Det blev en lang formiddag på lodgen. Vi havde lidt problemer med at skaffe transport fra Lake Coleridge Village til Metven, hvor vi overnatter i dag. Det endte med en betalt shuttle, som først kunne hente os lidt i elleve. Methven ligger uden for TA, men er et oplagt sted at overnatte inden man fortsætter til den anden side af Rakaia River.
På vejen til Methven stoppede vi ved Rakaia Gorge lookout, hvor der var flot udsigt til floden.
Rakaia River
I Methven tjekkede Jenny, Liam og jeg ind på campingpladsen. Deres ven Fabian var her allerede. I går lykkedes det Fabian at aftale med Denis, som også overnatter på campingpladsen, at han kører os fire op til Glenrock Station i morgen klokken ti.
Vi fire har desuden aftalt, at vi booker en shuttle til den næste flod sammen. Der er rart at have den aftale, for hvis man skal købe transport alene kan det blive meget bekosteligt. Vi håber at være klar til næste shuttle på onsdag.
Mit logi for i nat
I dag har jeg købt mere mad og fyldt maven godt op. Omkring klokken seks gik vi på en Pub. Det var ganske hyggeligt og der dukkede mange TA’ere op. Der ser ud til at blive trængsel i hytterne mellem de to floder. Der er en del TA’ere, som tager hul på den sektion i morgen.
Vejrudsigten ser noget broget ud. Vi risikerer, at det regner så meget, at vi må vente på at vandstanden i floderne falder. Derfor er det vigtigt, at vi har rigeligt med mad i rygsækken.
Vi håber, at vi kan gennemføres hele turen til byen Lake Tekapo i et stræk. Det vil i bedste fald tage 8 dage, men det kan sagtens trække ud.
Vi skal igen op i nogle øde områder, så det er tvivlsomt om der er mobilsignal.
Nummerpladen på den fine bil, som skal transportere os i morgen 🙂
Alle gik tidligt til køjs i går. Jeg sov godt og vågnede ved dagslyset klokken seks. Da jeg kom ud kunne jeg se, at et par af teltene allerede var pakket ned.
Dagens tur bestod stort set af 23 kilometer ad en grusvej, fem kilometer i nærheden af Lake Coleridges sydlige ende og et par kilometer ned til Lake Coleridge Village.
Grusvejen var nem at gå på, men det gik lidt langsommere end på asfaltvej. Der var sporadisk trafik. Der kom flere biler med hunde på ladet. De kørte hurtigt og vejen støvede meget.
Der kom også en håndfuld biler med bådtrailere eller kajakken på taget. Ruten gik tæt forbi flere små fine søer, hvor man måtte fiske. Det var overskyet og behageligt vandrevejr.
På vejens højre side havde jeg Mount Cotton og to andre toppe, som afskar mig fra udsigten til Lake Coleridge, som lå på den anden side.
Et sted på turen var der en bil, som stoppede. Jeg genkendte chaufføren. Det var Denis, som jeg havde hilst på i Auckland. Denis er Ta Araroas ‘grand old man’. Han opdaterer trailappen, opbevarer bagage for vandrerne, agerer chauffør, laver stiforbedringer og meget, meget andet. Han var på vej til den teltplads, som jeg kom fra. Han sagde, at han nok kom tilbage igen og han tilbød mig et lift. Jeg takkede pænt nej, og sagde, at jeg foretrak at gå. Da han kørte videre tænkte jeg, at det lige godt var det vildeste. Det svarer til at takke nej tak til et lift med en rockstjerne!
Efter grusvejen kom jeg til Lake Hill Track, som var en afmærket rute ved Lake Coleridge. Jorden var privatejet og stien krydsede flere områder med får. De var sky og tumlede afsted, hvis jeg kom for tæt på.
Søen havde de mest fantastiske blå farver og der var tydeligvis mange fugle i området.
Efter søen passerede jeg et par græsmarker og gik et stykke på en mindre vej. Turen sluttede med en stejl sti ned til Lake Coleridge Village.
Jeg ankom til Powerhouse Lodge før klokken to og styrede direkte hen til kaffelugen. Jeg blev tilbudt en gratis sodavand og en cookie, fordi jeg var TA’er og skulle overnatte. Jeg købte i tilgift en kop kaffe. Vejret var klaret op og haven var fin og hyggelig, så jeg satte mig uden for.
