Museets første daglige guidede tur var klokken 10, så jeg tog det roligt søndag morgen den 13. oktober. Mine vandrevenner havde inviteret mig på æg og bacon, så da jeg var færdig med müslien, var det tid til et festmåltid. Sandwichen smagte fantastisk og den lå godt i maven det meste af dagen.
Det lille pak-ned cirkus. Teltet stillede jeg til tørre på bordet. Fine forhold og solskin.
Efter halvanden kilometer vandring tilbage til museet, var jeg klar til besøget. Jeg mødte Sara, som var blevet i Kerikeri. Om morgenen havde hun fået et lift ud på den anden side af den lukkede skovsti. Besøget på The Treaty Grounds museum kostede med rabat 56 NZD, men det var alle pengene værd. Museet fortæller historien om nationens tilblivelse.
En guidet tur med en super guideKulturel underholdningMaori style, selvfølgelig TraktatenFoden af et kauritræMon vi skal passere floder på den måde?Waka-erne – traditionelle langbåde
Jeg var der i 5 timer, så kunne mit hoved ikke rumme mere, og da jeg havde booket hytte i Orongo Bay, var det tid til at komme afsted.
Jeg var ret vild med bådene. Der var en video, som viste, at det er blevet en stor sport i moderne tid at ro i waka. Det kunne have været fedt at være med til. Begejstringen var stor, da jeg ved passagen af Waitangi Bridge stødte på et rohold på tur. Med sang og det hele. Jeg optog en video, som jeg har lagt på Facebook.
Jeg fortsatte forbi campingpladsen og rundede supermarkedet. Gik et par kilometer langs vandet til Paihia Wharf, hvor jeg tog båden til Russel. I Paihia og Russel lurede alverdens fristelser, men jeg undslap. Fem kilometer mod syd tjekkede jeg ind hos Orongo Bay Holiday Park. Det var en fredelig plads med vægt på naturen. Om natten var jeg ude og kigge efter kiwi fugle. Det var klart og flot. Måneskin og masser af stjerner. Men ingen kiwi. (De blev dog set klokken 6, men desværre ikke af mig.)
Paihia Wharf RusselOrango Bay Holiday ParkMit luksus logi Privat dinner
Jeg var også et bestemt sted henne og fodre gråspurve! Der skulle være Waka fugle på skråningen. De kom desværre ikke frem, men spurvene havde en fest! Der foregik noget arbejde ved svømmepølen længere nede. Måske støjede det for meget.
Mandag morgen besluttede jeg mig for at forlænge opholdet med 1 dag. Jeg skulle blandt andet have indhentet de forsømte dage i denne dagbog.
Vi var tre TA’ere, som havde ærinder på posthuset lørdag morgen den 12. oktober. Victoria gav os et lift i minibussen. På posthuset kiggede damen tvivlende på min store kuffert. Den endte dog med at sætte kursen mod Wellington for en anstændig pris på 50 NZD (212 DDK). Med lidt held ligger der nye støvler og rent tøj til mig dér, når jeg er færdig med Nordøen. Jeg kørte med Victoria tilbage til Lodgen og til min rygsæk.
Nu kunne det ikke udsættes længere. Jeg vinkede til de vandrevenner, som blev tilbage på Lodgen og krammede Victoria farvel. Da jeg stadig var bagud på ‘lækker mad’ gik jeg en omvej hen forbi Superbowl. Den lå tættere på ruten end alle caféerne i centrum. Lørdagslukket! Æv! Tiden var ved at rende fra mig, så jeg lovede mig selv en sen frokost på museet i Waitangi. Jeg havde ikke tid til at gå ind til byen.
Det lignede et dyrt kvarterJo, skovruten lukker i morgenNogle områder var goldeDet skortede ikke på advarslerCykelcross ruterUdsigt til Bay of Islands
Der var en kedelig times gåtur hen til starten af Waitangi Forest track. Noterne og skiltningen gjorde det klart, at der arbejdede mange store maskiner i skoven, og at man skulle gøre sig synlig. Jeg havde arrangeret et gult refleksforklæde, som jeg bandt på rygsækkens stropper, så det dækkede min brystkasse.
Det fungerede fint som beskyttelse mod den kolde vind, men ikke meget andet. Skoven var helt stille. Jeg så ikke et eneste firhjulet køretøj på de 8 kilometer i skoven, som var spærret for almindelig biltrafik. Vandrerne havde en særlig tilladelse til at passere skoven af den afmærkede rute. Ude på den anden side af skovruten var der mere travlt. Dér susede biler forbi hvert femte minut og støvet hvirvlede rundt i luften.
