Teltpladsen var vidunderligt stille ved sovetid i går. Men der er altid en slange i paradis. I nat var det to vandrere, som slog telt op i nærheden af mig klokken to i nat. De havde kraftige pandelygter og jeg følte mig som hensat til et fodboldstadion. Da de var færdige, var jeg så irriteret, at det kneb med at genfinde roen.
I morges tog jeg det stille og roligt. Jeg drak kaffe og nød udsigten. Længe. Hen af klokken halv elleve var jeg klar til at gå.
Lige uden for pladsen var der skiltet til Lake Ohau Alpine Village. Det lignede mest en lille klynge huse. Jeg skulle dog ikke den vej, men ud langs søbredden.
Der var en lille sti, som fulgte vandet et par kilometer. Det gik op for mig, at lodgen kun var syv kilometer væk. Det blev en nem tur.
Jeg kom til det sted, hvor Te Araroa drejede væk fra søen. Lodgen ligger uden for ruten, så jeg fortsatte fire kilometer længere ad vejen ved søbredden.
Ruten for i morgen
Klokken tolv var jeg fremme ved Lake Ohau Lodge. Det så indbydende ud.
Indgangen til dagens logi
Mit værelse var klar og baren havde åbent for frokostservering. Jeg drak kaffe og guffede en stabel lækre små sprøde sandwich. Det var skønt.
Jeg sad på den store terrasse med udsigt til søen. Der var en del cyklister på besøg. Lodgen har et samarbejde med en cykeludlejer og den ligger direkte på Alps to Ocean cykelrute.
Mit værelse er fint, men jeg er booket for sent til at få den gode udsigt. Mindre kan også gøre det. Eftermiddagen er gået med oprydning i rygsækken og forberedelse til de næste sektioner. Der kommer et par travle byer, hvor det nok er bedst at booke logi på forhånd.
Jeg slapper af i skyggen på mit værelse. Der er varslet høj varme igen i dag. Jeg befinder mig i Canterbury tæt på grænsen til Otago.
Lodgen serverer en trerettes menu klokken syv. Den glæder jeg mig til.
Udsigten var flot i går aftes, men i morges slog den alle rekorder. Jeg var tidligt oppe og klar til en lang dag.
Først afdeling var tretten kilometer ad cykelruten til byen Twizel. Der var dejlig køligt og helt stille på stierne i morges.
Der kom et stykke med nåletræsskov og bag efter et stort fladt område. En god del af stien var anlagt på forsyningsselskabets jord. Alle var velkomne så længe man fulgte de henstillinger, som der var skiltet med.
Da jeg nærmede mig Twizel gik jeg tæt forbi en lille landingsbane. Der blev fløjet og sprunget i faldskærm. Det så dejligt ud.
Det blev til en meget lang pause i Twizel. Jeg bestilte morgenmad på en café, hvor kokken åbenbart ikke var mødt endnu. Mens jeg ventede på maden nåede jeg på apoteket, hos isenkræmmeren efter en ny gas, i en Outdoor butik og i supermarkedet. Der var helt skørt. Der har nok været en anden kunde, som blev træt af at vente, for da jeg var halvvejs gennem mine spejlæg kom tjeneren og tilbød mig en ekstra portion uden beregning. Den sagde jeg selvfølgelig ja tak til.
Twizel så ud til at være en hyggelig by. Der var et centralt torv med butikker hele vejen rundt.
Jeg forlod byen ad en lille sti, som gik parallelt med vejen. Stien førte mig til Lake Ruataniwha. Her drejede Te Araroa af og fortsatte langs søens sydlige langside.
Lake Ruataniwha
Inden jeg drejende var jeg lige inde og kigge hos High Country Salmon – restaurant og butik. Der er en del laksefarme i området. Produkterne markedsføres som ‘High Country Salmon’ og det gik åbenbart rent ind hos asiaterne. Der var mange asiatiske gæster og skilte med ‘Godt (kinesisk) Nytår’ på døren.
Fra laksebutikken var der fem kilometer til den anden ende af Lake Ruataniwha. Turen gik ad en ujævn grusvej, som fortsatte yderligere ti kilometer langs Ōhau River til Lake Ōhau. Det blev varmere og varmere og der var ikke meget skygge på turen. Jeg holdte flere pauser, hvor jeg satte mig i skyggen og drak vand.
