Tag-arkiv: Thruhike

TA, dag 107, Hope Kiwi Lodge (km2124)

Onsdag den 15. januar 2025

I morges var der vådt og gråt i Hanmer Springs.

Lidt før halv syv fulgte Alison mig ud til vejen og vinkede farvel. Jeg blev samlet op af den bil, som vi havde bestilt til at køre os tilbage til Boyle. Vi var fire TA’ere i bilen. I Boyle var det overskyet, men tørt.

Ankom til parkeringspladsen ved Boyle Village

Efter et forgæves forsøg fandt vi Tui track, som skulle bringe os de første ti kilometer til krydset ved Windy Point. Stien gik i begyndelsen langs Sh7. Den var smal og græsset i siderne var højt og kløede fælt på mine ben.

Efter tre kilometer krydsede vi vejen og styrede ned mod Boyle River, som blev vores nye følgesvend. Becky, Lea og jeg fulgtes ad over et par flodkrydsninger, men efter formiddagspausen blev vi spredt ud. Der kom også nye ansigter forbi. Nogle af dem havde valgt at starte ved Windy Point. Der er (for) mange TA’ere undervejs nu, fordi der er kommet nye vandrere til, som kun skal gå Sydøen.

Vejret klarede langsomt op og midt på dagen var det solrigt og lunt. Det halve af dagen gik vi langs Boyle River, som løb i en en smuk dal. Der var grønne bjergskråninger på begge sider. Den anden halvdel af turen gik ad fine skovstier, som var let kuperede. Det var en smuk og relativt nem rute. Dagen var alligevel lidt hård, fordi det var en udfordring at komme op i gear efter fridagene. Desuden var vores rygsække proppet til randen med mad og derfor temmelig tunge.
Klokken tre var jeg ved Hope Half Way Shelter. Jeg holdte en kort pause i hytten og spiste lidt snacks.
Efter pausen gik turen op gennem skoven, ud til Hope River og videre af en mudret sti langs floden, hen over en rolig eng og tilbage i skoven.

Et par kilometer før Hope Kiwi Lodge krydsede jeg Hope River på dagens eneste svingbro. Jeg stoppede ved det næste vandløb og filtrerede en flaske vand. Der kom en lille Robin og hilste på.

Kort før hytten så jeg en jæger i skoven. Han bevægede sig i en retning væk fra mig. Jeg skyndte mig videre og håbede, at han ikke ville få lyst til at vende om.
Hope Kiwi Lodge er en stor hytte med tyve senge. Hytten er fuld og støjniveauet i køkkenet/opholdsrummet var ret højt ved spisetid. Vi overvejer at campere i morgen.

TA, dag 106, zero i Hanmer Springs

Skriv et svar

Tirsdag den 14. januar 2025

Det blev til endnu en hyggelig dag i Hamner Springs. Alison og jeg kørte til en skov i nærheden og gik en lille skulptur-rute. Min favorit var klart bjørnen i fuldt klatreudstyr. Han var af træ og omkring halvanden meter lang.

På hjemturen drak vi kaffe på Powerhouse i bymidten. Det var et dejligt sted med lækre sager. Jeg spiste en kage til kaffen, da jeg benytter enhver lejlighed til at indtage så mange kalorier som muligt. Det har jeg aldrig haft brug for før, men jeg har ikke råd til at tabe mig mere end jeg allerede har gjort.

Alison kørte en tur på planteskolen og jeg gik en tur på apoteket. På vejen mødte jeg tre TA’ere. Der er mange, som vælger at holde en fridag eller to her. De fleste besøger formentlig badene. Jeg har besluttet at springe dem over.

Vi spiste aftensmad på en dejlig indisk restaurant i dag. De to foregående dag har Alison lavet mad til os. I dag valgte vi en menu med tre retter. Selvfølgelig kun af helbredsmæssige årsager! Det er virkelig den omvendte verden. Ingen TA’er vil have kalorielet mad og ‘den chokoladebar, som har flest kalorier pr. 100 gram – den tager vi’.

I dag holdte jeg generalprøve på rygsækpakningen. Der bliver tryk på igen. Jeg har meget mad med, fordi jeg vil tilstræbe at sætte kalorieindtaget lidt op.