Da jeg en halv time kom ind i fællesrummet var der trængsel. Denis sad der og et par af vandrerne var ankommet sammen med ham. Der var gang i spørgetimen og der var blevet aftalt ‘lift’. Denis overnattede på campingpladsen i Metven og tre af TA’erne skulle køre med ham til Metven. Fire andre TA’ere havde aftalt, at han skulle køre dem rundt om Rakaia River næste morgen.
Lake Coleridge Village er det sidste stop før Rakaia River, som er en hazardzone. Det betyder, at floden er for farlig til, at den kan passeres til fods. Vi skal finde transport til Glenrock Station på den anden side af floden. Fra Lake Coleridge Village er der 12 kilomter i fugleflugt til det sted, hvor ruten fortsætter på den anden side af floden. I bil er turen 60 kilometer lang. Jeg var åbenbart kommet for sent til det hele!
Vi drak kaffe og spiste vafler med is. Lodgen havde super vandrevenlige priser. Der var virkelig hyggeligt og gode forhold.
Mens jeg drak kaffe opdagede jeg, at spidsen var knækket af min ene vandrestav. Det var et problem. Jeg var nødt til at finde en butik, som kunne fikse det. Jeg viste min udfordring frem ved kaffebordet og minsandten om ikke en af vandrerne havde den reservedel, som jeg manglede. Hun tilbød mig, at jeg kunne købe den. Det lettede!
Vi blev vist rundt på lodgen, som tilbyder flere typer overnatning. Der var dejligt. Jeg havde reserveret et værelse og fik anvist et dejligt rum med egen udgang.
Jeg pakkede ud og vaskede tøj. Så kom turen til den knækkede vandrestav. Først skulle den ødelagte del hives af. Det viste sig at være en stor udfordring. Det kneb med ordentligt værktøj og først skulle spidsen koges i to minutter. Efter lang tids asen og masen gav den sig endelig og jeg kunne montere den nye spids. Det var en kæmpe lettelse, at jeg kunne klare det på stedet og ikke var nødt til at tage ud til en større by.
Jeg var heldig at få mulighed for at spise aftensmad sammen med vores værter. Vi fik grønsager og kylling. Køkken havde valgt en ret med mange grønsager, fordi jeg skulle spise med. Hun vidste, at frøntsager er en mangelvare på TA.
Efter maden gik vi en tur ned til Rakaia River. Floden er en af New Zealands største forgrenede floder (‘braided river’ – hvad er den rigtige betegnelse på dansk?). Floden er cirka 2 kilometer bred på det pågældende sted og det var et imponerende syn. Vi ankom lige da solen var på vej ned bag bjergene og stemningen var magisk.
Rakaia River I haven ved Powerhouse Lodge. TA’s største vejviser.
Jeg tror, at alle var krøbet i køjen, da de næste gæster ankom til hytten i går aftes. En enlig TA’er kom fra samme sti som os andre. Han fik ikke meget opmærksomhed for samtidig kunne vi høre lyden af en helikopter. Vi havde hørt den et par gange inden for en times tid, men denne gang var den meget tæt på.
Området foran hytten
Hytten lå ud til Hamilton Creek. Mellem floden og os var der sten og en stribe med højt græs. Helikopteren landede i græsset. I løbet af et øjeblik var alle ude af sengene igen. Vi kunne følge med fra vinduerne, da en person og en rygsæk landede i græsset. Et besætningsmedlem fulgte hende på vej og pegede på stien op til hytten.
En yngre TA’er, som de andre kendte, kom op til hytten. Hun havde været i Christchurch for at hente en pakke med nye sko. Om morgenen havde hun fået et lift tilbage mod Arthurs Pass. Chaufføren havde sat hende af på en parkeringsplads og forklaret hende, hvilken genvej hun kunne følge til Hamilton Hut. Det havde bragt hende op på en højderyg med flot udsigt. Problemerne begyndte at melde sig da hun nåede hen til det sted, hvor han havde sagt, at hun kunne gå ned i dalen. Der var stejlt og usikkert. Hun besluttede i stedet at følge et vandløb nedad. Det gik godt et langt stykke, men til sidst blev hun fanget et sted, hvor hun hverken kunne komme frem eller tilbage. Siderne var løse sten eller grus og alt bevægede sig. Hun var desuden bange for at falde i vandet. Hun sad længe og kiggede på sin PLB og overvejede om skulle aktivere alarmen. Det gjorde hun og efter en times tid kom helikopteren. De sænkede en mand ned i en line og hun blev trukket op i helikopteren. De tilbød hende at sætte hende af ved hytten. Alternativet var, at de tog hende med til Christchurch. Hun valgte hytten og nu stod hun der og så rystet ud. Hun fortalte, hvad der var sket, blev forkælet og opmuntret og til sidst alle gik til køjs.