Nu var udsigten til Bay of Islands tydelig. Der var flot. Blåt vand, grønt græs, klippeøer og sejlskibe. Vi havde nu vandret fra vestkysten ind over Nordøen og ud til østkysten.
Efter grusvejen kom der en velplejet asfaltvej og en golfbane. Her fra kunne jeg se flaget på The Treaty Grounds museum. Vandrestavene havde arbejdet i takt til rytmen: RES TAU RAN TE RES TAU RAN TE. Det fungerede bedst på spansk! Tanken om at få mad serveret satte lidt fut i den vandredag, som havde udsat min zero. ‘Zero’ er betegnelsen på en fridag. En dag med nul kilometer.
Efter forgæves besøg i indkørslerne for turistbusser og personale fandt jeg endelig hovedindgangen til museet.
Hovedindgangen på museet The Treaty Grounds i Waitangi
Jeg forhørte mig om priser, rabatten m.m. og spurgte, hvor caféen lå. Den var ikke langt væk, men den var LUKKET! Klokken var 15:05 og caféen havde lukket klokken 15. Skuffelsen var mærkbar.
Jeg opgav at starte museumsbesøget den dag og gik i stedet halvanden kilometer længere frem til Waitangi Holiday Park. Her slog jeg teltet op med udsigt til vandet, fandt madposen frem og gik ind i køkkenet. Her sad der to af mine vandrevenner.
Waitangi BridgeWaitangi Holiday Park
Resten af dagen gik med snak, brusebad, afslapning, kontortid og mere tørfoder fra rygsækken. Næste dag ville jeg gå tilbage til museet og der fra videre på ruten.
Jeg havde afsluttet løjerne i The Northland Forests: Reatea Forest, Omahuta Forest og Puketi Forest. Nu gik turen til Kerikeri, hvor jeg var landet med indenrigsfly 12 dage tidligere. Det føltes som om, at det var længe siden. De fleste af TA’erne (sådan hedder vi, der vandrer TA) havde kalkuleret med en fridag i Kerikeri. Der skulle gøres status, købes ind, ringes hjem, vaskes tøj og slappes af. Men der var kommet en slange i paradis.
Der gik et rygte om, at den første skov efter Kerikeri (Waitangi Forest track) ville lukke for vandrere fra om søndagen. Vi ankom til Kerikeri om fredagen, så hvis der var noget om snakken, ville man være tvunget til at fortsætte om lørdagen, hvis man ville følge ruten. Vi havde ikke kunnet tjekke oplysningerne, fordi der ikke havde været mobilsignal i et par dage.
Turen til Kerikeri gik et par kilometer langs en vej efterfulgt af to ruter gennem et kæmpe landbrug. Til sidst førte ruten ned til Kerikeri River Track og halvvejs rundt om byen.
Landbrugsdelen havde jeg ikke just glædet mig til. Jeg havde set for mange beskrivelser af kåde tyrekalve og vrede voksne tyre. Det var mit indtryk, at vi særligt på den sidste halvdel, skulle dele græsgange med dyrene. Noterne frarådede, at man tog kulørt tøj på! Selvom jeg øvede mig i en hel måned på Via de la Plata sidste år, så er jeg ingen ko-hvisker.
Upper Puketatora trackFlotte solide stenterhjælp gerne med vandingenSpandene stod klar og opsamlede regnvand
Jeg kunne have sparet mig bekymringerne, for ruten var flot og enkel, og jeg fik ikke på noget tidspunkt indtryk af, at der ikke var tråd mellem mig og dyrene. Ofte var ruten en smal passage mellem to tråde, men det var fint med mig. Rutens sidste halvdel var blevet opdateret i 2023 kunne jeg læse på et skilt. Tak for det.
Jeg nærmede mig afslutningen af Lower Puketotara track tidligt på eftermiddagen. Det var begyndt at regne. Da jeg kom ud til vejen (SH10) regnede det temmelig kraftigt. Nu var der mobilsignal. Rygtet talte sandt. Der var kommet en ny ‘alert’ i appen. Skovindustrien skulle bekæmpe skadedyr og ruten ville være lukket i 2 uger. Jeg havde derfor travlt med at komme til Kerikeri.
