TA, dag 50, til Mystery Creek (km 998,5)

Tirsdag den 19. november 2024

[Der er meget få steder på Timber Trail, hvor der er mobilsignal. Indlægget er derfor slået op med to dages forsinkelse.]

Der var dejlig stille på vores lille teltplads i nat. I morges var det koldt. Arnolds inReach meddelte, at det var 10 grader, men føltes som 7 grader. Vi syntes, at det føltes som 5 grader. Jeg huskede at få vanterne på og de langbenede ODLO tights ville ikke af før et par timer senere.

De første tolv kilometer ind til midten af Timber Trail, hvor der ligger tre overnatningsmuligheder, gik hurtigt. Skoven var lige så dejlig som i går.

Jeg var fremme ved Timber Trail Lodge alt for tidligt til pizza klokken 13. Jeg prøvede alligevel at gå ind til Lodgen. Der var helt stille og tillukket. Selv et forsøg på at lokke koden til internettet ud af to gæster slog fejl.

Camp Epic har et opslag nederst på skiltet

Næste stop blev Camp Epic. Jeg havde set et skilt på vejen, som ud over det forventede glamping og camping også lokkede med ‘meals’ og ‘cold drinks’. Det måtte testes. Her var modtagelsen anderledes venlig. Området så virkelig indbydende ud, og en mand var i gang med rengøring i det store overdækkede udekøkken. I løbet af kort tid var jeg forsynet med en kold cola, en pose spiseklar Chili con carne, som jeg selv kunne varme i en gryde, to æg og noget brød samt koden til internettet.

Jeg havde udsigt til glampingteltene, og det var virkelig fristende at tjekke ind dér. Jeg nøjedes dog med en mere end to timer lange pause før jeg satte kursen mod Mystery Creek. Målet var at nå en tredjedel af Timber Trail igen i dag.

Efter et par kilometer kom jeg til den længste af hængebroerne. Den var smuk og imponerede og knap så urolig som de foregående broer. Ti stjerner til den.

Klokken 17 nåede jeg Mystery Creek. Marianne og Arnold var allerede ved at slå telt op. Vi er igen kun os tre. Fint med mig – men også lidt mærkeligt. I dag har ingen af os mødt nogen af de kendte ansigter, og i det hele taget har vi kun mødt ganske få cyklister på turen. Det var ret behageligt. Jeg havde frygtet, at de gående måtte springe til side for cyklerne hvert andet øjeblik, men det har der slet ikke været brug for.

I morgen er vi klar til sidste tredjedel af Timber Trail.

Mit telt står ved det røde shelter – bag det grønne telt. Til venstre er der et bordbænkesæt.

TA, dag 49, til Harrisson Creek (km 972)

Skriv et svar

Mandag den 18. november 2024

Efter en behagelig nat i mit lille logi var jeg klar til afgang omkring klokken syv. Jeg sagde hej til cyklisterne i forhaven, som var ved at stå op. Der var koldt udenfor for. Pureora ligger i 561 meters højde.

Jeg var hurtigt henne ved det sted, hvor Timber Trail fører ind i Pureroa forest. Et skilt henledte opmærksomheden på, at jeg nu gik ind i alpine omgivelser. Der var ingen mennesker at se nogen steder. Skoven var smuk og tæt. Der var kæmpe store træer, mindre træer og buske. Der var skønt.

Skoven var en arbejdsplads for 50 og 100 år siden. Der blev fældet træer i stor stil. I dag er Timber Trail primært en populær mountainbike rute, en naturpark og et kig ind i historien.

Jeg traskede glad afsted. Det var nemt og bekymringsfrit. Jeg mødte en enkelt vandrer efter en times tid. De første cyklister, som overhalede mig, var ‘mine egne’ teltliggere.
Senere på formiddagen mødte jeg Arnold og Marianne, og der blev langsomt mere liv på stien. Rigtig travlt blev der dog aldrig. Det gik opad de første timer. Jeg holdte mig til cykelsporet og kort efter klokken elleve var jeg ved rutens højeste punkt, som vaf 971 meter over havet. Resten af dagen gik det mest nedad.