I dag fulgtes jeg med en anden vandrer. Vi lagde flot ud med at gå i den forkerte retning. Det opdagede jeg heldigvis hurtigt.
Det meste af turen fulgte vi et hjulspor, som jævnligt krydsede Harper River. Det gav våde støvler, men det var den hurtigste vej.
Vi indhentede en tredje TA’er og holdte en fælles frokostpause i skyggen under nogle buske.
Efter 4 timer nåede vi Glenthorne Station, som er et stort landbrug. Her skulle vi følge en afmærket sti og fortsætte af en ujævn stenet vej langs floden.
Dagen sluttede på en gratis teltplads efter 22 kilometer. Pladsen hedder Harper RiverCamping Area. Den ligger cirka halvanden kilometer fra den nordlige ende af Lake Coleridge. Der er et fint shelter, en vandhane, borde og bænke og et toilet. Pladsen er formentlig etableret for at give TA’erne en overnatningsmulighed. Der er ikke andre overnatningssteder i området. Vi er 6-7 telte på pladsen i dag. Et af teltene tilhører en lystfisker med bil og bådtrailer.
Vandredagen startede med sol. I eftermiddags kom der tunge skyer, men kun få dråber regn. Det blæser mere i dag end det har gjort de foregående dage. Fordelen er, ar det holder sandfluerne på afstand.
Jeg havde min foreløbigt bedste overnatning på Te Araroa i går. Jeg var vild med det store lækre off-grid hus. Mange af de selvforsynende huse er små og simple. Ecolodgen var et ‘rigtigt’ hus. Ejeren bor der hele året. Om det var den gode seng eller almindeligt velvære, ved jeg ikke, men jeg sov fantastisk godt i nat.
Morgenens udsigt fra stuevinduet
I morges var det helt gråt uden for det store stuevindue. Den tætte tåge hang lavt. Jeg spiste morgenmad, drak kaffe og skrev en kæmpe tak i gæstebogen. Lidt over syv var jeg klar til afgang.
Drømmehuset – nu i tåge
Jeg gik ned til sh73 igen og fortsatte en kilometer før jeg drejede ind mod bjergene igen. Denne gang til Cass – Lagoon Track, som førte gennem Craigieburn Forest Park. Jeg stoppede og tog vindjakken af og fik øje på mine ben! Jeg bliver vist ikke headhuntet til at sælge nylonstrømper i den nærmeste fremtid.
Efter kort tid passerede jeg Beiley Hut. Jeg kunne høre stemmer, så der var gæster i hytten.
Beiley Hut
Jeg fortsatte op gennem skoven mod Lagoon Saddle. Jorden var fugtig og trærødderne var glatte. Et uopmærksomt øjeblik og så gled jeg på en rod. Jeg landede på siden og rygsækken gav et ekstra bump. Heldigvis ramte jeg ved siden en sten, som var i siden af stien.
Ruten gik cirka 600 højdemeter op på siden af Mount Bruce i løbet af cirka 5 kilometer. Udsigten blev bedre og bedre. Jeg kunne se ned over dalen, hvor disen lå tungt. Det så fantastisk ud.
Jeg nød turen og holdte et par pauser. Da jeg nåede toppen var disen begyndt at give sig og jeg kunne se marker og floder.
Efter dagens højeste punkt passerede jeg den lille A-hytte Lagoon Saddle Hut. Der var én seng. Det så hyggeligt ud.
Efter hytten fulgte ruten Harper River. Jeg zig-zaggede mellem floden og skoven lige ved siden af. Det gik op og ned og hen over væltede træer. Efter seks kilometer dukkede den næste hytte op. Det var en gammel hytte med jord på gulvet. Værdien var nok mest historisk, men hvis man havde hårdt brug for ly, så ville den dække behovet.