Lake Ruataniwha
Jeg måtte finde et sted og kravle ned til floden og fylde vandflaskerne. Det var vigtigt at have rigeligt med vand.
Lidt efter klokken fire var jeg nået til Lake Ōhau. Her fulgte Te Araroa igen cykelruten. Jeg kogte. Der var stadig mere end ti kilometer til dagens mål. Jeg overvejede en badetur.
Cykelruten langs Lake Ōhaus bred
Søen så dejlig ud, men det var ikke så let at komme ned til vandet. Det var tæt bevoksning og mange sten i vandkanten.
Lake Ōhau – set fra cykelruten
Efter cirka tre kilometer var jeg heldig. Der var en stenet strand, som jeg kunne komme ned til. På stranden stod der et stort træ, som gav skygge. Lige der havde venlige sjæle ryddet en passage ud i vandet, så man kunne undgå sten. Hvor dejligt!
Mit badested
Vandet var dejligt og jeg følte mig behageligt kølet af. Nu kunne jeg fortsætte.
Da jeg havde gået et kort stykke blev jeg overhalet af dagens eneste cyklister. Det viste sig at være et par TA’ere, som jeg kendte. De havde lejet cykler og besluttet at tage turen fra Lake Tekapo til Ōhau Lodge på én dag. De ville tage en fridag på lodgen i morgen, så jeg regner med at møde dem igen i morgen.
Jeg manglede stadig syv kilometer. Afkølingen virkede fint den første halve time, men jeg blev hurtigt varm igen. Der skulle flere pauser i skyggen til før jeg nåede frem til campingpladsen.
Lake Middleton Campsite er en fin teltplads. Den ligger ved den lille sø Lake Middleton, som ligger tæt på Lake Ōhau. Der er lige plads til en vej mellem de to søer.
De eneste faciliteter er en lille bygning med vandskyllende toiletter og en vandhane. Vandet skal filtreres, men det er lettere at hente vand ved en hane end i søen.
Jeg ankom kvart over syv. Jeg hentede vand, satte teltet op og lavede aftensmad. Inden maden var færdig forsvandt solen ned bag et bjerg. I løbet af kort tid skiftede temperaturen mærkbart. Nu måtte jeg tage både trøje og vindjakke på.
Jeg er træt. Mit telt står et dejligt sted. Her er helt roligt nu. Jeg satser på en god nattesøvn. I morgen behøver jeg ikke at stå op klokken 5:20. Mit næste logi er kun elleve kilometer væk.
Der var livligt på campingpladsen i går aftes. Der var glade gæster i hytterne over os. De gik ikke i seng klokken otte! Jeg sov med ørepropperne i, hvilket jeg sjældent gør. Natten blev urolig og klokken halv fem gik jeg op i køkkenet og spiste morgenmad. Bag efter var der lyst nok til, at jeg kunne pakke mit grej.
Solopgangen set fra Lake Tekapo Holiday Park
Klokken kvart over seks tog jeg hul på dagens marathon+. Først skulle jeg ind til byen og videre ud forbi skolen og rådhuset. I det kvarter lå der en del almindelige huse, men også flere udlejningshuse. Byens sidste hus var en lodge. Det må være en by med rigtig mange feriegæster.
Te Araroa fulgte cykelruten ‘Alps 2 Ocean Cycle Trail’ det meste af dagen. Efter Lake Tekapo følger cykelruten Tekapo Canal, så det var en meget enkel ruteføring i dag.
Jeg stødte til cykelruten i byens udkant. Her lå Tekapo A Power Station. Det så ud til, at atomkraftværket brugte vandet fra Tekapo River til afkøling. Bag efter blev vandet ledt ud i kanalen.
Tekapo atomkraftværk
De første syv kilometer havde jeg floden på min højre side og kanalen på min venstre side. Der var morgenfriske folk med fiskestænger.
Tekapo Canal
Ved halv ni tiden kom jeg til et sted, hvor vejen var spærret for biler. Vi måtte heldigvis gerne passere.