Jeg bliver hentet i morgen klokken halv otte. Denne gang gælder det 115 kilometer fra Boyle til Arthurs Pass. Det er usikkert, hvordan det bliver med mobilsignal på den strækning. I værste fald går der 6-8 dage, før jeg kan lave næste opslag her på siden.

God dag til jer!

TA, dag 105, zero i Hanmer Springs

Skriv et svar

Mandag den 13. januar 2025

Jeg har haft en afslappet og hyggelig dag i Hanmer Springs. I formiddags var jeg inde i centrum og kigge lidt i butikkerne. Campinggassen til den næste sektion blev købt ind og jeg fandt et par madvarer mere til rygsækken.

Efter frokost fandt jeg en god stol i Alisons dejlige have. Hjemmesiden blev opdateret og jeg fik aftalt med tre andre TA’ere, at vi bestiller fælles transport tilbage til Boyle onsdag morgen. Det betyder, at jeg tager en hviledag mere i morgen.

Det giver mig tid til at kigge nærmere på de næste sektioner. Jeg har gået cirka 2/3 af Te Araroa nu. Når jeg kigger i trailappen, ser det helt anderledes ud nu.

Jeg mangler kun tre regioner, men Canterbury, som er næste step, er ganske lang. Der kommer to store floder, som jeg på en eller anden vis skal uden om. Ruten ender ved flodbredden og fortsætter på den anden side af floden. Det er dig ikke muligt at passere floden på netop det sted. Man skal derfor transporteres om til den anden flodbred. Det gøres typisk ved, at man bliver kørt en stor omvej i bil. Der er dog et stykke vej endnu, før den opgave skal løses.

TA, dag 104, Boyle Outdoor Center (km 2097,3)

Skriv et svar

Søndag den 12. januar 2025

Jeg tog teltet ned tidligt i morges og hang det til afdrypning uden for hytten. Natten i teltet havde været rolig og behagelig. Jeg kunne høre fuglene i aftes og i morges og der var mere ro i teltet end i hytten. Ulempen var, at det tog længere tid at pakke sammen og at jeg skulle bære på et vådt telt. Det er sjældent, at teltet er tørt om morgenen.

Et par af mine vandrevenner forlod hytten lidt før mig. Den TA’er, som jeg havde lovning på et lift med, var stadig I hytten. Vi aftalte, at jeg gik i forvejen. Hun ville hurtigt kunne indhente mig.

Turen gik først ad en skovsti. Efter en times tid indhentede jeg de tre TA’ere, som var foran mig. Vi fulgtes et lille stykke.

Der kom en svingbro, som vi skulle passere enkeltvis. Derfor blev der lidt luft mellem os. Lige efter broen tog jeg en forkert sti. Det opdagede jeg relativt hurtigt, men inden jeg nåede tilbage på sporet var de andre ude af syne. Det havde desuden den konsekvens, at jeg ikke længere havde styr på, om ‘mit lift’ var foran mig eller bag ved mig.

Jeg fortsatte uden pauser og indhentede igen de tre vandrere. De fortalte at ‘mit lift’ havde overhalet dem og at de havde undret sig over, at hun ikke havde set mig.

Nær slutningen af dagens etape var der en boks med en logbog. Den gav os mulighed for at notere, at vi var kommet helskindet igennem, og at vi agtede at tage til Hanmer. ‘Mit lift’ var i gang med at skrive i bogen, så nu var vi samlet igen.

Vi fulgtes ad til Boyle Outdoor Center og Campsite, hvor vi slog os ned ved et picknickbord. I Outdoor Centerets reception kunne vi købe snacks og kolde drikke. De blev indtaget mens vi ventede på chaufførerne.

Et par biler trillede ind på parkeringspladsen og yderligere fem TA’ere dukkede op. De var et par dage foran os og var nu klar til at fortsætte turen. Vi fik samlet op på løst og fast og ønskede dem god tur.

Lidt senere dukkede vores bil op, og jeg blev en time senere sat af i hovedgaden i Hanmer Springs, som lå 55 kilometer fra Boyle.

Jeg satte straks kursen mod en café og efterfølgende en isbutik. Det føltes lidt underligt at være i en by og helt selv kunne bestemme hvor og hvor meget jeg ville spise.

