Tag-arkiv: Thruhike

TA, dag 149, Martins Hut (km2943)

Onsdag den 26. februar 2025

I dag gik turen gennem det meste af Longwood Forest. Det er en skov, som vi har hørt meget om, fordi den er ekstremt mudret. Vi, der har gået gennem Reatea Forest oppe på Nordøen, tænkte, at det ikke hvert fald ikke kunne være lige så slemt.

Der blev gravet guld i Longwood Forest i perioden 1850 til 1960. Det var primært kinesere, der gravede guld i Longwood. Manglen på lettilgængeligt vand gjorde det til hårdt arbejde. Kineserne gravede kanaler, som de ledte vand igennem. Skoven er stadig undermineret af mineskakter og vandkanaler.

Godmorgen – på grusvejen til Longwood Forest

Dagen startede med en rask tur ad grusvejen ind til skoven. Så gik det opad til Bald Hill af en snoet skovsti. Højden steg med 600 meter over en distance på cirka 9 kilometer. Det føltes ikke særlig anstrengende og stien var i en hæderlig forfatning selvom den havde nogle mudrede sektioner.

På Bald Hill fladede det ud og træerne forsvandt. Jeg fulgte pæle med afmærkninger hen over bakken og kom til et sted med radiomaster. Det var toppen af Bald Hill.

Her fra gik det nedad ad en grusvej til den næste skovsti. Rytmen gentog sig to gange til: en mudret sti op gennem skoven, op på en bakketop, gennem et område uden træer og ned igen. Det eneste, som havde ændret sig var mudderet. Nu var der meget mudder og nogle mudderpøle, der var så dybe, at jeg opgav at koncentrere mig mig om at undgå at muddret løb ned i mine støvler. Det var uundgåeligt at det skete.

Jeg koncentrerede mig i stedet om ikke at falde. Det ville medføre et kedeligt rengøringsprojekt, hvis jeg landede i en af pølene. Det lykkedes. Jeg holdte mig på benene, men et par gange sank jeg så langt ned i mudderet, at kanten på mine shorts dyppede sig i mudderet.

Skoven var virkelig flot. Næsten som et eventyr. Grøn med bregner og lav på træerne. Det var synd, at blikket det meste af tiden var rettet mod mudderet foran mig.

På den sidste bakketop blæste det endnu mere end på de forrige. Disen lå tæt og der var hundekoldt. Det var en lettelse at komme ned i læ i skoven, selvom det betød mere mudder.

Efter lidt over 9 timers vandring dukkede Martins Hut endelig op. De fire andre TA’ere var ankommet. To af dem går rigtig hurtigt og de to andre holder tilsyneladende ingen pauser. Hytten har fire senge. Jeg var heldig, at en vandrer havde valgt at slå telt op, så der var en køje til mig.

Hytten har en vandtank, men den var tom. Mikael var ankommet et kvarter før mig, så vi lavede en fælles ekspedition til et vandløb inde i skoven. Vi fik vasket det værste mudder af benene og fyldt vandflaskerne. Da vi kom tilbage til hytten var førsteprioritet at få støvler, gaiters og strømper af. Fødderne var meget kolde. Det var 12 grader i dag. Da jeg tog strømperne af, kom der et halvt kilo mudder mere til syne. Jeg tørrede det værste væk og tog tørre strømper på. Næste projekt var mad og kaffe og så i soveposen og få varmen igen.

TA, dag 148, Merrivale (km2916)

Skriv et svar

Tirsdag den 25. februar 2025

Der kom faktisk mad til os i går. Verden har muligvis set flottere pizzaer, men det var helt uden betydning på det tidspunkt. Det føltes som en vild luksus.

Det regnede i nat og igen da jeg vågnede i morges. To af de andre havde allerede besluttet, at de ville gå ad landevejen til dagens destination. Jeg besluttede at gå samme vej. Det ville spare lidt kilometer og derfor også noget tid. Vi var derfor tre, som sad i køkkenet og drak kaffe og spiste morgenmad i ro og mag.

Fårene blev drevet sammen lige efter at vi forlod Birchwood

Klokken ni gik vi mod Merrivale. Det var en begivenhedsløs og nem tur. Vi sludrede lidt på vejen, men holdte ingen pauser.

