Tag-arkiv: Thruhike

TA, dag 138, Arrowtown (km2692)

Lørdag den 15. februar 2025

Jeg sov godt i nat og vågnede først da det var blevet lyst. Det var forbavsende koldt uden for. Jeg havde vanter på den første time af turen.

Huset var butik i de år, hvor der blev gravet guld. Bygningen er genopført i nyere tid.

Ruten gik ad en grusvej, som førte mig tilbage til Arrow River. Her blev vejen igen til et hjulspor, som jævnligt krydsede floden. Der var ingen vej udenom våde fødder.

Efter tre kilometer slap ruten floden og sendte mig op til Big Hill i 1060 meters højde. Stien havde et par tricky steder, men var generelt hurtigere at gå ad end stierne i går.

På toppen var der flot udsigt. Jeg kunne skimte et par huse i dalen.

Da jeg tog hul på nedstigningen varede det ikke længe før jeg kunne se både Arrowtown og Lake Hayes, som ligger på turen til Queenstown.

Der var cirka syv kilometer ned til Arrowtown. På den sidste halvdel var der forbavsende mange, som gik i den modsatte retning. En god del lignede turister, som havde forkert fodtøj på og for lidt sololie og vand med. Klokken var cirka tolv og det var allerede varmt. Solen skinnede fra en skyfri himmel.

Et lille stykke med dejlig skov og skygge

Da jeg kom ned til byens udkant var der en stor parkeringsplads, som var fyldt til randen med biler. Det undrede mig. Da jeg kom ind i hovedgaden faldt tiøren. Arrowtown er en turistby. Den første del af hovedgaden lignede en kulisse og den var fyldt med flotte dyre butikker.

Jeg købte take-away, som jeg spiste ved et bord uden for. Der var mange turister i gadebilledet. Jeg fortsatte længere ned ad gaden, som på et tidspunkt fik et mere almindeligt udseende. Campingpladsen lå 500 meter længere væk.

Arrowtown var ikke færdig med at overraske. Jeg måtte betale 260 danske kroner for en teltplads. ‘Det er højsæson’ meddelte damen, da jeg kommenterede prisen. Teltpladsen viste sig at være en ynkelig lille firkant næsten uden græs. Jammerligt!

Det er min plads i midten. Den har lidt grønt i venstre side.

Brusebadet var gratis, så jeg tog straks fat på vaskeproceduren. Først mig, så tøjet.

Da jeg på et tidspunkt kom ind i køkkenet sad Solveig og Peder der sammen med et par andre TA’ere. Vi har været I kontakt de sidste par dage, fordi de havde regnet ud, at vi kunne mødes i Queenstown. Jeg mødte Solveig og Peder første gang, da jeg var på Riversafety kursus i Auckland. Desværre er der i mellemtiden sket det, at Solveig har pådraget sig et alvorligt brud på den ene ankel. Nu kører de i bil. Det er forfærdelig ærgerligt.

De havde for meget trail-mad og delte gavmildt ud. Desuden vil de på mandag køre mig og et par andre TA’ere op til Greenstone. Te Araroa springer 70 kilometer vej over fra km2721 i Queenstown til km2722 i Greenstone, som ligger på den anden side af Lake Wakatipu. Det skyldes, at vejen langs søen er farlig at gå på. Hvis Solveig og Peder ikke var dukket op, så skulle jeg enten tomle eller købe shuttle igen.

TA, dag 137, Macetown (km2679)

Skriv et svar

Fredag den 14. februar 2025

Det har været en benhård, men også dejlig dag på Te Araroa. Jeg forlod Highland Creek Hut tyve minutter i syv. Der var et fantastisk lys uden for.

Noterne udnævnte turen til den næste hytte, som den mest krævende af strækningerne på Motatapu Alpine Track. De ti kilometer til Roses Hut bød på to store ‘op og ned ad bjerget’. Det gik da også opad lige fra starten. Det var hårdt kost for de ikke helt vågne ben.