Jeg skulle vaske mit mudrede tøj (og mig selv), sortere indholdet i den kuffert som Hone Heke Lodge havde opbevaret for mig, sende kufferten afsted fra posthuset til en ven i Wellington og tusinde andre ting. Hvis det var muligt at blive klar, så ville jeg gå videre næste dag.
Turens første hængebro over Kerikeri River fik lokket telefonen ud i regnvejret. Der kommer mange flere hængebroer, men den her føltes vigtig.
Kerikeri River Track var en dejlig rute. Den var nem at gå på og attraktionerne kom som perler på en snor.
Et par solide regnbygerRainbow Falls – 27 meter højeKerikeri BasinDet ældste hus i landet – KemphouseStonehouse – en meget gammel souvenirbiksJeg fik lige klemt mig ind hos Superbowl før lukketid. Ruten gik desværre ikke gennem centrum.
Jeg var ved lodgen omkring klokken fem. Heldet var med mig i køen til vaskemaskinen. Posthuset viste sig at have lørdagsåbent og Victoria ville gerne køre mig til posthuset lørdag formiddag. Alt var godt. Måske bortset fra, at der hverken var tid til indkøb eller restaurantbesøg, og at jeg ikke fik snakket ret meget med de andre, fordi de praktiske projekter stjal al min tid. Well, well….. ‘It is, what it is’.
Sara og jeg var klar til afgang fra teltpladsen klokken 7. Dagens første opgave var rengøring af fodtøjet. Vi skrubbede, sprayede, stampede, inspicerede sålerne og skrubbede lidt igen. Der er ingen kur mod den sygdom, som slår kauritræerne ihjel, så vi tog opgaven alvorligt.
Sara i ‘rengøringsmaskinen’
Næste step var nedstigningen til Lower Waipapa River Track. Det var koldt. Otte grader. Vi gik ned ad noget, som kunne have været en græsbevokset sti. Stejlt ned. Stien var på visse steder lige så mudret som Reatea Forest. Mine ben var ikke helt samarbejdsvillige. Lidt morgensure, stive og modvillige. Vuuups! Der smuttede jeg bagover!
Jeg ved ikke lige, hvad sandsynligheden er – men i stedet for at havne på enden i mudderet, så landede jeg siddende på en træstamme. Uden at slå mig. Utroligt! Jeg gled på det eneste sted på stien, hvor der lå en stor træstamme i gåretningen. Efter en hurtig piruette havnede jeg siddende ovenpå stammen.
Nede i kløften dukkede Mangapukahukahu Stream op. Vi betragtede vandet et øjeblik, før vi begav os mod højre (sydøst) gennem vandstrømmen. De næste par timer zig-zaggede vi gennem floden. Det gjaldt om at finde sandbanker, stenbankerne og steder med lavt vand. Der var bestemt steder, hvor der var dybt. Vandet var koldt, men det var sjovt og anderledes at komme gennem skoven på den måde. Omgivelserne var ualmindeligt flotte og grønne.
Mangapukahukahu Stream
Efter et par timer var vi fremme ved det sted, hvor Mangapukahukahu Stream mødte den noget større Waipapa River. Nu skulle vi lidt til højre og finde et sted med lavt vand, hvor vi kunne krydse Waipapa River. Først prøvede vi at gå ud på den yderste klippekant og hen langs vandet. Det gik ikke. Floden blev faretruende dyb på ydersiden af den smalle kant. Vi læste noterne igen. Nu dæmrede det! Vi skulle højere op og ind mellem træerne.
Sara – på vej op det rigtige sted
Det lykkedes os at finde den rigtige sti, og efter et par forgæves forsøg kom vi ned til floden igen og krydsede over floden med tørre rygsække. På den anden flodbred førte ruten af en smal sti op og ind i skoven. Vi tog en kort pause, og så var vi på vej igen.
Noterne omtaler 2,5 kilometer langs floden ad Lower Waipapa River Track og der efter 3,5 kilometer ad Pukatea Ridge Track. Om det var den ene eller anden sti, aner jeg ikke, men det føltes som om, at stien blev smallere og smallere og fyldt med flere og flere væltede træer. Stien blev stormskadet i 2023. Flere steder var den oprindelige sti skredet ned af skrænten, og mere eller mindre anvendelige omveje havde formet sig. Det gik meget langsomt og det var anstrengende. Mine i forvejen hårdt prøvede lemmer protesterede. De havde ikke brug for 3 timer med atletiske øvelser. Men videre skulle vi.