Nogle af dagens højdepunkter var hængebroerne. De så solide ud. Et par af dem var rigtig lange. De gyngede overraskende meget, når man gik på dem. Det føltes sjovt og en lille smule ubehageligt, hvis det var en anden persons bevægelser, som fik broen til at hoppe.

I løbet af dagen kom i alt fire af de kendte TA’ere forbi på deres lejede cykler. Hvor resten af styrken er henne, ved jeg ikke. Marianne, Arnold og jeg har valgt at stoppe på en fin lille teltplads i naturen efter 27 kilometer. Fidusen er, at vi i morgen kan passere Timber Trail Lodge i tidsrummet kl. 13 til 16:30, hvor de sælger pizzaer til ikke-gæster. Resten af tiden er køkkenet reserveret til dem, som har lejet et værelse. Det giver samtidig mulighed for at dele rutens 85 kilometer i tre behagelige bidder.

Der er god vandstørm og let tilgang til va det

Det har været en vidunderlig dag. Nu ligger jeg i teltet og lytter til fuglene, og til vandet i Harrisson Creek, som løber forbi tæt ved os. Det er fint, for den er vores vandforsyning.

Mobilsignal!

Skriv et svar

Jo, det er der lige her i svinget.

Vi må se, hvordan det går senere i dag. Der kan muligvis være flere dage uden signal i de næste uger.

TA, dag 48, Pureora (km 947)

Skriv et svar

Søndag den 17. november 2024.

Jeg vågnede tidligt og spiste morgenmad ‘på sengen’. Det var iskoldt uden for, så jeg blev i soveposen, så længe som muligt. Det blæste i nat. Teltet var stort set tørt i morges på trods af, at der kom et par regnbyger i aftes. Ingen kondens.

I dag var et langt sejt træk. 37 kilometer roadwalk (‘vejgang’ lyder altså dumt!). Meget anderledes end i går. Dagen skulle binde slutningen af riverwalken samme med starten af Timber Trail.

Der var ingen action i dag, men kilometervis af solide veje i grønne omgivelser. Der var udsigt til store bløde bakker med køer, tyre, heste og får, får, får…

Jeg holdte et par pauser undervejs. Det føltes ikke varmt at gå, men pausen klokken 12 holdte jeg i solen sammen med Marianne og Arnold. Dér blev det pludselig steghedt. Det var en fornøjelse, at det kort efter blev overskyet.

Der var stille på de små veje. Det er søndag. Efter cirka 25 kilometer skulle jeg gå 8 kilometer ad SH30. Den var også rimelig i dag. Der var ingen tung trafik og langt mellem bilerne.

Da jeg nærmede mig Pureroa kom der signal på telefonen. Jeg frygtede, at det ville forsvinde igen, så jeg tog en ekstra pause og lavede lidt kontorarbejde. (Signalet er her dog stadig.)

For et par dage siden valgte jeg at booke en seng i en hytte til i dag. Det skulle vise sig at være en genistreg. Jeg var den eneste, som var booket på stedet indtil der dukkede fire sidsteøjebliks-cyklister op. De ligger i telt ude på plænen.

Jeg har fået min egen lille hytte. Jeg har et gammelt køkken, og jeg deler badeværelse med teltliggerne. Rummet, som jeg skal sove i, minder mig om lejrskolen i 4. klasse. Årgangen er sikkert omtrent den samme! Men jeg er alene og indendørs. Det betyder, at jeg sidder i en stol ved et bord med en kop kaffe. I teltet havde jeg ligget i soveposen nu. Det er for koldt til, at det er behageligt at være ude om aftenen. Jeg har været i bad, og jeg har vasket lidt tøj.

Alle de andre TA’ere må have valgt teltpladsen en kilometer længere fremme. Den er inkluderet i vores forudbetalte trailpas og derfor ‘gratis’. Det her sted var lidt svært at gennemskue, og jeg ved, at nogen har valgt der fra, fordi hytten ikke er privat. Man booker en seng – ikke en hel hytte. Det fik jeg så bare alligevel!

