TA, dag 42, Pirongia (hytten km 825)

Skriv et svar

Det hjalp ikke på vejret, at jeg tog en lang dag forleden. Vejrudsigten ændrer sig hele tiden. Heldigvis blev mængden af regn mindre og mindre for hver gang jeg kiggede i vejrudsigten. Men regnen flyttede sig hen over ugedagene.

Det blev til rigtig mange regnbyger i aftes og i nat. Der er helt sikkert kommet meget vand, men det regnede ikke på dagens tur, og selvom stierne var mudrede, så var de passable.

I nat lå vi fire damer tørt i skuret og tænkte på alle de stakler, som overnattede på teltpladsen. Vi fik serveret scrambled eggs, toast og marmelade i morges, og vi var enige om, at de 30 NZD var godt givet ud.

Efter dagens første seks kilometer krydsede vi teltpladsen. Der var stadig mange teltliggere på pladsen. De så nu ikke særlig ‘stakkels’ ud. Der var smil over hele linjen.

Efter teltpladsen startede opstigningen til Pirongia Mountain. Vi skulle op i 959 meters højde. Det gik mærkbart opad de første tre kilometer og stejl opad de sidste par stykker.

Jeg fulgtes med Sarah et stykke af vejen, og hilste på et par andre TA’ere undervejs. Generelt er det forbavsende så få TA’ere jeg møder ude på ruten i betragtning af, hvor mange jeg ved, der er på vej.

I dag overnatter vi i en hytte lige efter bjergets top. Den er fuldt booket med 20 personer. Det er det første sted jeg har været, hvor der er så stort rend sammen. Der er et par grupper af TA’ere, som følges ad. Den største er vist på ni vandrere. De kommer her til hytten i dag.

Turen op gennem skoven var udfordrende – men på den sjove måde. Det var ikke værre end at jeg stadig havde tid til at nyde den fantastisk smukke skov. På toppen af Pirongia var der en udsigtsplatform. Udsigten var fantastisk, men der var koldt, når man kom op over bevoksningen.

Turen op til hytten tog mig fire timer regnet fra teltpladsen. Det er en smule hurtigere end det estimat, som fremgår af skiltningen.

Dem, som er nået frem, og har valgt at stoppe her, laver mad, skyller strømper mv, slapper af og sludrede. Stemningen er god. Til min store overraskelse er der lidt signal på dataforbindelse. Jeg kan ikke uploade billeder, så de må vente, men måske er jeg heldig med teksten.

Jeg glemte igen at starte trackingen ved afgang fra mit logi. Derfor har jeg selv tilføjet en gul streg.

Det var ikke nogen lang strækning, men vanskeligt terræn.

TA, dag 41, til Karamu (km 811)

Skriv et svar

Dagens to første kilometer førte mig tilbage til centrum, hvor jeg genoptog Te Araroa. Byen var tom og trist. Det var søndag morgen. Ruten førte gennem centrum og videre af Western Rail Trail.

Her efter kom der en bid industrikvarter før jeg endelig var ude af byen. Jeg holdte pause på en bænk med en dejlig udsigt og nød en af de lækre sandwich, som jeg havde smurt ind går aftes.

Ruten krydsede gennem haven Taitua Arboretum, som var et af dagens flotteste steder. Her efter kom der blandt andet en tur gennem kvægfolde. Det skortede ikke på advarsler. Noterne advarede om tyre og skiltene om hunde. Jeg kom fredeligt gennem det hele.

Midt på turen lå Whatawhata. Her blev pausen længere. Jeg drak kaffe og spiste kage på en flot og velbesøgt café.

Efter Whatawhata blev det mere bøvlet. Turen gik langs Waipa River. Der var grønne ujævne marker, halvtrætte steler og det var en lille skattejagt at finde afmærkningerne.

Da der var 14 kilometer tilbage gik ruten ud på en vej. Der besluttede jeg mig for at blive. Der var ellers lagt op til en stor bakke og mere landbrug. Jeg tog den rute, som anbefales i de perioder, hvor det på grund af ‘lambing’ ikke er tilladt at passere over markerne. Det var lokale asfaltveje.