Det blev hurtigt klart for os, at det var vigtigt at blive tæt på den afmærkede sti. Skoven var tæt og umulig at passere eller finde rundt i uden en sti. Vi holdte skarpt øje med uret. Vi ville være sikre på, at vi var nået ud af skoven, før det blev mørkt.
Jubi! Trappetrin…..KauritræEn af de nemme passager på opstigningenFind Sara!
Pukatea Ridge Track gik stejlt opad til Pirau Ridge. Fra bjergkammen kunne vi et par gange se ud over skoven til begge sider. En kort overgang var opstigningen pludselig godt hjulpet af trapper og gangbroer. Det var en lettelse og tempoet steg lidt. Nu blev der igen tid til at nyde de flotte omgivelser. Vi havde i timevis kun koncentreret os om at sætte fødderne de rigtige steder. De kæmpestore kauritræer og tusinde andre flotte vækster var en fryd for øjet. På det sidste stykke mødte vi nogle af vandrevennerne. De så mere eller mindre brugte ud. Dem, som var i bedst form, havde energi til at skynde sig op ad trapperne. Det lod vi os ikke gå på af. Vi havde (næsten) vundet vores egen sejr.
Klokken halv tre skete miraklet! Vi var fremme ved grusvejen. Nu var det endelige ankomsttidspunkt mere forudsigeligt. Den sidste indsats var 9 kilometer ad vejen til Puketi Forest Recreation Area.
Hunde er ikke velkommen på kiwifuglenes levesteder
Ved ankomsten til Puketi takkede vi (stadig i solskin) hinanden for selskabet. Vi var begge glade for dagens forløb og for ikke at have været alene på etapen. Det viste sig hurtigt, at vi ikke var de eneste, som havde tabt sporet flere gange, men alle var glade. Lettelsen over at have afsluttet et par af TA’s mest krævende etaper påvirkede stemningen positivt.
Mandag den 9. oktober gik ruten fra campen på Makene Road for enden af Reatea Forest til Blackbridge Road Campsite, hvor ruten gennem den næste skov (Ōmahuta Forest) startede.
Det havde regnet meget om aftenen og om natten, så alt var vådt og mudret. Jeg bærer hele tiden små souvenirs fra naturen med mig. I går vaskede jeg hvidt sand fra 90 Mile Beach af mine solbriller. Mandag tog jeg et halvt kilo mudder og en liter regnvand med mig.
Kroppen kunne godt have brugt en fridag, men da der ikke var nogen bekvemme overnatningssteder i nærheden, så pakkede vi sammen og vandrede videre. Campen var privat, så betalingen blev putte i en bøtte.
Nedgangen til floden, som er vaskeplads og vandforsyning på Makene Road Campsite.
Dagens vandring gik mest af veje – store og små. Omgivelserne var grønne og behagelige. Meget landbrug.
Der var én gulerod på det første stykke. Der lå en lille butik (Makamuka Dairy) som også tilbød burgere, toast, kaffe, is osv. Det var en stor attraktion. Jeg fejrede dagen med is, kaffe, toast og en appelsinjuice. Det smagte fantastisk!
På den sidste del af dagen gik vi langs kauriskoven. Kaurien er et gigantisk træ, som desværre er truet af en svampesygdom. Skoven var derfor hegnet ind og forsynet med forbudsskilte. Adgang måtte kun ske af de autoriserede indgange, hvor man skal rengøre sit udstyr og fodtøj. Vi skulle gå gennem skoven næste dag og for at undgå at vandrere/besøgende opholder sig i skoven, roder i jorden og øger risikoen for sygdomsspredning, så har DOC sørget for, at der er en camp i hver ende – lige uden for afspærringen.
Et par kilometer før dagens mål passerede jeg en cementeret bro over en flod. Det var et væsentligt sted, fordi vandstanden netop dér indikerer, om det er muligt at fortsætte gennem skoven næste dag. Vandstanden var under broens overflade, så der var ingen undskyldning dér. Hvis broen havde været oversvømmet, ville jeg have vendt om og gået til en lille camp på “bypass ruten”. Det er en omvej, som fører nord om Ōmahuta Forest. Her kan man undgå de mest udfordrende passager.