PS: Jeg efterlod min første campinggas på hotellet i Te Kuiti. Der var stadig en mikroskopisk sjat i. Jeg har båret afløseren i rygsækken siden Auckland. Det er ret vildt, at jeg kun har brugt én dåse på 47 dage. Det var endda den lille dåse med 110 gram gas. Jeg bruger primært brænderen til at koge vand med. Jeg koger vand én gang – hælder vand på min mad (tørfoder) og putter pulverkaffe i det, som er tilbage i gryden. Jeg pakker den kun ud om aftenen. Ingen morgenkaffe – med mindre der er en café.

TA, dag 47, til Magaokewa North (km 910)

Skriv et svar

(Lørdag den 16. november 2024. Der var nul mobilsignal på teltpladsen i går. Indlægget er derfor slået op i dag = dagen efter.)

Det var med kriller i maven, at jeg begav mig på vej klokken halv otte i morges. Det havde regnet voldsomt, og jeg skulle ud og gå ‘rivertrail’ hele dagen.

Te Kuiti – interessant byggestil – næsten som en kulisse til en film!

Jeg så to forskellige videodagbøger fra etapen på YouTube i går. Begge konkluderede, at det havde været en flot dag, men også en af de hidtil sværeste. Begge hold gik begge i tørt vejr. Jeg havde nærlæst noterne. Floden skulle passeres flere gange, men hver gang på en bro. Det skulle nok gå.

Først skulle jeg ud af byen. Jeg kom forbi ‘The shearing’ – en kæmpe fåreklipper. Te Kuiti er fåreavlernes by. En venlig dame tilbød at tage et billede med mig og klipperen.

Jeg passerede rugbyklubben, som stolt viste billeder af en af en kendt spiller, som havde sine rødder dér. Hans kontrafej havde jeg også set andre steder i byen, så han måtte være ‘stor’. De var i hvert fald stolte af ham.

Vandredagen bestod af en kort tur ad Mangaokewa Reserve Track efterfulgt af en lang tur ad Mangaokewa River Track. En hel dag langs en flod. Turen var kun tyve kilometer lang, så man kunne nemt tro, at det hurtigt var klaret. Men jeg var advaret, og det havde regnet, så jeg havde sat hele dagen af til turen.

Ruten bugtede sig op og ned langs floden. Strømmen var tydeligvis stærk i dag, men det havde ikke konsekvenser for stien. Jeg gik skiftevis i skov, buskads og på eng. Stiens kvalitet var varierende. Af og til nem og god at gå på, jævnligt smal, glat, stejl og udsat, og enkelte gange ‘sketchy’ (Describing a situation or location that is potentially Describing a dangerous, unstable, or uncertain, often used in the context of hiking or climbing.) Den type sti, som man først synes er sjov, når man er færdig med den.

Det gik langsomt. Jeg gled et par gange, men det blev aldrig alvorligt. De svære passager får jeg aldrig taget billeder af. Der er nok at tænke på lige i det øjeblik.

Ved frokosttid mødte jeg Arnold og Marianne fra Holland. De er en del af ‘1. oktober’ holdet. Jeg slog mig ned ved siden af dem. Der var flot udsigt, og vejret var dejligt.

Efter pausen skiftede omgivelserne igen et par gange. Hver gang jeg troede, at nu var det sværeste overstået, så kom der en ny smal sti.

Tyve minutter i fem var der kun halvanden kilometer til dagens lejr. På kortet skulle jeg gå på en vej. I virkeligheden var vejen en grusvej, og den gik gennem en fold. En fold med halvstore tyre, som gav sig til at brøle, da de så mig. Jeg ventede og håbede, at de tabte interessen. Det gjorde det fleste da også, men én blev stående lige inden for lågen og skrabede med forbenene. Jeg syntes ikke, at han så rar ud.

Efter et stykke tid dukkede min redningsmand op. Arnold og Marianne var nået frem, og Arnold gik ganske uimponeret ind i folden og jog tyrene væk! Marianne og jeg var til gengæld imponerede! Vi vandrede alle tre sammen gennem folden.

Kort efter fandt vi teltpladsen. Der var kun ankommet tre andre. Det er en privat lille plads, som en venlig bonde stiller til rådighed. Jeg har vasket mudder af benene og spist aftensmad med de tidligst ankomne. Nu er det snart hikers midnight (omkring klokken 21), så min dag er ved at være slut.