Dem med stor skærm kan se vandrere på skråningen på den anden side af kløften foran mig

Jeg er ikke hurtig på stigningerne og i løbet af de lidt over halvanden time, som det tog mig at nå toppen, blev jeg overhalet adskillige gange. Det lod jeg mig ikke gå på af ‘it’s not a race’ og ‘de er jo så unge’ virkede stadig.

Nedstigningen var mindst lige så stejl. Først gik jeg på bjergkammen og så mere direkte nedad.

I bunden kom der lidt skov og et vandløb. Umiddelbart efter startede den næste stigning. Den gik ikke helt så højt op, men nu var benene brugte. Hvis det gik langsomt første gang, så gik jeg i skildpadde tempo anden gang.

Klokken halv et var jeg ved Roses Hut. Jeg gik ind og holdte en pause. Det var fristende at bliver der. Det var en dejlig hytte. Det var på den anden side meget tidligt på dagen og vejret var godt.

Jeg pakkede sammen og satte kursen mod dagens tredje bjerg. 470 højdemeter fordelt på knap tre kilometer op til Roses Saddle. Det var blevet varmt og jeg svedte og prustede bravt. Jeg holdte pause flere gange. Heldigvis havde jeg fyldte alle tre vandflasker lige før Roses Hut. Kvart over to bekendtgjorde et skilt, at jeg var på Roses Saddle.

Turen ned gik ad bjergkammen, som langsomt blev lavere og lavere. Stien var løs og støvet. Otago er varm og tør om sommeren. De sidste dage har det myldret med små brune firben, som piler afsted, når man nærmer sig.

Efter tre kilometer gik stien skråt ned til Arrow River. Her kunne jeg vælge mellem en højt vands rute og en lavt vands rute. Jeg havde talt med et par NOBO’s, som havde taget lavt vands ruten og de havde ikke haft problemer. Jeg drejede derfor ud i floden, som jeg skulle følge fem kilometer til Macetown.

Floden var forholdsvis nem at gå i. Det var skønt at få fødderne ned i det kølende vand. Det gik langsomt, så jeg begyndte at kigge efter små stier på bredden, som jeg kunne følge på kortere strækningerne. Senere kom der et hjulspor, som krydsede floden med jævne mellemrum. Det var en god vej at følge.

Ved femtiden nærmede jeg mig Macetown. Nede ved floden var der en parkeringsplads og et toilet. Her havde flere TA’ere slået teltet op. De kæmpede med sandfluerne, så jeg fyldte vandflaskerne og gik højere op. Det var en god ide. Der kom et toilet mere og mange fine områder til telte. Jeg har fundet et super fint sted, hvor jeg er helt alene.

Jeg har drukket kaffe, spist aftensmad og kigget lidt på nogle infotavler om Macetown. Byen er ingen by, men ruinerne af en guldgraverby.

TA, dag 136, Highland Creek Hut (km2658)

Skriv et svar

Torsdag den 13. februar 2025

Jeg vågnede klokken fem og havde en ide om, at solen stod op ved sekstiden. Tænkte, at jeg lige så godt kunne stå op med det samme. Lidt i seks var det stadig mørkt og jeg indså, at solen først ville stå op lidt i syv! Da jeg gik ned gennem den kæmpe campingplads klokken halv syv, var det blevet lyst.

Jeg skulle til en udgang i campingpladsens vestlige ende. Jeg gik tre kilometer til starten af Motatspu Alpine Track, som udgik fra Fern Burn parkeringsplads.

Ruten indledte med et par stilfærdige kilometer ad en sti langs vandløbet Fern Burn. Længere fremme gik jeg gennem en låge til The Stack Conservation Area. Her blev stien mere udfordrende.

Den snoede sig op og ned på skråningen over floden. Omgivelserne lignede mest skov. Det gik opad hele vejen. Jeg gik i en kløft og de første timer var der behageligt skyggefuldt.