Dagen startede med grå himmel. Så blev det sommer og i løbet af et kort øjeblik blev det igen gråt en halv time før vi nåede frem til Merriview Hut i Merrivale.

Hytten er ganske lille, men praktisk. Vi sidder ved bordet udenfor. Snakken handler mest om i morgen, hvor vi skal i den berygtede skov Longwood.

Vi er fem TA’ere igen i dag. Det ser ud til at vi har været heldige at havne mellem to større grupper.

Der er ikke langt til Bluff nu, så vi er også begyndt at snakke om, hvor de forskellige tager hen efter Bluff, transportmuligheder og lignende. Skiltet, som markere afslutningen af Te Araroa, befinder sig på km 3039 ‘komma et eller andet’.

TA, dag 147, Birchwood (km2889)

Skriv et svar

Mandag den 24. februar 2025

Nattesøvnen var god og jeg var dejlig udhvilet i morges. Dagen bød på 28 kilometer gennem Mount Linton Station, som er den største farm i New Zealand. Telford Campsite ligger lige uden for deres område.

Te Araroa har fået tilladelse til at vi må vandre af en afmærket sti gennem deres område. Det er ikke tilladt at forlade stien og man skal være ude af området inden det bliver mørkt.

Ruten gik fra teltpladsen ned til floden Telford Burn. Jeg havde flottet mig og taget tørre strømper på i morges. Efter afgang holdte de sig tørre i cirka et kvarter, så skulle jeg krydse floden.

På den anden bred fortsatte ruten af en markvej, som førte til Wairaki River. Her fra gik det op og ned og rundt langs hegnene inde i foldene.

Efter en time dukkede de første får op og efter to timer var der også køer. Det var vildt så stort området var.

Jeg gik i omkring fire timer før der kom en ansat på Mount Linton Station forbi på en lille firhjuler med en trailer på.

Vejret var gråt fra morgenstunden, men efter et par timer begyndte det at klare op.

Der var mange små stejle bakker på turen i dag, men ingen bjergtoppe.

På turens sidste del skulle jeg krydse en grusvej. Der kom en lastbil med træstammer forbi. Det støvede helt vildt.

Turen sluttede med passage af en lille bro og så var jeg på en mark med meget højt græs. Det var uklart, hvor stien endte og jeg masede lidt rundt, før jeg fandt et sted, hvor jeg kunne passere to hegn og komme ud på vejen.

Slutspurten var en kilometer til landsbyen Birchwood og et stykke ind på Birchwood Stations private vej. Birchwood Station (landbrug) tilbyder billige overnatning til TA’erne i en mandskabsbygning. Den er ikke fancy, men for os er det luksus. Toilet, bad, opholdsstue og soverum med køjesenge.

Birchwood Station er et aktivt landbrug. Der er lige drevet en flok får forbi ude på den lille vej.

Vi er fem, som overnatter her i dag. Vi har arrangeret take-away fra den nærmeste landsby og nu venter vi i spænding. Det var et projekt med forhindringer, men nu ser det ud til at lykkes.

TA, dag 146, Telford Campsite (km2861)

Skriv et svar

Te Araroa bliver ved med at overraske. Jeg kunne ikke huske, hvordan de sidste etaper var, men jeg havde indtryk af, at det ikke var noget særligt. I dag var dog noget særligt.
Jeg sov elendigt i Aparima Hut i nat. Der var varmt og vi lå på række, så der var grænser for, hvor meget jeg ville rumstere. Klokken seks ringede sidemandens alarm og i løbet af kort tid var vi alle oppe. Morgenmaden blev indtaget med pandelygte på.
Lidt over syv gik jeg ned til svingbroen og krydsede Aparima River. På den anden side havde jeg udsigt til det flotteste morgenlys på bjergtoppene.

Dagens første halvdel var tretten kilometer til Lower Wairaki Hut. De første kilometer gik gennem marsk ligesom i går.

Her efter var jeg fremme ved Takitimu Forest. Stien snoede sig gennem skoven op over et højdedrag og ned til Wairaki River på den anden side. Der var masser af mudder, rødder og faldne træer. Det tog tid, men der var smukt. Det myldrede med småfugle, som kom for at se, om jeg skræmte nogle insekter op eller vendte en græstørv.