Jeg var fremme ved mit logi klokken fem. Vi er fire, som har valgt at stoppe her i dag. De fleste er nok fem kilometer længere fremme på en gratis campingplads. Der lader til at være en boble af vandrere omkring mig lige nu.

Her på stedet sover vi på række i et ‘skur’. Fordelene er, at vi er i ly for regnen, og at vi får morgenmaden serveret i huset hos vores værter. Der kommer jævnligt byger, og vi forventer mere regn i nat.

TA, dag 40, til Hamilton (km 777)

Skriv et svar

Jeg havde en afslappet aften med indisk take-away i går. Der var roligt i haven, så nattesøvnen blev god. Klokken halv otte i morges gik jeg over broen over Waipā River og til det sted, hvor to floder mødes. Jeg gik gennem en park og videre langs bredden af Waikato River.

Jeg skulle følge den kombinerede cykel- og gangsti Te Awa (= ‘floden’) hele vejen til Hamilton.

Det var jeg godt tilfreds med, for underlaget var godt og udsigten til floden var endnu bedre.

Et sted på turen holdte jeg en pause, og dér kom Sarah gående. Det var hende jeg gik gennem skoven sammen med for nogle uger siden. Sikke en overraskelse. Vi fulgtes ad og fik samlet op på løst og fast.

Efter en times tid blev vi enige om at ændre lidt på kursen for at finde en café. Det lykkedes efter et par forgæves forsøg. Det blev en omvej rundt i et lørdagslukket industrikvarter, men det var turen værd.

Efter pausen skiltes vi, fordi vi skulle overnatte forskellige steder i Hamilton. Jeg gik tilbage til floden. Der var stadig dejligt, og jeg kunne følge med når både og vandski susede forbi. Der var et arrangement på floden og mange tilskuere i store og små grupper.

I Hamilton var det tid til resupply. Der går nogle dage, før der er store butikker igen. Jeg gik ind i Pak’n’save og var som altid nær den totale nedsmeltning før jeg slap ud igen. Måske skal jeg bare købe ind i en kiosk næste gang!

Jeg fik proppet al maden ned i rygsækken gik de sidste tre kilometer ud til dagens værtinde. Hun bor et par kilometer uden for ruten. Her er stille og roligt. Jeg har fået eget værelse, og nu sidder jeg og nyder haven. Værtinden har lige været forbi med tilbud om en is. Haps! Den passer godt til aftenkaffen.

Der skal lægges 2 kilometer til. Jeg glemte at starte uret i morges.

TA, dag 39, til Ngāruawāhia (km 755)

Skriv et svar

Søvn er et vidundermiddel. Min logi var ydmygt, men der var en god seng, og hytten havde gardiner. Jeg vågnede udhvilet og tilfreds i morges, og kunne til min store overraskelse konstatere at klokken var syv. Uden for var det lyst, men gardinerne sørgede for, at jeg ikke blev vækket af solen. Kroppen var som ny. Klar til en ny dag på TA.

Jeg drak to kopper kaffe – af en rigtig kop – og spiste morgenmad af en rigtig skål. Fine forhold. Klokken var over ni, da jeg forlod campingpladsen.

Først skulle jeg tilbage af broen over jernbanen og over floden for at komme tilbage på ruten. På vejen mødte jeg en ung norsk TA’er. Vi fulgtes ad til starten af Hākarimata Walkway. En tur på cirka seks kilometer.

Hākarimata Walkway var en skovtur på cirka ni kilometer. Først op ad en masse trapper, så otte kilometer ad en snoet sti mellem træer og buske. Underlaget var mest rødder og jord eller mudder. Det gik lidt op og ned hele tiden. Hastigheden lå på to kilometer i timen hele vejen. Ruten sluttede med en stejl nedstigning og endnu flere trapper. Der var kauritræer i skoven, så støvlerne skulle renses og sprøjtes igen.

Der var flere flotte udsigtspunkter. Både mod nord og mod syd. Det var sjovt at kigge ned og genkende søen ved campingpladsen, floden og broerne.

Der var dejligt i skoven. Grønt og frodigt. Fuglsang.

Klokken tre var det blevet tid til et lille smil over 25% gennemført TA.