Højere oppe blev landskabet mere åbent og udsigten til de omgivende bjerge var imponerende.

Klokken halv elleve holdte jeg en pause i Fern Burn Hut. Det var en dejlig hytte, som så relativt ny ud.

Klokken et var jeg nået op på Jack Hall’s Saddle (1275 m.o.h.). Der kunne jeg også se bjergene på den anden side. Jeg følte mig meget lille midt i den store natur. Den eneste person jeg havde set på turen var en trailløber, som hurtigt overhalede mig. Jeg holdte en pause oppe på sadlen og der ankom en vandrer. Han fortsatte hurtigt og kom derfor foran mig på nedstigningen.

Stien fulgte bjergkammen foran mig. Det så faretruende ud, men føltes okay, når jeg kun fokuserede på stykket lige foran mig. Jeg steg langsomt ned til floden og så gik det opad igen. Der kom to strækninger med bjergkamme før jeg klokken tre kunne se Highland Creek Hut, som var dagens mål.

I hytten var trailløberen og to vandrere ankommet. Vandrerne er New Zealændere fra Nordøen. Det er far og datter, som er på en femdages tur. Kort efter ankom tre TA’ere og nu er yderligere 5-6 TA’ere ankommet.

Vejret er flot og udsigten fra hytten er skøn. Vi slapper af, sludrer og læser. Hyttens regnvandstank er tom, så jeg har været nede ved floden og hente vand.

TA, dag 135, Glendhu Bay (km2542)

Skriv et svar

Onsdag den 12. februar 2025

Det føltes som en miniferie i Wanaka, men i morges var det tid til at komme videre. Jeg drak en kop kaffe med Kate og Matt og vinkede ‘på gensyn’.

Vejret var flot fra morgenstunden og jeg nød turen ind til byen. Denne gang gik jeg ad jeg en lille gangbro, som cyklen ikke havde været velkommen på.

I Wanaka holdte jeg en pause på en café og dér kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at købe vingummi. Det var vigtigt nok til at jeg gik en smuttur i supermarkedet.

Ruten fulgte søbredden ud af byen og jeg kom igen forbi Wanaka træet. I dag var der færre gæster.

Dagens tur var nem og ikke så lang. Måske var det årsagen til, at det var svært at holde koncentrationen. Jeg nåede ikke langt før mine ben gik ind på en café. Det var et flot sted med udsigt til søen.

Ruten gik langs søen hele turen. Kort efter caféen kom jeg forbi en mark med vinranker. Det var en overraskelse.

Stien var godt besøgt tæt på byen, men da jeg kom længere væk var den nærmest øde og ikke helt så godt vedligeholdt.

Jeg kom gennem en fold med nyklippede får

Jeg holdte pause i skyggen et par steder undervejs. Det er en varm dag. Det blev til en kølende badetur ved en strand kort før Glendhu Bay Campsite.

Jeg har fået en lille rolig plads nede ved vandet. Det er en kæmpe campingplads med gode faciliteter.

I morgen skal jeg op i bjergene igen. Det tager nok 3-4 dage før jeg er i en by igen. Tjek lige højdekurven! Den første stigning er på mere end 1000 højdemeter.

TA dag 133+134, zero i Wanaka

Skriv et svar

Søndag og mandag 9. og 10. februar 2025

Jeg besluttede at tage to hviledage i Wanaka. Her er fint og roligt og benene er glade for en lille pause. Indkøbene til den næste sektion er klaret og tøjet er vasket. Alt er endevendt og sorteret. Dejligt!

Jeg har lånt en cykel, som jeg triller frem og tilbage til centrum på. Debuten blev meget europæisk. Jeg kørte i den forkerte side af vejen! Heldigvis er der en dejlig cykelsti ved søbredden, som jeg kan tage, når jeg skal ind til byen.