Da jeg nåede Wairaki River drejede stien til venstre og fulgte floden et par kilometer før jeg blev ledt ned og krydse over floden. Jeg benyttede lejligheden til at vaske mudder af benene, støvlerne og mine gaiters.

På den anden side af floden lå Lower Wairaki Hut. Jeg tog en pause i hytten, hvor der i forvejen sad en håndfuld TA’ere, som holdte pause.

Næste ‘ben’ var ni kilometer op over en top, som var lidt over 1000 meter høj. Det var svært at vurdere, hvor lang tid det ville tage. Noterne sagde fire timer. Skiltet ved hytten angav, at det tog otte timer. Der var kun én måde at finde ud af det på. Jeg forlod hytten og satte kursen mod toppen.

Turen op til Telford Tops var hård. Det gik opad helt fra starten og fortsatte nådesløst over to kilometer. Da jeg gik op ad den sidste skråning kunne jeg se himlen og da jeg kom op på toppen skiftede terrænet.

Der var åbent og stenet. Det gav en bedre udsigt og på dage med klart vejr skulle man kunne se helt til Bluff. I dag var der diset på toppen. Først kunne jeg ikke se meget andet end disen der snoede jeg op ad skråningerne. Det var nu også meget betagende.

Da jeg kom lidt længere frem klarede det lidt op. Nu kunne jeg helt sikkert se land syd for mig. Omgivelserne var betagende. Nogle bakker havde mørkegrønne bløde bakker med træer andre var brune eller gule og mere bare.

Turen ned fra toppen fulgte højderyggen og nu skulle benene justeres til at gå i grus og sten. Der var ingen fast sti. Ruten fulgte pæle og jeg valgte selv den vej, som så sikreste ud.
Da jeg var midt på nedstigningen drejede stien væk fra højderyggen og gik mere direkte ned mod højre. Der var to kilometer til teltpladsen, men afmærkningen var lidt forvirrende. Men ned kom jeg. Turen havde taget lidt under fire timer. Det var heldigvis noterne, der havde ret.

Tepladsen er yderst simpel. Et toilet, et par nivellerede firkanter og vand i bækken, som jeg kan høre fra mit telt. Her er rædsomt mange sandfluer, men de kan ikke komme ind i mit telt, når det er lukket. Jeg er blevet vasket, har drukket godt med kaffe og har spist aftensmad. Jeg ligger godt i teltet og jeg tænker, at jeg kommer til at sove godt efter de knap ti timers gåtur. Det har været en dejlig dag.

TA, dag 145, Aparima Hut (km2840)

Skriv et svar

Lørdag den 22. februar 2025

I morges var jeg klar til at blive kørt tilbage til ruten. Jeg havde bestilt shuttlebus til det sted, hvor jeg forlod ruten i torsdags. Da jeg blev sat af havde madvognen allerede åbent. Jeg gik ind og drak en kop kaffe og købte en ostebolle til turen.

Himlen så skummel ud, da jeg gik op ad Princhester Road mod Lower Princhester Hut, men faktisk holdte det tørt hele dagen. De første seks kilometer til hytten gik mellem marker med køer og får. Det var en passende nem opvarmning.

Efter Lower Princhester Hut blev ruten mere udfordrende. Turen gik gennem Takitimu Forest og op mod en saddel. Stien var på visse steder stejl, mudret eller beskadiget. Det gik fint, men ikke vældig hurtigt.

På turen op var der på et tidspunkt udsigt til en bakketop i nærheden. Den var indhyldet i dis. Det forklarede, hvorfor den sti, som jeg gik på blev mere og mere mudret, selvom jeg kom højere og højere op. Her kom fugten sikkert fra disen.

Efter sadlen gik det nedad igen. De første to kilometer gik stien gennem skoven. Så kom jeg til et mere åbent landskab, hvor jeg fulgte afmærkninger på pæle. Den første del var fornuftig, men der kom sektioner med mudder og med dynd. Græsset gav efter, når jeg trådte på det og nogle steder sank jeg i med hele foden. Der var flere små vandløb gemt i græsset. Det gik langsomt fremad.

Der var mange fugle på turen i dag. De sidste timer var der også mange sommerfugle. Det var hyggeligt.