Hanmer Springs er primært kendt for de kilder, som er grundlaget for byens badefaciliteter. Uden om badene er der vokset en hel industri af attraktioner op. Der tilbydes cykler, bungyjump, rafting m.v. og der var mange, mange parkerede biler ved badene.

Byen er spækket med barer og restauranter, men fattig på ‘rigtige’ butikker.

Der var dog et fornuftigt supermarked og da min værtinde havde tilbudt at hente mig, så valgte jeg at købe det første læs af min resupply før jeg kontaktede hende.

Jeg blev samlet op af Alison og kørt til hendes hus, som ligger et par kilometer fra centrum. Jeg blev indlogeret i gæsteværelset og vi snakkede lidt. Så den faste procedure: Pak ud, brusebad og tøjvask. Aftensmaden blev serveret og jeg føler mig heldig og godt tilpas. Alison er en af de generøse mennesker, som tilbyder hjælp til TA’erne via en gruppe på Facebook.

TA, dag 103, Boyle Flat Hut (km 2085)

Skriv et svar

Lørdag den 11. januar 2025

I aftes var hytten fyldt op og der blev først stille omkring klokken 22. Det regnede det meste af aftenen og ud på natten. I morges var det heldigvis tørt igen.
Jeg spiste morgenmad og kogte vand til en kop kaffe i morges. Det er første gang jeg har lavet kaffe om morgenen ude på ruten. Hidtil har jeg sparet gassen og den tid det tager at pakke brænder m.v. ned igen.

I dag var ruten afmærket med to farver. Gul til hest med rytter og orange til vandrerne. Hestene skulle flere gange følge en rute, som var tættere på floden end vandreruten.

Turen blev indledt med eng og højt græs langs Anna River. Efter nogle kilometer kom der passager gennem en dejlig skov.

Efter et par timer skulle jeg kravle op gennem skoven til Anne Saddle. Det var en overkommelig stigning, som sluttede på en lille top i 1136 meters højde. Der var smukt og stille og jeg holdte en pause. Jeg mødte ikke en eneste vandrer på dagens atten kilometer. De fleste dage mødes man sporadisk når nogen holder pause eller hvis der kommer modgående trafik.

Efter sadlen snoede stien sig nedad gennem skoven igen. Denne gang ned til Boyle River, som ruten fulgte helt til Boyle Flat.

Jeg passerede flere vandløb i dag enten via små fine broer eller ved at træde fra sten til sten. Der var ikke brug for soppeture i dag. Lige inden hytten skulle jeg over en svingbro for at komme over til hytten. I morgen skal jeg samme vej tilbage for at komme videre.

Der var mange fugle igen i dag. Jeg så en hare smutte væk, og jeg mødte flere hold Canadagæs, som havde efterladt deres ‘visitkort’ på stien.
Da jeg nåede til hytten ved frokosttid var der allerede ankommet tre TA’ere, som jeg har været sammen med flere aftener nu.

Dagens tur var relativt kort. Der er flere, som springer den her hytte over og går direkte til Boyle Village. Fra Boyle, som har meget sparsomme faciliteter, er det nemt at tomle ned til Hanmer Springs. Det er der helt sikkert mange, som gør. Dér er der cafe, butikker og varme kilder. Jeg har allerede tilsagn om et lift. Der er en TA’er, som bliver afhentet i Boyle i morgen, og de har plads til mig i bilen.

Tilføjelse, Klokken 19:22: Jeg skal sove i mit telt i nat, da jeg ikke havde booket en seng I Boyle Flat på forhånd. Jeg camperer foran hytten, og jeg har opholdt mig i hytten hele eftermiddagen. Hytten er fuld og stemningen har været god og hyggelig hele dagen. Der er blevet talt om vandring, rejser og fremtidsplaner, spillet spil og gættet kryds og tværs. Nu trænger jeg til at hvile ørerne, så teltet er perfekt. Jeg kan høre flodens brusen, fugleliv, latter fra hytten og let regn på teltdugen. Godnat!

TA, dag 102, Anne Hut (km 2041)

Skriv et svar

Fredag den 10. januar 2025

Efter en trang nat i Waiau Hut var det dejligt at komme ud på de store vidder i morges. Natten var én lang kamp med sandfluerne, som var mangfoldige både i og omkring hytten. Det var en balance mellem at pakke sig godt ind, men at undgå at få et hedeslag. Sandfluerne er en langt større plage på Sydøen end de var på Nordøen.

