Tag-arkiv: Thruhike

TA, dag 52, til Taumarunui (km 1053)

Jeg var tidligt oppe. Jeg brugte en del tid på morgenmad og kaffe og pakkede mit grej. Klokken syv var jeg klar til at gå. Det var gråt og det begyndte at regne.

Turen til Taumarunui viste sig at være en fin og hyggelig rute af bagveje parallelt med hovedvejen. På den første halvdel passerede der lastbiler af og til. De kørte heldigvis pænt og chaufførerne hilste venligt på mig.

Jeg fulgtes med en flod og en jernbane det meste af vejen, og der var masser af landbrug og dyr i dag. De små grise med krøller på halerne var nuttede!

Vejret skiftede helt vildt. Jeg gik flere gange i solskin og regn – samtidig. Der kom et par kradse byger, men mest let regn.

Efter seksten kilometer fangede mit øje et par slidte skilte. Et med is og et andet med kaffe. Forhåbningerne var ikke store, men det skulle da undersøges. Det viste sig at være et sted af den slags, der har gemt sig i en tidslomme; Taane’s Manor. Betjeningen var venlig og jeg købte kaffe og is.

Marianne og Arnold dukkede op. De oppede ordren med toast og fik serveret varme toast med ost og skinke!

Underholdningen gemte sig i alle kroge. Her er et par damer fra haven.

Stedet lå i den lille landsby Okahukura. Her lod det til at Taane ikke var alene med begejstringen for kitsch eller også ejede hun flere huse i byen.

Det var i det hele taget en munter dag. Her er beviset på, at medborgerhuse er for ALLE. Kalvene forsøgte at gemme sig for regnen under tagudhænget.

Var det ikke sådan her vi tegnede får, da vi var børn? Sorte pinde-ben og et sort hoved sat på en sky af hvide krøller!

Da jeg nærmede mig Taumarunui kom jeg forbi byens kirkegård. Den var mærkbart mere stilren end den lille kirkegård ude ved Ongarue. Helt inde ved bygrænsen kom dagens tredje kirkegård. Der var gravene endnu større.

Jeg var inde og kigge på et par rækker. Der var hjerteskærende mange unge mennesker begravet her.

En rundkørsel varslede bygrænsen og snart passerede jeg både high school, golfbanen og Mc Donald. Jeg gik ind i et stort supermarked og købte den første pose proviant.

Posen tog jeg med til Motel Alexander, hvor jeg bor på første sal med en balkon foran. Fra balkonen har jeg fulgt med i både ekstrem regn og en hurtig haglbyge. Vejrudsigten holdte, hvad den lovede.

Jeg har tømt alt ud af rygsækken, rystet, skrubbet, luftet, vasket tøj, vasket mig, vasket vandfilter og flasker, spist mad og is, telefoneret, opladet osv. Nu er det nat. Godnat!

TA, dag 51, til Bennet Rd Camp (km 1026)

2 svar

Onsdag den 20. november 2024

[Der er meget få steder på Timber Trail, hvor der er mobilsignal. Indlægget er derfor slået op med en dags forsinkelse.]

Vi havde igen en dejlig fredelig nat i naturen. Der kom et par regnbyger i aftes og i nat, og i morges så himlen temmelig grå ud.

Vi havde overnattet tæt på kilometer 999, så dagens første opgave var at holde øje med rutens kilometer 1.000. Den passerede jeg klokken halv otte. Der var allerede nogen, som havde skrevet ‘1.000 kilometer’ i gruset. Det føltes godt at runde den milepæl. En tredjedel af ruten er trods alt en god bid. I aftes snakkede vi om, hvor meget der er sket på de 50 dage, der er gået. Det er en mærkelig blanding af, at der er sket utroligt meget, og at vi alligevel næsten lige er startet.