Jeg ankom til Aparima Hut klokken kvart i fire. Her er faktisk to hytter. Den ene er ret udtjent. Der var ankommet fire vandrere, da jeg kom, så jeg fik en seng i den nyeste hytte. Det er praktisk at være indenfor, men her er irriterende mange sandfluer.

TA, dag 144, Te Anau (zero)

Skriv et svar

Naboen gik i bad tidligt i morges, men lod vækkeuret blive i værelset. Alle planer om at sove længe blev kimet væk. Jeg skyllede ærgelsen væk med kaffe og kontorarbejde.

Der var stadig lidt praktisk arbejde med rengøring og sortering, som skulle klares, men midt på formiddagen var jeg klar til at gå mod centrum.

På turen besøgte jeg Fiodland National Park Visitorcentre. Det stod hurtigt klart, at listen med steder, som jeg gerne vil se nærmere på en anden gang, igen blev længere.

Nationalparken dækker søen og hele området ud mod havet

Der var transportmidler for en hver smag og pengepung; vandflyver, helikopter, båd, bus og vandrestøvler. Antallet af turarrangører vidner om, at der kommer mange turister i det her område.

Vejret var fint og Lake Te Anau tog sig flot ud i solskinnet.

I går fandt jeg en badevægt i campingpladsens bagagerum. Den befalede, at jeg spiste en stor morgemad. Alle caféerne har en ‘trampers breakfast’, som er en stor portion til en sulten vandrer.

Jeg fik klaret det meste på min indkøbsseddel. Der var mange klassikere på listen i dag.

Pulverkaffe, OSM-barer, lim til mine støvler, nødder, pandelygte, vingummi, tørret mango og to portioner aftensmad. Jeg har en del mad i forvejen.

Rygsækken har været på bristepunktet i et stykke tid. I dag lykkedes det mig at sende næsten halvandet kilo til Wellington. Det bliver spændende, om jeg kommer til at savne de ting, som jeg vinkede farvel til.

TA, dag 143, Te Anau (km2817+)

Skriv et svar

Torsdag den 20. februar 2025

I morges var det koldt. Meget koldt. Garmins vejrudsigt sagde, at det føltes som fire grader. Jeg var enig! Teltet var vådt. Det regnede i går aftes og desuden var der meget dug i dalen, som vi camperede i. Da jeg var færdig med at pakke, var mine fingre så kolde, at jeg tog vanterne på.

Dagens rute bød på 28 kilometer grusvej og 3 kilometer hovedvej. På det sted, hvor jeg gik over svingbroen og camperede i går, forlod jeg Te Araroas rute. Det havde været muligt at følge stien på den anden side af floden yderligere fire kilometer. På det sted skulle der være en hytte en kilometer uden for ruten. Ruten fortsatte yderligere 15 kilometer, hvor efter den passerede floden og fulgte den grusvej, som jeg gik ad i dag. Når jeg valgte grusvejen fra morgenstunden skyldes det, at der er et længere stykke af stien, som ikke er vedligeholdt og som er meget tilgroet. Noterne foreslår, at man krydser floden og tager grusvejen. Det er ikke tydeligt, hvor man kan krydse floden, så de fleste vælger at tage hele strækningen på grusvejen. Dagen er lang nok i forvejen.

Da jeg gik hen over parkeringspladsen bemærkede jeg, at den lystfisker, som havde holdt der om natten, ikke havde noget telt på jorden. Jeg kiggede lidt. Sov han måske i et telt i båden? Der er mange skilte med ‘adgang for lystfiskere’ i området.

Jeg gik femhundrede meter op ad en lille vej og drejede til højre ad Mavora Lakes Road, som jeg skulle gå ad. Den så heldigvis ud til at have en fornuftig belægning.

Ellers skete der ikke meget. Det gjaldt om at finde strategier, som forhindrede, at det blev alt for ensformigt. Heldigvis var omgivelserne flotte.

Den største ulempe var, at når der kom biler, så måtte jeg trække ud i græsset eller i de løse sten i siderne. Det støvede meget.

Et af de få større køretøjer, som kom forbi

På et tidspunkt dukkede der en afmærkning op. Jeg var nået til det sted, hvor ruten officielt kom op fra floden. Der var ingen synlig sti, når jeg kiggede ned.