Bortset fra vandpytterne så var cementbroen tør
Resten af betænkelighederne blev fejet væk med den store mentale fejekost, og jeg fortsatte til Blackbridge Road Campsite, hvor flere kendte ansigter dukkede op. Sara var der også. Hun havde ikke taget en fridag i Kaitaia, men brugt to dage til at gå gennem Reatea Forest. Nu var vi på omdrejningshøjde igen. Hun spurgte, om vi skulle følges ad ned i kløften næste dag. Jeg takkede selvfølgelig ja.
Tid til forberedelse af aftensmaden på Blackbridge Road Campsite
Jeg var oppe før solen. Morgenmaden blev en pose opblødt müsli, som jeg indtog i min varme sovepose. Det pjaskvåde telt blev pakket ned i rygsækken. Vandflaskerne var fyldt op med filtreret vand fra teltpladsen. Der var ingen forsyningsmuligheder før den næste teltplads 18 langsomme kilometer senere. Det officielle tidsestimat for rutrn er 9,5 timer. I noterne vurderes det som ‘lavt’, og jeg kunne læse, at der ikke er usædvanligt at bruge 12-15 timer.
Jeg forlod pladsen i morgengryet omkring halv syv. Der var et par kilometer op ad bakken til det sted, hvor ruten startede.
Her skulle jeg vælge: ruten mod toppen til venstre eller bypass via Broadwood til højre
Reatea Forest var ualmindelig smuk. Grøn og regnskovsagtig og med de skønneste eksotiske fuglelyde. Men prisen for at se den, er et vanvittigt antal højdemeter af mudrede stejle stier.
Jeg brugte virkelig mange kræfter. Det gik op, op, op. Det gik langsomt. Jeg prøvede at være forsigtig, for at undgå at falde eller at forvride et knæ. Men mudret blev jeg.
Klokken otte kom der en frisk ung dame spurtende forbi med en stor rygsæk. Jeg havde ikke set hende før. Hun var fra London og havde fået et lift fra Kaitaia. Hun forsvandt hurtigt ud af syne og jeg kæmpede videre i mit eget tempo.
Ved halv ni tiden var jeg oppe ved den første udsigt. Lyset var fantastisk. Men der var langt endnu. De næste timer kravlede jeg langsomt op mod Reatea Summit, mens de yngste af mine vandrevenner overhalede mig.
Ved frokosttid var vi en god håndfuld, som nåede toppen. Vejret var godt og udsigten upåklagelig. På toppen kunne vi hvile os i græsset og tørre teltene. Pausen varede cirka tre kvarter. Da vejrudsigten truede med regn næste dag, og tidsplanen var ok, valgte jeg at starte nedstigningen. Jeg var den sidste, som forlod pladsen. Kun et par vandrere var bag mig. De overnattede på toppen. Det ville jeg gerne undgå, fordi jeg var smurt ind i mudder og der ikke var nogen vandforsyning.
Turen ned var lang. Faktisk var det også bestigning af 2-3 mindre toppen. Alle lige mudrede. Det var benhårdt og uret levnede ingen tid til pauser.
Kort før solnedgang dukkede den gård, som markerer rutens slutning op. Der var stadig lidt sol på trætoppene. Perfekt. Efter afsøgning af et par forkerte stier fandt jeg den sti, som førte bag om gården og ned på vejen. Jeg var svært godt tilfreds med indsatsen. Det hele var gået, som jeg havde håbet.
Nu flyttede jeg fokus. Det skulle gå tjep.
Et par kilometer ad vejen til teltpladsen. Ned til floden og filtrere drikkevand, teltet op, vask det værste mudder væk, spis lidt….ahrrr…nu var det mørkt. Det punkt, som hed “skyl tøjet i floden” droppede jeg. Al tøjet endte i en pose på bunden af min rygsæk. Vådt og mudret. Det kom frem i lyset i går (fredag). Nu er det rent igen. Inde i teltet tørrede jeg min fødder så rene som muligt, og så var det godnat.
Mandag den 7. oktober var det blevet tid til at forlade Kaitaia. Det forgik først af en meget stor vej, og så af en mindre og mere behagelig vej. Jeg har vandret mange vejstrækninger, så det generer mig ikke så meget at gå i vejsiden. Jeg kom hurtigt ud mellem grønne marker og bakkede landskaber. Der var roligt det meste af tiden, men der kom et par af de store lastbiler fra træindustrien i området. De lastvogne er simpelthen frygtindgydende.
Dagen gik primært ud på, at blive klar til at tage hul på Reatea Forest Track om tirsdagen.