Morgenen bød på tåge og lidt skyer og landskabet var som taget ud af et eventyr. Magisk.

Ruten førte mig ind mellem træerne ved siden af hytten og videre af en snirklet sti. Underlaget var ujævnt og præget af væltede træer, som jeg skulle over eller under. Ruten fulgte Waiau River og de første kilometer var det nødvendigt med en sti i skoven, da man ellers ville ende i floden.

Efter en times tid kom jeg ud til et stenet område ved flodbredden. Jeg krydsede floden, men havde svært ved at finde de næste markeringer. Lidt længere henne var jeg heldig at spotte en trekant, som pegede mig ind i skoven igen. Ruten var ikke godt afmærket, men det var en ledetråd, at jeg burde befinde mig på flodens højre side det meste af dagen.

Jeg krydsede vand næsten 20 gange. Støvler og strømper var våde hele dagen. Den største vandtur var Ada River, som jeg krydsede sammen med to søde unge TA’ere, som jeg gik sammen med et par gange i løbet af dagen.

Efter cirka fem kilometer forlod ruten skoven og fortsatte i et mere åbent engområde. Stien blev snart til et hjulspor og meget nemmere at gå på. De næste timer var nemme og smukke. Der var mange fugle, flot udsigt til bjergene og floden. Vejret var dejligt. Lidt overskyet og behageligt. Det var en dejlig tur.

De sidste fem kilomter ændrede omgivelserne sig. Der kom flere træer og lidt stigning på ruten. Jeg passerede en gyngende svingbro over Henry River. Nu var skyerne blevet større og jeg satte slutspurten ind for at nå til Anne Hut før det begyndte at regne.

Der var langt ned til floden på højre side efter broen

Jeg ankom klokken to, og regnen begyndte da jeg var 100 meter fra hytten.

Anne Hut er stor og flot og placeret i et smukt grønt område. Her er cirka 20 vandrere og de fleste er TA’ere. Vi har brugt en times tid på at snakke om detaljerne i den næste sektion. Det er både nyttigt og forvirrende, fordi der er nogle TA’ere, som har mange kontakter og mange informationer, som jeg ikke selv kan læse mig til. Der er mange steder og mange detaljer at holde styr på.

TA, dag 101, Wauia Hut (km 2041)

Skriv et svar

Torsdag den 9. januar 2025

I dag var stort set alle i Blue Lake Hut tidligt oppe. Kun dem, som ikke skulle mod Waiau Pass blev liggende. Jeg forlod hytten klokken halv syv. Jeg havde en lang dag foran mig.

Udsigt fra Blue Lake Hut tidligt om morgenen

Første afdeling var fire kilometer til enden af Lake Constance, som lå lidt længere oppe end Blue Lake. Det var det sted, hvor nogle vælger at campere.

Turen der til gik op gennem skoven af en stenet sti og hen over skråningen højt oppe over søen. Udsigten til søen var et postkort værdigt. Lake Constance var smuk og med bjergene i baggrunden var det helt perfekt. Vejret var fint. Ingen regn og få skyer. Solen kunne ikke nå mig nede i dalen, men der var sol oppe på bjergkammen.

Efter søen gik jeg gennem et fladt område med store skarpe græsser (speargrass/spaniard). En kilometer længere fremme gik ruten skarpt opad mod Waiau Pass i 1870 meter. Lidt over en kilometer opad af skærver, sten, smalle jordstier og græstotter. Det var så stejlt, at det tog mig næsten halvanden time at komme op. Når jeg kiggede bagud blev udsigten til Lake Constance bedre og bedre.

Jeg skulle der op et sted. Hvis man zoomer ind kan man se to små skikkelser et sted oppe til højre

Lige før passet kom jeg op i et område med sol. I selve passet var udsigten formidabel til begge sider, men det blæste heftigt. Jeg stoppede og tjekkede et par ting på mobilen. Det er det eneste sted på ruten, hvor der er signal. Kulden sendte mig dog hurtigt videre.

Jeg havde ikke været i tvivl om, hvorvidt jeg kunne komme op i passet. Mine betænkeligheder havde hele tiden kredsen om, hvorvidt jeg kunne komme ned på den anden side. Nedstigning var lang og stejl. Den stod på min mentale liste over ‘mega-udfordringer’.