Omkring klokken halv to nåede jeg frem til Te Anau Mossburn Highway. Den var rimelig at gå på og de knap tre kilometer var hurtigt klaret.

På vejen var der gode nyheder. Et skilt varslede kaffe.

Det var en madvogn, som var parkeret i en indkørsel. Der var toilet og siddepladser, så jeg svingede ind. Det blev en dejlig pause. Alt var hjemmelavet, så jeg købte rigeligt. Det smagte dejligt og føltes som den vildeste luksus.

Madvognen og til højre en lille butik med uldvarer

Te Araroa fortsatte ned af en grusvej lige uden for indkørselen. Jeg ville besøge byen Te Anau, som lå 35 kilometer væk, så efter pausen gik jeg ud til vejen og tomlede. Det tog cirka 20 minutter før en bil stoppede. Den var til gengæld værd at vente på. En pensioneret landmand kørte mig til Te Anau og en tur rundt i byen, så jeg vidste, hvor butikkerne lå. Jeg skal blandt andet på jagt efter en ny pandelampe. Den jeg havde har ubemærket forladt mig. Til sidst kørte han mig til indgangen på Te Anau Lakeview Holiday Park & Motels, hvor jeg havde booket et rum i to nætter. Tak for det!

Mit logi viste sig at være yderst praktisk og godt til prisen på 77 dollars pr. nat. Eget værelse med plads til at endevende rygsækken.

Jeg har vasket alt, som kan vaskes og hængt det til tørre i et dejlig varmt tørrerum. Det regner, så jeg er glad for at være indenfor. Det var faktisk en våd vejrudsigt, som fik mig til at kigge efter andet end en teltplads, så konklusionen er, at vejrudsigten var rigtig. De mangler i høj grad vand her i området, så for mig er det fint, at det kommer netop i dag.

Campingpladsen ligger ud til den store Lake Te Anau

Der var lige spørgsmålet om aftensmaden. Der er halvanden kilometer ad søpromenaden ind til centrum. Jeg forsøgte at tomle, men det var småt med biler. Mit falkeøje spottede et hotel med en restaurant ikke langt her fra, og det lykkedes mig at klemme mig ind til buffeen lige inden lukketid. Maden var god og turen var kort, så det endte lykkeligt.

På skiltet over døren til venstre står der ‘Jimmy Cook’s’. MapsMe afslørede, at det var en restaurant.

Til fods fra den øverste ring til ringen til højre og i bil til Te Anau, som ligger til venstre på kortet.

TA, dag 142, Kiwi Burn Swingbridge (km2587,8)

Skriv et svar

Onsdag den 19. februar 2025

Der var livligt i hytten i aftes. Der var telte uden for og hen på aftenen dukkede der en båd med lystfiskere op. De kom ind og fik en sludder og sejlede afsted igen.

Der kom torden i går. Det var ikke tæt på os og det varede ikke længe, men vejrudsigten passede. Der kom regn i flere omgange. I nat føltes det som om, at det regnede hver gang jeg var vågen.

En af TA’erne, som havde fået en køje, stod op ved midnat og gik ud og slog telt op. Så vidt jeg forstod, følte hun sig utilpas. Hun sagde noget om ‘måske dårligt vand’. Hun lå i sit telt, da jeg forlod hytten klokken otte.

Det var stadig gråt og der var meget vådt uden for. Jeg gik ad den grusvej, som fulgte søbredden. Kvaliteten var temmelig svingende og der var brug for en god firehjulstrækker for at køre ind til Careys Hut. Det var imponerende, at familien i hytten var kommet ind med bil og anhænger.

Længere henne gik hjulsporet helt ned i gruset på søbredden og af og til op mellem træerne. Jeg mødte en bil og to motorcykler. Der kom også et par modgående vandrere.

Efter ti kilometer gik jeg gennem Mavora Lake campsite. Det var et stort naturområde med mange dejlige teltpladser. Jeg kunne sagtens være gået der hen i går, men jeg tror, at den tørre seng var et godt valg. Det dryppede stadig af og til.

Kort efter teltpladsen krydsede jeg Mavora River på en svingbro. Det var den del af floden, som forbinder North Mavora Lake med South Mavora Lake. Søen er reelt to søer på stribe.