Dagens næste oplevelse kom, da jeg nåede til et vandløb, som jeg antog, at jeg ikke skulle passere. Retningen var forkert og der var ingen afmærkning. Jeg gik tilbage og endte med at løbe i cirkler i en halv times tid før jeg besluttede, at jeg nok alligevel skulle prøve at passere vandløbet. Jeg krydsede vandløbet og kort efter kom der en afmærkning og stien drejede skarpt til højre. Nu gik jeg i ‘den rigtige retning’. Jeg er med garanti den eneste, som har formået at fare vild der. Det var faktisk ret lige til. En kilometer længere fremme fløj en stor fugl hen over stien. Det var en kea! Der var to og jeg iagttog dem længe. De var store og flotte.
De sidste to timer vekslede mellem floden og skoven. Der kom to svingbroer og så var jeg fremme ved Hamilton Hut. Hytten er stor og praktisk indrettet. Først var jeg alene. Så ankom der fire TA’ere og nu også en anden gruppe på fire vandrere.
Godstransporten stopper ikke om natten! Der var masser af toglyd i nat og Leas telt stod flot oplyst af en kæmpe lysmast ved jernbanen. Jeg forstillede mig, at hun lå søvnløs derude, men det kunne jeg godt have sparet mig. Lea sov som en sten hele natten. I morges ærgede hun sig igen over, at hun ikke nåede ud og se stjernehimlen.
Vi spiste morgenmad og lidt over ni krammede vi farvel. Lea skulle ind til centrum og med bussen til Christchurch. Hendes visum udløber snart.
Jeg havde overvejet at sove i hytten en dag til og så gå 25 kilometer til Hamilton Hut i morgen. Det droppede jeg, fordi det estimerede tidsforbrug i følge noterne var meget højt. Det var svært at se, hvorfor det skulle tage så lang tid, men jeg besluttede mig for at gå et kortere stykke i dag og så tage resten af turen til Hamilton Hut i morgen. Efter et par forgæves ideer endte jeg med at aftale med ejeren af en Ecolodge, at jeg skulle overnatte i naboens hytte og tage et bad på lodgen. Ejeren af lodgen var ikke hjemme, men en amerikansk familie overnattede i huset.
Omkring klokken halv elleve var jeg klar til at lukke hytten af og gå ind til byen. Jeg manglede stadig at købe mere mad. Det blev til et besøg på turistinformationen, et cafebesøg og nogle sparsomme indkøb. Udvalget var begrænset, men jeg havde arvet nogle af Leas forsyninger, så det rakte.
På turen ind til centrum gik jeg under jernbanebroen. Den stod som et vartegn i landskabet. Broen fører togene til en tunnel gennem et bjerg. Den lidt større hytte, som lå ved siden af vores overnatningssted, blev i sin tid opført til brug for en ingeniør, som skulle arbejde med etableringen af tunnellen. Hytten blev overdraget til private ejere i 1927. Den nuværende ejer har tilføjet vores lille logi.
Stien fra hytten og ind til centrum – jernbanebroen skimtes forudeJernbanebroen
Nu havde klokken rundet tolv, så jeg besluttede mig for at tomle tilbage til den rasteplads, som jeg kom fra i går. Det gik forholdsvis nemt. En venlig herre samlede mig op og satte mig af i vejkanten det helt rigtige sted.
Nu var der cirka ni kilometer til Bealey Spur, hvor Ecolodgen ligger. Jeg gik tilbage gennem tunnellen under jernbanen og ud til den grusvej, som vi ankom fra i går. Denne gang drejede jeg til højre og fortsatte kursen fra i går. Jeg kom ud i et område med store sten og jeg havde problemer med at finde ruten.
Det lykkedes dog til sidst. Jeg fandt en markering, som sendte mig op på en bevokset skrænt. Ruten, som hedder Klondyke Track, var lidt tilgroet, men den var synlig.
Klondyke Track
Det var varmt, så jeg var glad for den skygge som træerne gav. Efter et par kilometer var jeg ved Klondyke Corner Campsite. Der så hyggeligt og roligt ud. Der var et toilet og et shelter.
Klondyke Corner Campsite
Jeg kunne ikke se nogen markeringer af ruten, så jeg satsede på et hjulspor, som så ud til at gå i den rigtige retning.