Lige før nedstigningen var der en helipad og et udsigtstårn. I tårnet var der vise ord og tørre facts om ruten. Zoom godt ind – også på det gule skilt.

Der kom en kondiløber prustende, da jeg stod i tårnet. Og én til. Og flere. På hele turen ned mødte jeg motionister. Tykke og tynde. Store og små. Det var simpelthen her de gav den gas! Ren tortur.

I Ngāruawāhia skulle jeg overnatte i haven hos en trailengel. Hun sms’ede, at hun ikke var hjemme i weekenden, men at der var fire unge franske piger, som housesittede, og som ville tage sig af mig.

Det viste sig at være fire søde woofere. De hjælper værtinden med havearbejdet og får kost og logi til gengæld.

TA, dag 38, til Huntly (km 736)

Skriv et svar

Der var meget motorstøj og larm, der hvor jeg sov i går. Måske var det den sporadiske nattesøvn, som var anledningen til, at jeg tjekkede vejrudsigten for Mount Pirongia. Turen op og ned på Pirongia er teknisk svær, og den er endnu sværere, når det har regnet. Vejrudsigten lovede heftig regn på tirsdag, hvor det var planen, at jeg skulle gå der op.

Mit bedste løsningsforslag var at tage en lang dag i dag, så Pirongia er på dagsordenen allerede på mandag. Det så ud til, at det ville regne i dagevis, så det er bare med at komme afsted.

Jeg snuppede derfor en Marathon+ i dag. Når jeg ikke kunne deltage i den i Auckland, så kunne jeg da arrangere min egen marathon. Nu er jeg på en fin lille campingplads ved Lake Hakanoa i Huntly. Jeg har lejet en lille hytte for den beskedne sum af 30 NZD (under 150 kroner). Det er fint, for jeg trænger til at hvile benene. Særligt venstre fodsål piver lidt. Den kan godt mærke, at huden er ny (efter vablerne på 90 Mile Beach).Der er der vist også noget med fodstillingen efter tåoperationen i februar. Jeg tror, at der kommer meget tryk på min trædepude. Tåen kan ikke rigtig tage fra.

Dagens første forhindring var Whangamarino Track. Det er de tre kilometer, som fører TA fra motorvejen ved Mercer og ud i det åbne land. Det lille stykke får fæle kommentarer med på Facebook. Det pæneste ord jeg har læst er ‘karakterdannende’. De er mange, som farer vild i flere omgange.

Indgangen til sporet så spændende og tilforladelig ud.

Det var da også et anderledes stykke TA. Det var svært at følge afmærkningerne, men jeg var heldig at komme den rigtige vej igennem. Til gengæld var der stejlt og dårligt underlag, så det gik langsomt. Jeg brugte 80 minutter på det stykke, som beskrives som 45 minutter.

Nu fulgte en tur under jernbanen og under to store veje. Lav vandstand gjorde det ukompliceret.

Hovedparten af turen fulgte Whangamarino Wetlands Track og Waikato River. Det første stykke var kedeligt, men resten var grønt og fint og med jævnligt udsigt til Waikato River. Den var stor og flot.

Der var nogle bøvlede passager, men det meste gik af en græssti på et dige. Jeg besøgte kalve, køer og to kæmpe tyre, som heldigvis holdte sig i ro.

Jeg hilste på flere TA’ere på turen. Både nye og gamle. Hvor de gik hen ved jeg ikke. Der er kun én ud over mig her på campingpladsen. Jeg fandt en Garmin inReach på stien tidligt på dagen. Et hurtigt opslag i Whatsapp gruppen ‘lost and found TA’ satte mig i kontakt med ejeren. Han blev glad!

Jeg ankom til Rangiriri omkring halv tre. Det lykkedes mig at bestille frokost på caféen inden lukketid. Det smagte dejligt. Jeg ladede min telefon op, og det føltes som om, at mine egne batterier også blev fyldt. Efter pausen havde jeg ny energi.

Jeg manglede nu 16 kilometer til campingpladsen i Huntly. På papiret skulle jeg gå fra kvægfold til kvægfold langs en vej. Jeg havde fået nok af tyre og bulet græs, så jeg valgte at gå I vejsiden.