Takahue Road
En del af de vandrere, som skulle i skoven om tirsdagen, valgte at overnatte på Krisna Santuary. Jeg var på besøg på stedet i et par timer, fordi de tilbød et dejligt måltid mad. Bag efter var jeg med på rundvisning. Det var et skønt sted. Grønt, velplejet og roligt.
Krisna Santuary
Jeg valgte at gå et lille stykke højere op ad vejen efter besøget, fordi jeg næste dag ville forsøge at passere skoven i et stræk – på én dag. Det ville kræve alle de lyse timer at klare det, så den mindste smule vundet tid var velkommen.
Jeg var helt alene på den lille Freecamp, som lå på km 136,8.
Alt skal læres. I dag skulle jeg for første gang genopfylde madposen.
Det er søndag, hvilket fik mig til at antage, at Hunting & Fishing havde lukket. Bommert nummer et.
Jeg vandrede derfor afsted til Pak’nSave, som lå et par kilometer fra gårsdagens logi. Jeg takkede nej til et lift. Bommert nummer to. Jeg havde rygsækken med det meste af en liter yoghurt og to liter vand med, så den videre færd blev dagens styrketræning.
Pak’nSave havde ingen frysetørrede måltider på hylderne. Nu skulle der tænkes kreativt. Tak til de mange videobloggere, som har delt deres anstrengelser på YouTube!
De har sikkert alt, men HVOR?
Afdelingen med delikatesser var noget af det første jeg så. Jeg var sulten. Bommert nummer tre. Gå aldrig sulten ind i et supermarked! Et par lækre sandwich og en bolle smuttede ned i kurven. Men nu kom den mere langsigtede indsats.
Jeg cirklede rundt i manegen og fik til sidst puttet lidt af det hele i kurven; wraps, ost, små pulversupper, pulver kartoffelmos, røde linser, et par simple tørrede færdigretter, de lækre OSM barer, müsli og en avocado til i aften. Det var aldeles uoverskueligt!
Afsted mod motellet. Igen to kilometer væk. Jeg tog en pause og fyldte hullet i maven med en sandwich. I hovedgaden nød jeg en varm kop kaffe. Herligt!
På motellet pakkede jeg hurtigt ud. Al mad op på bordet. Tøm rygsækken, brusebad, yoghurt, tre kopper kaffe, fodpleje, en slåskamp med mit Garmin ur. Nu var jeg klar til at pakke maden om.
Det var svært at se, hvordan maden skulle mikses. Vi får nok nogle meget våde og nassede dage i skovene. Jeg gjorde kort proces. Fem koge/frysepose. Et solidt drys af lidt af det hele i hver pose.
Gad vide, hvad det kommer til at smage af, og om det bliver spist ‘coldsoaked’ (opblødt i koldt vand) eller om det bliver praktisk muligt at koge vand.
Kunsten er at få så meget emballage af som muligt. Der er ingen skraldespande de næste 5-6 dage. Man bærer selv sit skrald ud af naturen. Jeg forsøger også at tage højde for, at det ikke kun er i denne uge, at jeg ikke har fri adgang til mad. Ellers have jeg nok bare købt en kasse OSM barer. Men turen er for lang til, at man kan leve af proteinbarer.
Nu er madposen fyldt op. Jeg har mad til en familie i en uge. Bommert nummer fire! Hvis du kommer forbi Northland Forests, så giver jeg et ubestemmeligt måltid. Tilberedningen står du selv for 🙂
Efter en overraskende god nattesøvn var jeg klokken halv ni klar til at nyde de sidste 15 kilometer af 90 Mile Beach. Den er et bekendtskab af den slags, som ikke er uden omkostninger, men al sliddet værd.
Der var stadig flot og råt derude. Stranden var lidt smallere end de forrige dage, men jeg kunne lige netop klare mig uden at indkassere en skylle. En enkelt bølge var dog tæt på, og jeg måtte haste ind mod klitterne. Den efterlod en tør stribe på 1 meter ind mod klitterne. Vi har været heldige, at højvandet har været relativt lavt. På andre tidspunkter tvinger vandet TA’erne til at holde lange pauser i klitterne.
Jeg gik alene. Sara går på Canada tid. Hun er sikkert smuttet klokken 5. Jeg mødte en hundelufter, som hilste ‘good luck’ og lige før Ahipara ved enden af stranden indhentede jeg Lucas.