Lige efter kilometer 1000 så jeg et stort dyr inde i skoven. Jeg gætter på, at det var en sikahjort. Den havde en stor hvid bagdel og var derfor næppe en ‘red deer’, som ellers er dem der lever flest af i den her skov.
Kort efter kilometer 1.003 passerede jeg Waione Bridge. Endnu en smuk hængebro. Der var tryk på vandet i Waione Stream, og fra broen kunne jeg se ned på kæmpe store sten, som vandet havde slidt på længe.

Kort efter holdte jeg formiddagspause ved den historiske ‘camp no. 11’. Skovarbejderne i 40erne flyttede lejr alt efter hvor langt de var nået med træfældningen. Derfor var lejrene nummererede. Før træerne blev fældet skulle der først anlægges spor til en lille jernbane, så stammerne kunne fragtes ud af skoven. Langs Timber Trail er der informationstavler om det tidligere liv i skoven. Det var interessant at læse. De har godt nok været hårdføre dem, som arbejdede her i perioden fra 1924 og frem.

Min pause bød på sen morgenmad. Jeg skulle koge vand, og nu var temperaturerne udenfor bedre at sidde stille i.

Dagen bød på flere historiske lejre, flere broer, regnbyger og meget varierede stier. Et par steder blev der advaret mod at man holdte pause. Der var risiko for stenskred. Der var da også flere steder, hvor det var tydeligt, at der var faldet sten ned, og at de var blevet flyttet væk fra stien.

Vejret var meget omskifteligt.

Sidst på dagen kom der en ‘tramway loop’. Stien lavede et loop og førte ned under sig selv i en tunnel. Det var super sejt. En del af den gamle træbro til jernbanen hang stadig i en kløft.

Jeg stoppede og tørrede mit telt ved tre-tiden. Vejret skiftede hurtigt, og netop da var det tørvejr. Et sted på stien var der mobilsignal, og jeg havde tjekket vejrudsigten. Der ville komme mere regn. Jeg ville ikke risikere at ankomme til teltpladsen med et vådt telt i regnvejr.

Kvart over fire var jeg fremme ved teltpladsen. I dag ser vi ud til at blive flere. Nogle har tomlet (videre) her fra til den by, som vi andre vil gå til i morgen. Her er en håndfuld telte. Nogen af dem har delt de 82 kilometer i to korte og en lang etape. Derfor møder vi dem først i dag.

Alle glæder sig til i morgen, hvor vi kommer til en by. Der er formentlig mindst et par TA’ere, som ikke har været i bad i en lille uges tid. Det afhænger af, hvor man har overnattet. I dag er det onsdag. Jeg var i bad i Pureora Cabins i søndags.

I eftermiddags stod jeg i regnvejr på toppen af en grusbakke i rimelig lang tid for at booke et værelse i Taumarunui i morgen. Det lykkedes. Det bliver ikke billigt, men det bliver godt. Og der er helt sikkert brusebad!

Her har jeg zoomet ind på den del af tracket fra mit ur, som viser loopet. Resten springer jeg over. Uret løb tør for strøm. Distancen er nok cirka 30 kilometer.

Sådan ser det ud i MapsMe. Fra den lille dut øverst og ned til den grønne før Ongarue.

TA, dag 50, til Mystery Creek (km 998,5)

Skriv et svar

Tirsdag den 19. november 2024

[Der er meget få steder på Timber Trail, hvor der er mobilsignal. Indlægget er derfor slået op med to dages forsinkelse.]

Der var dejlig stille på vores lille teltplads i nat. I morges var det koldt. Arnolds inReach meddelte, at det var 10 grader, men føltes som 7 grader. Vi syntes, at det føltes som 5 grader. Jeg huskede at få vanterne på og de langbenede ODLO tights ville ikke af før et par timer senere.

De første tolv kilometer ind til midten af Timber Trail, hvor der ligger tre overnatningsmuligheder, gik hurtigt. Skoven var lige så dejlig som i går.