Jeg fulgte floden et stykke og så førte stien mig ned langs bredden af syd-søen. Der var stille og smukt. En del af stien gik gennem skov. Venlige sjæle havde i nyere tid sørget for at stien var passabel. Der lå mange, mange væltede træer, som man har måttet finde en vej over. Nu var de skåret i passende stykker med en motorsav. Mange tak!

Ved syd-søens ende kom der en svingbro mere. Den førte blandt andet til en DOC campsite på den anden side af søen. Der skulle jeg ikke over, men jeg kunne høre stemmer fra teltpladsen.

Jeg fortsatte ad stien og gik yderligere syv kilometer langs Mararoa River til den næste svingbro. Det var igen en fin grøn sti gennem skov og eng. Det regnede let på det meste af turen.

Denne gang gik jeg over broen. På den anden side lå der en parkeringsplads og der var et toilet. Stedet bliver brugt af TA’erne som teltplads. Der er minimum 32 kilometer til det sted, hvor mange vælger at blaffe til byen Te Anau. På de 32 kilometer er der ikke mulighed for teltslagning, så bakkerne ved parkeringspladsen er sidste chance. Foreløbig er her fem telte.

Den TA’er, som var dårlig i nat, er her ikke. Hun fik et lift til byen Te Anau med familien i hytten.

Vejret er klaret lidt op. Jeg har været på en ekspedition ned til floden efter vand. Teltet står fint på en bakketop og aftensmaden simrer i sin pose.

TA, dag 140, Taipo Hut (km2745)

Skriv et svar

Mandag den 17. februar 2025

Jeg sov forbavsende godt i nat. Der var dejlig roligt i soverummet på Adventure Q2 Hostel i Queenstown. Inden jeg pakkede de sidste stumper gik jeg ned i køkkenet og drak kaffe og spiste morgenmad.
Jeg skulle mødes med Solveig og Peder klokken ni på en parkeringsplads tæt på mit logi. Hvem kunne vide, at der bor trailengle i Viborg, og at de netop nu kører rundt i bil i New Zealand? Heldigt for mig! Englene kørte mig og to andre TA’ere de 70 kilometer rundt om det halve af Lake Wakatipu. Vi blev sat af ved Greenstone parkeringsplads, som er det sted, hvor ruten igen dukker op. Tak Solveig og Peder!

Det er Solveig og Peder til højre i billedet

Da jeg havde gået et lille stykke kiggede jeg på FarOut. Den viste, at jeg var på kilometer 2721,1. Jeg var på rette vej.

Turen gik et par kilometer ad en grusvej, som førte til Greenstone Track. Stien gik gennem skov og fulgte Greenstone River. Det var en enkel og nem sti og vejret var dejligt.

Efter elleve kilometer passerede jeg Slip Flat Hut. Den lå lidt væk fra stien, så jeg så den ikke. Jeg holdte i stedet en pause med udsigt til floden.
Stien blev lidt mere stejl efter Slip Flat, men den var stadig fin. Lidt over klokken to var jeg fremme ved Greenstone Hut. Det var en flot stor hytte med tyve sengepladser. Jeg holdte en pause i hytten, men besluttede mig for at gå ti kilometer til.

Efter Greenstone blev stigningen mere mærkbar og rutens kvalitet blev mere svingende. Der kom sten, rødder og mudder.

De sidste fem kilometer før Taipo Hut gik gennem åbent land. Ruten var markeret med stolper med orange top. De var ikke lige synlige alle sammen, så jeg skulle holde koncentrationen for ikke at miste retningen.

Klokken seks var jeg ved den lille Taipo Hut. Der er kun fire senge og da der allerede var ankommet fire TA’ere, slog jeg mit telt op. Der var kommet en sky på himlen, men vejret var stadig godt.

Jeg tog vandflasker og skiftetøj med ned til floden. Da jeg havde fyldt flaskerne hoppede jeg i vandet. Det friskede og jeg var klar til aftensmaden, som trailenglene også havde forsynet mig med.
Da Solveig brækkede anklen havde de rygsækkene fulde af mad. Den slags mad, som man med glæde spiser, når man vandrer, men som ikke lokker så vældigt, når man ikke vandrer. De forærede derfor deres trail-mad væk. Jeg var heldig at få flere aftensmåltider og en håndfuld OSM-barer. Tak!