Nu er vi nok omkring ti telte. Der var flere, som var startet sent, og mindst én var faret vild på turen. Ruten har generelt uddelt en del knubs i dag, men ikke noget alvorligt. Det var faktisk helt, som videoerne lovede: en fantastisk flot dag med mange udfordringer.

Mit ur afbrød trackingen efter en pause, som blev for lang. Dagen er derfor delt i to track. I alt cirka 24 kilometer.

Never cross floded rivers

Skriv et svar

Ovenstående advarsel ses ofte i noterne i afsnittet om ‘potentielle farer’. I dag fik jeg godt nok syn for sagen.

I onsdags krydsede jeg en flod helt uden problemer. Jeg tog det her billede, inden jeg gik ud i vandet.

Her er et udsnit af noterne til den etape.

Her i Te Kuiti har det regnet meget i det sidste døgn. Det samme gælder formentlig det her sted, som kun er halvanden etape bagude.

Jeg har lige læst et opslag i en Whatsapp gruppe om netop den flodkrydsning. Det kommer her.

Vi går glip af lyden, fordi det er et billede. Men selv uden lyd er det tydeligt, at der er tryk på vandet, som er brunt, fordi strømmen er så stærk, at vandet tager jord med sig.

Forskellen er nærmest uhyggelig!

TA, dag 46, zero i Te Kuiti (km 882)

Skriv et svar

De forsvundne læsebriller dukkede op i dag. De havde gemt sig i en lomme inde i inderteltet. Der må de have ligget hele dagen i går. De har overlevet, at jeg proppede teltet ned i en pose og posen ned i rygsækken. Så slap jeg for at gå ud og handle i dag!

Det har regnet uden ophold hele dagen. Det kommer først til at genere mig i morgen. I dag har jeg hygget mig inden døre med planlægning af de næste sektioner. Jeg synes, at jeg har lagt en god plan. Nu mangler den bare lidt tørvejr.

Jeg har spist flere gange, og det tynder godt ud i madbeholdningen. Den mad, som skal med på tur, har jeg fordelt i portioner og sorteret. Noget mad skal ned i fjernlageret på bunden af rygsækken og andet skal være let tilgængeligt.

Mit motel er ikke firestjernet, men sengen har vist sig at være perfekt at sidde i. Den er forsynet med et væld af store puder, som gør det behageligt at tage en dagvagt med kontorarbejde og samtidig hvile benene. Dagen er gået helt, som den skulle. Jeg vil gætte på, at jeg har forbrændt 5 kalorier i dag!

TA, dag 45, til Te Kuiti (km 890)

Skriv et svar

I morges forlod jeg campingpladsen tyve minutter i otte. Desværre tyve minutter for tidligt til at få morgenkaffe på caféen. Morgenmaden havde jeg allerede spist på campingpladsen. Jeg fik suppe med nudler, et hårdkogt æg og en håndfuld mandler!

Ruten styrede direkte ud til det nærmeste farmland. Over den første af mange steler og op og ned i det smukke, bakkede landskab. Rytmen gentog sig i løbet af turen: Op på et højdedrag og ned igen.

På den første stigning var der flotte formationer af limsten.

En af sektionerne var en smal og glat skovsti. Det gik meget langsomt fremad. Der var ikke noget problem, for etapen var relativt kort. Jeg kunne tage den med ro. Stien var så trang, at det to gange lykkedes mig at klemme mig op af en forkert åbning mellem træerne. Jeg opdagede det hurtigt, men det er usædvanligt for mig, at det sker flere gange. Jeg tænkte, at det var godt, at der var en fridag lige om hjørnet. Måske er det både hovedet og kroppen, der trænger til en pause.

Pas på tyrene og opfør dig pænt! (Tyrene var ikke at se i dag)

Når vi krydser farmland er opskriften ofte, at ruten følger et hegn. Hver gang der starter en ny indhegning skal man over hegnet via en stele eller åbne og lukke en låge. Når man skal krydse ind over et stort grønt område er det ofte sværere at hitte ud af, hvor mange skal hen.

Et af dagens højdepunkter var en hængebro over Mangapu River. Den var smal og den gyngede, når jeg bevægede mig.

Et sted på turen mødte jeg et ægtepar fra New Zealand. De havde boet her i området, men var flyttet til Sydøen. Vi holdte en lille pause sammen.