Jeg var fremme ved Timber Trail Lodge alt for tidligt til pizza klokken 13. Jeg prøvede alligevel at gå ind til Lodgen. Der var helt stille og tillukket. Selv et forsøg på at lokke koden til internettet ud af to gæster slog fejl.

Camp Epic har et opslag nederst på skiltet

Næste stop blev Camp Epic. Jeg havde set et skilt på vejen, som ud over det forventede glamping og camping også lokkede med ‘meals’ og ‘cold drinks’. Det måtte testes. Her var modtagelsen anderledes venlig. Området så virkelig indbydende ud, og en mand var i gang med rengøring i det store overdækkede udekøkken. I løbet af kort tid var jeg forsynet med en kold cola, en pose spiseklar Chili con carne, som jeg selv kunne varme i en gryde, to æg og noget brød samt koden til internettet.

Jeg havde udsigt til glampingteltene, og det var virkelig fristende at tjekke ind dér. Jeg nøjedes dog med en mere end to timer lange pause før jeg satte kursen mod Mystery Creek. Målet var at nå en tredjedel af Timber Trail igen i dag.

Efter et par kilometer kom jeg til den længste af hængebroerne. Den var smuk og imponerede og knap så urolig som de foregående broer. Ti stjerner til den.

Klokken 17 nåede jeg Mystery Creek. Marianne og Arnold var allerede ved at slå telt op. Vi er igen kun os tre. Fint med mig – men også lidt mærkeligt. I dag har ingen af os mødt nogen af de kendte ansigter, og i det hele taget har vi kun mødt ganske få cyklister på turen. Det var ret behageligt. Jeg havde frygtet, at de gående måtte springe til side for cyklerne hvert andet øjeblik, men det har der slet ikke været brug for.

I morgen er vi klar til sidste tredjedel af Timber Trail.

Mit telt står ved det røde shelter – bag det grønne telt. Til venstre er der et bordbænkesæt.

TA, dag 49, til Harrisson Creek (km 972)

Skriv et svar

Mandag den 18. november 2024

Efter en behagelig nat i mit lille logi var jeg klar til afgang omkring klokken syv. Jeg sagde hej til cyklisterne i forhaven, som var ved at stå op. Der var koldt udenfor for. Pureora ligger i 561 meters højde.

Jeg var hurtigt henne ved det sted, hvor Timber Trail fører ind i Pureroa forest. Et skilt henledte opmærksomheden på, at jeg nu gik ind i alpine omgivelser. Der var ingen mennesker at se nogen steder. Skoven var smuk og tæt. Der var kæmpe store træer, mindre træer og buske. Der var skønt.

Skoven var en arbejdsplads for 50 og 100 år siden. Der blev fældet træer i stor stil. I dag er Timber Trail primært en populær mountainbike rute, en naturpark og et kig ind i historien.

Jeg traskede glad afsted. Det var nemt og bekymringsfrit. Jeg mødte en enkelt vandrer efter en times tid. De første cyklister, som overhalede mig, var ‘mine egne’ teltliggere.
Senere på formiddagen mødte jeg Arnold og Marianne, og der blev langsomt mere liv på stien. Rigtig travlt blev der dog aldrig. Det gik opad de første timer. Jeg holdte mig til cykelsporet og kort efter klokken elleve var jeg ved rutens højeste punkt, som vaf 971 meter over havet. Resten af dagen gik det mest nedad.

Nogle af dagens højdepunkter var hængebroerne. De så solide ud. Et par af dem var rigtig lange. De gyngede overraskende meget, når man gik på dem. Det føltes sjovt og en lille smule ubehageligt, hvis det var en anden persons bevægelser, som fik broen til at hoppe.