TA, dag 139, Queenstown (km2721)

Skriv et svar

Søndag den 16. februar 2025

Jeg var tidligt oppe, men sad længe med kaffen i køkkenet. Kom først afsted efter klokken otte. Arrowtown var morgenstille, da jeg gik tilbage gennem hovedgaden.

Dagens rute var lang, men i den nemme ende. Meget af turen fulgte en cykelsti. Den var godt skiltet og på et tidspunkt glemte jeg, at jeg skulle forlade cykelruten og dreje fra. Det kostede halvanden kilometer.

Cykelruten gik gennem Millbrooke Resort, som bød alle velkommen og bad os om at ‘opføre os ordentligt’. Det var et flot og velfriseret område.

Efter et par kilometer gik det op for mig, at Millbrooke er hjemsted for New Zealand Open i golf. Der var bannere og ståhej. Så vidt jeg kan se afholdes mesterskabet om to uger.

Ruten fortsatte til Lake Hayes. Der var fint og roligt og jeg gik langs søen ad Lake Hayes Walkway.

Efter søen fulgte forstaden Shotover Country. Her kunne jeg se noget der lignede en kiosk på min app. Jeg styrede der hen og fandt en ‘Night and day’, som er New Zealands 7-Eleven. De havde alt. Jeg forsynede mig med en Samosa, en sandwich og en liter kold æblejuice. Desserten blev en is. Jeg bestilte en vaffel med to kugler og fik for 5,50 dollars den største is jeg har set i nyere tid. Tak, flinke dame!

Efter festen fandt jeg igen cykelruten, som hjalp med at krydse SH6 og Shotover River.

Nu var jeg i forstaden Lower Shotover. Den var spækket med butikker. Mange små butikker, men også de store, som ofte ligger i industrikvarteret. Der lå en frisør, hvor jeg kunne komme til med det samme, så jeg slog til. Almindelig høflighed gjorde, at jeg sagde ja tak til hårvask og hovedbundsmassage, for jeg var ret svedig og støvet. Det var faktisk rigtig dejligt. Jeg var ved at falde i søvn i frisørsalon flere gange, men holdte ud til hun var færdig.

Efter butikkerne kom sporten. Først en criketkamp, så golf og lidt fodbold.

Golfspillere med Queenstown lufthavn i baggrunden

Efter lufthavnen var jeg tættere på Queenstown by og jeg kunne se bugten Frankton Arm, som er en del af Lake Wakatipu. Queenstown ligger der, hvor bugten møder søen.

Nede ved søen var der badeliv og rækker af de allesteds nærværende autocampere.

Te Araroa fulgte søens højre bred ind mod byen. Jeg fortsatte af cykelstien, som gik helt nede ved søen i rimelig afstand til bilerne oppe på vejen.

Tæt på centrum fortsatte stien ud om en pynt, hvor der var træer på midten. Her slappede folk af og der var en del badegæster histen og pisten.

Da jeg rundede pynten kunne jeg se byen. Der var hoteller, restauranter og store lystyachter. Jeg blev helt glad for, at jeg allerede skal videre i morgen tidlig.

Da jeg kom ind i bugten på den anden side af pynten var stranden godt besøgt. Gaderne var proppede med turister.

Turen rundt om pynten er rød. Ruten ender omtrent der, hvor flaget er. Den blå streg er en ‘bypass-rute’ (= skal springes over)

Jeg gik lidt rundt og kiggede, men det lokkede ikke rigtig.

Jeg købte et par småting til i morgen og fandt mit hostel. Det ser fornuftigt ud og sengen koster ikke meget mere end den ynkelige teltplads i Arrowtown.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Tag-arkiv: Thruhike

TA, dag 149, Martins Hut (km2943)

TA, dag 148, Merrivale (km2916)

TA, dag 147, Birchwood (km2889)

TA, dag 146, Telford Campsite (km2861)

TA, dag 145, Aparima Hut (km2840)

TA, dag 144, Te Anau (zero)

TA, dag 143, Te Anau (km2817+)

TA, dag 142, Kiwi Burn Swingbridge (km2587,8)

TA, dag 140, Taipo Hut (km2745)

TA, dag 139, Queenstown (km2721)