Halvanden kilometer før Te Kuiti var det slut med små stier. Jeg kom ud på hovedvejen, hvor der lå en café. Jeg fik hurtigt indhentet den forsømte morgenkaffe, og tog frokosten ved samme lejlighed.

Det var begyndt at regne kort før jeg nåede til caféen. Det var ikke blevet bedre, da jeg forlod den. Heldigvis var der ikke langt til Motel Te Kuiti, hvor jeg havde booket to nætter.

Hotellet er hverken kønt eller moderne. Det ligger ud til en vej, hvor trafikken er så tung at hele huset jævnligt ryster. Alligevel føles det som et kup. Privatliv, køleskab, kort vej til supermarkedet og tørvejr.

Jeg pakkede hurtigt ud. Tømte rygsækken og drog afsted til supermarkedet. Det var tid til resupply. Efter Te Kuiti er der igen fem dage uden butikker. Det blev til et kæmpe indkøb. Det bliver spændende, om jeg har købt for meget mad. Måske ser det voldsomt ud, fordi der også er mad til i dag og til i morgen. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg er bagud med kalorierne, så fridagen bliver en spis-rigeligt dag.

Det lykkedes mig også at få købt flere piller mod høfeber og nogle tyggetabletter, som bliver afløseren for det druesukker, som jeg snart løber tør for.

Jeg har tømt, rystet, vasket og tørret grej. Der hænger ting overalt nu. Det er dejligt at få sorteret og ryddet op i gemmerne. Noget tyder på, at jeg har tabt et par briller i dag. Lige nu kan jeg I hvert fald ikke finde det ene par læsebriller. Det er ikke noget stort tab, men hvis ikke de dukker op, så skal jeg ud og købe nye i morgen.

På vejen til Bombay tabte jeg gummidup til den ene vandrestav. Den har med stor sikkerhed hængt fast i noget mudder, og så er jeg gået videre uden at opdage det. Jeg havde heldigvis et ekstra par i rygsækken. Det er bedst at sætte dupperne på, når underlaget er meget hårdt. I byerne har jeg altid dupperne på.

Jeg købte salat og pølser til i aften og i morgen. Nu er det bevist, at man godt kan koge pølser i en mikroovn!

Hvis du synes, at det ser lovlig sundt ud, så bare rolig. Jeg har seks slags dessert at vælge mellem!

Her er dagens track fra mit ur. Distancen er overraskende lang. Jeg glemte at afbryde trackingen da jeg ankom til motellet. De 24 kilometer omfatter også indkøbsturen.

Da jeg spiste frokost halvanden kilometer før målet, stod mit ur på 16,11 kilometer. Fra logi til logi var der derfor omkring 17, 5 kilometer. Det er overraskende langt jeg har gået efter ankomsten. Det blev da også til en del ture op og ned ad gangene i supermarkedet.

TA, dag 44, til Waitomo (km 875)

Skriv et svar

Tidligt oppe. Jeg fik desværre ikke taget et billede af den flotte have med alle teltene slået op. Men jeg tog et billede, da jeg er på vej ud af indkørslen klokken syv.

Der var dis over bakkerne i morges, og det så flot ud, når disen kom drivende ind over vejen i solopgangen.

De første seks kilometer fulgte ruten lokale småveje. Så var freden forbi! I løbet af dagen kom jeg gennem stort set al slags terræn. Det, som på kortet lignede en nem dag, var spækket med udfordringer. Ikke ekstreme udfordringer, me mange bakker, smalle stier, mudrede stier, tilgroede stier, en flodkrydsning og en ruteføring, som krævede knivskarp navigation. Det var en flot dag, men der skulle hænges i.

Midt på turen krydsede jeg Carbon Farming. De havde deres egen landingsbane. Den var heldigvis ikke i brug i dag, så jeg kunne let komme forbi. Lige efter landingsbanen tog jeg nok en lille omvej ned. Jeg kom i hvert fald til en ruteafmærkning, som jeg måtte analysere længe for at få logikken på plads. Det så heldigvis ud til, at jeg valgte den rigtige vej videre.

Der var andre, som var mindre heldige. Jeg har mødt et par stykker, som havde været på længere ekspeditioner ud i landskabet i dag.