I løbet af dagen kom i alt fire af de kendte TA’ere forbi på deres lejede cykler. Hvor resten af styrken er henne, ved jeg ikke. Marianne, Arnold og jeg har valgt at stoppe på en fin lille teltplads i naturen efter 27 kilometer. Fidusen er, at vi i morgen kan passere Timber Trail Lodge i tidsrummet kl. 13 til 16:30, hvor de sælger pizzaer til ikke-gæster. Resten af tiden er køkkenet reserveret til dem, som har lejet et værelse. Det giver samtidig mulighed for at dele rutens 85 kilometer i tre behagelige bidder.

Der er god vandstørm og let tilgang til va det

Det har været en vidunderlig dag. Nu ligger jeg i teltet og lytter til fuglene, og til vandet i Harrisson Creek, som løber forbi tæt ved os. Det er fint, for den er vores vandforsyning.

Mobilsignal!

Skriv et svar

Jo, det er der lige her i svinget.

Vi må se, hvordan det går senere i dag. Der kan muligvis være flere dage uden signal i de næste uger.

TA, dag 48, Pureora (km 947)

Skriv et svar

Søndag den 17. november 2024.

Jeg vågnede tidligt og spiste morgenmad ‘på sengen’. Det var iskoldt uden for, så jeg blev i soveposen, så længe som muligt. Det blæste i nat. Teltet var stort set tørt i morges på trods af, at der kom et par regnbyger i aftes. Ingen kondens.

I dag var et langt sejt træk. 37 kilometer roadwalk (‘vejgang’ lyder altså dumt!). Meget anderledes end i går. Dagen skulle binde slutningen af riverwalken samme med starten af Timber Trail.

Der var ingen action i dag, men kilometervis af solide veje i grønne omgivelser. Der var udsigt til store bløde bakker med køer, tyre, heste og får, får, får…

Jeg holdte et par pauser undervejs. Det føltes ikke varmt at gå, men pausen klokken 12 holdte jeg i solen sammen med Marianne og Arnold. Dér blev det pludselig steghedt. Det var en fornøjelse, at det kort efter blev overskyet.

Der var stille på de små veje. Det er søndag. Efter cirka 25 kilometer skulle jeg gå 8 kilometer ad SH30. Den var også rimelig i dag. Der var ingen tung trafik og langt mellem bilerne.

Da jeg nærmede mig Pureroa kom der signal på telefonen. Jeg frygtede, at det ville forsvinde igen, så jeg tog en ekstra pause og lavede lidt kontorarbejde. (Signalet er her dog stadig.)

For et par dage siden valgte jeg at booke en seng i en hytte til i dag. Det skulle vise sig at være en genistreg. Jeg var den eneste, som var booket på stedet indtil der dukkede fire sidsteøjebliks-cyklister op. De ligger i telt ude på plænen.

Jeg har fået min egen lille hytte. Jeg har et gammelt køkken, og jeg deler badeværelse med teltliggerne. Rummet, som jeg skal sove i, minder mig om lejrskolen i 4. klasse. Årgangen er sikkert omtrent den samme! Men jeg er alene og indendørs. Det betyder, at jeg sidder i en stol ved et bord med en kop kaffe. I teltet havde jeg ligget i soveposen nu. Det er for koldt til, at det er behageligt at være ude om aftenen. Jeg har været i bad, og jeg har vasket lidt tøj.

Alle de andre TA’ere må have valgt teltpladsen en kilometer længere fremme. Den er inkluderet i vores forudbetalte trailpas og derfor ‘gratis’. Det her sted var lidt svært at gennemskue, og jeg ved, at nogen har valgt der fra, fordi hytten ikke er privat. Man booker en seng – ikke en hel hytte. Det fik jeg så bare alligevel!

PS: Jeg efterlod min første campinggas på hotellet i Te Kuiti. Der var stadig en mikroskopisk sjat i. Jeg har båret afløseren i rygsækken siden Auckland. Det er ret vildt, at jeg kun har brugt én dåse på 47 dage. Det var endda den lille dåse med 110 gram gas. Jeg bruger primært brænderen til at koge vand med. Jeg koger vand én gang – hælder vand på min mad (tørfoder) og putter pulverkaffe i det, som er tilbage i gryden. Jeg pakker den kun ud om aftenen. Ingen morgenkaffe – med mindre der er en café.