Omtrent samtidig begyndte de første cyklister at passere mig. De kom enkeltvis eller i små grupper. En del af dem kendte jeg på forhånd.
Jeg mødte kun én anden TA’er, som var til fods. Han overhalede mig i et rasende tempo.
Klokken tolv var jeg nået til et sted, hvor cyklerne skulle fortsætte langs kanalen, selvom Te Araroa drejede ind på en sti til venstre.
Stien fulgte et hjulspor, som førte mig til en mere defineret markvej. Sporet var bredt nok til, at det var nemt at gå i.
Efter otte kilometer passerede jeg en lille teltplads. Det så faktisk hyggeligt ud, men jeg ville gerne nå længere i dag. Jeg har booket et værelse på en lodge til på tirsdag, så jeg vil gerne have en kort tur den dag.
Jeg holdte en pause og hvilede fødderne, som føltes trætte. Det havde været overskyet om formiddagen, men nu var det blevet anstrengende varmt. To kilometer senere kunne jeg se Lake Pūkaki. Den var lige så flot blå som de andre søer i området.
Lake Pūkaki
Stien gik ud til søen og fangede kort efter cykelstien igen. Det var godt, for der var heftig biltrafik på den lille kystvej.
Cykelstien langs vejen
Søen var flot og på den anden side lå Mount Cook. Vinklen til bjerget havde ændret sig lidt siden sidst, men det så stadig imponerede ud.
Dagens sidste anstrengelse var ti kilometer langs søen. Det var varmt og støvet. Jeg passerede en del strande og badegæster. Jeg gik ned på en strand for at hente vand i søen. Jeg filtrerede det og gav det også en vandrensningstablet. Det føltes lidt sært at drikke vand, som andre badede i.
To camp or not to camp? Sjovt skilt!
Klokken kvart over fem nærmede jeg mig dagens mål. Det er et camping område, som er forbeholdt selvforsynende køretøjer.
Normalt er teltslagning ikke tilladt, men Te Araroa har særstatus. Stedet står på listen over teltpladser, som er inkluderet i mit trailpas.
Det var ikke helt nemt at se, hvor det oplagte sted til et telt var. Jeg valgte en bakketop i nærheden af de offentlige toiletter.
To toppe = mit telt og Mount Cook
Jeg var træt og orkede ikke at afsøge hele området. Jeg har slået lejr og spist aftensmad. Det blev også til en soppetur. Jeg havde gerne hoppet helt i, men mine bare fødder kunne ikke lide at gå på stenene på stranden.
Jeg sov til klokken halv syv. Der var lidt snorken i hytten, men ellers mere fredeligt end i går.
Jeg kom hurtigt afsted. Nu skulle Two Tumbs Track afsluttes. Turen begyndte langs Camp Stream og over Coal River. Det føltes koldt den første halve time. Måske 7 grader.
På den anden side af Coal River skulle jeg op på det næste højdedrag. Det var en lang og stejl opstigning. Nu kunne jeg fortsætte med flot udsigt og i sol.
Stigningen startede her…og fortsatte opad et par gange mere
Kort efter toppen kom der en wallaby luntende på tværs af stien. Jeg blev temmelig overrasket og troede først, at jeg havde set en lille kænguru. Wallaby er ikke hjemmehørende i New Zealand og jeg rapportede mit møde med dyret via nettet.
Han kan lige skimtes her – til højre for busken
De næste timer gik stille og roligt i forholdsvis jævnt terræn. Området var meget åbent og jeg glædede mig over, at der næsten ikke var vind.
Turen var dejlig og jeg holdte et par pauser og nød det stille landskab. Jeg stoppede for at fylde vandflaskerne.
Omkring klokken tolv dreje stien ud mod Lake Tekapo.
Fem kilometer senere var jeg ved en parkeringsplads tæt ved søen.
Ohøj – vej i sigte
Efter parkeringspladsen gik jeg tretten kilometer ad en grusvej tæt på søen. Udsigten var flot, men det blev støvet og varmt.
Tre kilometer før byen gik ruten helt ned til søbredden. Der var mange autocampere og badeliv.