Hjulsporet slap hurtigt op og jeg fortsatte gennem højt græs mellem stikkende buske. Noterne lovede ‘lejlighedsvise’ afmærkninger. Dem så jeg ikke noget til. Jeg holdte øje med kortet og styrede i den retning, som jeg mente at ruten gik.
Den vej – et eller andet sted…
Jeg passerede en udtørrede flod og efter to timer holdte jeg en pause. Mine ben kløede helt ekstremt, så jeg smurte lidt koldt vand på benene.
En halv times tid efter kunne jeg se Waimakariri River, som jeg skulle krydse. Der lå en stor klynge træer på den anden side. Bag dem måtte Bealey Hotel ligge.
Jeg glædede mig til at få benene ned i det kolde vand. Midt i floden stoppede jeg og vaskede mine kløende underben. Det hjalp lidt.
Da jeg havde passeret vand fire gange kunne jeg se en orange trekant inde ved træerne. Jeg var på rette vej!
Jeg masede mig gennem bevoksningen og et par plumrede vandhuller og nåede frem til trekanten. Nu var jeg tæt på vejen. Jeg gik op ad en stejl bakke mellem træerne og fik øje på vejen. Jeg drejede til venstre og gik forbi i indkørslen til hotellet. Det var meget varmt og jeg holdte en pause i skyggen under nogle træer.
Dagens sidste indsats var 2,5 kilometer i vejkanten. Det sidste stykke kunne jeg se den lille bebyggelse Bealey Spur oppe på en skråning. Det så hyggeligt ud.
Min værtinde sendte mig besked om, at amerikanerne skulle op i en anden hytte, så jeg kunne bare blive i lodgen og glemme naboens hytte. Da jeg kom op til adressen holdte der en bil. Det undrede mig lidt. Jeg bankede på døren og amerikanerne lukkede op. De var ved at pakke. Lodgen så vidunderlig ud og kort efter var jeg alene.
Jeg har hele huset for mig selv. Udsigten fra stuen og altanen er formidabel. Jeg kan se Bealey River og Waimakariri River og i baggrunden er der flotte bjerge. Floderne er forgrenede og det ligner en kæmpe flodseng med mange små floder.
Amerikanerne havde efterladt en kæmpe opvask på køkkenbordet. Den udrydde jeg hurtigt. Resten har været ren afslapning og lidt organisering af min mad.
Nu er klokken omkring otte. Det regner rimelig meget lige nu. Det er godt for husets vandtank, men nu må det gerne stoppe. Der er floder på min rute igen i morgen. Nu forstår jeg bedre, hvorfor tidsforbruget er estimeret højt og jeg er glad for, at jeg har taget de første ni kilometer i dag.
Vi havde en skøn eftermiddag og aften i hytten ved Goat Pass. Vejret var perfekt. Der var livligt I køkkenet indtil klokken ni, så begyndte de sidste at pakke sammen.
I morges stod jeg op klokken kvart over fem. Jeg listede ud igen køkkenet og spiste lidt morgenmad. Klokken kvart over seks var vi alle tre klar til afgang. Det var koldt og tåget uden for.
Morgenens udsigt op mod Goat Pass
Dagens første milepæl var selve Goat Pass. Der var ikke langt der op, men det sidste stykke var stejlt.
Jeg står i Goat Pass og kigger bagud mod hytten. Den skimtes midt i billedet.
Udsigten fra passet var grå. Disen lå tungt. Vi gik hurtigt henne over toppen, som et par steder havde fine gangbroer af træ. Der var koldt.
Efter tre kilometer passerede vi Mingha Bivvy. Der stod et par vandresko under halvtaget, så der lå sikkert en og sov i den lille hytte.
Vi fortsatte nedad. Stien fulgte overvejende Mingha River. Der var dog et stykke, hvor den drejede i retning af Dudley Knob for at undgå en kløft nede ved floden. Det betød, at stien kravlede opad en god bid og så nedad igen.
Da vi kom tilbage ved flodbredden begyndte det langsomt at klare op. Det så fantastisk flot ud. Solens stråler skar flotte mønstre i disen.
Lea og jeg stoppede flere gange for at følge med i udviklingen i skyerne på bjergskråningen.