TA, dag 47, til Magaokewa North (km 910)

Skriv et svar

(Lørdag den 16. november 2024. Der var nul mobilsignal på teltpladsen i går. Indlægget er derfor slået op i dag = dagen efter.)

Det var med kriller i maven, at jeg begav mig på vej klokken halv otte i morges. Det havde regnet voldsomt, og jeg skulle ud og gå ‘rivertrail’ hele dagen.

Te Kuiti – interessant byggestil – næsten som en kulisse til en film!

Jeg så to forskellige videodagbøger fra etapen på YouTube i går. Begge konkluderede, at det havde været en flot dag, men også en af de hidtil sværeste. Begge hold gik begge i tørt vejr. Jeg havde nærlæst noterne. Floden skulle passeres flere gange, men hver gang på en bro. Det skulle nok gå.

Først skulle jeg ud af byen. Jeg kom forbi ‘The shearing’ – en kæmpe fåreklipper. Te Kuiti er fåreavlernes by. En venlig dame tilbød at tage et billede med mig og klipperen.

Jeg passerede rugbyklubben, som stolt viste billeder af en af en kendt spiller, som havde sine rødder dér. Hans kontrafej havde jeg også set andre steder i byen, så han måtte være ‘stor’. De var i hvert fald stolte af ham.

Vandredagen bestod af en kort tur ad Mangaokewa Reserve Track efterfulgt af en lang tur ad Mangaokewa River Track. En hel dag langs en flod. Turen var kun tyve kilometer lang, så man kunne nemt tro, at det hurtigt var klaret. Men jeg var advaret, og det havde regnet, så jeg havde sat hele dagen af til turen.

Ruten bugtede sig op og ned langs floden. Strømmen var tydeligvis stærk i dag, men det havde ikke konsekvenser for stien. Jeg gik skiftevis i skov, buskads og på eng. Stiens kvalitet var varierende. Af og til nem og god at gå på, jævnligt smal, glat, stejl og udsat, og enkelte gange ‘sketchy’ (Describing a situation or location that is potentially Describing a dangerous, unstable, or uncertain, often used in the context of hiking or climbing.) Den type sti, som man først synes er sjov, når man er færdig med den.

Det gik langsomt. Jeg gled et par gange, men det blev aldrig alvorligt. De svære passager får jeg aldrig taget billeder af. Der er nok at tænke på lige i det øjeblik.

Ved frokosttid mødte jeg Arnold og Marianne fra Holland. De er en del af ‘1. oktober’ holdet. Jeg slog mig ned ved siden af dem. Der var flot udsigt, og vejret var dejligt.

Efter pausen skiftede omgivelserne igen et par gange. Hver gang jeg troede, at nu var det sværeste overstået, så kom der en ny smal sti.

Tyve minutter i fem var der kun halvanden kilometer til dagens lejr. På kortet skulle jeg gå på en vej. I virkeligheden var vejen en grusvej, og den gik gennem en fold. En fold med halvstore tyre, som gav sig til at brøle, da de så mig. Jeg ventede og håbede, at de tabte interessen. Det gjorde det fleste da også, men én blev stående lige inden for lågen og skrabede med forbenene. Jeg syntes ikke, at han så rar ud.

Efter et stykke tid dukkede min redningsmand op. Arnold og Marianne var nået frem, og Arnold gik ganske uimponeret ind i folden og jog tyrene væk! Marianne og jeg var til gengæld imponerede! Vi vandrede alle tre sammen gennem folden.

Kort efter fandt vi teltpladsen. Der var kun ankommet tre andre. Det er en privat lille plads, som en venlig bonde stiller til rådighed. Jeg har vasket mudder af benene og spist aftensmad med de tidligst ankomne. Nu er det snart hikers midnight (omkring klokken 21), så min dag er ved at være slut.