Der er fine udsigter på den lille cykeltur

Flotte huse med havudsigt. Her er ingen uopvarmede selvbygger hytter

I går var jeg på jagt efter nye spidser til mine vandrestave. Jeg havde bøjet dem begge to og foretrak af skifte dem før de knækkede. Alle points går til butikken MT Outdoor. De tilbød at skifte dem for mig uden beregning. Spidserne kostede 25 dollars for to styk, så det var en flot service. Damen i butikken havde lige så store problemer med at få den ene spids af, som jeg havde da jeg sidste gjorde det. Jeg tror, at det var den stav, som stadig havde den originale spids og at de er limet, når man køber dem. Jeg var lykkelig for at hun overtog bøvlet.

Det er svært at se her, men den var bøjet

I dag har jeg været en tur på apoteket. Min hals har været lidt øm et par morgener og i dag er jeg lidt hæs. Jeg håber at håndkøbsmedicin kan klare det.

Cyklen fandt også vej til en af Wanakas mest berømte seværdigheder – the Wanaka tree. Det er et træ, som vokser ude i Lake Wānaka. I dag var vandet så lavt, at man kunne gå ud til træet. Det medførte en kø af gæster, som ville fotograferes sammen med træet. Mine tanker gik til Den Lille Havfrue.

Wanaka er spækket med restauranter og caféer. Nu er det tid til at finde en iskiosk.

I morgen skal jeg rundt om den næste pynt og videre til Glendhu Bay, hvor jeg skal overnatte. Torsdag tager jeg hul på Motatapu Alpine Track.

TA, dag 132, Wanaka (km2624)

Skriv et svar

Søndag den 9. februar 2024

Jeg drak en kop kaffe på caféen ved siden af supermarkedet i morges. Først måtte jeg dog vente på at blive lukket ind. Det var søndag og de åbnede klokken otte. Turen til Wanaka gik primært af cykelstier, så jeg forventede en nem dag og havde tid til at vente.

Cykelruten gik langs Hāwea River den første halvdel af turen. En del af tiden var floden gemt bag træer og buske.

Det var en enkel tur uden stor variation. Hen af klokken elleve nærmede jeg mig en svingbro, som gik over floden og bragte mig til Albert Town.

Lige før svingbroen stoppede jeg og snakkede med en dame, som havde taget et solidt styrt på en lejet mountainbike. Hun blødte fra læben og var helt grå af støv. Hun var fattet, men havde slået den ene hånd. Hun ringede til cykeludlejeren. Kort efter insisterede hun på, at jeg skulle gå videre.

Udsigt til svingbroen – mellem træerne for enden af stien

Svingbroen var større end de øvrige svingbroer på Te Araroa. Den kunne bære op til ti personer. Det var pædagogisk forklaret på et skilt, som kaldte på smilet.

I området efter broen lå der et par billige campingpladser med selvbetjent check-in. De var godt besøgt.

Efter campingpladserne løb Hawea River ud i Clutha River. Den passerede jeg på en vejbro. Kort efter broen var der i min app et sted, som hed ‘Pembroke Pâtisserie’. Jeg fandt det og kunne konstatere, at det var en travl café. Jeg købte kaffe, en sandwich og en ‘Danish’.

Bag efter var det tid til ni kilometer langs Clutha River. Den var bred og der var god fart på vandet. Der foregik en del aktivitet på vandet. Jeg lagde mærke til, at der var både paddelboards, gummibåde og svømmere, der så ud til at flyde med strømmen mod Albert Town.

Det undrede mig lidt. Hvor ville de ende?

Længere henne kunne jeg læse på et skilt, at det åbenbart var en kendt aktivitet på den strækning. Der var lukket for motordrevet fartøjer en periode hvert år.

Da jeg nærmede mig Wanaka begyndte der at dukke huse op ud til vandet. De var store og flotte. Wanaka er et eftertragtet område.

Jeg drejede ind mod byen og gik til den adresse, som Kate havde givet mig. Kate og jeg gik sammen på Te Araroa på Nordøen for noget der føles som ‘længe siden’.

Nu er mit telt slået op i familiens have og vi har haft en hyggelig eftermiddag og aften.