De sidste kilometer ind til byen førte rundt om en pynt med god udsigt. Nu var der pludselig japanske turister i massevis. De tog selfies med søen og bjergene i baggrunden.
Jeg var kommet til en turistby med souvenirshops og restauranter.
Sidste bro før centrum
Jeg styrede direkte ind på den første restaurant, som ikke lukkede køkkenet om eftermiddagen. Jeg købte rigeligt af det hele – på én gang. Det blev også til en tur i en Outdoor butik. Jeg købte et par nye teltpløkke og nogle elektrolytter. Før den sidste gåtur til holiday parken rundede jeg et supermarked.
Campingpladsen er populær og alt er optaget. Jeg havde reserveret en plads i to dage. Der er cirka otte telte med TA’ere på en lille græsplæne.
Der var fornøjeligt at iagttage keaernes luftakrobatik. Der var knap så morsomt, da de blev trætte af den leg og landede på vores skråning. Et par stykker af dem fattede interesse for mit og naboens telt. De hoppede rundt uden for teltet og bed og hev i telt og barduner. Det var ret stressede, fordi en kea kan ødelægge et telt i løbet af ingen tid. De har et stærkt næb og kæmpe kløer. De morede sig helt til klokken elleve og klokken fire om morgenen var de klar igen. Der røg den nattesøvn!
Godmorgen til fredsforstyrrerne
Om morgenen sad der en kea på taget og flere fugle ude i græsset. Da jeg forlod stedet sad der en TA’er og tog billeder af en flok på cirka ti fugle.
Dagens første mål var Stone Hut. DOC estimerede turen til 5 timer. Vejret var godt og benene må have været gode for det tog mig under fire timer. Da jeg ankom vinkede jeg til et par kendte ansigter, som var på vej videre.
Stone Hut
Jeg holdte en kort pause og da næste hytte kun var to timer væk, så var det bare med at komme afsted. Terrænet var stenede bakker med den skarpe tussock græs. Af og til passerede jeg en vandstrøm.
Turen til Royal Hut gik også hurtigere end forventet. Da jeg ankom til hytten var der en håndfuld vandrere, som holdte pause. Jeg satte mig hos dem. Det var stadig tidligt og vejret var perfekt til at gå over Stag Saddle. Jeg havde egentlig tænkt mig at overnatte i Royal Hut, men jeg besluttede mig for at fortsætte. Det er vigtigt at have godt vejr på toppen af Stag Saddle.
Farvel til Royal Hut klokken 12:40
Fra hytten krydsede jeg Bush Stream og så gik det opad i næsten to timer. Det sidste stykke var temmelig stejlt.
På toppen af bakken krydsede jeg et fladt stykke. Der var en ring af sten, som markerede sadlen. Der var mobilsignal på sadlen, så der sad selvfølgelig en TA’er.
Jeg tog jakken på og satte mig. Jeg postede et par billeder og bestilte en teltplads i Tekapo.
Nu var det tid til at nyde udsigten. Jeg kunne se ned i dalen foran mig og jeg kunne se Beuzenberg Peak lige til højre for mig. Med sine 2070 meter er den top lige en tand højere end Te Araroa, som fortsatte på bjergkammen lige foran Beuzenberg Peak. Te Araroa går faktisk højere op end 1925 meter på det stykke, som er på bjergkammen. Skiltet skyldes, at kammen ikke altid har været den officielle rute, men et alternativ til en lavere rute.
Jeg kunne se stien (Te Araroa), som førte op mod kammen på skråningen til højre for mig. For at komme der over skulle jeg hen over et område med store sten.
Jeg skulle over på den her kam. Det kniber lidt med billedmateriale. Der er en video på Facebook.
Jeg satte kursen mod stien. Så snart jeg var væk fra sadlen forsvandt vinden igen. Det var flot solskinsvejr.
Jeg fortsatte ad stien på skråningen og kom ud på kammen, hvor der var udsigt til begge sider. Det var helt vildt flot!
På den anden side af floden kunne jeg se bjergene med sne på. Det største bjerg var Mount Cook. Jeg var helt solgt!
Turen fortsatte cirka fem kilometer oppe på kammen. Det var imponerende. På min venstre side kunne jeg se ned i dalen, som var langt væk.