Klokken ti havde vi sh73 inden for synsvidde og et skilt erklærede, at der var 30 minutters gang til Greyneys Shelter, som var dagens mål. Greyneys Shelter er en rasteplads på sh73. Her fra tomlede vi ind til byen Arthurs Pass, som lå seks kilometer væk, men uden for Te Araroas rute.
Den grå stribe var sh73 – State Highway 73
Vi var heldige at få et lift inden for kort tid. I Arthurs Pass gik Lea og jeg ind på en café. Becky skulle mødes med sine forældre. Jeg bestilte den største morgenmad på menukortet og tømte tallerkenen uden problemer.
Butik og café
Da jeg gik ud fra caféen bemærkede jeg, at folk tog billeder på den anden side af vejen. Det var en Kea, som er en truet papegøje, der trives i alpine områder. Fuglen er intelligent og nysgerrig. Den er berygtet for at stjæle ‘hvad som helst’. I dag er arten fredet, men fuglen er sikkert ikke lige populær hos alle. Den er altædende og har næb og klør, som kan splitte det meste ad.
Kea
Jeg havde ugen før lavet en aftale om at låne en lille hytte i Arthurs Pass. Det viste sig at være en god ide, for al budgetovernatning var optaget. Jeg kontaktede min vært og fik nogle instruktioner. Lea og jeg fandt den rette sti og gik ud til hytten, som ligger lige ud til Bealey River.
Her er dejligt. Hytten minder om et koloihavehus. Den eneste ulempe er jernbanen i forhaven. Vi håber, at godstogene holder fri om natten.
Vi gik fra 1) Goat Pass Hut til 2) Greyneys Shelter og tomlede ind til 3) Arthurs Pass.
Vi pakkede tidligt sammen i morges. Jeg blev først færdig og måtte kæmpe ihærdigt for at holde sandfluerne på afstand mens jeg ventede. De er virkelig en kedelig plage. Det kunne have været et fantastisk sted at campere, men fornøjelsen bliver lidt blandet, når man hele tiden bliver bidt af sandfluer.
Morgenens udsigt
Vi fortsatte af gårsdagens stenede sti længere ind i kløften mod Goats Pass. De første kilometer var de letteste. Hastigheden faldt stødt dagen igennem, fordi ruten blev mere og mere udfordrende.
Kurs mod Goats Pass
Der var rasende smukt. Tåge i dalen og skyer på bjergtoppene. Flotte bjergskråninger med træer, som blomstrede ‘rødt’. Floden, som havde god gennemstrømning med flot klart vand. Mange prangende sektioner med sten, som var røde af lav. Fin blå himmel med en lille sky her og der.
Vi var heldige at se en Whio flyve tæt forbi os. Det er en sjælden and, som fanger sin føde i strømfaldene, så den er en stærk svømmer.
Efter et par timer blev vi overhalet af de første trailløbere. Det fortsatte det meste af dagen. De træner til Coast to Coast løbet, som afholdes i februar. Deres rute inkluderer Goat Pass Track. Personligt var jeg godt tilfreds med, at nøjes med at gå. Det var bestemt ikke et underlaget der i mine øjne indbød til at løbe.
Efter cirka fire timer var vi ved Upper Deception Hut. Vi tog et hurtigt kig, men passerede. Jeg kiggede skuffet på døren til toilettet. Den var forsvarligt låst.
Vi krydsede floden og forskellige mindre vandløb mange, mange gange i løbet af dagen. På den sidste kilometer var en del af ruten nede i floden.
De største udfordringer var store sten eller klippeblokke, som vi måtte kravle op over.
Det gik primært opad og knap så meget nedad. Goat Pass Hut ligger lige før Goat Pass, som ligger i 1070 meters højde. Vi ankom til hytten omkring kvart over to. Det havde været en koncentreret og solid indsats og en fantastisk flot dag. Der var stille ved hytten og udsigten til bjergene var vidunderlig.
Vi luftede tøj, soinerede os og nød solen uden for. Der var forbavsende få sandfluer. Måske havde vinden en positiv indflydelse på den situation.
Goat Pass Hut
Nu er klokken halv syv og der er ankommet omkring ti TA’ere, som skal overnatte. Nu bliver der lavet mad og udvekslet historie fra ruten.
Becky, Lea og jeg nød eftermiddagen og aftenen i Locke Stream Hut. Vi var de eneste overnattende bortset fra den mus eller rotte, som de to andre spottede i det ene soverum. Det løb på en bjælke under loftet. Vi var advarede, så vores madposer var hængt op i kroge under køkkenloftet.