TA, dag 131, Lake Hawea (km2602)

Skriv et svar

Lørdag den 8. februar 2025

I morges pakkede jeg sammen i det første dagslys. Det var tid til erobre Breast Hill. Ruten gik bag om hytten og opad i et par timer. Morgenlyset var fantastisk smukt.

Turen til toppen fulgte en forholdsvis god sti gennem et åbent område. Der var ni kilometer til toppen og en stigning på 500 højdemeter.

Solen nåede mig tidligt i dag. Det blæste og jeg måtte lyne vindjakken.

På toppen af Breast Hill (1578m.o.h.) mødte jeg en håndfuld TA’ere. Nogle af dem havde jeg hilst på undervejs. Udsigten fra toppen var flot. Vi kunne se det meste af Lake Hawea og bjergene rundt om os.

Efter toppen skulle vi af med højdemeterne igen. Det gik langsomt nedad indtil Pakituhi Hut. Jeg gik ikke ind til hytten, men fortsatte nedad. Efter hytten kom der en strækning med et fald på 950 højdemeter. Det er en god sjat, skulle jeg hilse fra mine knæ og sige.

Breast Hill – alle tjekker om der er signal på mobilen

Udsigten var imponerende. Landskaberne var maleriske.

Stien var håndterbar på 90% af nedstigningen. De sidste 10% var korte stykker, som krævede koncentration. Den nederste tredjedel var en zig-zag sti, som på det tidspunkt føltes som luksus.

Ved foden af bakken drejede jeg ud på en støvet grusvej, som fulgte søbredden. Efter et kort stykke drejede jeg af og gik ad Gladstone Track langs søen og ind til byen. Det var en cykel- og gangsti med en behagelig grusbelægning.

Benene var trætte, men venlige mennesker havde placeret et par bænke ved stien. Jeg holdte en lille pause et par gange.

Lake Hawea er en sø, men også en lille by. Her er en del huse og lidt indkøbsmuligheder. Efter sigende har hotelejeren gået TA. Hotellet tilbyder gratis camping, hvis man køber et måltid i deres restaurant. Det er er generøst tilbud, som mange TA’ere benytter sig af. Alt andet på hotellet er optaget.

Jeg har taget et tiltrængt brusebad og opdateret dagbogen. Der har også været tid til at spise i restauranten og mødes med de andre TA’ere.

Der er stadig ikke kommet nogen officiel udmelding om dødsfaldet.

TA, dag 130, Stoudys Hut, km2580,5

Skriv et svar

Fredag den 7. februar 2025

Der kom et par regnbyger mere i går efter at jeg var ankommet til Timaru Hut. I morges var der gråt over de bjerge, som vi kom fra, men lidt lysere i den retning, som jeg skulle gå i dag.

Jeg forlod hytten omkring klokken syv.

Te Araroa fortsatte et kort stykke af en sti, som lignede den fra i går. Da den slap op stod valget mellem TA, som gik på skråningen ad en udfordrende sti eller at gå i floden. Jeg vurderede, at det sikreste var at følge TA.

Stien var stejl og nogle steder meget smal og usikker. Jeg mødte Sander og Kalina og de foreslog, at vi fulgtes ad. Det var sødt af dem, for de ville normalt være hurtigere end mig. Det var længe siden, at vi sidst havde gået på en sti af den her kaliber.

På et tidspunkt besluttede vi at gå ned i floden. Det gik fornuftigt, men langsomt. Vandet var grumset af salte eller lignende og vi kunne ikke se bunden. Det gjorde vandturene mere besværlige. Vi vidste, at der kom et vandfald efter cirka seks kilometer. Vi sørgede for at komme op fra flodlejet inden da.

Vi passerede vandfaldet på en smal sti højt oppe. Da vi kiggede ned kunne vi se en gruppe vandrere, som vi kendte. De havde valgt at blive nede i floden og nu var de midt i vandfaldet. Vi var glade for, at vi havde valgt den skiltede rute på det sted.