Jeg ankom til Waitomo Caves omkring halv fem. Jeg var hundesulten, så jeg svingede ind om General Store, som var en kombineret café og butik. Jeg købte en cola og sikrede mig, at de havde åbent til klokken seks. Efter indtjekning på campingpladsen og hurtig teltopsætning, var jeg tilbage i caféen. I løbet af ingen tid havde jeg forøget deres omsætning betydeligt, og mit energiniveau steg tilsvarende.

Tilbage på campingpladsen tog jeg et brusebad, og ved et mirakel lykkedes det mig at kapre en af de to vaskemaskiner. Der er cirka 15 telte med TA’ere, som alle ankommer med og i beskidt tøj, og pladsen er godt besøgt af andre gæster, så vaskemaskinerne er på overarbejde.

Der var regn i vejrudsigten, så jeg konstruerede min egen tørresnor under et tag. Nu håber jeg bare, at den får lov at hænge til i morgen.

Der er en boble af vandrere her i dag. Det bliver nok anderledes om et par dage. Vi er nogle, som snupper en fridag, og andre, som har travlt. Der er flere af de unge, som tager meget lange dage af forskellige grunde.

Når jeg kigger i vejrudsigten, så synes jeg, at fredag er et godt tidspunkt at tage en fridag.

I morgen går jeg til Te Kuiti og der bliver jeg til på lørdag.

Der er travlt i området med små telte. Min lille gule villa er omtrent midt i billedet.

Jeg glemte at slukke uret ved ankomsten. Det tog ikke ti timer, men måske 9,5 timer.

I dag synes jeg, at den her er sjov. Det er ikke en etape man forbinder med store stigninger, men der løber alligevel en del højdemeter på.

TA, dag 43, til Kaimango Rd (km 842)

Skriv et svar

I morges stod jeg tidligt op og gjorde klar til afgang. Der var smukt udenfor lige før solopgang.

Klokken tyve i syv startede jeg turen ned fra bjerget. Benene skulle lige vågne. Heldigvis var det allerførste stykke forsynet med fodgængerbroer, så jeg lige kunne varme lidt op før det blev mere bøvlet.

Der gik ikke lang tid før det lignede ruten fra i går. Denne gang bare med mest nedstigning, endnu stejlere og mere mudret.

I løbet af de næste par timer blev jeg overhalet af en håndfuld, som gik hurtigere end mig selv. Ellers var der ganske fredeligt på stien, som af og til bød på flot udsigt over skoven.

Kvart over ti var jeg nede ved den vej, hvor nedstigningen sluttede. Der var allerede et par vandrere, som holdte pause i græsset. Jeg gik hen til en bæk og vaskede det værste mudder af støvlerne før jeg slog mig ned hos de andre. I løbet af tyve minutter fik jeg hilst på Holland, England, Japan og Australien. Folk kommer langvejs fra for at gå Te Araroa.

Efter pausen gik jeg tolv kilometer af mindre veje. Himlen skiftede farve flere gange, men der kom ingen regn. Turen sluttede i haven hos gæstfrie værter klokken halv to.

Jeg slog teltet op og kiggede på faciliteterne i garagen. Der var både toilet og bad, plads til opladning af elektronik, internet, kolde drikke i køleskabet og en gæstebog. Der stod også en bøtte, hvor vi kan bidrage til udgifterne.

I løbet af de næste timer dukkede der flere TA’ere op. Nu er der cirka ti telte i den store flotte have. I eftermiddags sad vi i en lille gårdhave foran garagen og tilberedte vores mad og snakkede. Nu er solen gået ned og de fleste er krøbet I teltene. Det bliver hurtigt køligt, når solen er væk.

Der er tydelig forskel på hastigheden. Langsomt…..og hurtigere.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

TA, dag 50, til Mystery Creek (km 998,5)

TA, dag 49, til Harrisson Creek (km 972)

Mobilsignal!

TA, dag 48, Pureora (km 947)

TA, dag 47, til Magaokewa North (km 910)

Never cross floded rivers

TA, dag 46, zero i Te Kuiti (km 882)

TA, dag 45, til Te Kuiti (km 890)

TA, dag 44, til Waitomo (km 875)

TA, dag 43, til Kaimango Rd (km 842)