Det var nemt. Der var rimelig god plads og det var let at overskue trafikken. Efter tre timers koncentreret indsats kunne jeg begyndte at kigge efter den bro, som skulle føre mig over Waikato River. Den skulle være ved jernbanen.

Den var ikke svært at finde for pludselig gik bommene ned foran mig. Kiwi Rail! Jeg drejede til venstre, besøgte en kiosk og fandt campingpladsen.

Udsigt over Waikato River. Klokken var blevet syv.

TA, dag 37, til Mercer (km 695)

Skriv et svar

Lynley inviterede på morgenmad og delte gavmildt ud af tips om Te Araroa. Det var dejligt at få informationer fra en person, som selv havde gået hele turen. Klokken otte kørte vi tilbage til Bombay, hvor vi blev sat af på ruten.

Dagens første kilometer bragte mig til det sted, hvor ruten over Mount William startede. Det føltes som at komme tilbage til naturen. Pludselig var alt grønt og roligt igen.

Mount William Walkway er etableret på privatejet jord. Bjerget er 373 meter højt og ruten bugtede sig fint rundt og opad i fårefoldene. På toppen var der radioudstyr og en rigtig flot udsigt. Det var en dejlig tur, og jeg mødte flere lokale, som var ude på morgentur.

På den anden side af den store bakke styrede ruten ud mod Statehighway 2. Det var nødvendigt at gå et par kilometer langs den store vej for at komme til den næste fine rute, som var Mangathawhiri River trail.

Efter Sh2 gik ruten ind over et stort landbrug. Der var køer i alle størrelser. Pænt ordnet efter størrelse og køn. På det fjerde billeder her under går der en uendelig række af køer. Måske havde de været forbi malkemaskinen. De så meget målrettede ud.

Den sidste vej på landbruget bragte mig ned til Mangatawhiri River. Her var der kryds-floden-sjov og en lang gåtur i højt græs oppe på et dige.

Der var fint og stille og dejlig varmt. Jeg holdte en pause i græsset, og jeg var tæt på at falde i søvn. Ved slutningen af diget varslede en lastbil, hvordan de næste kilometer ville blive. Det støvede, når de kørte forbi med de store køretøjer læsset med hø.

Dagens eventyr var ikke forbi. Jeg krydsede min første jernbane og lige da jeg ‘klikkede’ for at tage et billede varslede lamperne at toget var på vej. Kiwi Rail!

Dagen sluttede med et snørklet stykke langs Sh1. Ankomsten til Mercer var som at komme ind i en stor motorvejssløjfe. Vi er en del, som camperer bag pubben tæt ved vejene. Der kommer hele tiden nye ansigter. Nogle tomler og andre går langt. Det er et ret mærkværdigt sted at campere, men det fungerer. Byens huse ligger vist længere oppe, men forsyningerne er her.

Det har været en dejlig vandredag og om lidt skal jeg have lammegryde! Jeg er færdig med Auckland sektionen. I morgen tager jeg hul på Waikato.

Dagens rute – fra mit ur

og fra MapsMe

TA, dag 36, til Bombay (km 672)

Skriv et svar

Det er forbavsende så få billeder jeg har taget i dag. Det skyldes nok, at det har været en dag uden store begivenheder.

Jeg sov godt i villahaven i Conifer Grove i nat. Jeg vidste, at jeg ikke havde travlt i dag, så jeg tog den med ro i morges. Klokken halv ni sagde jeg farvel til mine værter, og drog ud i det gode vejr. Jeg gik et par kilometer ad fine cykel- og gangstier mellem villavejene. Der var mange børn, som var på vej til skole. De havde alle sammen skoleuniform på.

Jeg skulle ud på ‘Southern Parth’, som var en kombineret cykel- og gangsti, der løb langs den sydlige motorvej. Belægningen på stien var god, og der blev passet ordentligt på os. Larmen ignorerede jeg. Der var fine udsigter til mangroven og ruten krydsede over vand et par gange. Cykelstierne begyndte for alvor at dukke op i går. Jeg har da også set enkelte cyklister, men der er langt imellem dem.