Morgenens udsigt fra Locke Stream Hut
I dag var der mange flodkrydsninger, så vi fulgtes ad hele dagen. Alt tyder dog på, at vandstanden i floderne her i området er relativt lav for tiden. Det betyder forhåbentlig at turen over Goats Pass bliver en smule lettere.
Italienske Lea
Hele sektionen er præget af vand. I dag var ingen undtagelse. Vi gik først langs Taramakau River og bag efter langs (og i) Ōtira River. Stien skiftede mellem flodbredden og kortere udflugter ind mellem træerne. Nogle steder var der stikkende buske, som vi måtte mase os igennem.
Av, av, av….
Vi mødte flere NOBO’s i dag. Den første svarede beredvilligt på vores spørgsmål om Goats Pass og om eftermiddags strabadser. Det var glædeligt at høre, at vandstanden var lav i Deception River, da han passerede Goats Pass dagen før.
Stenene var dækket af smukt rødt lav
Eftermiddagen sluttede med fem kilometer langs Otira River til Morrisson Footbridge. Det kneb med at blive enige om, hvilken rute vi ville tage. Becky ville gerne op på Taramakau Floot Route, som gik på skråningen over floden. Jeg ville hellere ned og gå på stenene langs eller i floden, selvom det var anstrengende. Årsagen til det var, at noterne beskrev højvandsruten, som dårligt vedligeholdt og frarådede, at man tog den, hvis vejret tillod at man gik i floden. Det er sjældent, at noterne fraråder en rute, så jeg var sikker på, at der ikke var rart der oppe.
Lige på det mest afgørende tidspunkt var vi heldige, at der kom et par gående fra den anden side. Becky gik forrest og jeg hørte ikke hele samtalen, men jeg forstod, at de sagde, at stien var dårlig og at der var langt ned. Jeg spurgte ikke om mere, for Becky satte nu resolut kursen ned af skråningen og ud i flodsengen, som jeg hele tiden havde peget på.
Langs Otira River til Morrisson Footbridge
Vi gik fem kilometer i stegende sol i den stenede flodseng. Vi krydsede floden flere gange uden problemer, men det gik langsomt og det var hårdt arbejde. Det var en lettelse at se Morrisson Footbridge dukke op forude.
Morrisson Footbridge
I nærheden af Morrisson Footbridge holdte vi en kort pause før vi tog hul på Mingha – Deception Track, som også kaldes ‘Goat Pass Route’.
Tid til realitetstjek – vi fortsatte
Vi gik et par kilometer og fandt et sted ved Deception River, hvor vi kunne campere.
Jeg gik tidligt ud i teltet i går. Der var skønt. I teltet kunne jeg høre floden og fuglene. I nat må det have været tæt på fuldmåne. Der var måneskin og stjerner og vidunderlig stilhed.
I morges var teltet gennemblødt, men det kom ned i rygsækken uden yderligere tørring. Klokken halv syv var jeg klar til afgang. Det var Lea fra Italien også, så vi fulgtes ad.
Dagens første begivenhed var en trewirebro over Cameron Stream. Det var muligt at vade gennem floden, men vi ville begge to gerne afprøve wirebroen. Konstruktionen består af én wire, som man går på og to wirer, som man kan holde hænderne på. Jeg gik først. Det var ikke vanskeligt, selvom det så faretruende ud.
En halv time senere kom vi til Cameron Hut, som var en lille firesengs nødhytte. Vi holdte en kort pause og hilste på det unge Schweiziske par, som ankom lige efter os. Ruten gik gennem skov og eng. Der var smukt og lidt diset.
Næste step var seks kilometer til Harper Pass Bivy. Det gik opad det meste af vejen. Ruten fulgte en smal sti over en eng eller gennem en skov. Vi holdte spisepause på trappen foran den lille hytte. Udsigten var flot og der var dejlig roligt.
I hytten lå der en Intentions Book. Den var fuld, så der var ikke plads til at vi kunne notere vores besøg. Inden vi forlod hytten ankom der to andre TA’ere. Senere på dagen fortalte de os, at efter at vi havde forladt hytten, var der landet en helikopter ved hytten og et besætningsmedlem havde afleveret en ny bog i hytten. Det lød helt tåbeligt, og jeg er sikker på, at der må have været yderligere grunde til, at de landede dér.