Nu er vi nok omkring ti telte. Der var flere, som var startet sent, og mindst én var faret vild på turen. Ruten har generelt uddelt en del knubs i dag, men ikke noget alvorligt. Det var faktisk helt, som videoerne lovede: en fantastisk flot dag med mange udfordringer.

Mit ur afbrød trackingen efter en pause, som blev for lang. Dagen er derfor delt i to track. I alt cirka 24 kilometer.

Never cross floded rivers

Skriv et svar

Ovenstående advarsel ses ofte i noterne i afsnittet om ‘potentielle farer’. I dag fik jeg godt nok syn for sagen.

I onsdags krydsede jeg en flod helt uden problemer. Jeg tog det her billede, inden jeg gik ud i vandet.

Her er et udsnit af noterne til den etape.

Her i Te Kuiti har det regnet meget i det sidste døgn. Det samme gælder formentlig det her sted, som kun er halvanden etape bagude.

Jeg har lige læst et opslag i en Whatsapp gruppe om netop den flodkrydsning. Det kommer her.

Vi går glip af lyden, fordi det er et billede. Men selv uden lyd er det tydeligt, at der er tryk på vandet, som er brunt, fordi strømmen er så stærk, at vandet tager jord med sig.

Forskellen er nærmest uhyggelig!

TA, dag 46, zero i Te Kuiti (km 882)

Skriv et svar

De forsvundne læsebriller dukkede op i dag. De havde gemt sig i en lomme inde i inderteltet. Der må de have ligget hele dagen i går. De har overlevet, at jeg proppede teltet ned i en pose og posen ned i rygsækken. Så slap jeg for at gå ud og handle i dag!

Det har regnet uden ophold hele dagen. Det kommer først til at genere mig i morgen. I dag har jeg hygget mig inden døre med planlægning af de næste sektioner. Jeg synes, at jeg har lagt en god plan. Nu mangler den bare lidt tørvejr.

Jeg har spist flere gange, og det tynder godt ud i madbeholdningen. Den mad, som skal med på tur, har jeg fordelt i portioner og sorteret. Noget mad skal ned i fjernlageret på bunden af rygsækken og andet skal være let tilgængeligt.

Mit motel er ikke firestjernet, men sengen har vist sig at være perfekt at sidde i. Den er forsynet med et væld af store puder, som gør det behageligt at tage en dagvagt med kontorarbejde og samtidig hvile benene. Dagen er gået helt, som den skulle. Jeg vil gætte på, at jeg har forbrændt 5 kalorier i dag!

TA, dag 45, til Te Kuiti (km 890)

Skriv et svar

I morges forlod jeg campingpladsen tyve minutter i otte. Desværre tyve minutter for tidligt til at få morgenkaffe på caféen. Morgenmaden havde jeg allerede spist på campingpladsen. Jeg fik suppe med nudler, et hårdkogt æg og en håndfuld mandler!

Ruten styrede direkte ud til det nærmeste farmland. Over den første af mange steler og op og ned i det smukke, bakkede landskab. Rytmen gentog sig i løbet af turen: Op på et højdedrag og ned igen.

På den første stigning var der flotte formationer af limsten.

En af sektionerne var en smal og glat skovsti. Det gik meget langsomt fremad. Der var ikke noget problem, for etapen var relativt kort. Jeg kunne tage den med ro. Stien var så trang, at det to gange lykkedes mig at klemme mig op af en forkert åbning mellem træerne. Jeg opdagede det hurtigt, men det er usædvanligt for mig, at det sker flere gange. Jeg tænkte, at det var godt, at der var en fridag lige om hjørnet. Måske er det både hovedet og kroppen, der trænger til en pause.