Ruten bragte mig til den lille by Drury. Jeg gik ind på apoteket og købte en næsespay. Høfeberen har meldt sin ankomst. Pillerne havde jeg allerede anskaffet.

Der lå en café i Drury. Jeg købte lidt mad og en kop kaffe. Desværre var lokalet kedeligt, og der var ikke mulighed for at oplade mobilen. Jeg prøvede derfor også byens anden café, men resultatet var det samme. Der var masser af lækre kager og sandwich og god kaffe, men et trist lokale med halvdårlige stole. Besøget blev kort.

Efter Drury skiftede ruten karakter. De veje, som jeg fulgte, var blevet mindre. Pludselig var jeg i et industrikvarter. Og pludselig var det væk igen.

Jeg var på udkig efter et godt sted at holde en lang pause. Det kom bare ikke, så det blev kun til små stop.

Landskabet var blevet mere kuperet, og ved to-tiden nåede jeg frem til dagens sidste bakke. Den var til gengæld lang. Den førte op til landsbyen Bombay.

Jeg havde en aftale om at overnatte hos en dame, som selv har gået TA. Hun havde advaret mig om, at hun ikke var hjemme før klokken fire eller fem. Jeg var løbet tør for vand, så jeg gik ind til skranken på byens skole. En venlig dame fyldte min flaske med koldt drikkevand.

Dagens værtinde sms’ede og bad mig om at gå ned til serviceområdet ved motorvejen. Det var en kilometer nede af en bakke. Dér ville hun hente os klokken fem. Der var altså andre end mig på vej, og værtinden boede åbenbart ikke i selve Bombay.

Nede i serviceområdet lå der mange butikker. Jeg købte en bakke sushi til aftensmad og noget chokolade til turen i morgen. Efter et stykke tid dukkede der en svensk TA’er op. Det var en af de tre unge mænd, som jeg hilste på i går. Kort efter dukkede en ung englænder op. Ham havde jeg ikke set før. Han gik vist lange dage. Klokken fem ankom værtinden, og vi kørte ud til familiens hus, som ligger ude på landet. I morgen klokken otte kører hun os tilbage til Bombay.

Jeg er installeret i et gæsteværelse i en ekstra bygning på grunden. De unge mænd har fået hver deres værelse i hovedhuset. Værtinden hedder Lynley. Hun har givet mig lidt informationer om de kommende dage på ruten, og vi har snakket lidt om vores oplevelser på TA. Hun er meget engageret i TA. I morgen skal hun hente to vandrere på Pirongia Mountain. Den ene er kommet til skade med knæet, og de skal begge være hos Lynley til de er klar til at vandre igen.

Sådan ser dagens track fra mit ur ud.

Og her kommer MapsMe.

Fra Conifer Grove til Bombay. Fra kilometermærke 651 til 672, men i praksis en gåtur på 25 kilometer.8

Lige nu befinder jeg mig fem kilometer sydvest for Bombay.

TA, dag 35, til Conifer Grove (km 651)

Skriv et svar

I dag har jeg gået fra km 618 til km 651. Jeg er dog lidt uden for ruten, men km 651 er det nærmeste mærke. Det er derfor nærliggende at tro, at jeg har gået 33 kilometer. Men den regnestok fungerer sjældent. Mit ur målte turen til 37,5 kilometer.

Turen udgik fra den naturskønne Ambury Park. Roen varede ved i et par timer. Efter otte kilometer holdte jeg en dejlig pause og spiste morgenmad.

En barrikade fra et ‘slag’ om de grønne områders fremtid. Jeg tror, at ‘de grønne’ vandt.

Da jeg nærmede mig lufthavnen var freden forbi. Der kom særligt ét stykke vej, som var virkelig træls. Vejen var smal og uden ekstra plads i siden. Der var meget trafik og rigtig mange lastbiler. I området foran lufthavnen lå der en del butikker. Jeg snuppede en cafépause.

Her en bid møgvej uden biler og sving. Der var ellers rigeligt af begge dele.

Resten af dagen var overvejende fortove langs store veje. Det blev dog også til en tur langs Puhini Stream og et gensyn med botanisk have. Dér var stadig dejligt.

