflaskerne. Det var vigtigt at have rigeligt med vand.
Lidt efter klokken fire var jeg nået til Lake Ōhau. Her fulgte Te Araroa igen cykelruten. Jeg kogte. Der var stadig mere end ti kilometer til dagens mål. Jeg overvejede en badetur.
Cykelruten langs Lake Ōhaus bred
Søen så dejlig ud, men det var ikke så let at komme ned til vandet. Det var tæt bevoksning og mange sten i vandkanten.
Lake Ōhau – set fra cykelruten
Efter cirka tre kilometer var jeg heldig. Der var en stenet strand, som jeg kunne komme ned til. På stranden stod der et stort træ, som gav skygge. Lige der havde venlige sjæle ryddet en passage ud i vandet, så man kunne undgå sten. Hvor dejligt!
Mit badested
Vandet var dejligt og jeg følte mig behageligt kølet af. Nu kunne jeg fortsætte.
Da jeg havde gået et kort stykke blev jeg overhalet af dagens eneste cyklister. Det viste sig at være et par TA’ere, som jeg kendte. De havde lejet cykler og besluttet at tage turen fra Lake Tekapo til Ōhau Lodge på én dag. De ville tage en fridag på lodgen i morgen, så jeg regner med at møde dem igen i morgen.
Jeg manglede stadig syv kilometer. Afkølingen virkede fint den første halve time, men jeg blev hurtigt varm igen. Der skulle flere pauser i skyggen til før jeg nåede frem til campingpladsen.
Lake Middleton Campsite er en fin teltplads. Den ligger ved den lille sø Lake Middleton, som ligger tæt på Lake Ōhau. Der er lige plads til en vej mellem de to søer.
De eneste faciliteter er en lille bygning med vandskyllende toiletter og en vandhane. Vandet skal filtreres, men det er lettere at hente vand ved en hane end i søen.
Jeg ankom kvart over syv. Jeg hentede vand, satte teltet op og lavede aftensmad. Inden maden var færdig forsvandt solen ned bag et bjerg. I løbet af kort tid skiftede temperaturen mærkbart. Nu måtte jeg tage både trøje og vindjakke på.
Jeg er træt. Mit telt står et dejligt sted. Her er helt roligt nu. Jeg satser på en god nattesøvn. I morgen behøver jeg ikke at stå op klokken 5:20. Mit næste logi er kun elleve kilometer væk.
Der var livligt på campingpladsen i går aftes. Der var glade gæster i hytterne over os. De gik ikke i seng klokken otte! Jeg sov med ørepropperne i, hvilket jeg sjældent gør. Natten blev urolig og klokken halv fem gik jeg op i køkkenet og spiste morgenmad. Bag efter var der lyst nok til, at jeg kunne pakke mit grej.
Solopgangen set fra Lake Tekapo Holiday Park
Klokken kvart over seks tog jeg hul på dagens marathon+. Først skulle jeg ind til byen og videre ud forbi skolen og rådhuset. I det kvarter lå der en del almindelige huse, men også flere udlejningshuse. Byens sidste hus var en lodge. Det må være en by med rigtig mange feriegæster.
Te Araroa fulgte cykelruten ‘Alps 2 Ocean Cycle Trail’ det meste af dagen. Efter Lake Tekapo følger cykelruten Tekapo Canal, så det var en meget enkel ruteføring i dag.
Jeg stødte til cykelruten i byens udkant. Her lå Tekapo A Power Station. Det så ud til, at atomkraftværket brugte vandet fra Tekapo River til afkøling. Bag efter blev vandet ledt ud i kanalen.
Tekapo atomkraftværk
De første syv kilometer havde jeg floden på min højre side og kanalen på min venstre side. Der var morgenfriske folk med fiskestænger.
Tekapo Canal
Ved halv ni tiden kom jeg til et sted, hvor vejen var spærret for biler. Vi måtte heldigvis gerne passere.
Omtrent samtidig begyndte de første cyklister at passere mig. De kom enkeltvis eller i små grupper. En del af dem kendte jeg på forhånd.
Jeg mødte kun én anden TA’er, som var til fods. Han overhalede mig i et rasende tempo.
Klokken tolv var jeg nået til et sted, hvor cyklerne skulle fortsætte langs kanalen, selvom Te Araroa drejede ind på en sti til venstre.
Stien fulgte et hjulspor, som førte mig til en mere defineret markvej. Sporet var bredt nok til, at det var nemt at gå i.
Efter otte kilometer passerede jeg en lille teltplads. Det så faktisk hyggeligt ud, men jeg ville gerne nå længere i dag. Jeg har booket et værelse på en lodge til på tirsdag, så jeg vil gerne have en kort tur den dag.
Jeg holdte en pause og hvilede fødderne, som føltes trætte. Det havde været overskyet om formiddagen, men nu var det blevet anstrengende varmt. To kilometer senere kunne jeg se Lake Pūkaki. Den var lige så flot blå som de andre søer i området.
Lake Pūkaki
Stien gik ud til søen og fangede kort efter cykelstien igen. Det var godt, for der var heftig biltrafik på den lille kystvej.
Cykelstien langs vejen
Søen var flot og på den anden side lå Mount Cook. Vinklen til bjerget havde ændret sig lidt siden sidst, men det så stadig imponerede ud.
Dagens sidste anstrengelse var ti kilometer langs søen. Det var varmt og støvet. Jeg passerede en del strande og badegæster. Jeg gik ned på en strand for at hente vand i søen. Jeg filtrerede det og gav det også en vandrensningstablet. Det føltes lidt sært at drikke vand, som andre badede i.
To camp or not to camp? Sjovt skilt!
Klokken kvart over fem nærmede jeg mig dagens mål. Det er et camping område, som er forbeholdt selvforsynende køretøjer.
Normalt er teltslagning ikke tilladt, men Te Araroa har særstatus. Stedet står på listen over teltpladser, som er inkluderet i mit trailpas.
Det var ikke helt nemt at se, hvor det oplagte sted til et telt var. Jeg valgte en bakketop i nærheden af de offentlige toiletter.
To toppe = mit telt og Mount Cook
Jeg var træt og orkede ikke at afsøge hele området. Jeg har slået lejr og spist aftensmad. Det blev også til en soppetur. Jeg havde gerne hoppet helt i, men mine bare fødder kunne ikke lide at gå på stenene på stranden.