Pas på tyrene og opfør dig pænt! (Tyrene var ikke at se i dag)

Når vi krydser farmland er opskriften ofte, at ruten følger et hegn. Hver gang der starter en ny indhegning skal man over hegnet via en stele eller åbne og lukke en låge. Når man skal krydse ind over et stort grønt område er det ofte sværere at hitte ud af, hvor mange skal hen.

Et af dagens højdepunkter var en hængebro over Mangapu River. Den var smal og den gyngede, når jeg bevægede mig.

Et sted på turen mødte jeg et ægtepar fra New Zealand. De havde boet her i området, men var flyttet til Sydøen. Vi holdte en lille pause sammen.

Halvanden kilometer før Te Kuiti var det slut med små stier. Jeg kom ud på hovedvejen, hvor der lå en café. Jeg fik hurtigt indhentet den forsømte morgenkaffe, og tog frokosten ved samme lejlighed.

Det var begyndt at regne kort før jeg nåede til caféen. Det var ikke blevet bedre, da jeg forlod den. Heldigvis var der ikke langt til Motel Te Kuiti, hvor jeg havde booket to nætter.

Hotellet er hverken kønt eller moderne. Det ligger ud til en vej, hvor trafikken er så tung at hele huset jævnligt ryster. Alligevel føles det som et kup. Privatliv, køleskab, kort vej til supermarkedet og tørvejr.

Jeg pakkede hurtigt ud. Tømte rygsækken og drog afsted til supermarkedet. Det var tid til resupply. Efter Te Kuiti er der igen fem dage uden butikker. Det blev til et kæmpe indkøb. Det bliver spændende, om jeg har købt for meget mad. Måske ser det voldsomt ud, fordi der også er mad til i dag og til i morgen. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg er bagud med kalorierne, så fridagen bliver en spis-rigeligt dag.

Det lykkedes mig også at få købt flere piller mod høfeber og nogle tyggetabletter, som bliver afløseren for det druesukker, som jeg snart løber tør for.

Jeg har tømt, rystet, vasket og tørret grej. Der hænger ting overalt nu. Det er dejligt at få sorteret og ryddet op i gemmerne. Noget tyder på, at jeg har tabt et par briller i dag. Lige nu kan jeg I hvert fald ikke finde det ene par læsebriller. Det er ikke noget stort tab, men hvis ikke de dukker op, så skal jeg ud og købe nye i morgen.

På vejen til Bombay tabte jeg gummidup til den ene vandrestav. Den har med stor sikkerhed hængt fast i noget mudder, og så er jeg gået videre uden at opdage det. Jeg havde heldigvis et ekstra par i rygsækken. Det er bedst at sætte dupperne på, når underlaget er meget hårdt. I byerne har jeg altid dupperne på.

Jeg købte salat og pølser til i aften og i morgen. Nu er det bevist, at man godt kan koge pølser i en mikroovn!

Hvis du synes, at det ser lovlig sundt ud, så bare rolig. Jeg har seks slags dessert at vælge mellem!

Her er dagens track fra mit ur. Distancen er overraskende lang. Jeg glemte at afbryde trackingen da jeg ankom til motellet. De 24 kilometer omfatter også indkøbsturen.

Da jeg spiste frokost halvanden kilometer før målet, stod mit ur på 16,11 kilometer. Fra logi til logi var der derfor omkring 17, 5 kilometer. Det er overraskende langt jeg har gået efter ankomsten. Det blev da også til en del ture op og ned ad gangene i supermarkedet.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Tag-arkiv: Thruhike

TA, dag 52, til Taumarunui (km 1053)

TA, dag 51, til Bennet Rd Camp (km 1026)

TA, dag 50, til Mystery Creek (km 998,5)

TA, dag 49, til Harrisson Creek (km 972)

Mobilsignal!

TA, dag 48, Pureora (km 947)

TA, dag 47, til Magaokewa North (km 910)

Never cross floded rivers

TA, dag 46, zero i Te Kuiti (km 882)

TA, dag 45, til Te Kuiti (km 890)