Den afmærkede rute gik ned til floden af og til, men den gik ikke lange passager i selve floden. Den tredje gang ruten ville sende os op på skråningen forslog mine makkere, at vi gik et stykke i floden. Det var jeg med på, så vi gik ned i floden. Det var besværligt og hastigheden faldt betydeligt. Sander gik forrest det meste af vejen. Han var god til at se, hvad der var muligt, og vi bevægede os langsomt men sikkert fremad.

På et tidspunkt blev vi overhalet af en mand fra gruppen i vandfaldet. Han viste os, hvor vi kunne gå på et særligt bøvlet sted. Efter nogle langsomme kilometer mødte vi igen en afmærkning. Det var muligt at komme tilbage på TA. Vi tømte sko og strømper for småsten og fortsatte op mellem træerne. Ingen af os var kede af at forlade floden.

Klokken halv et nåede vi til det sted, hvor ruten drejede væk fra floden. Nu var der 2,2 kilometer op ad bakke til Stodys Hut. Det lød nemt, men det var hårdt arbejde. På de to kilometer steg ruten 500 højdemeter.

Jeg takkede Sander og Kalina for eventyret i floden. Jeg ville ikke have valgt den vej, hvis jeg havde været alene. Vi tog bakken i hvert vores tempo.

Hytten dukkede op kvart over to. Det er en gammel hytte med jord på gulvet og mange mus. Jeg besluttede mig for at blive her og overnatte i mit telt.

Der kom en NOBO forbi hytten. Han bragte dårlige nyheder. En TA’er var blevet fundet i floden i nærheden af vandfaldet dagen før. Hun var død. Senere kom Liam og Jenny forbi. De bragte den samme nyhed. Detaljerne kender vi ikke. Det er ualmindelig sørgeligt. Stemningen er lidt trykket. Vi har ikke har signal på telefonen, så vi har kun de nyheder, som ‘vandrer’ op og ned ad ruten

TA, dag 129, Top Timaru Hut, km2567

2 svar

Tosdag den 6. februar 2025

Jeg var ret sikker på, at jeg hørte lyden af possum i området ved teltene i nat. Derfor var jeg på vagt og reagerede, når der var lyde. Omkring klokken et hilste jeg på en TA’er, som vandrede forbi med pandelygte på.

I morges var himlen grå, men teltet var tørt. Jeg pakkede sammen og satte kursen mod Ahuriri River, som var cirka tre kilometer væk. Den skulle være den største af TA’s floder, som krydses til fods. Jeg har generelt været velsignet med lav vandstand på min tur og i dag var ingen undtagelse.

Da jeg nåede til skrænten før floden mødte jeg nattevandreren. Han havde cowboycampet (sovet under stjernerne) lige før floden. Vi fik en lille snak og så gik jeg ned til floden og krydsede floden uden problemer.

På den anden side mødte jeg en lystfisker. Han var på en tredages tur for at fiske ørreder.
Efter Ahuriri River gik ruten stejlt op ad ad en skråning. Det er en New Zealandsk specialitet. Andre steder ville der være zig-zag sti op ad skråningen, men her må man ofte møjsommeligt stride sig næsten direkte op.

Jeg fulgte et hjulspor ud til Birchwood Road Carpark. Den markerede afslutningen af East Ahuriri Track og begyndelsen af Breast Hill Track.

Jeg drejede ind til et hegn og gik over en stele. Ruten gik gennem et aktivt landbrug. Der var kvæg og får på markerne.

Ruten gik op over Mount Martha Saddle (1680 m.o.h.).
På vejen kom jeg til Tin Hut, hvor jeg holdte en pause. Der var et par kendte ansigter i hytten. Der var mange TA’ere undervejs i begge retninger i dag.

Efter pausen kom den sidste og hårdeste del af opstigningen. Det var en lang og stejl sti. Himlen blev tiltagende grå og da jeg nåede sadlen kom der et par regndråber. Udsigten var god, men uden spektakulære kendemærke.