I en Intentions Book noterer man sine ‘intentioner’. Ankomst- og afgangsdato, navn, næste stop etc. Hensigten er, at man skal kunne følge personens færden, hvis man bliver meldt savnet.
Efter Harper Bivy gik turen op til Harper Pass i 962 meters højde. Stien var mere ufremkommelig end tidligere på dagen, men det var småting, hvis vi sammenligner med nedstigningen efter passet. Stien var stenet eller mudret og meget stejl. Nogle af ‘trinene’ var en meter høje. På visse steder var der samtidig smalt og langt ned.
Vi masede os langsomt fremad og holdte et par pauser på vejen. Det var hyggeligt at være to. Lea er godt selskab.
Ved halv totiden var vi fremme ved Locke Stream Hut. Der var en gruppe, som holdte frokostpause, men de forsatte senere til den næste hytte. Vi mødtes med Becky, som starter tidligere end os. Vi besluttede at blive i hytten og tage en lidt længere dag i morgen. Der har været flere vandrere forbi, men de er alle gået videre.
I morgen er målet at nå til Morrisson Bridge eller lidt længere. Dér starter turens største udfordring, som er turen op til Goats Pass. Becky, Lea og jeg vil tage turen sammen.
Efter en urolig søvn var jeg tidligt på færde i morges. Jeg forlod hytten klokken kvart over seks. Solen farvede himlen over bjergkammen lyserød og disen lå lavt over engen.
Morgenstemning ved Hope Kiwi Lodge På vej mod Kiwi Saddle
De første kilometer gik stien jævnt hen over engen. Efter en times tid gik turen op over Kiwi Saddle. Jeg tog en lille afstikker til et udsigtspunkt, som ikke imponerede. Jeg kunne kun se en flig af Lake Sumner under mig. Det mest imponerende var bjergene på den anden side af søen.
Udsigten til Lake Sumner (lige over træerne)
Ruten fortsatte gennem skoven, som var flot og fuld af fuglefløjt. Stien var kuperet, men forholdsvis nem. Jeg nåede til Tree Mile Stream og passerede en svingbro og kom tilbage i skoven. Ruten fulgte søbredden og i den fjerne ende af Lake Sumner var der flot udsigt over søen.
Lake Sumner
Efter nogle kilometer gik turen et kort øjeblik ned på en græsmark. Jeg passerede en låge og nogle græssende køer og satte kursen mod en svingbro, som førte over Hurunui River.
Svingbro over Hurunui River
På den anden side af floden var stien stejl og ruteføring lidt pudsig. Turen fortsatte langs floden og senere gik det opad mod Hurunui Hut, hvor jeg holdte frokostpause samtidig med et yngre par fra Schweiz.
Frokosttid i Hurunui Hut no. 1
Efter pausen var det for alvor blevet sommer. Det var varmt. Ruten gik ind i skoven og blev mere og mere vanskelig at følge. Der var mange smalle steder mellem buske, væltede træer og små vandløb. Jeg skulle holde godt øje med de orange trekanter for ikke at komme væk fra ruten.
Varmt vand fra kilderne løb ned på stien
Efter en time var jeg i et område med varme kilder. Jeg så noget vand, som løb ned over klippesiden, og jeg rakte hånden ned og mærkede. Det var varmt! En meget mærkelig fornemmelse oven på mange dage med kolde våde fødder. Kildens udspring var et sted ovenfor. Jeg valgte at ignorere det og fortsætte af stien. Det havde allerede været en lang dag. Kort efter kunne jeg ikke finde fortsættelsen af stien. Heldigvis kom parret fra Schweiz forbi og efter et par forgæves forsøg fandt de stien. Tak! Vi fortsatte af en krævende skovsti, som til sidst blev afløst af en nemmere sti i græssset langs floden.
Køjesenge i tre lag i Hut no. 3
Jeg nåede til Hut no. 3 klokken fire. Jeg slog mit telt op, fyldte vandflaskerne, vaskede mig, drak kaffe og spiste noget mad.
Her er mange overnattende, men flere har valgt at slå telt op i dag. Der er et dejligt område uden for. Desværre gør sandfluerne det stort det umuligt at opholde sig uden for teltet.