Omkring klokken halv seks var benene ved at være møre. Der dukkede et skilt op, som viste, at der var 50 minutter til Camp Stream Hut.
Jeg havde mødt flere NOBO’s på turen. Blandt andre et ægtepar, som fortalte, at de havde mødt rekord mange SOBO’s i løbet af dagen. Jeg regnede derfor med at hytten var proppet. Jeg ville alligevel gerne nå til hytten, fordi den næste dag ville blive for lang, hvis jeg stoppede tidligere.
Det gik mærkbart nedad efter skiltet. Jeg ankom til hytten klokken kvart i syv og kunne til min undren konstatere, at der var en ledig underkøje. Det gjorde landingen lidt lettere.
Det var en lille kompakt hytte, men vi var kun fire overnattende og to i telte uden for.
Vi var alle trætte og hytten blev stille tidligt. Jeg kunne høre dyr uden for om natten. Det kunne være rådyr eller store geder at dømme efter lyden.
Det havde været en enestående dag. Det kan ikke undre at Stag Saddle er nogle TA’eres favorit dag.
Vi blev hentet på lodgen af den bestilte shuttlebus klokken halv ni. Der var et par vandrere, som ikke var nået frem. Da de forlod A-frame Hut var vejret så fælt, at de vendte om og gik tilbage til hytten. Det sneede. Det var den morgen, hvor vi blev i teltet til klokken halv ti.
Der var en anden TA’er med i shuttlebussen, som var startet fra Comyns Hut klokken seks den omtalte morgen. De var to, som fulgtes ad. De blev så kolde, at de seriøst overvejede at bruge deres PLB og sende et nødsignal. I løbet af nogle timer blev situationen bedre. Han var faktisk endt med at gå en meget lang etape den dag.
Udsigt fra Mount Potts Lodge
Brian som kørte for Rangitata Bypass Shuttle tilbød os et stop i Mount Sumner. Vi takkede nej, men ombestemte os, da Jenny kom i tanke om, at det var den landsby, hvor der lå en lille butik. Det blev til hurtige indkøb af chokolade, chips, is og kager. Vi havde alle sammen provianteret mad i Methven og ikke tænkt på, at der kunne være en ekstra mulighed her.
General Store i Mount Sumner
Brian spurgte om vi ville køres til Bush Stream eller Forest Creek. Vi valgte Bush Stream, som er den officielle rute. Hvis vandstanden i Bush Stream er høj kan det være en fordel at gå ad Forest Creek i stedet.
Turen til Mesopotamia var lang og en del af turen var på dårlige grusveje. Vi blev sat af lidt før klokken elleve. Vi var igen langt væk fra alfar vej. Vejret var fint. Solen skinnede, men det blæste rigeligt.
Klar til en ny sektion
Ruten gik væk fra grusvejen og ind mod Bush Stream, som blev dagens faste følgesvend. Jeg gik enten i sten og grus tæt på floden eller nede i floden, som ruten krydsede flere gange. Ruten var sporadisk afmærket og jeg måtte selv beslutte, hvilken ‘sten’ der så mest overkommelig ud. Det blev hurtigt klart at ruten på mit kort ikke stemte helt. Jeg tror, at ruten ofte flytter sig på grund af floden.
Et stykke med en gammel vej – det lettede
Jeg havnede midt i feltet. Der var vandrere både foran mig og bag ved mig. Det var fint.
Bush Stream
Et sted angav noterne, at vi skulle gå op af skråningen et afmærket sted. Jeg fandt en afmærkning, men da jeg var et godt stykke oppe kom de forreste vandrere tilbage. De kunne ikke finde en vej igennem. Vi valgte at gå ned og følge floden igen. Det medførte en krydsning et sted, hvor strømmen var stærkere end ellers. Men det gik ok.
Efter cirka tre timer begyndte opstigningen til Crooked Spur Hut. Det gik stejlt opad og det var varmt. Klokken nærmede sig tre. Jeg besluttede mig for at stoppe ved hytten. Den næste hytte er fem timer væk. Her er en flot udsigt og hytten er fornuftig.