Klokken et begyndte jeg nedstigning. Turen gik af en serpentinersti med grus og småsten. Det meste af vejen fulgte stien Timaru River.

Det første synlige tegn på at der er en hytte I nærheden – toilettet!

Efter en times tid kom der en regnbyge. Jeg måtte have regnfrakken og regnskørtet på. Det stoppede igen inden jeg nåede til Top Timaru Hut.
I hytten var jeg heldig at få en køje. Prisen er, at jeg må udholde varmen. Hytten koger og vi vil ikke åbne døren, fordi der er horder af humlebier og sandfluer ude i vindfanget. Der er lige dele NOBO’s og SOBO’s i hytten, så vi har udvekslet erfaringer om ruten. Det er en af fordelene ved at være i en hytte. På græsset ved floden neden for hytten er der lige nu elleve telte. Det er helt vildt!

TA, dag 128, wildcamp km 2538,2

Skriv et svar

Onsdag den 5. februar 2025

Overnatningen på Ohau Lodge var en fornøjelse. Der var aftensmad klokken syv for alle overnattende. Jeg sad ved et bord, hvor resten af de spisende var cyklister, som brugte ferien på Alps to Ocean cykelruten. Det var hyggeligt at snakke med dem.

I morges var der morgenmad klokken syv. Jeg gik ned lidt tidligere og tyvstartede med en portion yoghurt. Klokken otte var jeg klar til afgang. Det var diset og gråt.

Jeg lagde ud med fire kilometer langs søen tilbage til Te Araroa. Ruten gik væk fra søen og op mod en bakketop. Efter cirka tre kilometer var jeg igen på cykelruten. Der kom flere cyklister forbi. Fællesskabet varede tre kilometer, så drejede jeg fra og tog hul på Freehold Creeck Track. Det var en dejlig sti gennem skov og med Freehold Creeck på min højre side. Det gik opad hele vejen.

Da jeg nåede trægrænsen tog det høje stive græs over igen. Det gik stadig opad. Der kom sektioner med skærver og med store sten.

Udsigten bagud blev bedre og bedre. Jeg kunne se ned til Lake Ohau ganske længe (Se video på Facebook).

Ved frokosttid var jeg på bakketoppen og så gik det nedad igen.

Nede i dalen fandt ruten Ahuriri River East Branch, som jeg fulgte resten af turen. Det var klaret op allerede i formiddags og nu begyndte det at blive rigtig varmt.

Ruten krydsede floden flere gange. I starten gik jeg tæt på floden. Senere førte stien mig længere op på skråningen. Når jeg kiggede ned på floden var det tydeligt at den faktisk var stor. Ruten krydsede selvfølgelig floden de steder, hvor den var smallest.

Omkring klokken fire kom jeg til et område, som var lysegrønt og sumpet. Det var umuligt at undgå at vade i vandet.

Halv fem kom jeg til et sted, som noterne udpeger som et godt sted til at campere. Jeg fandt hurtigt en fin plads og slog teltet op.

Wildcamp 4 km før krydsningen af Ahuriri River

Der var et par TA’ere foran mig. De camperer lidt længere væk. Et andet par stoppede bag mig. Nu er der ankommet mindst seks NOBO’s, som camperer i nærheden af mig. Det er et godt sted med store træer og nem adgang til vand.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Tag-arkiv: Thruhike

TA, dag 138, Arrowtown (km2692)

TA, dag 137, Macetown (km2679)

TA, dag 136, Highland Creek Hut (km2658)

TA, dag 135, Glendhu Bay (km2542)

TA dag 133+134, zero i Wanaka

TA, dag 132, Wanaka (km2624)

TA, dag 131, Lake Hawea (km2602)

TA, dag 130, Stoudys Hut, km2580,5

TA, dag 129, Top Timaru Hut, km2567

TA, dag 128, wildcamp km 2538,2