Det var bestemt heller ikke nemt, men som de forrige gange så gik det ganske fint. De største forhindringer er inde i mit hoved!

Efter det lange stejle stykke var jeg nede ved Waiau River, som jeg fulgte resten af dagen.

Stien var meget varieret. Der var stykker med løse sten, store sten, skivstier, højt græs, mudder og mange små og store vandkrydsninger. De første kunne klares på sten, men de sidste mange gange måtte jeg vade gennem vandet. Heldigvis var vandstanden og strømmen overkommelig.

Jeg mødte en del vandrere på dagens sidste del. Nogle kom imod mig og andre gik samme retning som mig.

Eftermiddagen var solrig og floddalen var smuk og rolig og indbød til pauser.

Jeg var lettet over, at jeg var kommet ned fra passet uden kriser. Det havde faktisk været en god dag, og nu havde jeg lagt 2-3 af de sværeste vandredage på Te Araroa bag mig.

Klokken fire kunne jeg se den lille Waiau Hut, som en generøs sjæl har doneret cirka en halv million danske kroner til opførelsen af. Tak for det! Hvis du har en halv million tilovers må du gerne investere dem i en hytte mere!

En god del af TA’erne havde valgt at passere hytten og campere, fordi de vidste at der ville ankomme fire vandrere, som ikke havde noget telt. Jeg var derfor heldig at få en seng i hytten, selvom jeg langt fra var den første, som nåede frem. De fire teltløse måtte dele to køjesenge. Det endte med to personer i én køje og en enkelt på gulvet på egen madras. Den sidste var sløj og fik en køje for sig selv. Alt tydede på, at de fire vandrere bare troede, at de var heldige, og at de ikke forstod, at de forpurrede kø-systemet. Det blev et forvirret hytteophold med en blandet stemning og rygsække over alt.

TA, dag 100, Blue Lake Hut (km 2025)

Skriv et svar

Onsdag den 8. januar 2025

I aftes dukkede den frivillige hyttevagt op klokken syv om aftenen og tjekkede, at alle havde betalt for overnatningen. Han fortalte lidt om hytterne og orienterede os om vejret. Han mente, at det ville holde tørt i dag og regne i morgen. Det skabte lidt forvirring, da vi alle regnede med, at det var omvendt.

Faktum blev, at i dag regnede det fra morgenstunden. Jeg havde planlagt en kort tur til Blue Lake Hut, som er den sidste hytte før Waiau Pass. En del af TA’erne går forbi hytten og camperer tættere på passet. Jeg valgte at stoppe og blive i hytten, hvor jeg kunne få en komfortabel eftermiddag før den store dag i morgen.

Turen fra West Sabine Hut til Blue Lake Hut fulgte Sabine Track ved bredden af Sabine River. Turen gik overvejede gennem skoven, men også over flere bræmme af store skarver eller “boulders”. Skoven var utrolig smuk og jeg kunne høre vandet i floden hele vejen.

I går kom der flere TA’ere forbi West Sabine Hut og gik videre. En håndfuld af dem var stadig i Blue Lake Hut, da jeg ankom ved ellevetiden i formiddags. Der var flere andre vandrere også. Regnen havde fået dem til at blive længere i hytten. Da jeg ankom var vejret klaret op. Det var faktisk ret flot. Det fik Schweizeren og tyskeren, som havde overnattet i hytten, til at pakke sammen og sætte kursen mod Waiau Pass.

Blue Lake ligger mindre end hundrede meter fra hytten. Den er utrolig smuk. I følge skiltningen har søen verdens klareste vand. Sigtbarheden er blevet målt til 75 – 80 meter.

Blue Lake – søen med verdens klareste vand

En gruppe vandrere i hytten havde en særlig grund til at blive i hytten. En teenager var faldet og havde slået knæet på en sten. Han kunne ikke selv gå ned fra hytten af de stenede og stejle stier, så han blev hentet af en helikopter tidligt på eftermiddagen. Helikopteren landede på bredden af Blue Lake, som lige nu er meget lavvandet og derfor har et fladt stykke uden vand.