Omkring klokken fire svingede jeg væk fra en stor vej og ud i et villakvarter. Her har venlige mennesker ladet mig campere i haven. Jeg har været i brusebad og tøjet har været i vaskemaskinen.

Bemærk det grønne bed til venstre for teltet.

Jeg supplerede aftensmaden med broccoli fra værtens have 🙂

Der kom også en anden nyhed på menuen: tørret kød. Det var heftigt krydret, men smagte fantastisk godt.

Dag 34, til Ambury Park (km 618)

Skriv et svar

Efter en dejlig rolig nattesøvn var det tid til at forlade Auckland. Jeg satte kursen mod det sted lige efter Auckland Domain, hvor jeg forlod ruten i fredags. Det skulle spare mig for et par kilometer, men jeg fik vist forkludret det så meget, at gevinsten forsvandt. Jeg skulle krydse nogle meget store veje, og det var lidt forvirrende.

Jeg skulle færdiggøre det stykke, som hed Coast to Coast Walkway. Det begyndte der, hvor jeg kom ind med færgen i torsdags, og det sluttede ved en bro i eftermiddags.

Dagens første milepæl var Mount Eden. Et af områdets mange vulkankratere. Vulkanen er 146 meter høj, så det gik op ad bakke. På vejen op havde venlige sjæle placeret en kombineret café og udstilling. Det passede perfekt. Kaffe, kage og noget tekst og en film, som uddybede, hvad det var, jeg ville få at se.

Så var jeg klar til det sidste af bakken. Udsigten på toppen var imponerende og krateret havde flotte former og fint grønt græs. Selve krateret er helligt, så der må man ikke gå ned. Turen gik derfor rundt på kraterkanten på en fornem gangbro. Stedet bliver besøgt af en million gæster årligt.

Da jeg var kommet ned i gadeplan igen gik ruten i retning af One Tree Hill. Jeg skulle krydse ind over et af Universitets områder. Der var rærligt mange små stier og trapper. Jeg kæmpede med at finde rundt om et stort bygningskompleks, og var rimelig frustreret, da jeg pludselig så en vejviser. Uden den havde jeg aldrig gættet, at jeg skulle ned dér.

Jeg skulle også krydset et sted, som hed Melville Park. På kortet så det ud til, at jeg bare skulle krydse ind over et grønt område. I virkeligheden var der afmærket en rute rundt i kanten af plænen, og det var glimrende, for inde på plænen var der gang i en cricketkamp.

Kort efter nåede jeg til Cornwall Park. Den var stor, og den var godt besøgt. Det var søndag og solskin. I parkens ene ende lå One Tree Hill, som også er resterne af et vulkanudbrud. Ruten gik heldigvis ikke helt op til toppen!

Fra Cornwall Park gik ruten mod syd og forbi Onehunga Bay Reserve. Her var der søndagsaktiviteter for søspejderne.

Et par kilometer længere henne krydsede jeg først en bro over motorvejen og så en flot stor fodgængerbro til Mangare. Det blæser i dag, så hatten måtte søge ly i rygsækken.

På den anden side af vandet var der seks kilometer til teltpladsen. Det var en dejlig sti langs vandet, som sluttede i Ambury Park, som er grøn og stille. Her ligger dagens teltplads. Vandet er lige uden for, og fuglene pipper om kap.

Jeg har fået liv I trackingen på mit ur igen. Det her er jo en fornøjelse at se på.

TA, dag 33, zero i Sky Tower

Skriv et svar

I går aftes gik det op for mig, at balkonen under mit vindue, er det sted, hvor de unge på United Auckland fester. Der var snak og musik det halve af natten. Det lykkedes mig utroligt nok at sove fra en god del af det. Jeg besluttede mig alligevel for, at jeg ville nægte at sove i værelse 506 en nat til. Receptionen tog det pænt. Jeg blev tilbudt et andet værelse. Det var bare ikke klart endnu. Jeg pakkede rygsækken og stillede den i receptionen, mens jeg besøgte Sky Tower.

