Tirsdag den 21. januar 2025
Godstransporten stopper ikke om natten! Der var masser af toglyd i nat og Leas telt stod flot oplyst af en kæmpe lysmast ved jernbanen. Jeg forstillede mig, at hun lå søvnløs derude, men det kunne jeg godt have sparet mig. Lea sov som en sten hele natten. I morges ærgede hun sig igen over, at hun ikke nåede ud og se stjernehimlen.
Vi spiste morgenmad og lidt over ni krammede vi farvel. Lea skulle ind til centrum og med bussen til Christchurch. Hendes visum udløber snart.
Jeg havde overvejet at sove i hytten en dag til og så gå 25 kilometer til Hamilton Hut i morgen. Det droppede jeg, fordi det estimerede tidsforbrug i følge noterne var meget højt. Det var svært at se, hvorfor det skulle tage så lang tid, men jeg besluttede mig for at gå et kortere stykke i dag og så tage resten af turen til Hamilton Hut i morgen. Efter et par forgæves ideer endte jeg med at aftale med ejeren af en Ecolodge, at jeg skulle overnatte i naboens hytte og tage et bad på lodgen. Ejeren af lodgen var ikke hjemme, men en amerikansk familie overnattede i huset.
Omkring klokken halv elleve var jeg klar til at lukke hytten af og gå ind til byen. Jeg manglede stadig at købe mere mad. Det blev til et besøg på turistinformationen, et cafebesøg og nogle sparsomme indkøb. Udvalget var begrænset, men jeg havde arvet nogle af Leas forsyninger, så det rakte.
På turen ind til centrum gik jeg under jernbanebroen. Den stod som et vartegn i landskabet. Broen fører togene til en tunnel gennem et bjerg. Den lidt større hytte, som lå ved siden af vores overnatningssted, blev i sin tid opført til brug for en ingeniør, som skulle arbejde med etableringen af tunnellen. Hytten blev overdraget til private ejere i 1927. Den nuværende ejer har tilføjet vores lille logi.
Nu havde klokken rundet tolv, så jeg besluttede mig for at tomle tilbage til den rasteplads, som jeg kom fra i går. Det gik forholdsvis nemt. En venlig herre samlede mig op og satte mig af i vejkanten det helt rigtige sted.
Nu var der cirka ni kilometer til Bealey Spur, hvor Ecolodgen ligger. Jeg gik tilbage gennem tunnellen under jernbanen og ud til den grusvej, som vi ankom fra i går. Denne gang drejede jeg til højre og fortsatte kursen fra i går. Jeg kom ud i et område med store sten og jeg havde problemer med at finde ruten.
Det lykkedes dog til sidst. Jeg fandt en markering, som sendte mig op på en bevokset skrænt. Ruten, som hedder Klondyke Track, var lidt tilgroet, men den var synlig.
Det var varmt, så jeg var glad for den skygge som træerne gav. Efter et par kilometer var jeg ved Klondyke Corner Campsite. Der så hyggeligt og roligt ud. Der var et toilet og et shelter.
Jeg kunne ikke se nogen markeringer af ruten, så jeg satsede på et hjulspor, som så ud til at gå i den rigtige retning.
Hjulsporet slap hurtigt op og jeg fortsatte gennem højt græs mellem stikkende buske. Noterne lovede ‘lejlighedsvise’ afmærkninger. Dem så jeg ikke noget til. Jeg holdte øje med kortet og styrede i den retning, som jeg mente at ruten gik.
Jeg passerede en udtørrede flod og efter to timer holdte jeg en pause. Mine ben kløede helt ekstremt, så jeg smurte lidt koldt vand på benene.
En halv times tid efter kunne jeg se Waimakariri River, som jeg skulle krydse. Der lå en stor klynge træer på den anden side. Bag dem måtte Bealey Hotel ligge.
Jeg glædede mig til at få benene ned i det kolde vand. Midt i floden stoppede jeg og vaskede mine kløende underben. Det hjalp lidt.
Da jeg havde passeret vand fire gange kunne jeg se en orange trekant inde ved træerne. Jeg var på rette vej!
Jeg masede mig gennem bevoksningen og et par plumrede vandhuller og nåede frem til trekanten. Nu var jeg tæt på vejen. Jeg gik op ad en stejl bakke mellem træerne og fik øje på vejen. Jeg drejede til venstre og gik forbi i indkørslen til hotellet. Det var meget varmt og jeg holdte en pause i skyggen under nogle træer.
Dagens sidste indsats var 2,5 kilometer i vejkanten. Det sidste stykke kunne jeg se den lille bebyggelse Bealey Spur oppe på en skråning. Det så hyggeligt ud.
Min værtinde sendte mig besked om, at amerikanerne skulle op i en anden hytte, så jeg kunne bare blive i lodgen og glemme naboens hytte. Da jeg kom op til adressen holdte der en bil. Det undrede mig lidt. Jeg bankede på døren og amerikanerne lukkede op. De var ved at pakke. Lodgen så vidunderlig ud og kort efter var jeg alene.
Jeg har hele huset for mig selv. Udsigten fra stuen og altanen er formidabel. Jeg kan se Bealey River og Waimakariri River og i baggrunden er der flotte bjerge. Floderne er forgrenede og det ligner en kæmpe flodseng med mange små floder.
Amerikanerne havde efterladt en kæmpe opvask på køkkenbordet. Den udrydde jeg hurtigt. Resten har været ren afslapning og lidt organisering af min mad.
Nu er klokken omkring otte. Det regner rimelig meget lige nu. Det er godt for husets vandtank, men nu må det gerne stoppe. Der er floder på min rute igen i morgen. Nu forstår jeg bedre, hvorfor tidsforbruget er estimeret højt og jeg er glad for, at jeg har taget de første ni kilometer i dag.
Det regner bestemt mere end 1mm!