Helikopteren tjekker området før landing

Kort før ankomsten til hytten mødte jeg den “warden”, som er ansat af DOC til at passe Blue Lake Hut. Han var på vej ned fra hytten, fordi han havde fri i weekenden. Han sagde, at det ville regne lidt i morgen, men at der ville være moderat med vind, og at det burde være muligt at gå over passet i morgen. DOC’s ansatte har adgang til en satellitkommunikation og er derfor bedre orienteret end de fleste. Der har ikke været mobilsignal siden jeg forlod Saint Arnaud.

Vi er syv TA’ere i hytten, som skal over passet i morgen, og der er endnu flere, som camperer. Det bliver interessant at se, hvordan dagen i morgen ender. Den første hytte på den anden side af passet er ganske lille, og den ligger cirka 11 timers gang her fra. Der kan nemt blive rift om pladserne og en gruppe på fire har valgt at undlade at tage et telt med på den her strækning. Det er en beslutning, som resten af os ikke forstår. Hytten i morgen er først-til-mølle og hvis hytten er fuld, når man ankommer, så må man campere. Det kan desuden være nødvendigt at campere, hvis der er for meget vand i en flod eller man er ude for et uheld og må vente på hjælp. Det er for farligt at vandre i det her afsides område uden at medbringe et telt.

Tilføjelse: Da helikopteren var lettet, faldt der ro over hytten. Vi havde en afslappet eftermiddag med godt vejr. Ud på aftenen blæste det op, og jeg krydsede fingre for, at vinden ville lægge sig igen i løbet af natten.

TA, dag 99, West Sabine Hut (km 2017)

Skriv et svar

Tirsdag den 7. januar 2025

En smuk morgen med sol på bjergtoppene.

Først over en bro og langs Travers River en times tid. Så op til Travers Saddle. Det var en stejl stigning på 450 højdemeter, men en behagelig vandring i smukke omgivelser. Der var skovklædte bjergskråninger og udsigt til toppen af Mount Travers, som var pyntet med sneklatter.

Langt oppe på skråningen foran mig gik to TA’ere. Den ene var fra Schweiz og følte sig godt hjemme i bjergene. Det kunne aflæses i deres tempo. Jeg indhentede dem ikke. De skulle en hytte længere end mig i dag, så jeg så dem ikke igen.

Tæt på toppen af Traverse Saddle og tæt på en plads i solen

På Travers Saddle var udsigten god og jeg havde det bedst tænkelige vejr. Solen skinnede og der var ikke meget vind. Jeg havde lidt problemer med at ramme den rigtige påklædning. Det var lunt, når der var sol og læ, men vinden var kold.

Efter toppen kom der en lang nedstigning. Jeg skulle 1100 højdemeter ned. Stien var fornuftig. Der skulle balanceres og klatres lidt, men på et niveau, hvor det var sjovt.

Lige fremme viser et skilt og en orange markering vejen

Den orange magkering vise, at ruten er lige fremme (!!)

Efter en times tid på stenet klippegrund nåede jeg ned til skoven. Jeg snirklede mig 3 kilometer nedad mellem træerne og mødte Sabine River East Branch. Det var en flot flod med fart på vandet.

Ruten fulgte floden cirka fire kilometer. Det var stadig en fin skovsti, men nu var den temmelig våd og mudret. Af og til hoppede jeg på sten over små vandløb, som førte vand ud i floden. Jeg så to små fine Riflemen, som er en pyttelille smuk, grøn fugl.

Her forsvandt floden ned i en kløft. Jeg skulle over en bro. Der var vildt langt ned til vandet.

Jeg mødte jævnligt en vandrer eller to. TA følges med Sabine Circuit Track et par dage, og den bliver brugt i begge retninger.

Ved West Sabine Hut var det højsommer. Hytten ligger i en lille lysning ved Sabine River. Det var stegende varmt lige uden for hytten. Jeg var nummer to som ankom, og jeg benyttede muligheden til at fejre gulvet, inden der kom flere fødder.

Nu er klokken fremten og omkring 15 personer er ankommet. Kun to af dem er TA’ere. De fleste skal formentlig i en anden retning end os i morgen. Jeg skal til Blue Lake Hut, som er sidste hytte inden Waiau pass. Det bliver en kort dag, men det er fint. Vejrudsigten lover regn i morgen.