Nu er jeg tilbage på United Auckland. Receptionen ville vist være sikre på, at der ikke kom flere klager fra mig, for nu er jeg på 6. sal i værelse 604. Det tegner godt. Jeg er kommet så højt op, at jeg kan kigge ned i genboens svømmebassin.

I formiddags fik jeg efter en solid morgenmad styr på en god del overnatninger på strækningen efter Auckland. Det føles godt. Jeg fik også poset den indkøbte mad om. Nu har jeg poser med aftensmåltider, som er klar til tilberedning. (Det lød lige lovlig fint! Poserne er klar til, at jeg hælder kogende vand ned til tørfoderet.).

Kartoffelmospulver, chia frø, hampefrø og noget noget pulver chili con carne.

Nu var jeg klar til dagens ekspedition. Jeg ville besøge Sky Tower. En ordinær billet giver adgang til tre etager.

Jeg startede nederst. På dæk 51, som var en udsigtsplatform, så dæk 53, hvor der var en café med udsigt til Skywalk og til sidst dæk 60, som var Skydeck i 220 meters højde. 60 mindede om 51, men var lige lidt bedre!

Der var ikke overrendt i dag, så det var rimelig nemt at komme rundt ved vinduerne. Det var super cool! Jeg kunne se, hvor jeg var kommet fra og jeg kunne se et par af pejlemærkerne for i morgen.

Landgangen midt i billedet er North Shore, som jeg kom fra i torsdags. Færgen afgik fra den pynt, som er midt i billedet oven over det store fragtskib. Til højre på North Shore ses den bakke med forsvarsværket, hvor jeg kunne kigge over til Sky Tower og de andre høje naboer.

Det her er den retning (syd), som jeg skal gå i morgen. Hvis du zoomer ind, er der en grøn bakke til højre. Det er Mount Eden. Længere til venstre er der en mindre bakke med en høj obelisk. Det er One Tree Hill.

Jeg hyggede mig vældigt, og jeg tror, at det lykkedes mig nogenlunde at udpege den rute, som Auckland Marathon følger i morgen. Den begivenhed har jeg studeret for at være sikker på, at jeg ikke bliver spærret inde.

Der dukkede en vild oplysning op. Man må gerne deltage som fodgænger! Det må jeg simpelthen prøve en gang.

På dæk 51 blev jeg grebet af en trang til at gå på de stykker gulv, som var gennemsigtige. Det havde jeg aldrig troet, at jeg kunne få overtalt min krop til. Det tog lidt tid og et par forsøg med ‘en halv fod’. Men til sidst lykkedes det, og så tog jeg et par æresrunder med videoen tændt. Du kan se bedriften på Instagram og Facebook. På turen ned med elevatoren fra dæk 60 stod jeg på et stykke gennemsigtigt gulv og kiggede ned i elevatorskakten. Utroligt!

Uden for caféensvinduer var der gratis underholdning. To personer var på Sky Walk. De blev tilbudt at læne sig ud i selen. Han gjorde det og vinkede til publikum. Det var nemt at aflæse hendes mund. Jeg er sikker på, at hun svarede “no fucking way”! De fortsatte vandringen i 194 meters højde rundt til venstre.

Der kom også nogle Skyjumpere flyvende forbi vinduerne. De hænger i en anordning, som sikrer, at de ikke kommer ud af kurs, men det så alligevel faretruende ud.

Motorvejsbroen, som forbinder de to bydele, bliver lukket for biler, så løberne kan løbe over broen i morgen.

Tilbage på hotellet lavede jeg 600 kilometer eftersyn på mine støvler. De er hele og fine. Kun lidt misfarvning fra mudder afslører, at de har været på tur. Jeg har set flere, som er begyndt at kigge efter nyt fodtøj, så jeg er glad.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

TA, dag 42, Pirongia (hytten km 825)

TA, dag 41, til Karamu (km 811)

TA, dag 40, til Hamilton (km 777)

TA, dag 39, til Ngāruawāhia (km 755)

TA, dag 38, til Huntly (km 736)

TA, dag 37, til Mercer (km 695)

TA, dag 36, til Bombay (km 672)

TA, dag 35, til Conifer Grove (km 651)

Dag 34, til Ambury Park (km 618)

TA, dag 33, zero i Sky Tower