Jeg kom fra floden nede i dalen
Alle underkøjerne var optagede, så jeg valgte at slå mit telt op. Jeg fik den flotteste teltplads med fantastisk udsigt.
Jeg har været nede ved floden og hente vand og vaske mig. Nu er det snart tid til tidlig aftensmad. I morgen vil jeg gerne tidligt afsted. Dagene med sen start passer mig ikke. Jeg foretrækker at undgå at ankomme sent. Der var mange, som fortsatte til den næste hytte efter at jeg stoppede her.
Det har været en flot vandredag og det bliver en afslappet slutning på dagen. Der er kea i området. Der er omkring fem fugle, som flyver rundt og leger i luften over bjergskråningen.
Det har været en dejlig vandredag i skønne omgivelser. Jeg har gået omkring 36 kilometer, men ikke de sværeste af slagsen.
Morgenstund
Ruten passerede flere fine søer, et par højdedrag og endte med en tur i Potts River.
Lake Emily
Jeg mødte andre vandrere flere steder, men gik det meste af turen alene. Der var roligt og smukt derude.
Der var solskin fra morgenstunden og ingen vind i morges. I løbet af dagen blæste det op, og de sidste 13 kilometer bød på strid modvind.
Ruten endte med en brat nedstigning til Potts River. For at komme hen til den parkeringsplads, hvor ruten ender, måtte jeg krydse Potts River to gange.
Pottes River – i den fjerne ende kunne jeg se Rangitata River, som er den flod vi skal køres rundt om i morgen
Parkeringspladsen ligger på kilometer 2355,3. Ruten slutter der og genoptages på den anden side af Rangitata River.
Jeg gik tre kilometer længere og tjekkede ind på Mount Potts Lodge. Her er mange TA’ere. Lodgen har en restaurant, så i dag har vi spist ‘rigtig’ mad.
Det blæste meget i nat. Vinden drejede og drillede min lille villa. Jeg sov lidt uroligt. Det var meget koldt og jeg var lidt bekymret for, hvordan vejret ville blive i dag. Det regnede jævnligt i aftes og i nat og jeg tørrede løbende lidt vand op her og der inde i teltet. Behovet for udskiftning af mit gamle MSR Hubba HP blev lige lovlig tydeligt i det barske vejr.
Det havde sneet om natten!
Jeg vågnede tidligt og spiste lidt mad. Mine venner i de to andre telte lod ikke til at røre på sig. Omkring klokken otte skiftede jeg tøj og gjorde klar til at pakke. Inden jeg var færdig begyndte det at regne igen. Jeg besluttede mig for at kravle tilbage i soveposen. Jeg skulle gå et par timer i en flod og det kunne blive koldt nok uden at jeg var våd af regn samtidig. Klokken halv ti var regnen stilnet af. Vi pakkede og gik op i hytten og spiste morgenmad. De fleste, som havde overnattet i hytten, var allerede gået og de sidste forlod hytten, da vi kom. Der var kommet sne på bjergtoppene rundt om os i løbet af natten. Det så flot ud, men varslede kulde.
Vandredagen startede med en kort tur op over en bakke og ned til Round Hill Creek. Ruten fulgte floden de næste par timer.
Ruten var sporadisk afmærket og vi valgte selv, hvor i kløften vi ville gå. Floden kunne man ikke undgå. Det var nødvendigt at krydse den mange gange. En TA’er havde talt 60 flodkrydsninger på den strækning. Det passede nok meget godt. Ind i mellem gik vi et stykke i floden. Jeg fulgtes med Jenny og Liam. Det var dejlig at have selskab.
Den første time var vandet iskoldt. Fødderne gjorde ondt og det var svært at forestille sig, at vi skulle gå 8 timer før vi kunne varme fødderne. Jeg sendte en venlig tanke til dem, som var startet klokken seks og som oven i det kolde flodvand havde fået et stort regnskyl. Efter en times tid føltes det som om, at fødderne var lidt varmere. Efter to timer kom der en lille haglbyge og på turen op mod toppen lå der små bunker sne på stien. Varmt var det ikke. Vejrudsigten havde lovet maksimalt 13 grader.