På det sted lå der en stor træstamme i sandet, som to unge mænd brugte som bænk. Jeg måtte lige gnide øjnene – den var god nok. De var iført pudsede lædersko, pressede folder i bukserne, skjorter og slips. Det var helt surrealistisk oven på 100 kilometer sand. Den scene var en film værdig.
Ved stien som første væk fra stranden og op til Ahipara sad Phil. Han skulle ikke længere i dag, så han ville sige ordentligt farvel til stranden. Vi var nået til rutens km 101 og havde fuldført den første sektion. Et stort øjeblik. Både Phil og jeg har ‘mærkede’ fødder oven på strandturen, så lettelsen over at have klaret turen er stor.
Mine fødder var venligt stemte i dag, så jeg ville op i byen og spise frokost, og så videre til Kaitaia. Ahipara var det første sted, hvor det var muligt at købe tilberedt mad. Det blev til krabber og muslinger, som havde været i frituregryden hos den lokale Take Away Bidz. Pomfritterne forsvandt i sprogforvirringen, som var markant, selvom jeg vil mene, at jeg forstår engelsk. Skuffelsen blev skyllet ned med en is, og jeg kunne konstatere, at vi var enige om, hvad ‘big’ betyder! Isen smagte skønt og kostede omtrent det samme som i Danmark.
På vej gennem byen mødte jeg en håndfuld TA’ere, som var på vej ind på en café. Det blev kun til en kort hilsen. Jeg skulle ud og gå min første ‘connector’. Det er et stykke vej, som forbinder to vandrestier på ruten. I det her til fælde var det 14 kilometer landevej mellem Ahipara og Kaitaia.
Nogle af vandrerne vælger at lade sig transportere på de her strækninger. Jeg vil gerne gå så meget, som muligt. Det giver sammenhæng i mit hoved, at vejstykkerne hænger sammen. Måske er de også små pauser i de mere intense oplevelser. Jeg har i hvert fald endnu ikke sluppet tanken om, at et ‘thruhike’ indebærer, at man går hele vejen fra nord til syd. Der er nogle strækninger, som Te Araroa Trust betegner som ‘hazardzones’. Dem springer jeg selvfølgelig over.
Turen til Kaitaia gik okay. Det gik dog lidt trægt med at vænne mig til, at det er højre side jeg skal gå i. Rabatten var visse steder smal, men jeg trådre ud i siden og ventede til bilerne havde passeret.
I Kaitaia gik jeg helt ind til hovedgaden. Der er mange butikker. Jeg fejrede sektionen med kaffe og cheese cake og købte noget indisk mad, som blev min aftensmad. Jeg overnatter i en afslappet ‘sleepout’ i en villahave. Teltet er blevet tørt og mit tøj har været i vaskemaskinen.
I dag bliver en zero-dag. det vil sige ‘en dag uden gåede kilometer på ruten’. Jeg rykker op på et motel i byen, fordi jeg skal have tid til resupply (indkøb til næste sektion), planlægning og fodpleje. Den næste sektion er svær at få styr på og den bliver bøvlet og mudret.
En langsom morgen med flot vejr. Teltet var vådt efter en kold nat. Det tørrede mens jeg hang ud i køkkenet, drak kaffe, sludrede, kiggede på hestene, som igen var trukket op fra stranden, fiksede ting på internettet m.m. Klokken elleve var jeg klar til at gå.
Vores boble (gruppe af vandrere, som går i “takt”) ser ud til at blive mindre. Én blev i Haukatere i morges for at hvile kroppen. Flere valgte samme destination som mig (knap 20 kilometer) i dag. En håndfuld gik yderligere 17 kilometer. I Kaitaia vil nogle tage en fridag, mens andre fortsætter.
Turen langs stranden var vidunderlig. Jeg var helt alene i verden i lang tid. På den sidste halvdel dukkede der flere biler op. Et par fiskere. En stor turistbus!
Bygerne kom og gik, men de kunne ikke ødelægge min begejstring over landskabet, fuglene og de fantastiske mønstre og farveskalaer i naturen. En herlig vandredag.
Jeg skal tilbringe natten i Ngapae Holiday Park. Lige nu ligger jeg i mit telt og ærger mig over, at jeg er kommet til at placere teltelt klods op af en lysstander. Jeg har besluttet at undlade at flytte teltet, fordi det har regnet og alt er vådt. Nu vil jeg lægge en skjorte over øjnene og håbe på det bedste. Godnat!