TA, dag 98, Upper Travers Hut (km 2009)

Skriv et svar

Mandag den 6. januar 2025

Der var mange gæster i Lakehead Hut i går. Både børn og voksne. Der var 4 TA’ere på min alder. Det ene par havde gået Queen Charlotte Track og sprunget Richmond Ranges over. Nu ville de gå Waiu Track med et vennepar og efterfølgende selv fortsætte til Bluff.

I morges listede jeg ud i køkkenet, da der var dagslys nok til at klare sig uden lygte. Jeg spiste morgenmad. Der var stadig helt stille i hytten. Jeg bar alt mit grej uden for. Da jeg forlod stedet lidt i syv, var der stadig ingen, som havde rørt på sig. Meget usædvanligt.

Dagen startede med et par kilometer gennem noget der mindede om en eng. Udsigten til bjergene var flot. Der var sol på de øverste toppe.

Midt på formiddagen rundede jeg 2.000 kilomtermærket på Te Araroa. Det var ‘stort’, men alligevel lidt en fuser. Det var et kedeligt sted i skoven og jeg var alene, så det kneb lidt med festlighederne. Jeg tog et skærmprint og gik videre.

Ruten fulgte Travers River hele dagen. Det gik stødt og roligt opad. Fra 630 meters højde til 1330 meter. Turen var smuk og rolig. Der var overvejende skov og en del vandløb, som skulle krydses. De fleste kunne klares ved at hoppe fra sten til sten.

Vejret var perfekt vandrevejr. Det var koldt i morges, men det blev hurtigt bedre. Resten af turen var det enten let overskyet eller sol. Yderst behageligt.

Jeg skulle over Traverse River et par gange. Den var heldigvis forsynet med broer. Det ville have været for vanskeligt at passere til fods gennem vandet.

Der var jævnligt skilte med lavinefare i vintermånederne. Hvert lavineområde havde sit eget navn. Endelig en fare, som jeg ikke behøvede at bekymre mig om.

Klokken halv tolv holdte jeg frokostpause i John Taite Hut. Der var en familie i hytten, som havde danske aner. De hed Jensen. Manden sagde, at de danske aner lå langt tilbage, og at han desværre ikke vidste, hvilken del af Danmark hans familie kom fra. Men navnet havde de stadig, og Jensen var et sjældent navn i New Zealand. De tilbød mig en kop kaffe, hvilket var luksus. Jeg pakker aldrig min brænder ud, når jeg holder frokost, så jeg plejer kun store få vand.
Da jeg forlod hytten stoppede jeg ved toiletterne. Det var de reneste DOC toiletter jeg hidtil har set. Tak for det!

På turen til Upper Traverse Hut mødte flere vandrer, som kom i modsatte retning. Der kom blandt andre to kvinder. Den ene præsenterede sig som “the warden” og spurgte til min booking i hytten. Jeg viste min kvittering frem og hun takkede. Familien Jensen nævnte, at der havde været virkelig mange mennesker i Upper Traverse Hut, da de var der. Jeg håber, at det ikke bliver helt så galt i dag.

Jeg ankom til Upper Traverse Hut klokken femten. Der var kun ankommet en enkelt kvinde før mig. Hun havde også overnattet i Lakehead Hut og havde ligeledes undret sig over den totale morgenstilhed. Nu er der ankommet et yngre par fra Belgien. De skal overnatte i telt.

Udsigten fra hytten er i særklasse Jeg sidder på en bænk uden for. Her kan jeg se bjergene og dalen foran mig. Et sted i bjergene foran mig ligger det pas, som jeg skal over i morgen. Det hedder Traverse Saddle og ligger i 1787 meters højde. Lige nu er jeg i 1340 meters højde. På skråningen på min højre side ligger der lommer af sne på bjergskråningen.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Tag-arkiv: Thruhike

TA, dag 107, Hope Kiwi Lodge (km2124)

TA, dag 106, zero i Hanmer Springs

TA, dag 105, zero i Hanmer Springs

TA, dag 104, Boyle Outdoor Center (km 2097,3)

TA, dag 103, Boyle Flat Hut (km 2085)

TA, dag 102, Anne Hut (km 2041)

TA, dag 101, Wauia Hut (km 2041)

TA, dag 100, Blue Lake Hut (km 2025)

TA, dag 99, West Sabine Hut (km 2017)

TA, dag 98, Upper Travers Hut (km 2009)