Efter tre timer var vi på Clent Hills Saddle, hvor solen skinnede. Vi holdte en frokostpause I læ og med fantastisk udsigt.
Turen op havde været flot, men også krævende. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde samme tempo som Jenny og Liam. Det gik nogenlunde i floden, men på stigningen måtte jeg slippe dem. De var for for hurtige.
Jeg forlod sadlen før de andre. Jeg tænkte, at de hurtigt ville overhale mig. De gjorde de ikke. Da jeg ankom til Manuka Hut lidt over fem, var de stadig bag mig.
Vi har aftalt, at vi mødes på vores overnatningssted i morgen tirsdag. Onsdag morgen skal vi igen køre sammen i en shuttlebus rundt om en stor flod. I dag går de nok lidt længere end mig, fordi de vil have tid til en detour op på et bjerg i morgen. Jeg holder mig til TA og glæder mig til et par fritimer på lodgen i morgen.
Efter Clent Hills Saddle gik ruten hen over en bjergside og ind i et område med stikkende planter. Det gentog sig tre gange før ruten gik mere brat nedad. Der var flere steder, hvor stien var mudret og glat.
Længere nede fladede ruten ud og fulgte et hjuldpor. Der kom jeg hurtigere fremad.
Det blæste i dag. Manuka Hut ligger gemt af vejen et sted, hvor der er mere læ. Jeg har slået teltet op igen. Hytten er fuld, og her er dejligt at campere. Jeg har luftet og tørret mig grej og alt tyder på en behagelig nat uden regn.
Det har været en dejlig vandredag i fantastiske omgivelser. Vejret har været langt bedre vejr end frygtet.
Wildcamp nær Comyns Hut Søndag den 26. januar 2025
Denis hentede os kvart over ti. Vi kørte mod Glenrock Station og kom tilfældigvis til at køre bag en shuttlebus. Vi var derfor to hold, som blev sat af samtidig. Der var desuden et hold, som var blevet sat af tidligere på dagen og vi mødte et par vandrere på vejen, som blaffede. Der var svært for dem at fået lift, for der var nærmest ingen trafik på den afsides grusvej. Vores bil var allerede fuld.
Udsigt fra bilen til Rakaia River
Vejret var gråt og vi blev sat af i en meget let regnbyge.
Dagens første mål var Turtons Saddle. Vi gik først et stykke i ujævnt græs og sten for at nå frem til en primitiv markvej, som ruten fulgte et godt stykke.
Efter halvanden times gang var vi på Turtons Saddle. Den var ikke markeret, men på den anden side af toppen gik det nedad igen.
På Turtons Saddle
Næste milepæl var A-frame Hut, som var en lille hytte med tre køjer. I hytten var der allerede fem TA’ere. To af dem havde været der siden i går, fordi den ene havde ondt i det ene ben. Vi fik en sludder og holdte en pause.
A-frame hut
Efter pausen passede vi en smuk skrænt. Vandet havde lavet flotte former på den.
Bjergene rundt om os så flotte ud og de fleste var dekoreret med en lille sky på toppen. Der kom et par regnbyger på turen.
Vi krydsede vandstrømme flere gange i dag, men det meste kunne klares fra sten til sten.
Omkring klokken fem kunne vi se Comyns Hut. Da den helt sikkert allerede var fyldt op camperede vi 200 meter før hytten. Vi nåede lige at få teltene op før regnen tog til.
Det blev til en solid gang vand. Mit gamle telt kunne ikke lide det. Der kom vanddråber ind flere steder. Teltet var kommet op lidt hurtigt og finjustering manglede. Jeg holdte godt øje med det og tørrede op her og der. Efter et par timer stilnede det af. Jeg nåede lige at hente vand i floden, gå på toilettet ved hytten og koge vand til mad og kaffe. Så startede den næste byge. Maden spiste jeg inde i teltet. Det er lidt et puslespil at få plads til det hele og samtidig undgå at spilde eller vælte kaffen. Men det gik!
Jeg kiggede ind i hytten, da jeg gik forbi. Alle seks køjer var optagede. Der var desuden fem telte uden for. Vi er desværre havnet i en ‘boble’ af vandrere.
